mandag den 22. oktober 2007

Ugens overskrift: Alder

Begrebet alder har på forunderligste vis indlusket sig snart alle steder i ugens løb, så jeg til sidst er blevet helt kulret. Hvorfor al den alderspolemik lige pludseligt?

Alder har vitterlig gjort opmærksom på sig selv i alle tænkelige udgaver. Fra veninder, der beklager sig over begyndende aldringstegn, (Inge 23 år: ”Anna, hænger mine øjne ikke helt vildt? Jeg ligner en gammel dame”) til hvornår alder ophører med at skille de enkelte årgange ad og bliver til generationer i stedet. (Nynne 21 år: ”En af mine veninders storesøster er tre år ældre end os – i gymnasiet syntes jeg altid, hun var vildt voksen og gammel. Nu er min tætteste veninde på studiet 24 år, og jeg tænker aldrig over aldersforskellen”.)

Så rullede snebolden.. Spiller alder overhovedet en rolle, kunne man spørge? Er det blot en konstruktion? Bliver vi socialiseret til at opfatte alderskonventioner som krav, eller vælger man frivilligt, om man vil abonnere på alderskonceptet som blot et hjælpsomt pejlemærke (Mor 59 år: Jeg har taget et par kilo eller flere på, for jeg har besluttet mig, at det ikke klæder en kvinde på min alder at være så mager)? Har alder mistet sin hierarkiske position? Tæller nye fællesskaber mere end aldersmæssig livserfaring? Alle har været rygende uenige om alders magt og mening og har gavmildt kastet alskens eksempler efter mig. Selv de vægelsindede deltog ivrigt.

Enkelte ville hellere diskutere konkrete ting, såsom hvornår aldersforskelle mellem kærester bliver for stor (Solvejg 26 år: ”Undskyld min damebladsformulering, men er kuvøseguf hot eller not?), eller om der monstro er forskel på, om det er manden eller kvinden, der er ældst? Derudover frygtede samtlige ugens fødselsdagsbørn aldersakkumuleringen og forbandede tiden, der bare går og går, uden de selv syntes at opnå andet end ucharmerende ølmaver og større gæld. Alder var ugens overskrift, uden tvivl.

Jeg er kommet fint rundt om emnet, kan man sige – omend ikke fyldestgørende, thi jeg tilsyneladende blot er et lille fnug i alderssammenhænge, og, bevares, der er så meget jeg ikke forstår.
Sidstnævnte standpunkt stammer fra en samtale med en mandlig repræsentant for årgang 1980, hvor jeg repræsenterer kvinderne årgang 1985. Han lagde betydelig mere vægt på alder end jeg. Om det skal ses i lyset af, at jeg er i starten af de ”bekymringsløse” 20’ere, mens han med hastige skridt nærmer sig de mere ”alvorstunge” 30’ere, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Udklip fra vores samtale:

Anna: ”..Du mener altså, at alle + 25 år i ånden pludseligt har samme alder, hvilket altså må betyde at små yndlinge som mig således udelukkes dette festlige selskab. Det er da umiddelbart – undskyld mig - noget fjol. Ja, det er så. For at komme med en vældig begavet betragtning.. eller det vil sige.. så poppet, at det faktisk er pinligt, så må det være livsstilen mere end alderen, der binder folk sammen…Eller hvad?”

Mand: ”Aldersdiskussion er jo en gammel traver.. Jeg har såmænd blot ladet mig fortælle, at os over 25 år mister vores specifikke alder og bliver, hvad kan man sige, ligeværdige.. ”

Anna: ”Jaja, men det er jo fjollet.. man kan sige, at jeg grundet min unge alder selvfølgelig ikke kan vide, hvad det er for et hemmeligt fællesskab jer +25-årige har sammen. Bunker af livserfaring? At vinteren altid var hvidere, da I var børn? At I kan huske, hvor I var, da Kennedy blev skudt?”

Mand: ”Tja.. alder er klart en fjollet kategori.. burde ikke være determinerende for noget som helst, der kommer i nærheden af menneskelige relationer.. Alt det her med hvor man er i sit liv er jo blot konnotation, og i den forstand er din - hvad kaldte du den… poppede? - betragtning jo god nok”.

Anna: ”Ja, poppede. Præcis.. Men nu fornemmer jeg et men! Det er nu, du slår igen med dit modargument, ikke? Alder er alligevel determinerende eller hvad?”

Mand: ”Det vil jeg ikke sige, men mon ikke der er tale om en dialektik her.. jeg mener, det er der jo altid, for pokker.. Konnotationerne vokser jo ikke ud af intet, lige så vel som de jo også kommer til at antage en virkelig karakter.. ja, og derfor er struktureret af, men samtidig strukturerende for det levede liv”.

Anna: ”Hehe.. din akademiske uddannelse fornægter sig ikke! Men hør, det der alder lyder sørme ikke til at komme uden om… Konnotationer? Struktureret af og strukturerende for… Hvad med lidt pionerånd? Er det så slemt? Arh, jeg opgiver sgu, før jeg får mig rodet ud, hvor jeg ikke kan bunde. Var det noget med en øl, eller er I gamle drenge allerede færdige med den slags useriøst pjat?”.

Mand: ”Så så, ikke helt, lille De.. Og hey, for lige at slå det helt fast.. os på +25 har altså ikke alle oplevet Kennedy blive skudt.. det skete en god bunke år før vi ”unge, men dog +25” kom til verden.. Men Oluf Palme er en anden sag… Måske primært fordi det er en anden person fra et andet land, men ja..”.

Aldersdiskussionerne sluttede dog ikke her.
Jeg talte forleden i telefon med en gammel veninde Mie på 22 år, som overvejede, om hendes nye flirt på 29 år var for gammel, selvom han på alle andre områder var lige i øjet :

”Jeg har faktisk fundet fine eksempler på særdeles vellykket matchmaking mellem ældre mænd og yngre kvinder. Er du klar? Okay, klassikeren - for sådan én skal man altid starte med.. Profeten Muhammed giftede sig med 8-årige Aisha.. Jeg er sikker på, hun følte sig som en heldig banan... ! Den næste er den vovede.. Woody Allen giftede sig med sin egen unge adoptivdatter.. det kan man da kalde pionerånd, ikke sandt.. og så er der ikke mindst Cathrine Zeta-Jones og Michael Douglas, som uden tvivl er mit yndlings celebrity par, og det mener jeg, Anna… Omend det udelukkende er en mavefornemmelse, så jeg ville ikke kunne begrunde hvorfor..”.

”Jeg er helt med, Mie! Du har fat i den lange ende.. ja, du har yderst videnskabeligt påvist, at alder ikke er en hindring. Du kan derfor ikke lade den gamle gut, du kysser på for tiden, slippe væk, hvis han ellers er det værd.."

--

I går læste jeg så Erlend Loes Naiv.Super, hvor hovedpersonen bryder sammen på sin 25-års fødselsdag og får sig en heftig omgang eksistentiel krise, som blandt andet resulterer i lister over, hvad han mangler i livet, samt dyrkelsen af en bold, et hammerbræt, en ny lille ven, der går i børnehave samt en bog, der beskæftiger sig med tid – blandt andet med en hypotese om, at tid slet ikke eksisterer. På en eller anden måde fungerede den tynde, lille bog som fin afslutning på en lang uge præget af alderssnak i alle mulige og umulige former. Og i stedet for at spinne mere over alder, så vil jeg i stedet anbefale Naiv.Super til alle, der trænger til lidt rar underholdning og en bekræftelse af, at det nok går, selvom tiden også gør det.

fredag den 19. oktober 2007

Droppet

Jeg har i en periode set (knapt så formelt som at date; mindre ekspliciteret end et forhold; og helt og aldeles skrøbeligt i ordets bredeste forstand) en fyr i ny og næ, uden at det på noget tidspunkt har stået helt klart, hvad vi lå og rodede rundt med. Jeg gør her en art undtagelse og indfører jer i en aften, som egentlig er for privat til at dele, men lad os sige, at vi leger lidt navlepilleri i Annas kærlighedsliv for en enkelt gangs skyld, og derefter vender vi fluks tilbage til tullelivet, idealtyperne, Inge og Ellas fikse ideer, Anne og Theis’ økoliv, Vesterbro, nattelivets adskillige mere eller mindre succesfulde barlege, de kølige vinterbriser ved havnefronten med dertil hørende tanker om livets tilsyneladende meningsløshed, fjollede betragtninger af byfolket omkring os og deslige. Lad først selvterapien begynde.

Føromtalte fyr var rigtig uoplagt og åndsfraværende, da jeg kom hjem til ham i går, sammenlignet med hans vanligvis høje humør og evne til at underholde, og han krævede tilsyneladende efter et par glas vin og temmelig forvirrende adfærd snakken - der hvor han fik det slået fast, at jeg var et herligt væsen (selvom han ikke fattede min ironi - den har jeg hørt før!) – at jeg var en vældig fin person, som han mægtig godt kunne lide, jep, det var med den på, men vi skulle ikke være kærester, og det havde han ligesom på fornemmeren, at jeg gik og regnede med slash håbede på. (han kaldte mig tilmed det famøse adjektiv: "offensiv", som fik mig til at syde og koge resten af aftenen, og som jeg brugte adskillige gange på at gendrive – hvilket næsten lykkedes mig). Jeg er jo ikke dum (skulle nok aldrig have pillet så meget i mine lange lokker og tygget så koncentreret i mit tyggegummi?) - jeg kan godt læse en situation, så jeg regnede ikke med, at vi skulle være kærester (hvem satser i øvrigt på fyre, der lige om lidt forlader landet i alt for mange måneder?). Snakke er altid nederen (læs: dræbende!!). I hvert fald blev det temmelig håbløst at fortsætte denne lettere vilkårlige uge til uge planlagte hængen ud. Reglerne for sådan noget fjol må forblive indforstået, ellers bliver det for mærkeligt, selvom det er unfair i længden. På et tidspunkt skal man videre. Det blev i går.

Hvis følelser, han egentlig frygtede i klemme, var lettere forvirrende. Det var såmænd nok mine, selvom det virker frygtelig indbildsk at tage hensyn til mine for ham ukendte følelser.. Jeg bevarede trodsigt fatningen og var cool snakken igennem, selvom jeg sydede indvendigt.. (Offensiv? Hvad mig?!! Som om... brilleabe!!) Jeg var jo ikke overrasket, og derfor ikke synderligt skuffet. Blev sendt hjem med et meget overraskende lad-os-ses-i-næste-uge. Jeg er sikker på, at det var et påskud for at få mig til gå, uden at vi skulle igennem et akavet farvel (good thinking!). Jeg fik mumlet, at han selv måtte tage initiativet denne gang (jf. mine problemer med mærkatet ”offensiv”), men det gør han ikke. Det var simpelthen for sindssvagt mærkeligt i går, og det ville man ikke gide beskæftige sig med igen, hvis man ikke har et mål med besværet.
Godt det samme. Jeg har været forberedt fra starten på en brat afslutning. Det er bare aldrig superfedt at blive droppet (for det var det, jeg blev!), selvom det er begrænset hvor meget sympati, jeg havde nået (og tilladt mig) at smide efter den ellers temmelig charmerende unge herre. Det værste er tanken om, at skulle tilbage til det udramatiske aleneliv igen med trættende byture, hvor mangel på flirten klokken alt for sent om natten beklages til veninderne over en søbet kebab med salte tårer og øjenomgivelser som en vaskebjørn - toppet med et ynkeligt selvmedlidenshedniveau, der formår at tangere sig selv hver eneste gang. Desuden skal aftenen i går såmænd nok kaste en masse dræbende tankespind af sig, hvilket er helt unødvendigt tidsspilde, som ingen drenge, der dropper mig, fortjener (det er tidens mantra – det virker svært trøstende på en skøn oprejst pandeagtig måde: De fortjener det ikke!).

Og det var det. Halvanden måned varede det pø om pø, men jeg kommer over det lige om lidt. Og jeg vender stærkt tilbage med mere opmuntrende sager: ideerne er mange!

tirsdag den 2. oktober 2007

Asymmetrisk tiltrækning

Romantisk tiltrækning forekommer mig oftest – desværre - at være asymmetrisk. Inden for det seneste år har jeg udelukkende oplevet at blive kurtiseret af fyre, hvis beundring jeg på ingen måde kunne gengælde, mens jeg selv har kastet følelser efter vilkårlige fyre, som ikke interesserede sig synderligt for mig endsige retroperspektivt fortjente min sympati. Det er bundsygt, faktisk!

Well, det er nu en gang et vilkår, livet byder mig, og som jeg lever med. Jeg har naturligvis en smule dårlig samvittighed over for de pågældende fyre, jeg mere eller mindre klodset afviser, før jeg dog stille og roligt glemmer dem igen..

Med undtagelse af en enkel gut, Jon, som jeg har haft det fantastisk sjovt og behageligt sammen med, men som i øjeblikket boykotter mig på allergrusomste vis.

Det var ikke en gang min afvisning af ham, der gjorde udslaget. Alligevel er grunden dertil ganske reel. Endnu en gang har jeg ufortjent valgt at kaste noget der ligner følelser efter en lille bølle, der desværre tilfældigvis befinder sig i Jons tætte inderkreds. Uden at kende Jons reelle grund til de pludselige undvigelsesmanøvrer, så gætter jeg på, at han ikke just finder den potentielle konstellation ven og undertegnede særlig fin.

Om han blot er såret og holder sig væk fra mig for at beskytte sig selv og komme videre, eller om han tilmed har mistet alt sympati for mig, fordi jeg vælger at afvise ham til fordel for hans helt igennem følelsesresistente og bindingsangste, men ikke helt grimme ven ja, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide muligheden af det sidste. Det hele irriterer mig i det hele taget voldsomt.

Fra hans side er situationen indlysende ærgerlig, hvis min tolkning ellers er korrekt. Fra mit standpunkt er situationen imidlertid heller ikke specielt top dollar.

Jeg har ikke selv bestemt, at jeg dumme, lille pige uberettiget skulle placeres på en piedestal og tilbedes som ufejlbarlig med dertil hørende plusord. Den må på hans kappe. Og selvom jeg ikke kunne gengælde det som var udover venskab, betød det på ingen måde, at jeg ikke behøvede og ønskede netop hans venskab. Det er frustrerende, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Det er for den sårede part (ham, forstås) helt legitimt at droppe et ellers spirende venskab, fordi det er for hårdt, mens den anden (mig) reduceres til syndebukken, der strengt og ondskabsfuldt ikke kunne gengælde de pokkers følelser. Jeg må bare acceptere vilkårene, må jeg!! Men selvom knust kærlighed er noget hø, bevares, så har jeg faktisk mistet en alle tiders skøn ven. Det er da også ulykkeligt, for pokker!

Nu skal jeg i stedet flere gange ugentlig konfronteres med Jons afvigende blikke, fyldes med dårlig samvittighed, trist tristhed samt affinde mig med endnu en negativ erfaring udi forsøget med platoniske drengevenner. Skal jeg græde eller bare være godt gal i skralden?

Godt gal, vælger jeg. Nu må det da for pokker snart være tur til symmetrisk tiltrækning, skulle man mene. Slut med alt det bøvl. Det er kedeligt for alle!