fredag den 7. december 2007

Fest del III: Om morgenen

Jeg vågner op den næste dag med heftig hovedpine. En kavalkade af flashbacks viser sig for mig. Tåkrummende flashbacks. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg tør ikke bevæge mig. Jeg ligger helt stiv. Jeg overvejer, hvordan jeg på en elegant måde kan slippe væk fra hvor-jeg-nu-befinder-mig. Jeg har en svag erindring om, at fyren bor på Frederiksberg. Jeg må være på Frederiksberg et sted. Der er højt til loftet. Der er stukloft. Det er stort rum. Der er en lysekrone. Hvor underligt. Der er en lysekrone.

Jeg husker, at jeg drak en masse tequilashots. En forfærdelig masse tequilashots. Jeg husker, at jeg danser med Ella og hendes veninder. Jeg husker, at de tager videre i byen med nogle fyre. Jeg husker, at jeg mere end anstændig beruset forklarer Ella, at jeg tager hjem, det må jeg hellere, det bliver jeg nødt til, jeg ler. Men jeg tager ikke hjem. Jeg overfalder en harmløs fyr. En stille, ufarlig fyr, der står for sig selv. Jeg snakker ham ørerne døve. Skinger og overgearet. Jeg tvinger ham til at tage mig med hjem. Synes selv jeg er kæk og charmerende. Jeg kaster op foran hans opgang. Jeg vælter op ad trappen. Jeg tror endda, jeg griner og stadig synes, jeg er charmerende. Jeg græmmer mig i sengen. Jeg prøver at huske mere. Jeg prøver at undgå at huske mere. Jeg tror ikke, vi var sammen. Var vi sammen? Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke.
Jeg har kun mit undertøj på. Min kjole hænger foldet sammen på en stol ved siden af sengen. Jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Måske ved jeg godt, hvad han hedder. Det var et mærkeligt navn. Måske.
Pladen starter forfra. Jeg kender ikke musikken. Det er noget stille jazz. Jeg hører aldrig jazz. Hvem hører jazz i dag? Mine venner hører indie, elektronisk eller soul. Meget sjældent jazz.

Jeg tager mig sammen, sætter mig op i sengen, læner mig op ad væggen, trækker dynen op omkring mig. Det er et rart værelse. Det er stort. Fyldt med store, tunge, gamle møbler i egetræ. Det omslutter mig. Mit hoved dunker. Der er mange bøger på hylderne. Lp’erne står på gulvet sammen med pladespilleren. Der er en mørkegrøn lædersofa med stålfødder. Den er påfaldende moderne i forhold til det andet i værelset. Der er et stort tæppe spredt ud på trægulvet. Det er grønt, orange og sort. Der er en potteplante i den ene af de to vindueskarme. Der er et enormt billede af to grinende ansigter på den ene store væk. Der dufter rent. Det ene vindue er åbent.

Han hedder Vlad. Jeg kommer pludseligt i tanke om det. Han kigger ind ad døren fra køkkenet og smiler varmt. ”Vil du have kaffe?”, spørger han. Jeg kan høre kaffen løbe igennem ude fra køkkenet og nikker taknemmeligt. ”Hvad er klokken?”, spørger jeg og han peger på uret, som viser kvart over to. ”Jeg ville ikke vække dig”, siger han og smiler igen, ”Det virkede som om, du havde brug for at sove”.

”Vlad? Det er et pudssigt navn? Det er ikke dansk?”, spørger jeg, da han kommer med kaffen og sætter sig på sengekanten, ”Nej, det er russisk. Og jeg hedder egentlig Vladimir, selvom det virker så.. højtideligt. Jeg kom hertil, da jeg var 13. Med min mor”, forklarer han. Jeg knuger om den varme kaffekop. Det smager godt.

”Vi har ikke… du ved”, tager jeg mig sammen til at spørge, da jeg har fået et bad. Han griner, ”Nej nej, du faldt i søvn nærmest inden, du fandt sengen”, siger han, ”Jeg håber ikke, det gjorde noget, at jeg hjalp dig af med tøjet. Det var helt vådt. Det regnede jo i nat”. Jeg smiler forlegent. ”Du må undskylde, at jeg var så… ja, du ved.. men det var sødt af dig, at jeg måtte sove her”. Han fastholder blikket, selv da jeg ser væk, ”Det skal du ikke tænke på”, svarer han.

”Nå, jeg må nok også hellere se at komme hjem”, siger jeg. Klokken er næsten fem. Jeg har efterhånden været hos ham i lang tid. Vi har egentlig ikke talt så meget sammen. Timerne er forsvundet, selvom alt er foregået uendeligt roligt og langsomt. Han tænker længe, når jeg siger noget. Når han svarer er det velovervejet og præcist. Han satte lidt morgenmad frem, som vi sad og spiste i stilhed. Jeg har ikke prøvet før, at stilhed kan være trygt og ikke det mindste akavet. Selvom jeg ikke kender fyren. Han virker rar. Lidt speciel, men rar. Meget tænksom. ”Måske skulle jeg gøre gengæld med en kop kaffe en dag”, forsøger jeg forsigtigt, mens jeg tager min jakke på, som stadig er irriterende fugtig. Han rækker mig mit halstørklæde og ser overrasket og glad ud, ”Det lyder godt”.
Jeg spekulerer på vejen hjem, om det monstro er en date?

torsdag den 6. december 2007

Fest del II: Stille og rolig start

Der er allerede kommet en del til festen, og der er ikke rigtig nogen, jeg kender. Ella kindkysser med Sabine, som er hende, der har inviteret Ella og således også mig. Ella har boet i Paris, før hun begyndte på universitetet og har lige siden forsøgt at udbrede kindkysset som almindelig hilsen. Hun har tilsyneladende haft mere succes med det på sit studie end med mig. Sabine er glad for, at vi kunne komme og kaster rundt med sin arme, så vi får en fornemmelse af, hvilket værelse, der er hendes, hvor køkkenet er placeret samt toilettet, hvis vi skulle få brug for det. At køleskabet desværre er helt fyldt, men vi kan godt bare tage en øl. Det er der nok ingen, der opdager, hvisker hun og griner højt. Flere fra Ellas studie støder til. Samtalen lander hurtigt på deres sidste forelæsning, der åbenbart endte temmelig besynderligt, og de griner alle hysterisk.


Jeg lader dem stå og kigger mig i stedet rundt. Sabine bor pænt. Der er hyggeligt og meget feminint. Der er mange billeder og puder og stearinlys. Hendes bøger er gemt væk i æsker, så der virker meget rent og opryddeligt. På hendes skrivebord står der en macbook og jeg kigger lidt på den playliste, hun lavet. Vi hører Private, næste nummer er Junior Senior og så kommer Justin Timberlake. På væggene er der indrammede plakater skudt af kendte fotografer samt nogle fine sort/hvid-billeder af Sabine med sin kæreste.

Næste gang, jeg støder ind i Ella, er hun fuld. Hun hænger i armene på sin studiekammerat Josephine, som hun forsøger at præsentere mig for, ”Josi, det her er min sambo… Annnnnaaa!!! Hun er veeeeerdeeeeens dejligste person”, råber hun og krammer mig og fniser, ”Eeeej, den sang skal vi danse til”, hviner de i kor, og så er de væk igen.

Jeg havde ind til da kun talt med folk, jeg ikke kendte. Jeg diskuterede blandt andet film med Jan, en 3. semesterstuderende på film- og medievidenskab. Vi fandt sammen om en fælles kærlighed til den tyske instruktør Tom Tykwer og blev enige om, at svævebanen i Wuppertal, hvor en af hans film er indspillet, er ret cool. Derefter fik jeg en detaljeret gennemgang af stumfilmshistoriens højdepunkter - fuldstændig blottet for ironi og med en ægte fagnørds alvorlige indlevelse. Han fortalte, at alle de stumfilm, de ser i Cinemateket i forbindelse med studiet altid er uden baggrundsmusik. Han fremhævede stolt, at han havde holdt til tre timers stilhed i sidste uge, endda med nydelse, hvor halvdelen af holdet ellers havde udvandret. Jeg prøvede at leve mig ind i hans entusiasme. Jeg spekulerede på, hvad han ville sige til, at den sidste film, jeg havde set var Aladdin sammen med Ella, fordi vi synes, Aladdin er fræk. Jeg valgte at tie. Film var ikke noget, man spøgte med, kunne jeg ligesom forstå på Jan, der stædigt fortsatte sin filmlektion med en fremhævelse af Drejers helt fantastiske brug af lys og skygge.

Jeg snakkede også med Trine, som Sabine bor sammen med. Hun læser til tandlæge og går på hold med en fra mit gymnasium, så vi talte om, hvor lille verden er. Alle kender alle i sjette led. Eller var det ottende. Det kunne vi ikke huske.

Trine introducerede mig for Anton og Camilla, der havde været kærester i fire år, men som altså ikke var blevet kedelige af den grund, som de forklarede nærmest i munden på hinanden. De gik i øvrigt hjem som nogle af de første.

Rygerne blev forvist til køkkenet, hvilket såmænd er en luksus i disse tider, hvor rygning er blevet presset udi et nyt forkromet makkerskab med frisk luft og kulde. Jeg kom ud i køkkenet på et tidspunkt, hvor fire fyre stod og pulsede løs og skubbede lidt til hinanden. De vurderede mig henkastet og spurgte så rutinemæssigt, hvordan jeg kendte Trine. Jeg nåede imidlertid knapt nok at forklare, at jeg hverken kendte Trine eller Sabine som sådan, før de fortsatte deres samtale, og jeg kom til at stå lidt for længe og lytte til dem uden at blive inkluderet. De talte om en anden fest, hvor en af deres venner, som ikke kunne komme med til denne aften, havde været stangberuset og gjort en frygtelig masse pinlige ting. De hostede af grin, og jeg spyttede i min øl.

Ella dansede med Josi og sine andre studiekammerater. Hun væltede rundt og grinte vildt. Da hun så mig, blinkede hun og sendte mig fingerkys. Derefter omfavnede hun sine to lige så fulde veninder, der overrasket mistede balancen og væltede ned på gulvet. Der lå de så og kæmpede med at komme op at stå igen, selvom et par fyre hurtigt var klar til at agere redningsmænd. De tre piger kvitterede med overdreven flirten og taknemlighed.

Omkring mig var alle gæster efterhånden enten fulde og dansede fjollet rundt eller stod fordybet i samtaler. Jeg gik ud i køkkenet og tændte en smøg. På bordet stod en halv flaske tequila sammen med udskårne citronbåde og en skål med salt. En fyr kom ud i køkkenet og stirrede på mig i ti sekeunder, så spurgte han: ”Har jeg røde øjne?”, hvorefter han drejede om og væk var han. Jeg tog et shot tequila. Jeg tog et mere. Jeg tror, jeg tog mange, før jeg bevægede mig ind i menneskemængden igen.

Fortsættelse følger.

Fest del I: På vej til fest

”Jeg er fuldstændig eksalteret hver gang, der er vikarer på P3. Så slipper jeg for alle de overgearede, kække studieværter.. Ingen navne nævnt, ingen navne glemt. Men Anna, har jeg sagt, hvor pisseirriterende Felix, den...” Ella tager hul på en af sine kæpheste.

”Vent lidt, jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger”, råber jeg fra min cykel bag hende.

Vi drøner ned ad Vesterbrogade med vanlig dødsforagt. Selvfølgelig insisterer vi på at køre ved siden af hinanden, selvom cykelstien er smal og utålmodige cyklister ringer i klokkerne bag os for at komme forbi. Hvis vi ikke reagerer og hastigt flytter os, sniger de sig hidsigt forbi os alligevel. Ofte så snært, at jeg anser det for et under, at vi indtil videre har kunnet bevæge os helskindet gennem trafikken.

Efter de første gange på cykel gennem København overvejede jeg kraftigt at finde et kursus i citycykling. Det var i den grad et kulturchok at komme fra de tomme jyske landeveje med alverdens plads og kvidrende fuglesang og så til hvad, jeg stadig opfatter som det daglige dødsridt i det københavnske trafikinferno. Her kan et enkelt uopmærksomt øjeblik resultere i ulykker. Blot er jeg i mellemtiden selv blevet cykelkynisk og bider ikke længere mærke i farerne, men tværtimod bidrager jeg med et farligt engagement til festlighederne. Jeg skruer trodsigt op for iPod’en, så end ikke lyd og larm kan advare mig om de lurende farer omkring mig. Det afstedkommer en del flere hovsa’er og ups’er, eksempelvis når en bil pludseligt bremser hårdt op foran mig, end jeg egentlig bryder mig om. Vi lever velsagtens kun, når vi potentielt kan dø. I trafikken er jeg i høj grad i live.

”Jeg kommer lige op ved siden af dig igen”, råber jeg til Ella.

”Der var heldigvis vikarer på Rio Bravo i dag, så det var hyggeligt at høre P3 på arbejdet”, siger Ella og pointerer, at der eksisterer en hårfin balance mellem sjove og irriterende radioværter. Kæphesten bliver fremhævet med jævne mellem og jeg nøjes denne gang blot med bekræfte hende, idet jeg nervøst holder øje med vinen i hendes cykelkurv. De to flasker klirrer vel meget.

Vi skal til fest hos én af Ellas studiekammerater, som bor i Teglgårdsstræde.

”De betaler vist 7000 kroner om måneden for det”, forklarer Ella mig, da jeg spørger, hvordan man kan bo i indre by, når man er fattig studerende.

Jeg har en forestilling om, at alle studerende bor på broerne og i særdeleshed på Amager, hvis ikke man er særlig heldig og sidder indespærret på et kummerligt kollegieværelse i forstæderne. Ella fortæller mig, at de to piger, som deler lejligheden tilsyneladende havde været heldige, ”Det er ikke et forældrekøb eller noget. De fandt den vist bare i den blå avis, men de betaler jo altså en del mere end os”, siger hun, da vi svinger ind ad Bagerstræde og ud på Gammel Kongevej og fortsætter ned forbi Vesterport.

Fortsættelse følger

fredag den 23. november 2007

Poesi i Frederiksberg Have

Min indre selskabsløve fik i den grad smæk for skillingen under weekendens fest her på matriklen, hvor Ella og jeg endelig åbnede dørene til fest og farvelade for alle, vi kendte. Løven er imidlertid hurtigt krøbet tilbage i sit skjul, hvor den har siddet og rystende bidt sig i neglene. Intimideret af al den sociale kontakt, aktivitet og - tør man påstå - påkrævede lystighed, som hev al luft ud af ballonen. En ballon, der tilmed i forvejen var temmelig indskrunken efter måneders studieræs og festlighedskapløb, hvor stirren ind i en væg klart har været nedprioriteret. I mine øjne en undervurderet om end essentiel ingrediens i det moderne individs forpustede liv. Jeg lagde mig følgelig med selvdiagnosticeret stress allerede tirsdag, trak stikket ud til omverdenen og dækkede bunken med to-do-things til med et kæmpe lagen (forsøgte mig først med blot et viskestykke, men det var på ingen måde stort nok).

Jeg tullede rundt dagen igennem og gjorde kun rare ting, som somme tider betegnes som overspringshandlinger, andre gange som ligegyldigheder, livskvalitet, puslerier og så videre. Jeg gik en kæmpelang tur i Frederiksberg Have. En tøsepark, har jeg læst og ubetvivlelig med rette, idet min latente romantiker straks blev revet ud af mig med et voldsomt ryk og satte gammelrosa sentimental og nostalgisk stemning til tankerne. Og her kunne jeg sagtens lukke op for et følelsesbad af dimensioner, men nøjes – heldigvis! - med en mindre poetisk nedkogt version: Det var fantastisk. Vejret var kølig og sagte. Efteråret er efterhånden så fremskreden, at det bombastiske farveinferno er blevet erstattet af underspillet skønhed (nej, det bliver ikke et følelsesbad, men det fingerede poetiske kunne jeg ikke holde mig fra!). Solnedgangen nærmede sig forsigtigt, mens jeg gik, hvorfor det røde lys blandede sig med det sorte mørke, træernes krogede og afpillede grene krøllede og flettede sig ind i hinanden og skabte mønstre på himlen, mens deres tabte blade hvirvlede rundt på jorden, for til sidst at lægge sig som et blødt broget tæppe (og ja, klicheer hober sig op, men det var sgu smukt, hvis vi blot skal kalde en spade for en spade!).

Frederiksberg Have er i sin stil en gennemført gammelengelsk herskabspark på landet. Jeg forestillede mig, at der hvert øjeblik kunne komme et par jagtryttere i røde jakker galopperede efter en snu ræv, mens de små tumpede hunde væltede rundt om hestenes ben. Det gjorde mig salig og frydefuld. Der bor vitterligt en tosset lille trold inde i mig (min krop er i virkeligheden befolket med ikke så få gespenster og andet godt fra havet) og jeg følte mig godt hjemme i den skovlige natur, selvom de mange brusende følelser i mig nok nærmere kan forklares med mit virke som storbykvinde. Natur for mig er ikke en nødvendighed, den er ikke farlig, et livsvilkår eller noget brugbart for mig. Den er kun smuk. Natur er et kunstværk på lige fod med malerier og skulpturer. Det er noget, man kigger på og vurderer ud fra æstetiske og intellektuelle kriterier.

Jeg er dog ikke særlig kritisk i min tilgang til naturen og Frederiksberg Have rammer lukt i hjertet. Havde det ikke været for vandet (åerne, søerne eller hvad den slags vand i en park nu kaldes) i Frederiksberg Have, havde det virket særdeles oprigtigt landlig, som taget ud af en Jane Austen-roman – særligt de steder med udsyn til slottet i baggrunden. Hvis jeg var anmelder, så ville vandet (selvom jeg elsker vand!!) være det sted, hvor jeg kunne hælde lidt malurt i bægeret. Vandet tager sig temmelig kunstigt ud med sine klare afgrænsninger i form af træpinde, hvilket får åerne til at ligne noget fra en forlystelsespark, der er tappet for al vildskab og tilfældighed. Jeg forventede en legobåd fyldt med vinkende turister sneglende sejlende forbi, hvad øjeblik det skulle være. Det indslag blev jeg heldigvis forskånet for.

Den yndige canadiske sangerinde Feist udgjorde soundtracket til min gåtur, og hun gjorde det ganske udmærket, skal jeg huske at tilføje. Men min lille udflugt til landet blev altså ikke gjort i gummistøvler og med regnfrakke, men med elektronikken hængende fra ørerne og chic upraktisk påklædning. Og lyskryds og neonlys ventede såmænd på mig, så snart jeg trådte du af parken. Det var sådan set ganske trygt. Så kunne andre tankeassociationer straks tage fat..

Det blev en dag, som dage er bedst. Og den korte konklusion må være, at det bør man gøre langt oftere. Fingere lidt pseudostress og pusle med ting, der er ligegyldige. Ligegyldige og alligevel uundværlige.

mandag den 19. november 2007

Læsepause med kaffe og croissant

Scene: Diamanten (Det Kgl. Bibliotek)

Tid: Eftermiddagskaffe

Medvirkende: Inge og Anna


Inge og Anna har læst hele dagen. De har ikke oplevet noget, siden sidst de sås. Faktisk kunne man sige, at de ikke har et liv, men det sådan noget, man altid går rundt og siger, når man er studerende. For langt de fleste passer det tilmed ikke. Hvis man skulle sige noget andet, kunne det i stedet være, at de virkelig trænger til en kaffepause fra de lange tekster på den kolde læsesal. De håber, de kan finde på noget at sludre om.


Anna: ”Arh.. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse. Jeg er fuldstændig skrold i hovedet af at tænke på vores opgave til december.. Jeg har i stedet siddet og bladret i den her bog, som jeg havde med. Jeg læste om en gut, som vist hed Richard Rorty. Det var egentlig lidt poppet, men det handlede om den fleksible verden, vi tilsyneladende lever i, hvor hierarkiet er horisontalt frem for vertikalt og magtspillet uden autoritet, hvilket gør det dersens identitetspjat en smule sværere.. Derfor dukker der en ny karaktertype op: Det ironiske menneske - fordi vi simpelthen ikke længere har nogen normer for autoritet og ansvarlighed. Så bliver vi ironiske..
Nu er vi to selvfølgelig aldrig ironiske, så det er klart nok ikke møntet på os..”


Inge: ”Selvsagt…”


Anna: ”Det handlede blandt andet om, at man aldrig kan tage sig selv helt alvorlig, fordi man er sig bevidst om, at vilkårene for den beskrivelse, man giver sig selv, hele tiden er under forandring. Det er ikke særlig godt, siger han, fordi en ironisk personlighed bliver selvdestruktiv i den moderne verden. Man begynder at tænke, at man ikke for alvor er virkelig, at ens behov ikke har substans, at der er i øvrigt ikke er nogen derude til at anerkende ens værdi. Det hele er frygtelig trist.. Og jeg følte mig pludselig ramt?”


Inge: ”Jeg vil gerne anerkende din værdi, hvis det hjælper… Desuden er det vel ikke fuldstændig epokegørende.. Det med ironi altså.. Har vi ikke alle læst om ikke andet en bette smule Kierkegaard i gymnasiet.. Ja altså, jeg vil ikke rode mig ud i en lang redegørelse, men han syntes heller ikke, det var fedt at være ironiker. Distancerede, virkelighedsfjerne mennesker er velsagtens ikke en ny opfindelse, og selvom ironi er supersjovt, så har ironi trods alt ikke ry for at være særlig oprigtig?”


Anna: ”Mærkelig nok nej.. Jeg havde jo også en mindre åbenbaring sidste år, da jeg læste Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer. Der står et sted, at..”


Inge: ”…ja, at før i tiden mente fortælleren, at humor var den måde, der kunne få ham til at værdsætte, hvor både skræmmende og skøn verden er, samt hvor stort livet er, men nu mente han i stedet det modsatte, nemlig at humor er en måde at vige uden om erkendelsen af, hvor frygtelig og vidunderlig verden er.. jaja, du har sagt det før..”


Anna: ”Hehe.. jeg gentager da ellers aldrig mine små guldkorn! Men ja, det ramte altså også... Tror du monstro, man kan blive afvænnet virkelighedsfjernhed og få geninstalleret ægte følelser? Og deraf finde meningen med tilværelsen?”


Inge: ”Nej, er du gal. Du er dømt til at være et ironisk, distanceret menneske, der lige som lidt destruerer dig selv i mangel på kerne samt kilde til anerkendelse. Sorry!”


Anna: ”Så er der i det mindste én uvished mindre at tage sig af…”


Inge: ”Men Anna, det var jo ikke meningen, jeg skulle holde pause for at sidde og prøve at genhuske Kierkegaard, hvilket selvsagt ikke gik frygtelig godt.. Lige nu ærgrer jeg mig over, hvor frygtelig lidt jeg kunne sige om ironikeren.. Jeg havde ellers filosofi i både gymnasiet og på højskolen. Jeg burde kunne holde et 50 minutters foredrag om Kierkegaard!”


Anna: ”Livet leves forfra, men forstås bagfra”


Inge: ”Bravo, du er så dygtig! Nej, det var meningen, vi bare skulle sidde her, spotte hornbriller og se på regnen, der poetisk fosser ned udenfor samt bruge vores sidste sparepenge på det evige tilbud kaffe og croissant for den nette sum af 25 kroner.. Det er jo i grunden billigt som bare pokker!”


Anna: ”Oprigtigt billigt!”


Inge: ”… Hm, ellers sket noget?”


Anna: ”Næh… Hvad med dig?”


Inge: ”Ikke det mindste… nå, så du Forbrydelsen i går?”

lørdag den 17. november 2007

Thorkild har ordet

I dag giver jeg ordet til Thorkild på 20 år:

”Det var lidt en steneren fest i går.. Vi røg noget hash, som vi havde splejset om. Det var billigt - noget møg egentligt. Vi så Simpsons og faldt i søvn til noget syret, psykedelisk musik, vi dyrker, når vi er skæve. Kun når vi er skæve. Ellers lyder det bare for mærkeligt.

Det plejer næsten altid at slutte sådan. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har mødtes, hvor vi ikke røg hash og drak os for fulde til at snakke om noget vigtigt. Vi skal vel tilbage til sidste år, mens vi stadig gik i gymnasiet, hvad ved jeg. Nu er vi medlemmer af arbejderklassen. Så hører der bajer til. Bottom line, ingen af os har et liv. Vi har de ugentlige fester, hvor vi mødes med kliken.

Kliken er vel en seks-syv faste, som bliver udvidet fra gang til gang med venner fra gymnasieårgangen. Nogen reel udskiftning kan man ikke tale om. Vi er også ligeglade. Vi har det godt sammen. Vi har vores eget sprog, hvad ved jeg, koder og traditioner og sådan. Andre mennesker ville bare komplicere ting. De gange nogen har slæbt en kæreste med, har ingen rigtig gidet snakke med hende. Hun er endt fornærmet i et hjørne, hvor hun har kigget på klokken hvert tredje minut og spyttet i sin øl. Jeg ved det, fordi jeg blev gjort opmærksom på det af min ekskæreste. Hun var intelligent på den der boglige måde. Hun elskede at tolke ting og finde mønstre. I mig fandt hun et håbløst mislykket mønster, hvad ved jeg. Hun skred fra mig hurtigt. Hun sagde, hun var træt af, at jeg altid hang ud med kliken. Det er hendes betegnelse, jeg bruger nu. Før hang jeg ud med vennerne. Nu er det kliken.

Jeg kunne godt lide hende. Hun sagde tit ting, som var rigtige, men som jeg ikke lige havde tænkt på. Ting jeg stadig tænker på i dag. Det er et halvt år siden nu. Jeg ser hende nogle gange i byen. Jeg kan godt lide at kigge på hende, når hun taler med andre. Måske er det måden, hun bevæger sine læber, når hun snakker eller bruger hele kroppen, når hun skal forklare noget spændende, hvad ved jeg. Jeg har været sammen med andre siden, men det har ikke rigtig været noget særligt. Jeg falder nemt for en flot pige og mister lige så hurtigt interessen. Hvad der skal til, før jeg bibeholder interessen, ved jeg ikke. Skal jeg være oprigtig, er det heller ikke en kæreste, jeg leder efter lige nu.

Jeg arbejder på en fabrik, hvor jeg sorterer vasketøj. Det er for hotelkæder og restauranter, der skal have vasket due og sengetøj, hvad ved jeg. Jeg kan høre musik og forsvinde ind i mig selv, mens jeg mekanisk udfører sorteringen. Jeg bor hjemme, men betaler et lille beløb i husleje, hvilket til gengæld gør, at jeg ikke er forpligtet til at være social med de gamle. For det meste lukker jeg mig inde på værelset og ser fjernsyn. Tegneserier eller amerikanske komedieserier, jeg er ligeglad. Jeg ser også gerne programmer om alt for fede børn eller folk, der skærer i sig selv i skønhedens navn, så længe jeg bare kan flade. Jeg plejede at spille guitar førhen, men det er sjældent, jeg gider efterhånden. Min playstation er smadret, men heldigvis kommer min nabo Anders nogle gange over og tager sin med. Vi spiller Fifa eller noget i den dur og drikker et par øl. Så går han igen.

Kliken er helt fast. Rasmus, Lasse, Rune, Lisbeth og Helene. Nogle gange Esben. Og mig selvfølgelig. Jeg er kommet sammen med begge piger i gymnasiet i korte perioder. Rune kommer sammen med Helene nu. Lisbeth har været sammen med både Rasmus og Lasse til fester. Det var blandt andet det, hun pointerede var et problem, min ekskæreste. Vi er for indspiste, sagde hun. Pigerne er ikke helt vildt lækre, men de hører til. Det er betingelsen, hvis man vil komme sammen med mig. Jeg kan godt være venner med mine ekskærester.

Vi hørte Malk de Koijn, da vi vågnede i morges. Det er en fast regel at høre hip hop om morgenen efter en fest. Ingen af os hører normalt rap, så det ender 8 ud af 10 gange med at være Malk de Koijn. Vi kan alle teksterne udenad. Lasse kan Fågt op i Skalle bagfra. Rune, som er halvt svensker, rapper Å mææ åå i en sindssyg svensk udgave, hvad ved jeg. Det er herre grineren. Jeg kan ikke rigtig noget. Især ikke efter guitaren blev droppet, men jeg godt lide Malk de Koijn, og det hører vi så. Vi hører det, mens vi vader rundt og rydder op, fjerner dåser og flasker, støvsuger, pakker vores tøj og sætter møbler tilbage på plads. Når vi er hos Lisbeth og Helene, sover vi der altid. De bor sammen. Venner uden for kliken tager hjem om natten, men vi sover der. Vi siger ikke noget om morgenen. Vi går bare hjem, når vi er færdige med at rydde op. Det passer mig fint. Jeg gider ikke være social efter en fest. Jeg køber måske en hamburger fra McDonalds på vejen, før jeg går hjem og sover videre. Der skal søvn til...”

lørdag den 10. november 2007

Hvem er Bill?

For tiden bor Ella og jeg ikke alene i vores lille toværelses hummer på Vesterbro (- jeg vil gerne betone lille her: Jeg måtte blandt andet investere i en smal boksmadras, da vi rykkede ind i hytten, da min forhenværende seng simpelthen ikke kunne være på mit mikroskopiske værelse).
Nej, for tiden er vi ydmyge indlogerende hos vores lejeherres søn, idet sønnikes officielle bopæl i øjeblikket er her på matriklen. Ganske uden varsel fik vi således ham som vores tredje og i øvrigt ganske fraværende sambo, hvis navn oven i købet alene pryder dørtelefonen, og hvis post i anselige mængder dumper (med et brag, må tilføjes) ind ad dørsprækken hver eneste dag.

Bill er tilsyneladende storbytrotter i det europæiske, hvor han ifølge vores kilder på det seneste udgiver sig som værende studerende i London. Hvorvidt denne identitet er vedvarende, kan vi kun gisne om, hvilket vi så for øvrigt i høj grad fordriver vores ellers sparsomme tid med. At vi dagligt mindes om vores tredje roomies eksistens uden at kende til dennes karakter, styrker blot vores spekulationer omkring Bills gøren og laden. Lejeherre Mogi dropper små hints om sønnike i ny og næ, hvorfor vi lige så langsomt har kunnet tegne en profil af Bill. Men hvem er Bill - egentlig?

Han tilhører først og fremmest en liga i en helt anden sfære, end hvad vi kender til, thi han qua farmands status som velbjerget europæisk topforretningsmand er selvskrevet som medlem af den eksklusive ungdomsklub af boheme jetsettere. Deres gunstige baggrund tillader dem at give sig i kast med kreative uddannelser uden frygt for at falde igennem økonomisk, når talentet ikke rækker, eller de kreative sysler ikke afstedkommer et økonomisk afkast i første forsøg. Derudover giver ungdomsklubben adgang til et omfattende netværk af prominente topnavne i det kunstneriske miljø, som andre håbefulde og knapt så pamperede kunstnerspirer ville ofre både arme og ben for.

Bill indskriver sig ikke bare på økonomistudiet og forbereder sig på en skæbne i farmands fodspor med det mål at overtage biksen, titlerne samt det stride ansvar i forbindelse med ledelse og den økonomiske forvaltning af faders millionforretning, for Bill gider ikke stå i skyggen af nogen. Han er blevet rost livet igennem for sin unikhed og charme, så giv pokker i ansvar, han skal fejre sin charme og dyrke unikheden. I stedet lader han de rødglødende lokker gro, piercer ørerne, trækker i neonkludene og giver den gas som artsy citypunker. Han med stor sandsynlighed er den forkælede lillebror i søskendeflokken. Der er intet, der tyder på, at den valgte livsførelse er udtryk for et oprør mod forvetningen om en akademisk baseret karriereskæbne, eller mor og fars tilsidesættelse af sønnikes generelle livskvalitet til fordel for ambitioner på hans vegne. Nej, Bill har fået støtte galore hjemmefra (og er for øvrigt også i sit voksne liv forblevet stærkt økonomisk afhængig af mor og far, hvilket vi faktisk har dokumentation for, idet vi uforvarende blev del af en mailkorrespondance mellem Bill og Mogi: ”Far, send flere penge”). Farmand er tværtimod stolt af sønnike. Et kunstnerbarn er statusmæssigt slet ikke sådan at kimse af, og det giver farmand en god selvfølelse at agere mæcen for sit eget afkom.

Bill passer slet ikke i det slumromantiske billede af en forhutlet kunstner, der hustler sig gennem tilværelsen. Han er ikke i konstant risiko for ikke at kunne betale husleje for det i øvrigt kummerlige, lavloftetede lille studio med den utætte tagkonstruktion og de voldelige naboer i et afsidesliggende usselt kvarter. Bill behøver ikke at droppe søvnen for at kunne servere på et tarveligt værtshus i de sene nattetimer for lige nøjagtig at kunne skrabe kontanter nok sammen til erhvervelse af den kostbare maling, som kaldet som kunstner kræver.

Nej, Bill residerer på eksklusive adresser i storbyernes kreative kerner, hvor det ikke skorter på perlende pagne, sushi og leg med de unge og attraktive. Når elektromusikken blander sig med avantgarde jazzen og de prætentiøse samtaler bestående af en konstant namedropping af kunstnerkoryfæer og undergrundsikoner udfoldes, er det blot udtryk for iscenesættelsen af en livsstil, som den superbevidste identitetsshopper Bill har valgt at abonnere på i øjeblikket. Det er mere formen end indholdet, der er vigtig i denne indgang til kunstnerlivet. Det betyder ikke så meget, om det er film, billeder, performance eller design, der arbejdes med. Det er godt det samme. Det er selskabet, miljøet, oplevelserne, ja livsstilen, der betyder noget. Om et stykke tid køber han sig ind på et nyt område, hvor nye sociale koder og smagspræferencer gør sig gældende. Det er let, når man har råd. Og det er sjovt, når man rig.

Jaja, vi er stadig i gætteland. Hvem Bill i virkeligheden er, ved vi ikke. Bill er en myte, der lever i bedste velgående. Måske er han en sød, oprigtig dreng, der brænder for kunsten og besidder et stort talent? Det kunne være et andet godt gæt!

fredag den 2. november 2007

Novemberleden midlertidig afværget

Jeg var forleden indkaldt til akut krisemøde, idet tre veninder mente at mæsken sig i dyrt cafémad på Bang & Jensen måtte hjælpe på humøret. Her skal krisemøde således ikke forstås som egentlig krise, men blot lidt vinterlede og begyndende surhed, der måtte afhjælpes i venners lag. Jeg var naturligvis beæret over at blive indviet i deres efterårstristesse, selvom jeg var lidt skeptisk over konceptet som følger: Dagens program var at være max ynkelige! Der var ingen øvre eller nedre grænse for, hvor meget vi måtte trashe os selv, og vi måtte hellere end gerne tage andre med i møgfaldet. Jeg var ikke sikker på, hvor konstruktiv den strategi var, men de beroligede mig. Det var en årlig tradition, og det var en stensikker vinder. Og man må give dem ret, vi endte stopmætte med at trille ud fra caféen med et smørret grin, humørdepoterne fyldt og klar til at gå i krig mod novembers kolde mørke. Men før vi kom så langt blev der i den grad hældt galde ud. Meget af det fortjener ikke at blive gentaget, men lad mig alligevel inkludere et par udtalelser fra de fine piger:

Marie: ”For helvede, mit liv er jo bundsygt. Mit liv er totalt tappet for drama… Jeg er en af dem, der føler, jeg har oplevet noget i løbet af en dag, fordi jeg har set en kvasi-kändis på Istedgade… Hende fra Boogie sidder i øvrigt lige der ovre [peger]… AGH… Hvorfor hedder jeg ikke Petra og går på kunstakademiet og drikker pagne hver fredag til fancy ferniceringer? Dater Silas som er sex on legs og bassist i et hypet undergrundsband? Hvorfor hænger jeg ikke ud med mine fyrre tætte venner – også omtalt rødderne - hver aften, hvor vi enten spiller pool og bunder øl eller bæller rødvin, mens vi dissekerer eksistentialisme og humanisme eller alternativt raver løs til Berliner elektro? Hvorfor smutter jeg ikke lige til Argentina og besøger Alfonzo – ham jeg mødte sidste sommer i Barcelona? Hvorfor har jeg ikke en sjælemate, der hedder Knud og er herrerar og har store briller uden glas og oversize sweatere til 2000 kroner stykket? Hvorfor er mine bedste veninder ikke tre modellapiger, der designer nøgleringe og laver illustrationer for internationalt anerkendte livsstilsmagasiner og som hedder Terne, Vibe og Neel? Kan i sige mig det? Åhh…. Mit liv er sååååå keeeedeligt….”

--

Ellen: ”… Åh, jeg ville ønske, jeg kunne se noget godt i hende, for jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg er et åbent, tolerant menneske. Det er jeg bare ikke. Jeg kan bedst lide, når folk er ligesom mig. Jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem at være som mig og ikke være som mig, men groft sagt, så er jeg ikke specielt tolerant over for andre mennesker. Grundlæggende vil jeg hellere være alene end at være sammen med folk, der ikke siger mig noget. Det lyder måske indlysende, men der bare ret mange, der ikke siger mig noget”.

--

Albertine: ”… Jeg er absolut ikke en hellig hippie. Jeg er mindst lige så forfængelig som I andre. Jeg har et meningsløst behov for at passe ind, købe ting og blive en bestemt person. Den eneste grund til, at jeg konstant modsætter mig det behov og i stedet forfægter alle de her ”ægte værdier” er sgu da ren og skær resignation. Fordi jeg i virkeligheden aldrig kan blive den person… Det er en evig kamp ikke at hade mig selv for ikke at være den, som jeg synes, jeg burde være, og ikke se ud, som jeg synes, jeg burde se ud!”

Så blev november skudt i gang!

torsdag den 1. november 2007

Spyt og kys i skøn forening

Jeg faldt over en vældig interessant artikel i ugens løb, som nu desværre viste sig slet ikke at være særlig interessant endsige revolutionerende i sine påstande. Den handlede om kyssets egenskaber i forhold til romantiske relationer. Den havde blandt andet den ufattelige påstand, at et kys kan afgøre, hvorvidt en flirt udvikler sig til en romance, og at vi lægger større betydning i kys udvekslet med en længerevarende partner end en kort flamme. Tænk, virkelig!

Lad mig alligevel elaborere. Der var nemlig et par interessante oplysninger at hente med hensyn til kønsforskelle udi kysseriet, som forskerne havde indfanget. De betragtede kysset ud fra evolutions- og selektionsopfattelsen, hvor reproduktion spiller en helt central rolle.

Mænd synes, at de bedste kys er dem, der leder til andet og mere. Det giver sådan set intuitiv mening, skulle man mene. Mænd er til heftig og saftig - tenderende det dryppende - tungeslasken, hvor vi tilsyneladende snakker om et stort åbent gab, hvor der graves og gnaves og kraniets indmad pligtskyldigt og lystfuldt undersøges, mens kvinder modsat foretrækker det saftfrie klem tilsat lidt kram. Hvilket, kunne man formode, ville give lidt uro i parforholdet, for så vidt denne dikotomi blev ført helt igennem.

Det hævdes imidlertid, at også kvinder finder kyssen yderst tilfredsstillende. Desværre svækkes mænds lyst til de våde mundfornøjelser med tiden, mens kvindes trang til snav vedligeholdes livet igennem.

Kvinders aldrig svækkede kyssebehov kan måske ses i lyset af artiklens mest bemærkelsesværdige påstand, som også er den, jeg ønsker at fremhæve og understrege – nemlig at kvinder vælger deres loverboy indirekte på baggrund af kysset, thi spyt (mmm, spyt!) er en topfin indikator på partnerens aktuelle sundhedstilstand og hormonelle status. Spyttet kan således ubevidst medvirke til udelukkelse af en potentiel konstellation.

Jeg spekulerer på, om grunden til, at kvinder i første omgang foretrækker kram før kys, er fordi det er for hårdt hele tiden at skulle indoptage så mange mængder information (dvs. spyt) fra saftige snav, for derefter (ubevidst) at skulle overveje deres partners aktuelle kvalitet af gener? Så er det måske rart med en lille tænkepause, hvor der blot klemmes, nusses og holdes om?

Men selektion gennem spyt? Det er slet ikke en dårlig information at have med sig. Jeg vil således slutte af med en lille hypotetisk situation, hvor denne information kunne komme til gode. Næste gang man står og skal afvise en fyr, hvor begrundelsen: ”Det er ikke dig, det er mig..”, virker lidt slidt, så kan man jo forsøge sig med alternativet, ”Sorry sugar, men dit spyt dur sgu ikke”. Det er jo sikkert med rette. Det er ren biologi og ikke noget personligt. Skulle gutten være så afsindig flabet at spørge, hvorfor du lukker den slags lort ud (den afviste kan hurtigt blive lidt følelsesmæssigt presset og overgive sig til et ufint sprog – sikkert også med rette), kan du elegant henvise til ”Journal of Evolutionary Psychology, Volume 5(3), 2007”. Så skulle den sag vist være ude af verden!

mandag den 22. oktober 2007

Ugens overskrift: Alder

Begrebet alder har på forunderligste vis indlusket sig snart alle steder i ugens løb, så jeg til sidst er blevet helt kulret. Hvorfor al den alderspolemik lige pludseligt?

Alder har vitterlig gjort opmærksom på sig selv i alle tænkelige udgaver. Fra veninder, der beklager sig over begyndende aldringstegn, (Inge 23 år: ”Anna, hænger mine øjne ikke helt vildt? Jeg ligner en gammel dame”) til hvornår alder ophører med at skille de enkelte årgange ad og bliver til generationer i stedet. (Nynne 21 år: ”En af mine veninders storesøster er tre år ældre end os – i gymnasiet syntes jeg altid, hun var vildt voksen og gammel. Nu er min tætteste veninde på studiet 24 år, og jeg tænker aldrig over aldersforskellen”.)

Så rullede snebolden.. Spiller alder overhovedet en rolle, kunne man spørge? Er det blot en konstruktion? Bliver vi socialiseret til at opfatte alderskonventioner som krav, eller vælger man frivilligt, om man vil abonnere på alderskonceptet som blot et hjælpsomt pejlemærke (Mor 59 år: Jeg har taget et par kilo eller flere på, for jeg har besluttet mig, at det ikke klæder en kvinde på min alder at være så mager)? Har alder mistet sin hierarkiske position? Tæller nye fællesskaber mere end aldersmæssig livserfaring? Alle har været rygende uenige om alders magt og mening og har gavmildt kastet alskens eksempler efter mig. Selv de vægelsindede deltog ivrigt.

Enkelte ville hellere diskutere konkrete ting, såsom hvornår aldersforskelle mellem kærester bliver for stor (Solvejg 26 år: ”Undskyld min damebladsformulering, men er kuvøseguf hot eller not?), eller om der monstro er forskel på, om det er manden eller kvinden, der er ældst? Derudover frygtede samtlige ugens fødselsdagsbørn aldersakkumuleringen og forbandede tiden, der bare går og går, uden de selv syntes at opnå andet end ucharmerende ølmaver og større gæld. Alder var ugens overskrift, uden tvivl.

Jeg er kommet fint rundt om emnet, kan man sige – omend ikke fyldestgørende, thi jeg tilsyneladende blot er et lille fnug i alderssammenhænge, og, bevares, der er så meget jeg ikke forstår.
Sidstnævnte standpunkt stammer fra en samtale med en mandlig repræsentant for årgang 1980, hvor jeg repræsenterer kvinderne årgang 1985. Han lagde betydelig mere vægt på alder end jeg. Om det skal ses i lyset af, at jeg er i starten af de ”bekymringsløse” 20’ere, mens han med hastige skridt nærmer sig de mere ”alvorstunge” 30’ere, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Udklip fra vores samtale:

Anna: ”..Du mener altså, at alle + 25 år i ånden pludseligt har samme alder, hvilket altså må betyde at små yndlinge som mig således udelukkes dette festlige selskab. Det er da umiddelbart – undskyld mig - noget fjol. Ja, det er så. For at komme med en vældig begavet betragtning.. eller det vil sige.. så poppet, at det faktisk er pinligt, så må det være livsstilen mere end alderen, der binder folk sammen…Eller hvad?”

Mand: ”Aldersdiskussion er jo en gammel traver.. Jeg har såmænd blot ladet mig fortælle, at os over 25 år mister vores specifikke alder og bliver, hvad kan man sige, ligeværdige.. ”

Anna: ”Jaja, men det er jo fjollet.. man kan sige, at jeg grundet min unge alder selvfølgelig ikke kan vide, hvad det er for et hemmeligt fællesskab jer +25-årige har sammen. Bunker af livserfaring? At vinteren altid var hvidere, da I var børn? At I kan huske, hvor I var, da Kennedy blev skudt?”

Mand: ”Tja.. alder er klart en fjollet kategori.. burde ikke være determinerende for noget som helst, der kommer i nærheden af menneskelige relationer.. Alt det her med hvor man er i sit liv er jo blot konnotation, og i den forstand er din - hvad kaldte du den… poppede? - betragtning jo god nok”.

Anna: ”Ja, poppede. Præcis.. Men nu fornemmer jeg et men! Det er nu, du slår igen med dit modargument, ikke? Alder er alligevel determinerende eller hvad?”

Mand: ”Det vil jeg ikke sige, men mon ikke der er tale om en dialektik her.. jeg mener, det er der jo altid, for pokker.. Konnotationerne vokser jo ikke ud af intet, lige så vel som de jo også kommer til at antage en virkelig karakter.. ja, og derfor er struktureret af, men samtidig strukturerende for det levede liv”.

Anna: ”Hehe.. din akademiske uddannelse fornægter sig ikke! Men hør, det der alder lyder sørme ikke til at komme uden om… Konnotationer? Struktureret af og strukturerende for… Hvad med lidt pionerånd? Er det så slemt? Arh, jeg opgiver sgu, før jeg får mig rodet ud, hvor jeg ikke kan bunde. Var det noget med en øl, eller er I gamle drenge allerede færdige med den slags useriøst pjat?”.

Mand: ”Så så, ikke helt, lille De.. Og hey, for lige at slå det helt fast.. os på +25 har altså ikke alle oplevet Kennedy blive skudt.. det skete en god bunke år før vi ”unge, men dog +25” kom til verden.. Men Oluf Palme er en anden sag… Måske primært fordi det er en anden person fra et andet land, men ja..”.

Aldersdiskussionerne sluttede dog ikke her.
Jeg talte forleden i telefon med en gammel veninde Mie på 22 år, som overvejede, om hendes nye flirt på 29 år var for gammel, selvom han på alle andre områder var lige i øjet :

”Jeg har faktisk fundet fine eksempler på særdeles vellykket matchmaking mellem ældre mænd og yngre kvinder. Er du klar? Okay, klassikeren - for sådan én skal man altid starte med.. Profeten Muhammed giftede sig med 8-årige Aisha.. Jeg er sikker på, hun følte sig som en heldig banan... ! Den næste er den vovede.. Woody Allen giftede sig med sin egen unge adoptivdatter.. det kan man da kalde pionerånd, ikke sandt.. og så er der ikke mindst Cathrine Zeta-Jones og Michael Douglas, som uden tvivl er mit yndlings celebrity par, og det mener jeg, Anna… Omend det udelukkende er en mavefornemmelse, så jeg ville ikke kunne begrunde hvorfor..”.

”Jeg er helt med, Mie! Du har fat i den lange ende.. ja, du har yderst videnskabeligt påvist, at alder ikke er en hindring. Du kan derfor ikke lade den gamle gut, du kysser på for tiden, slippe væk, hvis han ellers er det værd.."

--

I går læste jeg så Erlend Loes Naiv.Super, hvor hovedpersonen bryder sammen på sin 25-års fødselsdag og får sig en heftig omgang eksistentiel krise, som blandt andet resulterer i lister over, hvad han mangler i livet, samt dyrkelsen af en bold, et hammerbræt, en ny lille ven, der går i børnehave samt en bog, der beskæftiger sig med tid – blandt andet med en hypotese om, at tid slet ikke eksisterer. På en eller anden måde fungerede den tynde, lille bog som fin afslutning på en lang uge præget af alderssnak i alle mulige og umulige former. Og i stedet for at spinne mere over alder, så vil jeg i stedet anbefale Naiv.Super til alle, der trænger til lidt rar underholdning og en bekræftelse af, at det nok går, selvom tiden også gør det.

fredag den 19. oktober 2007

Droppet

Jeg har i en periode set (knapt så formelt som at date; mindre ekspliciteret end et forhold; og helt og aldeles skrøbeligt i ordets bredeste forstand) en fyr i ny og næ, uden at det på noget tidspunkt har stået helt klart, hvad vi lå og rodede rundt med. Jeg gør her en art undtagelse og indfører jer i en aften, som egentlig er for privat til at dele, men lad os sige, at vi leger lidt navlepilleri i Annas kærlighedsliv for en enkelt gangs skyld, og derefter vender vi fluks tilbage til tullelivet, idealtyperne, Inge og Ellas fikse ideer, Anne og Theis’ økoliv, Vesterbro, nattelivets adskillige mere eller mindre succesfulde barlege, de kølige vinterbriser ved havnefronten med dertil hørende tanker om livets tilsyneladende meningsløshed, fjollede betragtninger af byfolket omkring os og deslige. Lad først selvterapien begynde.

Føromtalte fyr var rigtig uoplagt og åndsfraværende, da jeg kom hjem til ham i går, sammenlignet med hans vanligvis høje humør og evne til at underholde, og han krævede tilsyneladende efter et par glas vin og temmelig forvirrende adfærd snakken - der hvor han fik det slået fast, at jeg var et herligt væsen (selvom han ikke fattede min ironi - den har jeg hørt før!) – at jeg var en vældig fin person, som han mægtig godt kunne lide, jep, det var med den på, men vi skulle ikke være kærester, og det havde han ligesom på fornemmeren, at jeg gik og regnede med slash håbede på. (han kaldte mig tilmed det famøse adjektiv: "offensiv", som fik mig til at syde og koge resten af aftenen, og som jeg brugte adskillige gange på at gendrive – hvilket næsten lykkedes mig). Jeg er jo ikke dum (skulle nok aldrig have pillet så meget i mine lange lokker og tygget så koncentreret i mit tyggegummi?) - jeg kan godt læse en situation, så jeg regnede ikke med, at vi skulle være kærester (hvem satser i øvrigt på fyre, der lige om lidt forlader landet i alt for mange måneder?). Snakke er altid nederen (læs: dræbende!!). I hvert fald blev det temmelig håbløst at fortsætte denne lettere vilkårlige uge til uge planlagte hængen ud. Reglerne for sådan noget fjol må forblive indforstået, ellers bliver det for mærkeligt, selvom det er unfair i længden. På et tidspunkt skal man videre. Det blev i går.

Hvis følelser, han egentlig frygtede i klemme, var lettere forvirrende. Det var såmænd nok mine, selvom det virker frygtelig indbildsk at tage hensyn til mine for ham ukendte følelser.. Jeg bevarede trodsigt fatningen og var cool snakken igennem, selvom jeg sydede indvendigt.. (Offensiv? Hvad mig?!! Som om... brilleabe!!) Jeg var jo ikke overrasket, og derfor ikke synderligt skuffet. Blev sendt hjem med et meget overraskende lad-os-ses-i-næste-uge. Jeg er sikker på, at det var et påskud for at få mig til gå, uden at vi skulle igennem et akavet farvel (good thinking!). Jeg fik mumlet, at han selv måtte tage initiativet denne gang (jf. mine problemer med mærkatet ”offensiv”), men det gør han ikke. Det var simpelthen for sindssvagt mærkeligt i går, og det ville man ikke gide beskæftige sig med igen, hvis man ikke har et mål med besværet.
Godt det samme. Jeg har været forberedt fra starten på en brat afslutning. Det er bare aldrig superfedt at blive droppet (for det var det, jeg blev!), selvom det er begrænset hvor meget sympati, jeg havde nået (og tilladt mig) at smide efter den ellers temmelig charmerende unge herre. Det værste er tanken om, at skulle tilbage til det udramatiske aleneliv igen med trættende byture, hvor mangel på flirten klokken alt for sent om natten beklages til veninderne over en søbet kebab med salte tårer og øjenomgivelser som en vaskebjørn - toppet med et ynkeligt selvmedlidenshedniveau, der formår at tangere sig selv hver eneste gang. Desuden skal aftenen i går såmænd nok kaste en masse dræbende tankespind af sig, hvilket er helt unødvendigt tidsspilde, som ingen drenge, der dropper mig, fortjener (det er tidens mantra – det virker svært trøstende på en skøn oprejst pandeagtig måde: De fortjener det ikke!).

Og det var det. Halvanden måned varede det pø om pø, men jeg kommer over det lige om lidt. Og jeg vender stærkt tilbage med mere opmuntrende sager: ideerne er mange!

tirsdag den 2. oktober 2007

Asymmetrisk tiltrækning

Romantisk tiltrækning forekommer mig oftest – desværre - at være asymmetrisk. Inden for det seneste år har jeg udelukkende oplevet at blive kurtiseret af fyre, hvis beundring jeg på ingen måde kunne gengælde, mens jeg selv har kastet følelser efter vilkårlige fyre, som ikke interesserede sig synderligt for mig endsige retroperspektivt fortjente min sympati. Det er bundsygt, faktisk!

Well, det er nu en gang et vilkår, livet byder mig, og som jeg lever med. Jeg har naturligvis en smule dårlig samvittighed over for de pågældende fyre, jeg mere eller mindre klodset afviser, før jeg dog stille og roligt glemmer dem igen..

Med undtagelse af en enkel gut, Jon, som jeg har haft det fantastisk sjovt og behageligt sammen med, men som i øjeblikket boykotter mig på allergrusomste vis.

Det var ikke en gang min afvisning af ham, der gjorde udslaget. Alligevel er grunden dertil ganske reel. Endnu en gang har jeg ufortjent valgt at kaste noget der ligner følelser efter en lille bølle, der desværre tilfældigvis befinder sig i Jons tætte inderkreds. Uden at kende Jons reelle grund til de pludselige undvigelsesmanøvrer, så gætter jeg på, at han ikke just finder den potentielle konstellation ven og undertegnede særlig fin.

Om han blot er såret og holder sig væk fra mig for at beskytte sig selv og komme videre, eller om han tilmed har mistet alt sympati for mig, fordi jeg vælger at afvise ham til fordel for hans helt igennem følelsesresistente og bindingsangste, men ikke helt grimme ven ja, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide muligheden af det sidste. Det hele irriterer mig i det hele taget voldsomt.

Fra hans side er situationen indlysende ærgerlig, hvis min tolkning ellers er korrekt. Fra mit standpunkt er situationen imidlertid heller ikke specielt top dollar.

Jeg har ikke selv bestemt, at jeg dumme, lille pige uberettiget skulle placeres på en piedestal og tilbedes som ufejlbarlig med dertil hørende plusord. Den må på hans kappe. Og selvom jeg ikke kunne gengælde det som var udover venskab, betød det på ingen måde, at jeg ikke behøvede og ønskede netop hans venskab. Det er frustrerende, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Det er for den sårede part (ham, forstås) helt legitimt at droppe et ellers spirende venskab, fordi det er for hårdt, mens den anden (mig) reduceres til syndebukken, der strengt og ondskabsfuldt ikke kunne gengælde de pokkers følelser. Jeg må bare acceptere vilkårene, må jeg!! Men selvom knust kærlighed er noget hø, bevares, så har jeg faktisk mistet en alle tiders skøn ven. Det er da også ulykkeligt, for pokker!

Nu skal jeg i stedet flere gange ugentlig konfronteres med Jons afvigende blikke, fyldes med dårlig samvittighed, trist tristhed samt affinde mig med endnu en negativ erfaring udi forsøget med platoniske drengevenner. Skal jeg græde eller bare være godt gal i skralden?

Godt gal, vælger jeg. Nu må det da for pokker snart være tur til symmetrisk tiltrækning, skulle man mene. Slut med alt det bøvl. Det er kedeligt for alle!

fredag den 28. september 2007

Historietime

I dagens anledning vil jeg indvie dig, kære læser, i en række idealtyper kreeret i samråd med mine to henrivende medsammensvorne Inge og Ella, som senere i aften eskorterer mig til semesterstartsfest på KUA. Det er blandt etnologer og historikere, at vi skal svinge pjalterne og drikke tæt, og det kræver vist indledningsvis en lille historietime. Man må yde før man kan nyde, så jeg smutter i den forbindelse i det belærende antræk og introducerer tre uundgåelige typer fra vores fælles omverden:

Morgenhårspigerne: Det er misundelsværdigt smukke piger, som umiddelbart peaker i 3.g, men som findes i alle aldre. De er halvflippede på den moderigtige måde, og de er med på beatet i alt, hvad der rykker på den kulturelle front. De ligger så langt fra det logoindpakkede, blonderede forstadsrak, man ser foran Luux lørdag nat, man overhovedet kan forestille sig. Centralt for deres selvicenesættelse er det efterstræbelsesværdige ”henkastet lækker”, som man med møje og besvær opnår ved nøje gransken i diverse genbrugsbutikker, et minimum af makeup samt let filtret hår kastet op i en krøllet knold. Ved første øjekast er looket kommet i hus ved blot at kaste sig ud af sengen og trække i det første det bedste fra tøjskabet, hvilket de også selv velvilligt bekræfter, idet forfængelighed anses for ondskabens opfindelse, og flertallet af morgenhårspiger er meget politisk bevidste – venstreorienterede, vel og mærket, og med kvasi-feministiske tilbøjeligheder. Ingen har lyst til at ligge under for reklame- og modeindustriens forkvaklede kvindeideal. I virkelighedens verden er looket ligeså planlagt som hos den pyntede fashionista, og vi - uden at have det empirisk bekræftet – forestiller os, at morgenhåret tager oceaner af tid hver morgen at få til at sidde perfekt sjusket på den helt rigtige måde!

Hornbrillen: Her har vi oftest med fyre at gøre, idet hornbrillens kvindelige modstykke for det meste tager lidt andre metoder i brug for at udtrykke sin intellektuelle selvforståelse (læs: mere subtilt og implicit). Hornbrillen er ikke bare en kløgtig ung mand, men en fyr som er meget ivrig efter at gøre andre opmærksomme på sin studentikose adfærd og finkulturelle interesser. Vi har altså med en livstilsintellektuel at gøre, og navnet udspringer naturligvis af det allermest afslørende assessory, nemlig brillen. Gerne sorte, tykke briller, om end de findes i mange varianter. Tøjstilen er generelt domineret af cardiganer, skjorter, en klud om halsen, velsiddende jeans og skoene er enten retrosneakers eller converse. T-shirts med litterære eller politiske referencer er også en yndling hos hornbrillen. Han læser Information og Weekendavisen samt klassikerne inden for filosofi, samfundsvidenskab og finlitteraturen. Han namedropper i flæng og er ekspert i indskudte sætninger a la ”Jeg var jo Afghanistan her i sommer, hvor jeg hjalp min kammerat med at skyde en doku om livet dernede”, ”Ordet af Drejer er ubetvivlelig en sublim film” og ”Jeg har en ting for Nietzsche for tiden. Har du læst noget af ham?”. Han har gang i projekter hele tiden, hans netværk er ubeskrivelig stort, og han har tilmed i sit stramme program nået at frekventere byens smarteste fester, som han på en og samme tid blærer sig med og affejer som ligegyldigheder. Det er formegentlig overflødigt nu at hæfte mærkatet prætentiøs på ham, men der er ingen tvivl om, at jantelovsjyder finder hornbrillen røvirriterende, selvom han bestemt også har sine charmerende sider.

Verdensmanden: Endnu en fyr, som synes at være allestedsnærværende for tiden. Hans karakter udtrykker sig tydeligst ved small talk og deslige, hvor verdensmanden stoisk nægter at konversere på den traditionelle du siger noget/ jeg siger noget/ du siger noget/ jeg siger noget-måde osv. I stedet begiver verdensmanden sig ud i en længere monolog, hvor han udbreder sig om alt fra verdenssituationen til, hvad han anser for fantastiske anekdoter fra sit eget liv, der bare må deles med den lyttevenlige pige, der står over for ham. Han har en tilsyneladende angst for at stille spørgsmål og selv indtage den lyttende position, idet han anser det for mandens største dyd at kunne underholde og imponere det modsatte køn. Hans selvsikkerhed og tilfredshed stråler gerne fra ham, og han kender ikke til dårlig samvittighed over at have talt for meget. Han kender kun til ærgrelsen over ikke at have talt noget mere. Han har svært ved at skjule sin kedsomhed, når pigen en gang i mellem forsigtigt forsøger at indskyde en bemærkning, for hun kan umuligt fortælle noget mere interessant, end hvad han selv kunne gøre sig klog på. Rådet er holde sig langt væk fra den type, selvom det har vist sig ganske umuligt at praktisere i virkelighedens verden. De er overalt!

torsdag den 27. september 2007

En almindelig torsdag

Inge og jeg sad efter forelæsning i dag på gelænderet nede ved Gl. Strand indhyllet i overtøj og med tykke strikklude om halsen. Jeg pulsede nervøst smøgere i hobetal, mens Inge hidsigt fortærede en pakke kanelgifler. Min faglige selvtillid havde skrantet hele dagen, og humøret led kraftigt under det. Den indre økse huggede løs. Inge led tilsyneladende også, udtrykt ved hendes fastfrossede blik rettet mod vandet. Vi sad i relativ tavshed. En sjældenhed mellem os. Vi indåndede grådigt efterårstristessen og behøvede hvert et sekund af vores mildt formålsløse adspredelse fra studierne, mens et fortravlet byfolk defilerede forbi på den modsatte side af kanalen. Det var tiltrængt at vende seriøsiteten ryggen til fordel for et væld af ingenting eksekveret i stilfærdigt fællesskab. Det gav et ydmygt gib af glæde at sidde der og blive pudsigt berørt at noget ubestemmeligt omkring sig. ”Fuck it all”, besluttede Inge slutteligt, ”Vi er alt for henkastet lækre til at svælge i noget så utjekket som livets genvordigheder”. Det var dejligt sagt.

lørdag den 15. september 2007

Jeg luger ud i ukrudtet

Confessions.

Nok. Det er fucking slut, bitches! Jeg går til kamp mod mine indre dæmoner. Nu må de udrives, for jeg har indset, at de er mildt formålsløse. Harmfulde små bæster, der lurer ondskabsfuldt under skindet hver gang, jeg drister mig til at være noget så uskyldigt som glad og optimistisk. Så viser de deres grimme ansigter og skræmmer mig tilbage i kulden, hvor jeg kan ligge så hyggeligt og ryste som et espeløv. Jeg er fucking træt af at fryse!

Og der skal ikke lyde nogen tvetydighed: Vi taler om pinedød nødvendig og brutal eksorcisme. Mine dæmoner skal ikke blot besejres, men tilintetgøres. Sprænges i luften med et brag, der giver genlyd til det yderste af universet, intet mindre.

Indrømmet, jeg har selv næret dem gennem mange år. Jeg har faldbudt dem. Jeg har ligget under for dem. Jeg har troet på dem. Jeg har betragtet dem som et livsvilkår. En konstant i mit liv. De har lullet mig ind i et misbrug, hvor vi sammen kunne pusle om mine i egne og dæmonernes øjne evigt mislykkede bestræbelser i livet, som i det mindste gjorde mig til en værdig modtager af kraftig (selv)medlidenhed. De fik mig misledt til at tro, at jeg i virkeligheden var noget særligt i kraft af min udtalte ikke-særlighed. Sammen udviklede vi os til en skabet taber, som de usle indre dæmoner grådigt åd sig fast i. Mine indvortes parasitter fik mig til at tro på, at jeg var et socialt misfoster, et frygtelig usympatisk, ukompetent, rasende grim og væmmelig person, hvis skæbne var at udrette et kæmpe stort ingenting. De gjorde mig frygtelig selvcentreret. Sammen brugte vi timer på at dissekere mig. Psykologisere over petitesser omhandlende mig. Analysere inferiøre episoder med fokus på mig. Jeg havde lettere til usunde smålige tankespind end generøse og positive handlinger. Og jeg blev utryk. Jeg blev konfliktsky og evigt angst for at miste, hvad jeg havde. Jeg skulle spille sikkert, aldrig løbe en risiko, følgelig tage en chance. Jeg tænkte alt i omkostninger – kunne det nu betale sig? Intet uforudset tab måtte ramme mig. Jeg lod mig betakke med en skæbne levet i middelmådighedens ærgerlige tremmeseng. Jeg drømte om at blive til mere, men forkastede forhastet muligheden. Måske kunne de andre, men ikke mig. Den evige taber. O hvilken identitet!

Nu skal de elimineres. De skal bekriges med en true fighters ukuelighed. Fighter, sagde jeg? Nej, en bidsk warrior. De skal ikke få mig ned. No mercy no more! Action baby! Dæmoner: Game over, suckers!

Forhelvede, jeg er da alt for glad for livet til ikke at lege med det. Og hvis alt ikke lykkes, oh well, det kan danses væk!

søndag den 2. september 2007

Dage uden fjernsyn

Hvem skulle tro, at livet uden fjernsyn skulle være så.. indholdsløst. Jeg savner frygtelig meget. Mine serier, nyhederne, the Daily Show, alle mine fiktive venner… bare at zappe lidt rundt (mellem mine tre kanaler), men skidtet virker ikke og jeg gider ikke læse mere i aften. Jeg er ikke træt endnu, men jeg er for træt til at gide noget. Jeg vil ligge dovent i min seng, fixe mig et skud tv-junk og derefter saligt sive ind i tv-trancen. O lykke!

For ikke at gøre det bedre: Ella sover. Hun gik i seng i protest, ”Jeg har tømmermænd. Jeg gider ikke lave noget. Jeg vil bare se fjernsyn”, sagde hun og smed sig demonstrativt i sengen. Hun fik aldrig rejst sig igen, men faldt i stedet i bare i søvn. Vildt kedeligt.. Hvad skal jeg nu lave?

Jeg troede, jeg sagtens kunne finde på andre former for adspredelse, men min fantasi er åbenbart ikke duelig i længere tid ad gangen. Jeg har læst avisen, skimmet de fire gratis-blade, jeg fandt i dag, og læst et par timer i de bøger, jeg har gang i. Jeg har kigget ud af vinduet og lyttet til musik. Jeg har tilmed tænkt over livet (og besluttet mig for, at det må vente til en dag, der sker noget i mit liv, der er værd at tænke over).

Det er ja, kedeligt ikke at have fjernsyn, når samboen har valgt at gå i seng. Det er også skørt ikke at have fjernsyn, når samboen er vågen. Det er i forvejen svært ikke at vokse ind i hinanden, når man bor sammen, rejser sammen og er single sammen. Når man så heller ikke kan stene til fjernsyn, men konstant er tvunget til at finde på sammen, så bliver det.. ja, skørt. Ella er blevet min garant for underholdning, og hun skal gerne levere den, når jeg har brug for den (NU, faktisk). Vi har gang i en reciprok underholdningsafhængighed, og jeg ved ikke, hvor sundt det er (men hyggeligt ikke desto mindre!)

Udklip fra samtaler i dag, hvor hittepåsomheden var nået lavpunktet:

- ”Anna, skal vi ikke putte i min seng?”
(hvilket betyder, at vi skal ligge under vores respektive dyner i hendes seng og småskændes om, hvem der må ligge og halvsove, mens den anden forhåbentlig underholder med skæbnesvangre eventyr eller pudsige anekdoter.)

- ”Anna, læs noget for mig?”, ”Jeg gider ikke rigtigt.. ok.. her er et interview med, hm, Marianne Florman i et af de blade min svigerinde efterlod. Det handler om hendes yndlingsbøger!”, ”Hende håndboldspilleren?”, ”Ja”, ”Har vi ikke glemt hende?”, ”Ikke helt”, ”Men gider vi beskæftige os med hende?”, ”Tydeligvis”, ”Men hvorfor skal vi høre om, hvad hun læser?”, ”Hun er tilsyneladende helt oppe at køre over en bog om en hingst!”, ”En hingst?”, ”Ja.. Jeg kan også læse noget andet”, ”Nej, jeg vil gerne høre om Marianne Florman. Hun er sikkert en rar dame!”.

- ”Du mumler. Du mumler fandme altid. Det giver ingen mening”, ”Der er faktisk en grund til, jeg mumler. Du vidste det nok ikke, men jeg taler faktisk Harappafolkets sprog!”, ”Harappa? Hvad er det?”, ”Det er en af de første civilisationer i oldtidens Indien.. De var landbrugsfolk. De holdt hunde, kameler og elefanter!”, ”Hvad har det med sproget at gøre?”, ”Jeg føler ligesom et særligt bånd mellem dem og mig!”, ”Fordi du godt kan lide kameler?”, ”Fordi jeg taler deres sprog”, ”Selvfølgelig. Hvad siger du så?”, ”Det ved jeg ikke. Deres sprog er aldrig blevet dechifreret. De skrev mest på palmeblade, som for længst er gået tabt. Jeg taler det intuitivt”, ”Og de mumlede meget”, ”Det kan du jo høre!”.

- ”Hvor vil du helst bo? I Jakriborg eller på Oreby Slot?”, ”Jakriborg? Det er den der kunstigt opførte middelalderby i Sverige, ikke?”, ”Jo og Oreby Slot ligger på Lolland og er lige nu i forfald, men det er et smukt renæssanceslot a la Rosenborg med fantastisk fjorudsigt”, ”Ja, så vil jeg da helst bo på slottet? Det var da et kedeligt spørgsmål”; ”Det kunne da godt være du ikke gad bo på Lolland”, ”Ja ja, men det var da nogle kedelige steder, du valgte? Legen går ud på at sætte to muligheder over for hinanden, som er umulig at vælge mellem”, ”Okay, hvem vil du så helst knalde: Flemming Jensen eller Finn Nørbygaard?”

lørdag den 1. september 2007

Kir Royal og mode hos Inge

I går aftes var jeg hjemme hos min studiekammerat og fine veninde Inge, som bød på cassis og Asti, hvilket har haft sin effekt her dagen efter. Jeg har ligget i sengen så længe som muligt med dunkende hovedpine, og jeg har lovet min krop, Gud, Ella og hvem der ellers måtte høre på mig aldrig mere at drikke igen.. Jeg er så småt ved at fortryde det løfte, men tidligere i dag mente jeg det oprigtigt. Aldrig mere.

Inge er min nyeste veninde, og vi er hurtigt groet sammen. Vi både minder om hinanden og er vildt forskellige. Inge er til regelmæssige garderobeudskiftninger, og her taler vi dyr mode modsat mine high street-præferencer (et ord Inge har lært mig. Det betyder butikker såsom H&M og Topshop... jep). Konsekvensen for hende er et kronisk overtræk og konstante samvittighedskvaler. Til gengæld ligner hun en million, mens hun svælger i sine økonomiske problemer. Inge er ikke kun stilmæssigt hip og together; hun er også skrækkelig fjollet og klodset og kan som mig ikke altid hitte ud af det med drengene til trods for hendes stilsikre fremtoning, smalle tillokkende katteøjne, høje kindben, mørkblonde krøller og en lille trind krop Hun har let til latter samtidig med, at hun er skarp som en champagnesabel. Der er skrækkelig meget aktivitet mellem ørerne på hende, så jeg fatter ikke, hvorfor hun ikke er blevet indfanget af en smuk, klog mand. Men mænd er en fraværende konstant i vores liv, så det bruger vi meget tid sammen på at studse over.

Hun var efter eget udsagn skrækkelig kikset i folkeskolen, hvor hun i pauserne gemte sig på biblioteket og flygtede ind i tykke bøgers dragende fantasy og Science-Fiction-universer. Her prøvede hun at glemme at briller, lange ranglede lemmer og knoglet overkrop ikke stod i høj kurs i teenageårene. ”Folkeskolen er et stort traume for mig”, siger hun, ”Jeg kan godt sige dig, at jeg skal ALDRIG være kikset igen”. En holdning der sikkert har skabt grobunden for det stadigt voksende tøjbudget. Det skal siges, at hendes misbrug delvist finansieres af hendes far, som kompenserer gavmildt i kroner og ører for den tid, han var fraværende i hendes barndom, hvor Inges forældre efter en ret tough skilsmisse havde så lidt med hinanden at gøre som muligt (jeg skal nok komme ind på det senere. Det er en spøjs familie. Inge elsker at underholde særligt med faderens fjollede tilbøjeligheder. Hun har det i øvrigt ganske fint med sin barndom, men nyder godt af farens regelmæssige tilskud.) Derudover knokler hun på sit studiejob og har et su lån. Hun kan sagtens leve af havregryn i et par uger, hvis det er det, der skal til, for at hendes behov for mærkevarer kan blive tilfredsstillet.

”Jeg mener… af alle de problemer folk tumler rundt med, så kan mit kærlighedsforhold til noget så uskyldigt som tøj vel ikke rigtig karakteriseres som specielt problematisk, vel?” siger hun og remser som sædvanligt sine sidste køb op for mig, ”Jeg havde altså virkelig brug for den taske... jeg har kun de der små nogle, du ved nok. Eller min Irma-pose.. Men den bruger man jo kun, når man skal i Netto.. Den her taske er helt perfekt. Og det gode er jo også, at den er fra Sonia Rykiel. Jeg mener, det kunne være meget værre. Den kostede 1800 kroner.. Kiggede også på en Miu Miu-taske til 4500 kroner- den var nu også lækker... Jaja.. så nu kan jeg godt næsten få mig et par Christian Louboutin-sko. Det er ham med de røde hæle.. De er så fine de sko..Jeg ved ikke, hvad der er med dem, men dem MÅ jeg have... snart.. når jeg har penge igen..".
”Haha... Du har aldrig penge! Jeg har bare mine gårdsangersko fra H&M. De er billige.”, siger jeg.
”De er cool. Der er mange, der har dem, men jeg synes, de er cool”.

Det er sjovt at besøge Inge, for hun bor i en lille et-værelses-ungdomsbolig på Amager, hvis gennemgående tema er stilforvirring, rod og billigt skrammel, mens hun selv lukker døren op og ligner en kongelig. I går havde hun en fin sart grøn kjole på og røde sko, ”Kjolen er fra Mayle. Er den ikke fin?”, siger hun og betegner den som det vildeste fund, hvilket hun gør om det meste af sit tøj, selvom hun sjældent køber genbrug eller ting på udsalg. Nu skal jeg i øvrigt prøve at lade være med at fokusere udelukkende på Inges smukke gevandter. Hun ser bare altid så smuk og fin ud. Hun er sjov, sød og klog. Det er så rart at være sammen med hende.

I går drak vi til vi sank om i hendes sovesofa, så den planlagte bytur må vente. Nu skal der cola til. Og junkfood. Masser.

fredag den 31. august 2007

Anne og miljøet

Nu fik jeg nævnt Anne i går, som altså er Theis' nye kæreste. En cool pige, uden tvivl! Hvilket jeg ved, fordi jeg faktisk kendte hende før, de fandt sammen. Vi arbejdede sammen i et par måneder sidste år og faldt godt i spænd på den der, vi-minder-på-ingen-måde-om-hinanden og jeg-fatter-ikke-hvad-hun-fabler-om-halvdelen-af-tiden-men-gud-hvor-er-hun-cool-måde. Her efter Ella og jeg er kommet hjem fra interrail, og Ella arbejder, mens jeg keder mig og venter på studiestart, har jeg hængt en del ud med Anne. Hun banker nogen gange på døren for at høre, om jeg ikke vil med ud og spadsere, som hun så hyggeligt kalder det.

Hun er en bestemt unge dame. Dedikeret og besluttet, og ikke som mig vægelsindet og dovent afventende på mere oplysning. Hun er egentlig herlig fritaget for Bridget Jones-agtig selvironi, som så mange af mine veninder stadig ynder at benytte sig af, når de skal fortælle historier om sig selv. Anne gør ikke sig selv interessant ved at underholde om sine fejl og mangler og mislykkede affærer. Anne mener som regel, hvad hun siger, alvorligt. Hun gemmer ikke sine holdninger bag usikker humor, men ser indtrængende på mig, mens hun dikterer midlerne til forbedring af verdens problemer. Ikke at hun er uden humor, men som fundamentalistisk miljøfascist, mener hun bestemt, at hun har fundet sandheden til en bedre verden, og at den skal udbredes.

Når jeg går ved siden af Anne føler jeg mig som et monstrum af et firskåren brød ved siden af hendes yndefulde lille danserkrop, der med sine forfinede træk ser både stærk og skrøbelig ud på én gang. Hun har helt kort blond hår og et feminint ansigt med store øjne, lange buede vipper, mælkehvid hud, en lille næse og en spids hage. Hendes lyse spinkle stemme holder sjældent pause i lang tid ad gangen, men sprøjter facts ud om verdens afsindigheder og statistikker om global opvarmning og fremdeles. Hendes indignation af omverdenens tilsyneladende ligegyldighed over for klodens tilstand finder ingen grænse. Hun er en sand missionær i politisk korrekthed, og det er ikke sammen med hende, man skal afsløre sine personlige miljøsynderier. Jeg er sikker på, hun simpelthen MÅ glippe på et punkt eller to, for ingen kan være så miljørigtig gennemført. Jeg har dog allerede tjekket: Hun ejer kun el-spare-pærer og fairtrade-mærkede varer. Jeg mødte også Theis på trappen i går, som prustende kom slæbende med to tunge indkøbsposer fra Super Best, "Mand, jeg anede ikke at økologisk er så meget dyrere!!" Med Anne er der dog ingen vej udenom, og Theis er i løbet af ingen tid transformeret til fuldblods øko-slave.

Forleden sad vi på Bistro Boheme på Esplanaden, som serverer Max Havelaar-mærket kaffe og derfor i Annes øjne er godkendt. Hun fortæller, at på Vesterbro er Bang & Jensen hendes yndlingssted, "God kaffe", forklarer hun og begynder på en af hendes miljølektioner: "Med fairtrade mærket så er du sikker på, at arbejds-og levevilkårene for i hvert fald nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere er sikret, og med den viden kan kaffen da kun smage bedre".
Anne fortæller nu med begejstring at H&M hæver produktionen af økologisk tøj, og nu er det bare et spørgsmål om tid, før alle store tøjkæder har en økologisk linje "Faktisk viser undersøgelser, at syv ud af ti danskere gerne vil købe mere tøj, der er produceret under bæredygtige vilkår, men kan de få lov til det? En gennemsnitsdansker bruger 9300 kroner på tøj årligt. Det ville da være fedt, hvis de købte bæredygtigt tøj for de penge!". Hun elsker, at der er kommet fokus på tøjet, og hun fremviser sin nye taske med flotte prints af fairtrade-mærket bomuld, der samtidig støtter dårligt stillede unge og kvinder i Sydasien "Faktisk er de fire store miljøsvinere opvarmning af huse, biltransport, rejser og så.. TØJ!".
Jeg mumler lidt om at økologi for storbymennesket er et statussymbol, der viser man har fingeren på pulsen og hvor oprigtig kan det hele være? Jeg mumler også lidt videre om, at vi vel ikke har ægte frihandel her i verden. Hvis vi giver kaffebønder en kunstig høj pris, så lærer de vel heller ikke at klare sig selv i fri konkurrence. Er det ikke også lidt let at blive ved med at forbruge løs, så længe ens materialistiske behov samtidig støtter lidt halvgode formål. Er det ikke bedre at støtte nogle nødhjælpsorganisationer og komme ud og "virkelig" gøre en forskel?
Mine argumenter er ikke specielt velovervejede og dækker lige så meget over min dårlige samvittighed over ikke at være særlig miljøbevidst. Anne køber både økologisk og laver frivilligt arbejde og svarer tørt; "Der er jo mange måder at gøre en forskel. Hvis man som du skal have det hele bevist og så mejslet i sten, at det her er den bedste måde at hjælpe, så ville man jo aldrig gøre noget som helst. Der er mange måder... Man skal følge sine gut feelings. Og poppet hjælp er også hjælp", hun fortsætter, "Jeg ved godt, du synes, det er åndssvagt svært at vide, hvor man skal starte på hele det her store miljøproblem, men når den menneskelige hjerne får færten af, at noget ikke er muligt, så vil den lukke ned for de kræfter, der driver følelsen af motivation, og det er for dumt. Lad være med at overtænke det hele. Prøv at gøre en forskel alligevel", opmuntrer hun.

Jeg nåede at slippe væk, før Anne kvalte mig fuldstændigt med hendes øko-trip. Det er heldigvis ikke altid jeg skal konfronteres med min dårlige samvittighed på området. Anne har heldigvis også andre interesser. Hun er en cool pige jo. Mere om det en anden gang. Jeg gik faktisk hjem den dag, og så Al Gores En Ubekvem Sandhed og følte virkelig at trangen til at redde verden brænde i mig, men i dag er mit miljøbevidsthed tilbage på normalt niveau. Jeg slukker lyset i de værelser, jeg ikke bruger. Jeg slukker for vandet, når putter shampoo i håret - nogen gange. Og jeg bruger cyklen. Men hvem gør ikke det i København?

torsdag den 30. august 2007

Theis

Mød Theis.
Min nabo, som jeg så ofte er rendt ind i på trappen, hvor en ofte uskyldig bemærkning har kastet en hidsende diskussion af sig, som har taget os til hans lille køkken, hvor vores småprætentiøse storeksistentielle samtaler har udviklet sig over tjæresort kaffe og smøger galore, mens støjrocken skurer og skærer i baggrunden.
Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, dette næsten hellige ritual begyndte, men jeg frygter ritualet lakker mod enden. Og måske bør jeg glædes ved det?
Jeg har været temmelig betaget af Theis helt fra begyndelsen. Jeg fascineres hver gang af denne magre knoglede mandekrops inciterende kraftudladninger, hvis smerte og mismod i den grad matcher hans sortrandede øjne og matsorte hår. Hans fejring af sortsyn bliver leveret med en patos af dimensioner og sat ind med en kolossal økonomi. Han junker pessimisme uden hæmninger. Den ætsende vrede han lader strømme fra sig er hans fix, en nydelserus. Han dyrker rent ud sagt det dejlige ved at have det dårligt. Pessimisme og kysisme er plusord i hans lille bog.

Vores diskussioner tager som regel udgangspunkt i det faktum, at jeg synes han ter sig umanerlig latterligt. At han idylliserer social deroute og recirkulerer noget ikke særlig charmerende Strunge'sk. At han i den grad er en uddateret kliché, der må komme over sig selv.

Men jeg nyder at iagttage, hvor absolut gennemført klichéen opfører sig og tager sig ud. Han læser beat og gonzo, dyrker den prunkløse højstemte rocklyd med tørre slæbende trommeslag, namedropper obskure New Yorker-bands fra sen-7o'erne og udviser kun afsky for folk, der køber digitalt fremfor vinyl. Han kæderyger 40 Lucky Strike dagligt, lever i sine udtrådte kulsorte Converse og cigaretjeans. Han har en idé om at være kunstner, fotograf eller filosof, men hans indædte kynisme rettet mod alting umuliggør alle former for aktiv handlen, idet alting kort sagt er åndsvagt (her benytter han ofte et højlitterært ordforråd til at forklare hans had mod institutionerede autoriteter). Han er for en særlig subgruppe lige i øjet lækker og tiltrækker derfor en garde af udsultede modellapiger med høje kindben og filtret hår, som hænger ud med ham i en periode, indtil de begynder at kede sig over hans kronisk ad-helvede til-humør. Det er særdeles hårdt at være Theis.

Men alt det er tilsyneladende slut. Theis har fået en rigtig kæreste, som har vendt bøtten rundt og fået et fornuftigt mandfolk ud af Theis, der har kvitteret med farve i kinderne og lyst til livet. Det er ikke Theis, som jeg kender ham. Tristessen og mismodet er pist væk. Med det følger en vis nostalgi fra min side, for Theis var en herlig skæv personlighed, men nu er der virkelig gået mainstream i den. På den anden side er jeg sikker på Theis får et meget rarere liv end som gal ung mand. Han kæreste Anne er i hvert fald en cool pige, ja, de er sgu søde sammen.

søndag den 15. juli 2007

Sommer i Europa

Nu daffer jeg på interrail med Ella. Vi skal ned til lande, hvor vejret er grillhedt, mænd hedder Andrea og bleghuder som mig bliver stegt levende, hvis ikke vi dehydrerer først.
Vi starter dog med en togmarathon til Budapest, hvor jeg til gengæld er blevet lovet to-die-for massage af fuldfede madammer i et af deres varme kurbade. Budapest er bare begyndelsen på, hvad der må, skal og vil blive eventyret over alle eventyr. I hvert fald denne sommer.
Jeg skal imidlertid igennem pakkehelvedet, før jeg kan rejse nogen steder, og dilemmaerne vælter allerede frem. Hvor mange bøger må jeg tage med? (Og hvilke bøger skal det være?) Skal jeg være praktisk hele vejen igennem eller bare medbringe mit yndlingstøj? Hvilke af mine mange ikke-vandre sko er bedst at vandre i? Og alle de andre vigtige overvejelser...
Jeg er tilbage om en måneds tid. God sommer!!

lørdag den 14. juli 2007

Et spørgsmål om kendthed

Hvad gør man, når man møder en kändis? Det er sikkert et spørgsmål, som alle stiller sig selv på et eller andet tidspunkt i sit liv. Mit tidspunkt var forleden dag, da en kendt guitarist i et kendt dansk rockband satte sig ved Inge og mit bord på en bar og snakkede med os (Med os, ja! Vi gjorde ikke andet end at være uimodståeligt henkastet lækre.. og have to ledige stole ved vores bord). Det var min debut udi faktisk konverseren med en celeber personlighed. Et stort øjeblik i mit liv, som jeg har gået og analyseret på de sidste par dage, og som jeg nu vil dele med jer: Hvordan klarede jeg det? Var det noget, jeg kunne finde på igen? Skal jeg gribe det anderledes an næste gang (hvis der kommer en næste gang.. suk)? Eller har jeg i virkeligheden et lille talent i det med at omgås berømtheder? Store spørgsmål, naturligvis..

Vi udgav os for ikke at kende ham og forsøgte ikke at se på ham i længere tid, end vi ville have gjort, havde det været en anden fremmed, vi aldrig havde mødt før. Han havde umiddelbart ikke behov for at afsløre sin sande identitet og præsenterede sig som deltidsjobber på et pladeselskab og guitarist i et band, som spillede rundt omkring: "Jeg kan faktisk bedst lide at spille i Jylland", sagde han, "Der er alle folk hundrede procent opsat på at holde den vildeste fest". Åh ja, festlige jyder, der slår der til søren.. Eskapisme fra provinshelvedet? Jeg spekulerede på, om Jelling Festival virkelig er federe end Orange Scene på Roskilde, men jeg kunne ikke så godt spørge, når nu vi havde lagt ud med vi-aner-ikke-hvem-du-er-attituden. Og den fortsatte vi med. Faktisk stillede vi langt flere spørgmål til hans snakkesalige journalist-veninde, som anbefalede os at tjekke musikvideoen Just a Gigolo med David Lee Roth ud på You Tube. "Det er den vildeste musikvideo nogen sinde", sagde hun. Anbefalingen er hermed givet videre.
Det var svært at spørge midt i det hele, hey, er du ikke...? Og hvis vi havde spurgt ham, hvad ville der så ske? Det er faktisk heri humlen ligger. Vi gad ikke være: Vi taler kun med dig, fordi du er kendt. Vi roser dit musik til skyerne, selvom vi ikke har dine plader eller har tænkt os at købe dem.
Vi ville heller ikke falde i modsatte grøft: Nu ignorerer vi dig, for du skal ikke tro, du er mere interessant end så mange andre, bare fordi du spiller i et rockband og er kendt... lissom. Vi er ikke overfladiske, at du ved det. Hallå..Vi går på universitetet!!
Og hvad med ham? Skulle han tale om sin kendthed og succes igen igen, når han nu bare ville prøve at være et almindeligt menneske på en bar, der taler om kedelige ligegyldige ting, som os dødelige sidder og vrøvler om hver dag?
Jeg tror, vi valgte klogt i at være så blinde og ikke kunne genkende ham.. om end det var lidt kunstigt!
Efter en halv time, to øl og et par shots senere smuttede Inge og jeg videre. Vi skulle jo ikke blive hængende bare fordi han var kendt.. ?

tirsdag den 10. juli 2007

Introduktion af vores boligudlejer

Jeg deler lejlighed med Ella - min herlige veninde gennem fem år, som burde introduceres på rette vis med en lang, rosende omtale. I denne omgang nøjes jeg med at kaste mærkater som fjollet, hittepåsom og kløgtig efter hende. Hun er i alle henseender den sjoveste person, jeg kender (uafhængig af definitionen af sjov... Så sjov er hun!). Et skjult komisk talent, som dansk fjernsyn og deres tv-seere, uden at vide det, desperat har brug for. En pige der i rigelige mængder forsyner mig med mavekramper!

Det skal nu ikke handle om Ellas komiske talenter lige nu.
I dag lækkede et af rørene på Ellas værelse, så vi måtte have fat i vores boligudlejer Mogens, som vi i al hemmelighed har omdøbt Mogi. Han ejer et konsulentfirma, hvor konen Gitte er regnskabschef (skattemus, som han også kalder hende). Det hedder Mogi Partners. Mogens er blevet til Mogi (udtales Mowgi) og vi er vilde med ham.
Han får os på behørig vis til at krympe, neje og takke ham til tårer, når han en gang i mellem velsigner os med sit selskab. Særligt husker vi dengang, vi skrev under på lejekontrakten, hvor han havde inviteret os til en art audition på sit overdådige kontor i indre by ugen efter, vi til åben hus havde beset lejligheden sammen med mindst 40 andre unge mennesker.
Vi blev krydsforhørt med hensyn til studie- og arbejdsmarkedsposition, vores økonomi blev vrangvendt og vores privatliv eksamineret og vurderet med dertilhørende spidse kommentarer. Han voterede grundigt, før han valgte os med en begrundelse, jeg ikke helt genkalder, men som naturligvis fremkaldte stærke følelser i os begge. Vi takkede ham hele vejen ud af døren, hvor han til gengæld afslørede, at vi i øvrigt var de eneste, der var kommet den dag.. Ikke at vi følte os ydmyget eller overvejede, om ikke han burde takke os i stedet for at gide leje hans mikroskopiske lejlighed til astronomiske summer, da vi gik derfra... eller da vi så lejligheden igen. Den var absolut ikke en verdensmand som ham værdig.
Men som sagt. Vi er vilde med ham. Mogi er en overdimensioneret direktør med tyndt hår og hang til røde bøffer og årgangsvine, og som helt forudsigeligt i hver sætning får bemærket Hellerup-ejendommens beliggenhed, sommerhuset i Sydfrankring, den nyindkøbte Mercedes eller bare lige ud, hvor fantastisk velhavende, han er. Der skulle virkelig være dødvande mellem ørerne, hvis det var gået hen over hovedet på os, at han er cand.polit (!!!) eller hvilke big shots in business han er bekendt eller ligefrem best buddies med.
Han betragter sine udtalelser som uigenkaldelige sandheder; forkyndelser, der fortjener klapsalver i de lange kunstpauser, han holder, når han skal vurdere, om vi fangede hans pointer. Hvilket vi altid gør. Som de taknemmelige lejere vi er, betaler vi altid rigeligt til plusset på hans selvtilstrækkelighedskonto. Ikke at vi aldrig forvirres af hans udsagn.
Hvordan reagerer man eksempelvis, når en fuldvoksen person forklarer om sig selv, at han er en meget moralsk mand efterfulgt af en kunstpause og frysende øjne?
"Kan man sige det om sig selv?", spørger Ella efterfølgende, "...Åh jeg får myrekryb af ham!"
Hvilket ikke betyder, at vi ikke forguder ham. Det er en lejeslaves lod at elske sin herre betingelsesløst. Så vi takkede og priste ham endnu en gang, da han maste sit omfangsrige korpus gennem værelset hen til rørene og drejede lidt vilkårligt med en tang indtil problemet var ordnet. (Næste gang gør vi det selv.. hm.).

mandag den 9. juli 2007

1 årsdagen


(Jeg tegner selv sommetider, og jeg vil gerne uploade noget af det, jeg laver her. Indtil videre kan de ikke kaldes illustrationer (da de ikke har noget med bloggens indhold at gøre), men blot noget pænt (måske?) at kigge på).

For et år siden lå jeg med hævede tudeøjne og ventede på at resten af verden skulle krakelere ligesom min indre verden havde gjort det aftenen før, da daværende kæreste usikkert og i affekt havde fyret mig over telefonen.
Det var ikke en fejltagelse af den grund. Fyringen havde været en tikkende bombe i lang tid. Han havde venligt undgået det uundgåelige grundet lige dele hensynsfuldhed og konfliktforskrækkelse. Jeg havde undgået konfrontationen, fordi jeg dels var vægelsindet og dels slet ikke klar til at give slip. Vi blev vældig dygtige til ignorere elefanten i rummet. Det var aldrig decideret ulykkeligt mellem os. Blot frustrerende.

Åh ja verden gik ufortrødent videre (det er nu jeg bevæger mig ud i farligt terræn; også kaldet gennemslidte pulp floskler) frem til i dag, hvor jeg drister mig ud i et tilbageblik rettet mod den skæbnesvangre dag. Den dag og dagene efter var jeg opslugt af et ocean af følelser, der bølgede igennem mig (Og faktisk var jeg en kæmpe kliché. En sengeliggende, storsnottende, klynkende, kleenexkonsumerende, selvynkende vræledukke, der skiftede sindsstemning på minuttet!) Herre jemini, hvor jeg FØLTE!!
I forhold til i dag.
I dag er jeg modsat opfyldt af feriedagligdagens ingentingsgøren og kedsommelighed efter en lang periode af ingendramatiske hændelser, hvor stirren ud af vinduet føles som en aktivitet i sig selv. Uden at romantisere -- det gør jeg nok alligevel.. Der var en slags tilfredshed knyttet til sidste års vræle galore. Jeg kunne skabe mig med god samvittighed og faldt med lethed ind i klicheen droppet kæreste (jeg har trods alt set tv og læst bøger nok til at kende rutinerne for et breakup). Jeg nød at føle (læs: når det altså ikke stak i maven af psykisk smerte!) Det var første gang, jeg oplevede ægte kærestesorger og en lille del af mig tog det som en oplevelse. Der blev sat et lille imaginært hak i mit livs to-do-and-try-liste. Nu har jeg til gengæld prøvet det... Jeg kan ikke sætte to hak.

Offentliggørelsen af mig

Jeg er her med mit første indlæg på besynderligste vis grebet af en præstationsangst som naturligvis ikke lader sig beskrive fyldestgørende midt i orkanens øje.. Jeg vil eventuelt følge op på disse følelser senere med en helt igennem tåkrummende irriterende selvpsykologisering af angstens kerne. Eller også lader jeg beskrivelsen af mine følelser behændigt ligge.

Afslutningsvis vil jeg dog tilføje, at jeg naturligvis beklager belastningen af nettet med endnu et navlepillende forsøg på at skabe eksistensberettigelse for selv en gennemsnitlig åndsamøbe som undertegnede. Jeg skal fremover forsøge at fokusere på de langt mere givende af mine bekendtskaber såsom som førsteelskeren Svensson, de endnu ikke-eksisterende yndlinger Luella og Bob, rockabilly og professionel charmør Mikki Petersen, den evigt beundringsfremkaldende Hornbrille (som vistnok skyder nyskabende politisk art-doku-film i mellemøsten i skrivende stund), den koffein- og kulhydratsforskrækkede Irene og de altid misundelsesværdige Morgenhårs-piger. Du bliver heller ikke snydt for cand.politten med den bundløse pung og den i sandhed høje moral, Mogens, samt de piedestalværdige piger Inge og Ella, som hver især og på forskellig vis giver oprigtigt stof til eftertanke. Tanker, jeg lover, jeg nok skal tærske langhalm på og forfladige til pseudoeksistentialistiske formaninger (jeg skal forsøge at begrænse mig!)
Alle disse figurer samt alle de andre fra mit univers centreret omkring København vil indfinde sig i denne blog. Så er det i første omgang sidste punktum sat.