onsdag den 28. oktober 2009

Ingen hoved og hale

Den er ikke helt død. Den har bare haft det alt for godt...
Jeg tror, at det er dét. Jeg skal helst være forpint og i hæslig forfatning, før min pen (på web 2.0 sprog: computertaster) gider at flytte sig. Klokken skal helst være over fire (om natten, bien sur). Jeg skal helst ligge i min seng og desperat ønske at sove, eftersom samfundet har dikteret, at det er midt om natten og meget sent og jeg burde gå i seng. Så kommer ideerne. Nogle sætninger. Historier. De er hurtigt glemt. Men mega geniale....

(Nu er jeg i øvrigt stået fucking op for at gøre oprør mod alle, der mener, at man skal sove om natten. Hvorfor ikke sove om dagen? Hvorfor overhovedet sove? Insomnia er sådan et cool ord. Hvis jeg dropper søvnen, kan jeg måske få lov at bruge ordet noget mere?)

Hvad mener jeg med at have haft det for godt, og hvad mener jeg med forpint (se, jeg er blevet fuldstændig hjernevasket af alt for mange års uddannelse, der har lært mig at redegøre for alt, hvad jeg siger og mener... suk). Nå, ja, sidst jeg skrev, var jeg happy newly in love med Ruben - og jojo, vi er stadig happy in love. Knap så newly, så jeg er - kan man sige - kommet ned på jorden igen, hvor livet har ventet på mig med et smørret smil om læben. Haha, sagde livet, du har stadig masser af ting hernede på den golde jord, som du ikke har styr på. Livet grinte bare endnu højere (skingert og skrækindjagende to the bone: muhahaha), da jeg forklarede, at jeg var unbeatable. Jeg havde nemlig kærlighed nu. Så fuck you, mister life, sagde jeg kækt. Men næh nej, så let skulle jeg ikke slippe....

Intermezzo uno:
Til alle jer som ligesom jeg troede, at kærlighed er det vigtigste i livet and all we need is love-ladida, skulle prøve den test, som Ella for et stykke tid siden blevet udsat for af sin veninde, der havde en somewhat kvasi-videnskabelig bog, hun læste højt fra... Noget med at placere nogle dyr i en top fem. Ella havde valgt aben som nr 1 og geden som nr 5 (ved ikke, hvad de tre andre dyr var nogle, men lad os lege, at det var elefant, kanin og flamingo). Guess what? Det betød, at hun prioriterede penge som nr 1 og kærlighed som nr 5. Men, indvendte jeg, hvem ville nogen sinde vælge geden som nr 1? Moralen er: penge er vigtigt, kærlighed er luksus!


Intermezzo duo:
Og nu er det, at jeg bliver nødt til at tilføje en anden quiz fra bogen (sorry, skal nok vende tilbage til det rette spor igen snarest), som nok nærmere er en gåde: But here goes: (jeg springer lige et par linjer ned, så den tager sig godt ud)

En kvindes mor er lige død. Hun tager til moderens begravelse. Her ser hun en mand, som er så total lige i øjet, synes hun, så hun må bare må knalde ham lige mette vuns. Hun kan nærmest allerede mærke ham penetrere hende de mest usandsynlige steder..... Anyhoodles, det er ikke så vigtig, præcis hvad hun havde lyst til. Men hun var i hvert fald stakåndet blot ved synet af ham. Igen... ligemeget.... Men pludselig er han væk. Pist. Forsvundet. Ude af syne. Kvinden spørger et par af de andre gæster, hvor han er. De svarer, at jo, ham havde de da godt lagt mærke til, men de vidste ikke hvor han var.
Nå. Anyhoodles. To dage senere slår kvinden sin søster ihjel.
Hvorfor det?

Inden den helt store gådebedrivelse begynder, skal det lige indføres, at quizbogen skriver, at dette er en gåde, som er blevet brugt til at udpege psykopater. Gætter man gåden rigtig, er man altså psykopat. Ella og jeg er begge psykopater. Ella var så psykopatisk at blive ellevild over, at jeg gættede rigtigt. Det havde været så kedeligt at være psykopat alene. Hun havde et par veninder, som ikke gættede den. Men nu var det ikke så farligt længere. Jeg virkede såmænd som en rar en af slagsen. Det samme kunne jeg sige om hende. Happy love, dér.

Men altså, livet griner af mig, og jeg er psykopat. I kan godt se. Her er allerede to gode grunde til, at jeg er forpint. Livet griner selvfølgelig, fordi jeg har prioriteret kærligheden, således at jeg totally poor. Fattig. Quelle chagrin, non? (der skal være plads til både aben og geden) (Min ged er virkelig dejlig, iøvrigt). Og jeg hader at skrive bacheloropgave. OG DEN SKAL SKRIVES (hader!!!)
Men i dag har en sten i det mindste forladt min skulde. Jeg tager ikke på udveksling efter nytår. Jeg vil blive her. Og trodse livets store krav om at ville ville det hele - hele tiden, fordi der kun er et liv, så det skal fucking udnyttes.
Hvad hvis jeg ikke har lyst til at udnytte livet. Jeg er en god og pæn pige. Jeg vil bare gerne være gode venner med livet. Jeg vil have, at livet ikke længere skal grine af mig. Jeg vil bare have, at vi kan lege sammen.

Så nu skal jeg lære at leve i nuet!
Og her er det, at jeg selvfølgelie griner højest af os alle, for det er virkelig et tåbeligt udsavn at ville leve i nuet. Så snart man snakker om at leve i nuet, gør man det modsatte. Ligesom den stakkels pige, hvis navn jeg overhovedet ikke kan huske, fra radioen, som fortalte om, at hun betalte en frygtelig masse penge (hun sagde ikke frygteligt - hun gjorde det sgu frivilligt og syntes, det var helt på sin plads) for at gå på et improvisationsteater, hvor hun lærte at leve i nuet. Her skulle hun rende rundt og imitere aber (eller penge, grynt grynt). Og Ella og jeg er tilpas frygtelige mennesker, så vi syntes selvfølgelig det hele lød fuldstændigt latterligt, så vi grinte af hende, mens vi rendte rendte og pillede os i navlen og i håret og et tredje sted (og var totally in the now, you know) (free of charge). Og legen fortsatte. Jep, vi var også geder på et tidspunkt. Men igen, det var langt sjovere at være aber (money is just more fun than love).

Jeg vil bare have lov til at leve livet, som det er, i stedet for at rende rundt og håbe på mirakler i fremtiden. Jeg gider ikke lige bruge mit sidst år i starttyverne på at tilføje kuriøse jobbeskrivelser på mit cv, så jeg kan blive rig som 45-år. Og hvad så? Jeg lever kun, når jeg ikke laver noget, som handler om noget i fremtiden. Så dette er hvad, jeg vil: Se ufattelig mange tv-serier (forbrydelsen, gossip girl, melrose place, house, 30 rock....), tjekke ligegyldige blogs fyldt med stavefejl og indholdsløst indhold, drikke mig fuld alt for tit og bruge tømmermænd som en undskyldning for at få en quarter pounder fra mac'en, diskutere en halv time med Ruben om, hvem der først skal stå ud af sengen om morgenen, hade opvasken og vasketøjet, brokke mig over mine forældre, glemme fødselsdage, glemme regninger og sove alt for længe. Måske kan det blive min karriere en gang: jeg er sgu ekspert i det ynkelige liv back in the golden days of the naughties? Måske kan jeg holde nogle overcharged foredrag til den tid?
Whatever... Nu begynder jeg faktisk at få det lidt halvskidt. Nu vil jeg faktisk gerne sove. Tror jeg... Hm....

mandag den 1. juni 2009

To school it or not to school it?

Jeg sidder og kikker søvning ind min computerskærm , som viser mit sørgelige forsøg på at skrive en filsofiopgave, som skal afleveres om to dage. Jeg har skrevet en tredjedel af det, som den minimum skal fylde, men det er inklusiv kommentarer til mig selv, såsom ”Ooh la, skal vi ikke skrive lidt om immanent kritik her? Det kunne da være max cool, eh?” og ”Noget med empiriske videnskaber med Lockes og Humes i england og d'holback og whatshisname i frankrig” samt yndlingskommentaren ”fisse fisse fisse fisse”. Jeg er beyond opgivende. Mine studiekammerater fra sociologi afleverer bacheloropgave as we speak. Jeg forestiller mig, at de alle sidder på græsset bag ved Katedralen på universitetet, drikker øller og konkurrerer om, hvem der siddet længst oppe natten til i dag:

Årh hvad jeg drak 20 liter kaffe i går for at holde mig vågen hele natten”,

Ja, jeg var så høj på kaffe, at jeg ikke kunne sidde stille på stolen og fik totalt grineflip over ingenting til sidst ”,

Jeg satte mit sidste punktum klokken 9 i morges”,

Jeg nåede faktisk slet ikke at sætte det sidste punktum!”.

Jeg forestiller mig, at de har det godt lige nu. De klarede den. De gjorde det sgu. Nu er der snart sommerferie – de mangler selvfølgelig forsvaret, men lige nu skal der bare drikkes øl. Og ved gud de fortjener det.Jeg holder mig langt væk. Deres foretagsomhed stresser mig blot ved tanken om den. Jeg har ikke bare udsat min bachelor – foreløbig til efteråret – jeg er også ved ikke at få afleveret i mit andet fag på dette semester. Min undskyldning? Rien. Nada. Keine. Kun mig selv og min ugidelighed, tror jeg. Som Rubens eksamensmakker udbrød i går, da vi alle forsøgte at læse på samme værelse - og jeg klokken 16 stadig ikke havde foretaget mig andet end at læse blogs og nyheder, ”Ruben, din kæreste er godt nok doven!”. Av, den sad. Jeg er et slet og ubrugeligt menneske. No spine. Ingen vilje. Ingen aktivitet mellem ørerne. Og doven!!

For han er jo ikke den første, der siger, at jeg er doven. Sille bemærkede det i sidste uge. Hun har selv dårlig samvittighed over sin egen inaktivitet, men ”Anna, du er godt nok endnu mere magelig end mig”. Og Ella bemærkede engang, at hun var lidt misundelig på mig, fordi, ”Alle er stressede, føler de skal have gang i masser af projekter, have studierelevant og cv-orgastisk arbejde, ikke tage su-lån, lave superopgaver på studiet og redde verden samtidig. Du er bare kold i røven og siger fuck it all”, og hun mente det som en kompliment. Oh jeez, Ella, jeg har frygtelig dårlig samvittighed over min manglende nossen-sig-sammen. Du skal ikke være misundelig. Magelig, doven, inaktiv, udgidelig. Alle mærkater, der svider. Men ok, hvis det er beundringsværdigt at være kold i fissen, så fuck it all. Eksamen er en hore, og jeg knalder udenom. Ta' den, bitch.

Jeg er skoletræt. Det er sandheden. Og jeg har været skoletræt i et år nu. De to første år på sociologi var det hele såmænd ganske festligt. Sådan en gang mandagsaftenshygge med Niklas Luhmann var da bare knaldhyggeligt, og hey, sådan lidt opgaveskrining på uni til langt ud på natten top super festligt.En helhjertet studentikos livsstil, som jeg havde drømt om på en teenageromantisk facon tilbage i gymnasiet. Så skulle jeg til København og nørde fransk eksistentialisme og smal litteratur, som kun folk uden selvironi kan tage seriøst, mødes med de andre intellektuelle bohemer på et tagloft og diskutere tekster med et højt lixtal til langt ud på natten. Måske hørte vi tilmed jazz, bar hornbriller, havde en smøg i kæften og en betydelig mængde sprut i blodet. Sociologi viste sig måske at være knapt så poetisk, men bevares, vi blev introduceret for en masse højrøvede teorier, en masse højrøvede fremmedord og vi blev hjernevasket godt og grundigt til at tænke alt for meget på en alt for fucked up måde, men det var lige, hvad jeg havde brug for. Og mange havde samme drøm om studielivet. I rushåndbogen skrev tutoren med stolthed, at vi snart ikke kunne sidde til en hygge-kommensammen uden at overveje de sociologiske forhold - om social interaktion og selviscenesættelse og jeg skal komme efter dig. Tutorerne fortalte drømmede om ophedede diskussioner i fredagsbaren, hvor man beskyldte hinanden for det værste af det værste, nemlig at være essentialist (bad thing, bad thing!), og hvordan beskyldningerne med dertilhørende porøse argumenter blev skudt frem og tilbage i flere timer. De ældre studeivejledere fortalte om deres søndagswhiskeyklub, hvor de diskuterede teorier og HVOR MEGA PISSE FOR NICE, det var. At være nørdet, var det sejeste shit. Og cool burger, jeg købte præmissen i et stykke tid. Med lidt ironisk distance, men stadigvæk. 

Indtil jeg fandt ud af, at jeg alligevel fatter tilpas lidt til, at det for alvor er sjovt. Og teorierne blev mere og mere ligegyldigt langhårede. Og jeg blev i hvert fald ikke lykkeligere. Og mens alle andre til forelæsninger sidder og forfatter ufatteligt mange noter og klør sig på hagen og griner indforstået af underviserens lidet sjove akademiajokes og finder det hele umanerligt inspirerende og larger than life, sidder jeg og tegner i marven og skriver mærkelige små beskeder i mine notehæfter: Flødeboller er yummi; rænkespil er et fedt ord; jeg vil have en Kevi kontorstol; The Great Escape med Steve McQueen skal jeg snart se igen; navnene i Forsyte Sagaen er cool: Emmett, Soames, Imogen, Jolyon og Winifred; jeg savner at spille mikado; pleonasme er et sejt ord; jeg vil se Picnic at Hanging Rock - NU!" osv osv. Og derudover så sidder jeg og skriver lidt om de andre studerende til stede. 

Under en forelæsning blev jeg eksempelvis interesseret i en dude med fuldskæg, som var lidt for flittig en håndsoprækker, og jeg satte mig til at skrive om ham i stedet for om vores den lille svenske forelæsers bevingede – I'm sure – ord om Hanna Arendt. Jeg skriver blandt andet om ham i mit notathæfte:

Han hedder sikkert Rune eller Asger og sidder skråt bag mig. Han klør sig om munden og på hagen. Han læner sig frem og gestikulerer vildt og voldeligt, når han taler, mens han læner sig tilbage - tilfreds - med armene over kors, når han har fremsagt sine guldkorn. Lange kringlede sætninger med 17 bisætninger og 25 fremmedord, og jeg kigger på læreren for at se, om hun forstod, hvad han spurgte om. Det gjorde hun. Heldigvis. Næsten. Jeg forstod det ikke (jeg tænker: hvad skete der med korte præcise spørgsmål. Lever vi ikke i samfund, hvor det er vigtigere at kunne kommunikere klart end at være klog?).

Han ser i øvrigt ud præcis, som han taler. Han er en levende stereotyp. Et bevis på fordommes berettigelse. Han har har et rødmosset skær over sin ellers blege hud. Han har uredt hår og fuldskæg. Han har en armygrøn hørskjorte på med oprullede ærmer og et par fløjlsbukser i samme farve. Bæltet er i lys kernelæder, mens skoene er et par mørkebrune jacoform-sko. Selv sokkerne er af uld og sikkert hjemmestrikkede. I et kollektiv, I bet. Hans hovedfag er filosofi. Eller også er det ham, som er idehistorikeren fra Århus. Han spørger vores forelæser om modstand per excellence er moralsk hos Hannah Arendt ligesom det oprørte menneske hos Camus? Han spørger, om Arendt har et begrebsmæssigt redskab til at adskille mob og masse? Han spørger ind til hendes distinktion mellem det politiske og det pre-politiske – om det kan relateres til Rousseau? Om han har forstået det sådan, at den politiske sfære hos Arendt for alt i verden må bevares og ikke synke ned i det pre-politiske? Han spørger om, Arendts interesse i nataliteten - Om det er Kant-inspireret på den måde, at vi bør vurdere handlingernes moralske udspring, før de kan vurderes i sig selv moralsk?” Yadadadadada. 

Så mister jeg interessen for ham.I stedet går jeg over til legen: hvem i lokalet ligner hvilke kändiser. I lokalet har vi en skuespilleren Naomi Watts, modellen Carmen Kass, Sangeren Feist og en krydsning mellem Scarlett Johansson og Angelina Jolie tilstede. Eva Mendez er også en smut forbi sociologi denne onsdag formiddag. Fyrene kan jeg ikke finde ud af, hvem ligner. Men der er både store fjollede hornbriller,en krølhåret indie-gut med Mickey Mouse-t-shirt og en lille klynge af fyre, der kunne have levet under studenteroprøret i Paris tilbage i 1968. Okay, så de er hipsters OG intellektuelle. What do you know.

Åh jeg er ubrugelig.

ps.

Jeg tænkerllidt på The Importance of Beeing Earnest:

Jack Worthing: I am sick to death of cleverness. Everybody is clever nowadays. You can't go anywhere without meeting clever people. The thing has become an absolute public nuisance. I wish to goodness we still had a few fools left. 
Algernon Moncreiff: We have. 
Jack Worthing: I should extremely like to meet them. What do they talk about? 
Algernon Moncreiff: The fools? Oh, about the clever people, of course. 

Haha. 

torsdag den 21. maj 2009

Bad versus good guys

Nogle piger falder for bad guys. Old news, jeg ved det godt. Jeg falder for søde fyre. Tag Ruben. Han er en sød fyr. Han siger søde ting. Han interesserer sig for mig. Han er sød, selv når jeg er syg og kaster op. Han er sød, når jeg taber i scrabble og bliver arrig og slår ham hårdt i siden i ærgrelse. Han synes, at jeg er sød også om morgenen, når jeg vågner med make-up ned ad begge kinder. Han synes, jeg er sød med muldvarpeøjne. Han synes ikke, at jeg er sød, når jeg kilder ham, men han er sød nok til at savne det, når vi taler i telefon sammen. Han er så sød, at jeg (næsten) kun kan være sød sammen med ham. Han er så sød, at hvis vi snittede ham i små stykker og fodrede ham til verdens kriminelle, så ville jorden være et fredeligt sted. (Jeg er imidlertid egoistisk og foretrækker ham hel og helt for mig selv. Blodsudgydelser i verden over til følge.) Måske er jeg heldig? Eller måske er det ikke alle, der har det godt med søde fyre?

Jeg undrer mig altid, når andre ikke tænker som jeg. Jeg har veninder, der gang på gang falder for de i mine øjne forkerte. Som for eksempel Luna. Hun er et varmesøgende missil, hvad angår boys with issues. Det seneste boy wonder i hendes øjne er pot junkie, som ikke kan sove uden hjælp fra en bønne. Han gik amok i en 7eleven i weekenden, fordi han mente, at ekspedienten snød ham for en pakke smøger. Efter flere trusler med løftet knytnæve gik han om bag disken for selv at fiske smøgerne. Det endte i håndgemæng, og Lunas crush fik en flaske i baghovedet og en hjernerystelse med i købet. ”Hvad ser du i ham?”, Spørger jeg, ”Og hvad interesserer han sig for... ja, ud over pot?”, fortsætter jeg. Luna griner, ”Ingenting. Han brænder ikke rigtig for noget. Han er ret sjov, ja, vi har samme humor”, siger hun. ”Og så er han virkelig flot”, tilføjer hun lidt efter.

Før ham var hun skudt i charmøren Johan, der udelukkende snakkede om sig selv, så end ikke et snakkechatol som lille Luna fik et ord indført. Luna var målløs efter hver date: ”Han snakker hele tiden. HELE tiden”, men det stoppede hende ikke fra at se ham igen og igen. Kort tid efter de havde mødt hinanden drak Johans far sig ihjel, så Johan havde af naturlige årsager ikke så meget overskud. Luna fik i den grad trænet sine Florence Nightingale-skills. I længden var det aldrig noget vellykket match, og det gled ud i sandet til sidst, da Johan glemte at skrive tilbage, og Luna i øvrigt havde kastet lange øjne efter den næste bedste fyr. Johan var ikke decideret bad guy, men issues havde han.

Så var der albinoen, men hans opførsel var så grænseoverskridende modbydelig mod Luna, at det eneste, jeg vil skrive her, er, at jeg smadrer hans nosser, hvis jeg møder ham på gaden. Narrøv!

Foruden de generelle tabere, der enten er så indelukkede, at de intet giver af sig selv, eller de bindingsangste, der panikker over alt, hvad de identificerer med kæresteforhold, så var den værste af dem alle Finn. Han er noget så irriterende som facer på tredje år (jeg bor i indre by og støder ind i fjorten facere om dagen, der fornærmet anklager mig for ikke at ville hjælpe børn og nuttede dyr, når jeg afviser dem). Han drømmer om at leve som musiker og er en lidt for glad langhåret hippie-dreng, der ikke ligner en, som kunne gøre en hund fortræd. Han bagte og bagte på Luna, indtil hun endelig gav sig hen. Hoppede op på den lyserøde sky helt rundtosset af forelskelse. Og så skred han. Tre dage efter at han havde sagt til hende, at han elskede hende. Ingen havde set det komme. Og det gjorde ondt, skulle jeg hilse at sige.

”Den fyr, som faktisk virkede safe, endte med at være den værste bølle af alle”, siger Luna, der gerne vil møde en sød fyr snart. ”Men han må ikke være kedelig. Jeg gider ikke alt muligt kærestekedeligt lort”, konkluderer hun.


Eller hvad med Sille, som jeg drak øl med forleden. Hun er gået tilbage til den utro kæreste for hen ved syvende gang. Hans holdning til at knalde udenom er uforlignelig med Silles, og hun siger, at hun ikke længere tror på, at han ændrer sig ”Jeg går bare og venter på, at han fucker det up igen”. Hun forstår ikke, hvorfor hun bliver ved med at gå tilbage til ham, ”Når vi er gået fra hinanden, så sætter han ild og vand i gang for at få mig tilbage. Når han endelig får mig tilbage er vi glade i en uge, og så er han back to normal, hvis du forstår”. Mens vi er sammen, sidder hun og holder øje med, om der tikker beskeder ind fra ham på mobilen, og som aftenen skrider frem bliver hun mere og mere frustreret, ”Han har givet en pige sit nummer i byen i går. Hun har naturligvis skrevet til ham i morges”, siger hun, ”Han siger, at det er hans måde at møde venner på. Men det er sådan det altid starter, ”siger hun og refererer til utroskaben, ”Jeg har konfronteret ham med det i morges”, hun viser mig en sur besked, som hun har skrevet, ”Men han har åbenbart ikke tænkt sig at svare på det”, siger hun opgivende. Hun forklarer, at alle hendes ekskærester hurtigt blev kedelige og forudsigelige, så hun tolker sine irrationelle handlinger over for den utro kæreste som et behov for drama. Fordi det for en gang skyld er fyren, som hiver hende rundt i manegen i stedet for omvendt. Fordi hun aldrig helt ved, hvor hun har ham, og det er tiltrækkende.

Jeg forstår det overhovedet ikke. ”Du fortjener bedre”, siger jeg, men hun ryster bare på hovedet, ”Det ved jeg udmærket godt”.  

torsdag den 23. april 2009

Ruben

(se evt. afsnittet om Hornbriller)

Ruben er 25 år, going on 26, afhopper fra kunsthistorie og nuværende stud.scient.pol, hvilket han faktisk kan bruge til noget, som han forklarer. Han er stadig stærk i prætentiøse udfoldelser omkring kunst og makværk, men han er som noget nyt også blevet fjollet med kriminologi. Han har nemlig læst en norsk bog om det engang...

Han kan vældig godt lide Norge. Han har tilmed norske venner, blandt andet et norsk energibundt af en festglad gut, som ejer slanger, og som har en kæreste, der som det første gav mig et smækkys på kinden og sagde, at hun ville spise mig på syngende norsk. Ruben kan også synge på norsk og så sandelig også på svensk. Det bør ingen snyde sig selv for at lytte til!

Ruben er glad for elektronisk musik og har arrangeret privatfester og morgesbashes for ligesindede i Århus. De var smarte, og der kom politi, og det var ulovligt, og nu gør alle det (men hvem gjorde det først?!!!!) Før det var han hipster i kbh sammen med de andre swags og ejer følgelig en masse Vibskov-kluns og namedropper dyre brands og kender sin fashionABC. Modeindustrien er imidlertid det argeste i verden fyldt med fakefede mennesker, som gang på gang er genstand for seriøs Ruben-hate i tide og utide. Vibskov er droppet til fordel for pigetrøjer i mit skab, som han fjanter rundt i til stor morskab for mig, thi han er dobbelt så høj og halvt så tyk som jeg. Han er faktisk en flot ung fyr, hvis jeg selv skal sige det, som (naturligvis!) har hornbriller, er skægget og har en klud om halsen. Han elsker fodbold, Alien beat Club (læs: Marcel), kager, scrabble, dokumentarer, flødesovs og sine orkidéer, der endelig er sprunget ud igen.

Hans musiksmag er eklektisk, litteraturen norsk og bukdalsk, filmsmagen består af drengerøvskomedier og så er han en sand kunstguru, der ikke behøver at argumentere for, hvorfor noget kunst er fint og andet noget bras (og han behøver heller ikke at argumentere for, hvorfor han ikke skal argumentere for det!)

Han er et nydelsesvæsen og ved, hvad der er godt i livet. Han er gavmild med komplimenter og han siger, at han aldrig bliver træt af mig – hans største styrke, hvis jeg skal skære helt ind til benet.

Han hader Ikea og kakkelbordsdanskere, men drømmer om fladskærm og køleskab med isterningeautomat. Han hænger ud med kindkysmafiaen (Århus' posh people; socialites; hipsterklub; kulturbloggere; eventmagere; dem der er noget ved musikken; whatever...) og brille-juntaen (overboen og fruen – alle tre brillebrugere, alle intellektuelle med referencerne i orden, alle ældre end jeg). Han er sønderjyde, men benægter at tale jysk, thi han taler rigsdansk. Han er midterbarn i en søskendeflok på tre. Faderen kan lide tal og folkemusik, moderen er fjollet med håndarbejde, mens Ruben er god til mange ting. Blandt andet til at smalltalke med hypede it-mennesker og andre wannabes. Og til at tale med mig. Det er vi gode til. At tale sammen. Men der er mange ting, vi er gode til sammen. Og nu hvor han er rettelig præsenteret, er han hermed inkluderet i persongalleriet og vil nu figurere som en naturlig del af de fremtidige indlæg. Velkommen – må du ikke fortryde det!

Intermezzo, interlude, meta... and so on...

I en anmeldelse af korrespondancebogen skiftevis forfattet af Maise Njor og Camilla Stokmann (i mine øjne Tulle og Tulle?) skrev anmelderen, at Maises mand havde frabedt sig mere omtale fra omtrent halvvejs i bogen, da de midt i processen skulle skilles. Den anmodning kan jeg fra hans side godt forstå, men anmelderen ærgrede sig selvklart gul og blå. Hun mente, at læseren gik glip af noget yderst interessant, og når nu korrespondancen handlede om pigernes egne små navlepillende tulle-problemer, så var det lidt som at undgå elefanten i rummet at vige uden om noget så stort som en skilsmisse. Jeg har overhovedet ikke læst bogen og har heller ingen planer derom, men jeg har tænkt over problemet privatliv i forbindelse med min egen blog (filosofiske tanker, non?) 

Jeg forstår problemet med på den ene side at udlevere sig selv (i øvrigt fra sit eget uundgåeligt iscenesatte og kontrollerede perspektiv), og på den anden side at udlevere sine næste fra den nære omgangskreds, som ikke har andet end min nåde at klynge sig til (anna the puppetmaster!).  Well-o-well, nu har jeg fået en af de dersens kærester, som har det med at sætte sig på en stor del af min tid og kravle med ind i rigtig mange oplevelser. Han hører alle de af mine tanker, som har potentialet til at udvikle sig som blogindlæg, ligesom han selv konstant leverer ypperligt materiale at tage udgangspunkt i. Jeg overvejer imidlertid, om det ikke er farligt for et parforhold, hvis jeg begynder at bringe ham i spil på bloggen? Kan jeg slippe godt fra ikke kun at skrive, at han er guddommelig sød og frickin' hott? Er det ikke rimelig kedeligt for andre at læse om, hvor evig sød han er – i længden? (Han er sød! Han er faktisk min kæreste af den simple grund, at han er ret så enestående og fantastisk)

Så nu har jeg trukket den i mere end tre måneder, hvor jeg behændigt har undgået at nævne gutten mere end en enkel gang i en sidebemærkning, som ingen kunne blive fornærmet over. Hvis ikke det var fordi, han faktisk er blevet fornærmet over sin egen usynlighed! Modsat Maises mand har han eksplicit bedt mig om at skrive om ham. Han har sågar klaget over, at jeg ikke i indlægget om min nye cykel fra forleden, skrev, at det var ham og ham alene, som havde fikset filejsen – sat kæden på og savet den gamle lås over med en vinkelsliber (det var SÅ mandigt, skulle jeg hilse at sige) Faktisk mente han, at jeg passende kunne råde bod ved at dedikere et helt indlæg kun om ham. Jeg indvilgede – kun fordi at tilladelse er til for at blive udnyttet. Nu må vi se, om han kan holde til at blive drillet offentligt og på evig skrift. Det må tiden vise - jeg ved, at han læser med. Så Ruben, det næste indlæg: it's all about you!

NB: Jeg kan i øvrigt meget apropos Tulle og Tulles korrespondancebog fortælle, at Ruben og jeg i begyndelsen af vores bekendtskab korresponderede kraftligt via facebook, hvor vi skrev stolpe op og stople ned om alting og ingenting, og til sidst blev enige om, at det måtte være starten på en guldgrube – også kaldet samtale/korrespondance/interview-bog, som vi planlægger at udgive den dag, vi ikke ved, hvor vi ellers skal få penge fra!


onsdag den 22. april 2009

Ny cykel

I en periode har jeg været uden cykel. Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg bor centralt, så jeg går gerne på gåben rundt i byen. Jeg gik sågar til universitetet på Amager, når jeg havde undervisning. Min gamle cykel stod på Frederiksberg. Helt derude hvor postnummeret er 2000. Jeg er selv rykket til K, så jeg lod stå til og regnede såmænd med at cyklen for længst var blevet fjernet i forbindelse med forårsrengøring i den pågældende gård. En aktivitet, der som regel indbefatter sortering af brugte og ubrugte cykler. Jeg har måske skænket det en tanke eller to og rystet lidt på skulderen. Det var for besværligt at ærgre sig over det. Jeg nød jo sådan set livet uden cykel. Når jeg går en tur, så tænker jeg så dejligt frit over livet og verden. Jeg foretrækker til en hver tid at gå frem for at cykle. Det er samtidig fedt at have en undskyldning for at tage metroen, når det regner. Blæsten er også koldere på en cykel. Jeg var faktisk blevet enig med mig selv om, at jeg slet ikke brød mig om at cykle.

Jeg blev vant til at leve uden en cykel, men en gang i mellem meldte irritationen sig. Jeg skulle til fest på Østerbro, og én ting var turen derud, et andet var turen hjem (det løste sig i øvrigt ved at jeg faldt belejligt i søvn i værtsparrets seng og vandrede hele turen hjem næste morgen, mens jeg gumlede i en tør croissant fra 7-eleven og gurglede i en cocio). Flere episoder dukkede op, og nu begyndte jeg at savne en cykel. Voldsomt. Pludselig var friheden fra ikke altid at skulle cykle blevet til et fængsel. Jeg kom jo aldrig ud af indre by! Der var bare SÅ langt til Frederiksberg, og hvad hvis cyklen var blevet fjernet? Jeg forsøgte med alle former for adspredelse. At tænke på min cykel var at gøre vold mod mig selv, og jeg foretrækker langt hen ad vejen at gøre vold mod andre.

En dag kommer jeg ud i min egen gård for få lidt sol, og her blev jeg mødt af et kækt godmorgen og vil du have en cykel, af en af mine medbeboerer. Der var cykelrengøring i gården og de ejerløse cykler stod samlet og sukkede og bad efter en ny ejer. Jeg får straks øjenkontakt med en adonis af en cykel, der flexer sit stel og kalder mig i sin retning. Kun kæden er hoppet af, men ellers er det en udsøgt præmietyr, jeg har udset mig. Sadlen, som er cyklens svar på en popo, er tilmed af mærket Brooks – det bliver svært ikke at komme i bukserne, når man svinger sig op på sådan en krabat. Jeg er vild og fyrig. Cyklen er virkelig stor og sadlen må sættes lidt ned, men sådan må vi alle gå på kompromis en gang i mellem (det har bestemt ikke gjort noget ved cyklens mandighed, skulle jeg hilse at sige). Jeg køber en lås, kæden bliver sat på, og vupti, så er jeg blevet til cyklens rette ejermand.

I starten kan jeg ikke undgå at sammenligne min nye cykel med min gamle cykel, som jeg har haft, siden jeg var 13 år. Det var faktisk en børnecykel. Med min nye cykel er jeg gået fra pony til hest, fra dreng til mand. Den er tungere og sværere at jonglere med, men jeg sidder fortræffeligt på den. Rank og stolt cykler jeg afsted gennem byen og mærker foråret smile til mig og puste varme vinde mod mine kinder. Jeg vil straks ud at cykle igen, så snart jeg har nået min destination. Da vi ikke har nok ost til pizzaen hos min veninde, melder jeg mig fluks frivilligt til at hoppe på cyklen og tage i Fakta. Der er mange nye følelser med en ny cykel. Jeg er forsigtig, da jeg første gang sætter cykellygter på. Hvor klæder de ham mon bedst? Jeg er stolt, kan jeg mærke. Jeg kigger hånende på andres cykler. Ingen kan måle sig med min. Han er den flotteste cykel i byen. I universet, utvivlsomt. Jeg visker sagte, mens jeg cykler mod mere ost, at jeg er virkelig glad for at have fået min cykel som cykel. Og indvendigt tænker jeg, at jeg måske elsker min nye cykel. Men er det lidt tidligt? Det kriller i maven.

Så sker det, at jeg skal besøge min veninde på Frederiksberg. Det er med en vis nervøsitet, at jeg parkerer mine nye cykel i stativet og går lidt rundt blandt de andre cykler for at se, om min gamle cykel stadig står der. Og ikke så lang fremme, står den stille og roligt og gennemtålmodigt. Jeg er overrasket over, hvor let jeg genkender den. Fra lang afstand afslører den halviturevne saddel sig samt de manglende reflekser på bagskærmen. Formen er ikke til at tage fejl af og dens klejne struktur virker sødere end lige husket (den virker mindre ynkelig end ventet, forstås). Den smukke røde farve, som utallige har rost (mest fordi de ikke kunne finde på andet at rose ved cyklen – eller ved mig, måske) og gearet, der er blevet malet lyserødt af nogle rebeller, og styrets bandager, der er halvt bundne op eller sågår fjernet, så kun kolde nøgne jernestange er tilbage. Det hele husker jeg. Og jeg bliver en smule vemodig. Minderne tager til. Jeg husker, hvordan jeg måtte strække mig alt for langt forover, så min numse strittede for meget op i vejret. Jeg husker, hvordan hjulene altid var flade, men jeg husker også, hvordan vi ofte cyklede sammen med Ella og hendes grå rustbunke, der skrattede og larmede helt forfærdeligt, og vi fire havde det helt og aldeles vidunderligt. Jeg huskede, hvordan min gamle cykels lille figur snedigt og fleksibelt kunne smutte gennem snarsagt alle krøller og lommer i trafikken, og hvordan jeg altid vidste præcist, hvordan balancen ville fordele sig, når jeg puttede tasker i cykelkurven. Jeg cyklede gennem natten uden hænder. Jeg cyklede uden hænder og uden at tænke. Det hele var naturligt. Og sammen blev vi til et. Ja, jeg kunne lukke øjenene, og så ville min cykel selv finde vejen hjem. Men hjem til Vesterbro, og der bor jeg ikke mere.

Det var dengang. Den æra er forbi. Jeg kigger en sidste gang på min gamle cykel, før jeg smutter ind til min veninde. Jeg er ikke klar til at sige endeligt farvel. Vi kan vel være venner, tænker jeg, og mon ikke gæster fra Jylland vil glæde sig over, at kunne låne den lille røde, når de kommer på besøg? Jeg lover mig selv at hente cyklen snart, men på vej hjem, mærker jeg, at mundvigene smutter om til ørerne, så snart jeg sidder på min nye cykel. Den er vel nok skøn, tænker jeg glad. Den er måske ikke så smidig, men så er den alt det andet, som jeg har manglet og savnet så længe. Og tænk, at jeg har kunnet undvære en cykel. Hvor absurd!

torsdag den 19. marts 2009

Stilen tæller

I går var jeg inviteret til middag og vin med mine yndige veninder Inge, Maja og Astrid– alle en del af pinjekernefamilen - hvor menuen foruden perlende hvidvin stod på hjemmebagt speltbrød og svamperisotto lavet af gennemøkologiske råvarer indkøbt i Irma. Man skulle tro, at vi var rige, midt i 30'erne og boede på Østerbro, men faktisk befandt vi os midt i krigszonen på Nørrebro, hvor op til flere skudepisoder har fundet sted på det seneste. Indenfor bakkede indretningen imidlertid op om Østerbro-stemningen . Jeg kunne i hvert fald hurtigt snyde mig selv.

Aftenen startede som vanligt i en fællesorgasme omkring madens fortræffeligheder, hvor det vil forblive hemmeligt, hvem der fakede, og hvem der vitterligt aldrig før havde smagt noget så yderst udsøgt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg sendte mandagens Chili Con Carne en nostalgisk tanke eller to ( chili med kød samt øl, kaffe og mørkt chokolade. For satan, der en combo, der vil noget!). Maden er selvfølgelig ikke formålet med vores lille midtuge-rendez-vous; det er sludderen og sladderen som følger.

Inge dater en fyr. Esben. Og ganske vist havde de snavet hinanden i gulvet op til flere gange og været på date og kælet lidt i krogen, men i forrige uge var turen kommet til den obligatoriske biograftur hånd i hånd og uden alkohol i blodet. Selvbevidstheden var selvfølgelig alt for nærværende såvel som de kritiske parader, og da han skulle følge hende hjem, og de stod foran hendes trappeopgang, og beslutningen skulle tages om, hvorvidt Esben skulle med op eller hjem i egen seng, fik Inge pludselig en kraftig, intens og fuldstændig lammende hovedpine forårsaget af intet mindre end Esbens helt og aldeles kiksede cykelhjem. ”Jeg kunne simpelthen ikke komme mig over den”, fortalte Inge ulykkeligt. Hun fortrød selvfølgelig deres afsked sekundet efter, at hun var trådt ind ad døren (alene) og overvejede, om hun skulle ringe til ham, ”Men hvad skulle jeg sige? At jeg blev så flov over hans dumme cykelhjelm, at jeg løj? At jeg faktisk slet ikke var dårlig og træt alligevel, så nu måtte han gerne komme tilbage?”. Historien endte heldigvis lykkeligt (og vi andre lovede at medtage anekdoten i bryllupstalen, når det engang blev aktuelt). Inge ringede næste dag og inviterede ham hjem til sig om aftenen, ”Ja, og han er faktisk meget pæn, når bare lige han får jakken af”, sagde hun. Vi grinte og drillede hende for sin forfængelighed, ”Jamen, det er bare jakken. Han behøver ikke tage al tøjet af”, forsvarede hun sig, ”Eller det må han sådan set godt”, tilføjede hun efter at have tænkt sig om.

Jeg indskød, at stil var underordnet, og at det simpelthen var for åndssvagt at droppe en fyr på grund af hans tøj, men mit forsøg på at være politisk korrekt faldt ikke i god jord. Inge bemærkede tørt, at da hun mødte min nye kæreste for et par uger siden, havde han hornbriller og en fin cardigan på, ”Han kan tydeligvis sin fashion-abc, så luk arret”, sagde hun. Det gjorde jeg så. Astrid var slet ikke i tvivl om, at hun først og fremmest faldt for et par gode jeans, og så fulgte manden, der fyldte dem ud med i købet. ”En grim fyr i smart tøj kan let som ingenting score mig, mens det omvendte sjældent er tilfældet...til gengæld skal det siges, at jeg har en bred og varieret jeanssmag”, forklarede hun.

Jeg kom i tanke om min ekskærestes skindjakke, som han i sin tid var præmiestolt over. Jeg måtte slugt mange kameler, hver gang han tog den på (og det var en jakke! Han havde den på, hver gang han skulle udenfor!) Jeg morede mig derfor kosteligt, dengang min mor kvalte ham i komplimenter over jakken, første gang hun mødte ham. Det var bestemt ikke særlig cool og rebel rebel at blive skamrost af svigermoderen for sit valg af tøj. Mange jakker senere har han i øvrigt endelig fået en jakke, som jeg ikke får ondt i øjnene af, men nu er vi ikke sammen mere, og hvad kan man så lære af det? Ikke så meget, tror jeg.

Majas kæreste er bestemt heller ikke gennemsnitlig, hvad angår stil. Han høster ofte kommentarer for sit lange hår, der er slikket tilbage på bedste Nik&Jay-maner. Et af hans yndlingsoutfit består af lyserøde slangeskindssko, en lidt for stor burberry trenchcoat, som han har arvet af bedstefaren, og store sorte shades - for store til hans smalle ansigt. Han tager billeder af sig selv, leger med photoshop, gør sine øjne himmelblå og kindbenene mere markerede. Billederne uploader han på facebook, hvor baggrunden ofte består af en fræk lille sportsvogn eller en anden slags bil i genren penisforlænger. Sebastian er direktørsøn og opvokset i Humlebæk på den rigtige side af jernbanen. Det som opvejer for hans forfængelighed og udtalte linseluseri – det som faktisk gør ham til en alletiders fyr - er hans selvironi og hylende morsomme kommentarer, og så selvfølgelig at han på femte år er sammen med dejlige og søde Maja. Hun er i øvrigt fra den forkerte side af jernbanen, datter af en sosu-assistent, mere fin og fornuftig end mærkehaj og trendy, en hyggesøster og hjemmerotte og alt andet end en festabe. Hun læser til pædagog, bager kager og elsker at indrette hjemmet. Både hende og Sebastian er stereotype på den ene side og lige til at smække i en kasse – på hver deres måde – og på den anden side dejligt sammensatte, når alt kommer til alt. Maja griner højt af Sebastians stil og kommer med flere gale eksempler fra hans garderobe, som også får os andre ned af stolene, ”Jeg fatter overhovedet, hvad der sker oppe i hans hoved, ”siger hun, men hun har det fantastisk med kærestens stilmæssige excesser, ”For det er er jo herresjovt. Jeg elsker det”.  

torsdag den 12. marts 2009

Æblet falder ikke langt fra stammen

Jeg har i disse dage just stukket teltpælene ned i frisk jord og kan rapportere direkte fra felten at indmaden desværre stadig ligner en reenactment af en bombet krigszone. Bevares, mine højtskattede romaner er sat i orden på bogreolen i et nøje udtænkt mønster, som er for indviklet at redegøre for her. Alt andet flyder stadig forvirret rundt. Gulvet – thi jeg har så vidt vides et gulv - er endnu gemt under lag på lag af gennem tiden akkumuleret ragelse. Jeg har skabt et lille hul i rodet foran reolen, hvor jeg har sat en skammel og placeret mig selv på den. Herfra studerer jeg bogtitlerne – og tænker over, hvad der mon gør, at jeg insisterer på at læse litteratur med kritikerros, klassiskerstatus og/eller kultmærkat smækket på bagflippen? Jeg er beyond pretentiøs, tænker jeg og rynker på næsen over mit snobbede kulturforbrug og kan (næsten) godt lide, at Da Vinci Mysteriet ridser lidt i den ellers politisk korrekte overflade. Men hvor kommer hangen til det litterært respekterede mon fra, og går det monstro over igen?

Jeg ved, at jeg får en art dobbeltnydelse ud af at læse eksempelvis Dostojevski: Nydelsen ved indholdet og nydelsen ved tanken om at have læst den. Nogle bestiger bjerge; jeg læser murstensromaner. Jeg ville ønske at jeg gjorde det for at vinde andres respekt. Nej, jeg ville ønske, at jeg vandt andres respekt ved at læse god litteratur. Jeg prøver til tider at iscenesætte mig selv i den dur, men det har sjældent været vellykket og for det meste er reaktionen en overbærende ligegyldighed. Bevares, enkelte nikker anerkendende – oftest fordi de selv lider af samme syndrom. Mere er det dog ikke blevet til. Det gør ingen forskel, hvorvidt jeg har læst den ene eller den anden bog. Eller om der går et par måneder mellem en læseoplevelse. Folk taler alligevel om Stieg Larson og Dan Brown. Selv de mere belæste typer vil hellere udgyde en omgang seriøs hate til desangående forfattere end diskutere noget, som de godt kan lide. Der er derudover langt mere street cred at hente, hvis man smed bøgerne i skralderen, fandt en undergrundsfest, drak sig i hegnet og redede sig en spontan tattoo i nattens dunkle timer. Og selvom der i mit miljø findes mange professionelle namedroppere (som gør det bedre end jeg!), så hæftes der sjældent yderligere informationer på end netop navnet på den ene og den anden avantgarde kunster/fotograf/forfatter, og jeg skal give dig (som jeg i øvrigt oftest vil lade som om, at jeg kender, og derefter gå hjem og slå vedkommende op på wikipedia!). Diskuteres der andet kultur, så er det xfactor og paradise hotel – hvor vi naturligvis ikke ser sidstnævnte, mens førstnævnte lige går an, fordi det har den rette kitchfactor! Hvis vi er exceptionelt højpandede, kan vi tale om Guldbrandsens seneste dokumentar, men den bliver også sendt på DR2 og diskuteres livligt i medierne, så det er kun naturligt at ville se filmen ”for at kunne snakke med”.

Og hvorfor tænker jeg over det. Det er fordi, at jeg har mine læsenykker fra min far. Og han var prætentiøs engang, men nu er han blevet en del af massen. Dem som kulturparnasset peger fingre af. Mig inklusive.

I sine unge år pløjede min far gennem St. Steensen Blicher, Knut Hamsun, Gogol, Tolstoy og særligt favoritten Pär Lagerquist, som han skrev hovedopgave om på seminariet i Esbjerg. Som lille voksede jeg op med en far, der strøede om sig med pointer og citater fra Kafka, Remarque og Blixen – de samme igen og igen, forstås, så de alle hænger fast som var de snittet på indersiden af kraniet. Jeg kan levende se min far for mig i en højpandet studiegruppe i starten af sine 20'ere, hvor han sad den halve nat og diskuterede store tanker med sine selvhøjtidelige ligesindede. Han bar tunge, mørke hornbriller, havde fuldskæg, kassebukser og en evig pibe i kæften, for sådan så man ud på seminariet i starten af 70'erne. Min mor blev distanceblændet af den høje tilsyneladende intellektuelle mand, som spillede skak og kort i pauserne. Han var en ihærdig igangsætter på årgangen, var tillidsmand og foruden en masse andre poster blev han tilmed historiens mest filmignorante formand for en filmklub. Han er vitterlig en kreativ krøbling og bulderblind over for æstetik, hvis jeg må være hård, men min far har til min store forundring set samtlig franske nybølgefilm og sågar Pigen med paraplyerne, som er en omgang pastelavantgarde, hvor samtlige replikker synges - uden spor af melodi eller syng-med-potentiale. Superstenet. I dag falder han i søvn til Indiana Jones, hvis ikke man skubber til ham hvert femte minut. (Far, vi deler lissom en kulturel oplevelse sammen – tag dig sammen, råber den mobsede datter).

Min fars ægte filmsmag blev i øvrigt først for alvor forløst, da han tog sin nye kæreste – i andre kredse kendt som min mor – med i biografen på deres første date for at se en spaghettiwestern af den slags, hvor den eneste medvirkede kvinde skydes efter to replikker og fem minutter. Min far beretter om filmen med barnlig begejstring, mens min mor ruller med øjnene. Den værste film til dags dato, bedyrer hun. En myreflittig, studentikos læsehæst som min far garanterer ikke nogen sans for romantik. Tværtom.

Men alt det var før min tid.

Min far var 41 år, da deres yngste datter – en lille forkælet efternøler – kom til verden og blev kaldt Anna. Lige så længe, jeg kan huske, har min fars store samling af de største skønlitterære mesterværker stået på reolerne og samlet støv. I dag skimmer far Jyllandsposten dagligt, i ny og næ spurtlæser han en tarty krimi eller gennempløjer dårlig skrevet ramashangfiktion, som han har fundet hos den lokale marskandiser Jens i Antikken til et par kroner eller tre. I sommerferien ryger der måske lige en murstenstung Winston Churchill-biografi oven i bunken, men han er også min fars evige forbillede. (Hvis jeg på nogen måde kunne ære min far, så skulle det være ved at kalde min førstefødte søn for Winston). Min far har genfortalt mangen en oneliner, som Churchill har ytret i sit virke (Paradoksalt nok fremsiger min far dem på et gebrokkent engelsk, der leder tanken hen på en stram tysker frem for en heltegod trind englænder).

Og min far elsker det humoristiske og citerer Storm P og Benny Andersen, så snart lejligheden byder sig. Han er ligeledes en sucker for gammeldags falden-på-halen humor, thi han ofte refererer til gamle Marxbrothers film, som også var en del af min dannelse fra tidlig færd. Men det er lang tid siden, at far har set Marxbrothers eller blot tilegnet sig nye vittigheder til sit efterhånden lidt rustne repertoire – nu består kulturforbruget mest af ugentlige engelske krimier i fjerneren, som fortæres i sofaen sammen med mor. Så kan de sidde så godt der med kaffe og cognac og gætte på morderen, mens min far finder det evigt morsomt at sige, at det var butleren, der gjorde det. Hver gang. Min far er absolut ikke cool - længere, fristes jeg til at sige.

Hvad skete der mon med ham? Ja, han blev ældre? Følte han sig mon færdigdannet? Er han blevet en lev-i-nuet-nydelsens mand? Eller gav han op og indfandt sig med leverpostejslivet og småborgerligheden? Eller droppede han det prætentiøse helvede og blev tro mod sig selv? Blev han glad eller ligeglad? Bliver jeg ligesom ham?

Jeg håber, at jeg bevarer min nysgerrighed og kvalitetskriterier lidt endnu. For lad os kalde det kvalitetssans frem for prætentiøsitet;) Forsættet for 2009 er at læse Don Quixote. Fordi det er en must read– og faktisk i min personlige verden – en smule pinligt, at jeg ikke kan sætte et flueben ved den endnu... Jo, og så har jeg da også hørt, at den skulle være vældig god og sjov!