Jeg var forleden indkaldt til akut krisemøde, idet tre veninder mente at mæsken sig i dyrt cafémad på Bang & Jensen måtte hjælpe på humøret. Her skal krisemøde således ikke forstås som egentlig krise, men blot lidt vinterlede og begyndende surhed, der måtte afhjælpes i venners lag. Jeg var naturligvis beæret over at blive indviet i deres efterårstristesse, selvom jeg var lidt skeptisk over konceptet som følger: Dagens program var at være max ynkelige! Der var ingen øvre eller nedre grænse for, hvor meget vi måtte trashe os selv, og vi måtte hellere end gerne tage andre med i møgfaldet. Jeg var ikke sikker på, hvor konstruktiv den strategi var, men de beroligede mig. Det var en årlig tradition, og det var en stensikker vinder. Og man må give dem ret, vi endte stopmætte med at trille ud fra caféen med et smørret grin, humørdepoterne fyldt og klar til at gå i krig mod novembers kolde mørke. Men før vi kom så langt blev der i den grad hældt galde ud. Meget af det fortjener ikke at blive gentaget, men lad mig alligevel inkludere et par udtalelser fra de fine piger:
Marie: ”For helvede, mit liv er jo bundsygt. Mit liv er totalt tappet for drama… Jeg er en af dem, der føler, jeg har oplevet noget i løbet af en dag, fordi jeg har set en kvasi-kändis på Istedgade… Hende fra Boogie sidder i øvrigt lige der ovre [peger]… AGH… Hvorfor hedder jeg ikke Petra og går på kunstakademiet og drikker pagne hver fredag til fancy ferniceringer? Dater Silas som er sex on legs og bassist i et hypet undergrundsband? Hvorfor hænger jeg ikke ud med mine fyrre tætte venner – også omtalt rødderne - hver aften, hvor vi enten spiller pool og bunder øl eller bæller rødvin, mens vi dissekerer eksistentialisme og humanisme eller alternativt raver løs til Berliner elektro? Hvorfor smutter jeg ikke lige til Argentina og besøger Alfonzo – ham jeg mødte sidste sommer i Barcelona? Hvorfor har jeg ikke en sjælemate, der hedder Knud og er herrerar og har store briller uden glas og oversize sweatere til 2000 kroner stykket? Hvorfor er mine bedste veninder ikke tre modellapiger, der designer nøgleringe og laver illustrationer for internationalt anerkendte livsstilsmagasiner og som hedder Terne, Vibe og Neel? Kan i sige mig det? Åhh…. Mit liv er sååååå keeeedeligt….”
--
Ellen: ”… Åh, jeg ville ønske, jeg kunne se noget godt i hende, for jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg er et åbent, tolerant menneske. Det er jeg bare ikke. Jeg kan bedst lide, når folk er ligesom mig. Jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem at være som mig og ikke være som mig, men groft sagt, så er jeg ikke specielt tolerant over for andre mennesker. Grundlæggende vil jeg hellere være alene end at være sammen med folk, der ikke siger mig noget. Det lyder måske indlysende, men der bare ret mange, der ikke siger mig noget”.
--
Albertine: ”… Jeg er absolut ikke en hellig hippie. Jeg er mindst lige så forfængelig som I andre. Jeg har et meningsløst behov for at passe ind, købe ting og blive en bestemt person. Den eneste grund til, at jeg konstant modsætter mig det behov og i stedet forfægter alle de her ”ægte værdier” er sgu da ren og skær resignation. Fordi jeg i virkeligheden aldrig kan blive den person… Det er en evig kamp ikke at hade mig selv for ikke at være den, som jeg synes, jeg burde være, og ikke se ud, som jeg synes, jeg burde se ud!”
Så blev november skudt i gang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar