fredag den 19. oktober 2007

Droppet

Jeg har i en periode set (knapt så formelt som at date; mindre ekspliciteret end et forhold; og helt og aldeles skrøbeligt i ordets bredeste forstand) en fyr i ny og næ, uden at det på noget tidspunkt har stået helt klart, hvad vi lå og rodede rundt med. Jeg gør her en art undtagelse og indfører jer i en aften, som egentlig er for privat til at dele, men lad os sige, at vi leger lidt navlepilleri i Annas kærlighedsliv for en enkelt gangs skyld, og derefter vender vi fluks tilbage til tullelivet, idealtyperne, Inge og Ellas fikse ideer, Anne og Theis’ økoliv, Vesterbro, nattelivets adskillige mere eller mindre succesfulde barlege, de kølige vinterbriser ved havnefronten med dertil hørende tanker om livets tilsyneladende meningsløshed, fjollede betragtninger af byfolket omkring os og deslige. Lad først selvterapien begynde.

Føromtalte fyr var rigtig uoplagt og åndsfraværende, da jeg kom hjem til ham i går, sammenlignet med hans vanligvis høje humør og evne til at underholde, og han krævede tilsyneladende efter et par glas vin og temmelig forvirrende adfærd snakken - der hvor han fik det slået fast, at jeg var et herligt væsen (selvom han ikke fattede min ironi - den har jeg hørt før!) – at jeg var en vældig fin person, som han mægtig godt kunne lide, jep, det var med den på, men vi skulle ikke være kærester, og det havde han ligesom på fornemmeren, at jeg gik og regnede med slash håbede på. (han kaldte mig tilmed det famøse adjektiv: "offensiv", som fik mig til at syde og koge resten af aftenen, og som jeg brugte adskillige gange på at gendrive – hvilket næsten lykkedes mig). Jeg er jo ikke dum (skulle nok aldrig have pillet så meget i mine lange lokker og tygget så koncentreret i mit tyggegummi?) - jeg kan godt læse en situation, så jeg regnede ikke med, at vi skulle være kærester (hvem satser i øvrigt på fyre, der lige om lidt forlader landet i alt for mange måneder?). Snakke er altid nederen (læs: dræbende!!). I hvert fald blev det temmelig håbløst at fortsætte denne lettere vilkårlige uge til uge planlagte hængen ud. Reglerne for sådan noget fjol må forblive indforstået, ellers bliver det for mærkeligt, selvom det er unfair i længden. På et tidspunkt skal man videre. Det blev i går.

Hvis følelser, han egentlig frygtede i klemme, var lettere forvirrende. Det var såmænd nok mine, selvom det virker frygtelig indbildsk at tage hensyn til mine for ham ukendte følelser.. Jeg bevarede trodsigt fatningen og var cool snakken igennem, selvom jeg sydede indvendigt.. (Offensiv? Hvad mig?!! Som om... brilleabe!!) Jeg var jo ikke overrasket, og derfor ikke synderligt skuffet. Blev sendt hjem med et meget overraskende lad-os-ses-i-næste-uge. Jeg er sikker på, at det var et påskud for at få mig til gå, uden at vi skulle igennem et akavet farvel (good thinking!). Jeg fik mumlet, at han selv måtte tage initiativet denne gang (jf. mine problemer med mærkatet ”offensiv”), men det gør han ikke. Det var simpelthen for sindssvagt mærkeligt i går, og det ville man ikke gide beskæftige sig med igen, hvis man ikke har et mål med besværet.
Godt det samme. Jeg har været forberedt fra starten på en brat afslutning. Det er bare aldrig superfedt at blive droppet (for det var det, jeg blev!), selvom det er begrænset hvor meget sympati, jeg havde nået (og tilladt mig) at smide efter den ellers temmelig charmerende unge herre. Det værste er tanken om, at skulle tilbage til det udramatiske aleneliv igen med trættende byture, hvor mangel på flirten klokken alt for sent om natten beklages til veninderne over en søbet kebab med salte tårer og øjenomgivelser som en vaskebjørn - toppet med et ynkeligt selvmedlidenshedniveau, der formår at tangere sig selv hver eneste gang. Desuden skal aftenen i går såmænd nok kaste en masse dræbende tankespind af sig, hvilket er helt unødvendigt tidsspilde, som ingen drenge, der dropper mig, fortjener (det er tidens mantra – det virker svært trøstende på en skøn oprejst pandeagtig måde: De fortjener det ikke!).

Og det var det. Halvanden måned varede det pø om pø, men jeg kommer over det lige om lidt. Og jeg vender stærkt tilbage med mere opmuntrende sager: ideerne er mange!

Ingen kommentarer: