fredag den 7. december 2007

Fest del III: Om morgenen

Jeg vågner op den næste dag med heftig hovedpine. En kavalkade af flashbacks viser sig for mig. Tåkrummende flashbacks. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg tør ikke bevæge mig. Jeg ligger helt stiv. Jeg overvejer, hvordan jeg på en elegant måde kan slippe væk fra hvor-jeg-nu-befinder-mig. Jeg har en svag erindring om, at fyren bor på Frederiksberg. Jeg må være på Frederiksberg et sted. Der er højt til loftet. Der er stukloft. Det er stort rum. Der er en lysekrone. Hvor underligt. Der er en lysekrone.

Jeg husker, at jeg drak en masse tequilashots. En forfærdelig masse tequilashots. Jeg husker, at jeg danser med Ella og hendes veninder. Jeg husker, at de tager videre i byen med nogle fyre. Jeg husker, at jeg mere end anstændig beruset forklarer Ella, at jeg tager hjem, det må jeg hellere, det bliver jeg nødt til, jeg ler. Men jeg tager ikke hjem. Jeg overfalder en harmløs fyr. En stille, ufarlig fyr, der står for sig selv. Jeg snakker ham ørerne døve. Skinger og overgearet. Jeg tvinger ham til at tage mig med hjem. Synes selv jeg er kæk og charmerende. Jeg kaster op foran hans opgang. Jeg vælter op ad trappen. Jeg tror endda, jeg griner og stadig synes, jeg er charmerende. Jeg græmmer mig i sengen. Jeg prøver at huske mere. Jeg prøver at undgå at huske mere. Jeg tror ikke, vi var sammen. Var vi sammen? Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke.
Jeg har kun mit undertøj på. Min kjole hænger foldet sammen på en stol ved siden af sengen. Jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Måske ved jeg godt, hvad han hedder. Det var et mærkeligt navn. Måske.
Pladen starter forfra. Jeg kender ikke musikken. Det er noget stille jazz. Jeg hører aldrig jazz. Hvem hører jazz i dag? Mine venner hører indie, elektronisk eller soul. Meget sjældent jazz.

Jeg tager mig sammen, sætter mig op i sengen, læner mig op ad væggen, trækker dynen op omkring mig. Det er et rart værelse. Det er stort. Fyldt med store, tunge, gamle møbler i egetræ. Det omslutter mig. Mit hoved dunker. Der er mange bøger på hylderne. Lp’erne står på gulvet sammen med pladespilleren. Der er en mørkegrøn lædersofa med stålfødder. Den er påfaldende moderne i forhold til det andet i værelset. Der er et stort tæppe spredt ud på trægulvet. Det er grønt, orange og sort. Der er en potteplante i den ene af de to vindueskarme. Der er et enormt billede af to grinende ansigter på den ene store væk. Der dufter rent. Det ene vindue er åbent.

Han hedder Vlad. Jeg kommer pludseligt i tanke om det. Han kigger ind ad døren fra køkkenet og smiler varmt. ”Vil du have kaffe?”, spørger han. Jeg kan høre kaffen løbe igennem ude fra køkkenet og nikker taknemmeligt. ”Hvad er klokken?”, spørger jeg og han peger på uret, som viser kvart over to. ”Jeg ville ikke vække dig”, siger han og smiler igen, ”Det virkede som om, du havde brug for at sove”.

”Vlad? Det er et pudssigt navn? Det er ikke dansk?”, spørger jeg, da han kommer med kaffen og sætter sig på sengekanten, ”Nej, det er russisk. Og jeg hedder egentlig Vladimir, selvom det virker så.. højtideligt. Jeg kom hertil, da jeg var 13. Med min mor”, forklarer han. Jeg knuger om den varme kaffekop. Det smager godt.

”Vi har ikke… du ved”, tager jeg mig sammen til at spørge, da jeg har fået et bad. Han griner, ”Nej nej, du faldt i søvn nærmest inden, du fandt sengen”, siger han, ”Jeg håber ikke, det gjorde noget, at jeg hjalp dig af med tøjet. Det var helt vådt. Det regnede jo i nat”. Jeg smiler forlegent. ”Du må undskylde, at jeg var så… ja, du ved.. men det var sødt af dig, at jeg måtte sove her”. Han fastholder blikket, selv da jeg ser væk, ”Det skal du ikke tænke på”, svarer han.

”Nå, jeg må nok også hellere se at komme hjem”, siger jeg. Klokken er næsten fem. Jeg har efterhånden været hos ham i lang tid. Vi har egentlig ikke talt så meget sammen. Timerne er forsvundet, selvom alt er foregået uendeligt roligt og langsomt. Han tænker længe, når jeg siger noget. Når han svarer er det velovervejet og præcist. Han satte lidt morgenmad frem, som vi sad og spiste i stilhed. Jeg har ikke prøvet før, at stilhed kan være trygt og ikke det mindste akavet. Selvom jeg ikke kender fyren. Han virker rar. Lidt speciel, men rar. Meget tænksom. ”Måske skulle jeg gøre gengæld med en kop kaffe en dag”, forsøger jeg forsigtigt, mens jeg tager min jakke på, som stadig er irriterende fugtig. Han rækker mig mit halstørklæde og ser overrasket og glad ud, ”Det lyder godt”.
Jeg spekulerer på vejen hjem, om det monstro er en date?

torsdag den 6. december 2007

Fest del II: Stille og rolig start

Der er allerede kommet en del til festen, og der er ikke rigtig nogen, jeg kender. Ella kindkysser med Sabine, som er hende, der har inviteret Ella og således også mig. Ella har boet i Paris, før hun begyndte på universitetet og har lige siden forsøgt at udbrede kindkysset som almindelig hilsen. Hun har tilsyneladende haft mere succes med det på sit studie end med mig. Sabine er glad for, at vi kunne komme og kaster rundt med sin arme, så vi får en fornemmelse af, hvilket værelse, der er hendes, hvor køkkenet er placeret samt toilettet, hvis vi skulle få brug for det. At køleskabet desværre er helt fyldt, men vi kan godt bare tage en øl. Det er der nok ingen, der opdager, hvisker hun og griner højt. Flere fra Ellas studie støder til. Samtalen lander hurtigt på deres sidste forelæsning, der åbenbart endte temmelig besynderligt, og de griner alle hysterisk.


Jeg lader dem stå og kigger mig i stedet rundt. Sabine bor pænt. Der er hyggeligt og meget feminint. Der er mange billeder og puder og stearinlys. Hendes bøger er gemt væk i æsker, så der virker meget rent og opryddeligt. På hendes skrivebord står der en macbook og jeg kigger lidt på den playliste, hun lavet. Vi hører Private, næste nummer er Junior Senior og så kommer Justin Timberlake. På væggene er der indrammede plakater skudt af kendte fotografer samt nogle fine sort/hvid-billeder af Sabine med sin kæreste.

Næste gang, jeg støder ind i Ella, er hun fuld. Hun hænger i armene på sin studiekammerat Josephine, som hun forsøger at præsentere mig for, ”Josi, det her er min sambo… Annnnnaaa!!! Hun er veeeeerdeeeeens dejligste person”, råber hun og krammer mig og fniser, ”Eeeej, den sang skal vi danse til”, hviner de i kor, og så er de væk igen.

Jeg havde ind til da kun talt med folk, jeg ikke kendte. Jeg diskuterede blandt andet film med Jan, en 3. semesterstuderende på film- og medievidenskab. Vi fandt sammen om en fælles kærlighed til den tyske instruktør Tom Tykwer og blev enige om, at svævebanen i Wuppertal, hvor en af hans film er indspillet, er ret cool. Derefter fik jeg en detaljeret gennemgang af stumfilmshistoriens højdepunkter - fuldstændig blottet for ironi og med en ægte fagnørds alvorlige indlevelse. Han fortalte, at alle de stumfilm, de ser i Cinemateket i forbindelse med studiet altid er uden baggrundsmusik. Han fremhævede stolt, at han havde holdt til tre timers stilhed i sidste uge, endda med nydelse, hvor halvdelen af holdet ellers havde udvandret. Jeg prøvede at leve mig ind i hans entusiasme. Jeg spekulerede på, hvad han ville sige til, at den sidste film, jeg havde set var Aladdin sammen med Ella, fordi vi synes, Aladdin er fræk. Jeg valgte at tie. Film var ikke noget, man spøgte med, kunne jeg ligesom forstå på Jan, der stædigt fortsatte sin filmlektion med en fremhævelse af Drejers helt fantastiske brug af lys og skygge.

Jeg snakkede også med Trine, som Sabine bor sammen med. Hun læser til tandlæge og går på hold med en fra mit gymnasium, så vi talte om, hvor lille verden er. Alle kender alle i sjette led. Eller var det ottende. Det kunne vi ikke huske.

Trine introducerede mig for Anton og Camilla, der havde været kærester i fire år, men som altså ikke var blevet kedelige af den grund, som de forklarede nærmest i munden på hinanden. De gik i øvrigt hjem som nogle af de første.

Rygerne blev forvist til køkkenet, hvilket såmænd er en luksus i disse tider, hvor rygning er blevet presset udi et nyt forkromet makkerskab med frisk luft og kulde. Jeg kom ud i køkkenet på et tidspunkt, hvor fire fyre stod og pulsede løs og skubbede lidt til hinanden. De vurderede mig henkastet og spurgte så rutinemæssigt, hvordan jeg kendte Trine. Jeg nåede imidlertid knapt nok at forklare, at jeg hverken kendte Trine eller Sabine som sådan, før de fortsatte deres samtale, og jeg kom til at stå lidt for længe og lytte til dem uden at blive inkluderet. De talte om en anden fest, hvor en af deres venner, som ikke kunne komme med til denne aften, havde været stangberuset og gjort en frygtelig masse pinlige ting. De hostede af grin, og jeg spyttede i min øl.

Ella dansede med Josi og sine andre studiekammerater. Hun væltede rundt og grinte vildt. Da hun så mig, blinkede hun og sendte mig fingerkys. Derefter omfavnede hun sine to lige så fulde veninder, der overrasket mistede balancen og væltede ned på gulvet. Der lå de så og kæmpede med at komme op at stå igen, selvom et par fyre hurtigt var klar til at agere redningsmænd. De tre piger kvitterede med overdreven flirten og taknemlighed.

Omkring mig var alle gæster efterhånden enten fulde og dansede fjollet rundt eller stod fordybet i samtaler. Jeg gik ud i køkkenet og tændte en smøg. På bordet stod en halv flaske tequila sammen med udskårne citronbåde og en skål med salt. En fyr kom ud i køkkenet og stirrede på mig i ti sekeunder, så spurgte han: ”Har jeg røde øjne?”, hvorefter han drejede om og væk var han. Jeg tog et shot tequila. Jeg tog et mere. Jeg tror, jeg tog mange, før jeg bevægede mig ind i menneskemængden igen.

Fortsættelse følger.

Fest del I: På vej til fest

”Jeg er fuldstændig eksalteret hver gang, der er vikarer på P3. Så slipper jeg for alle de overgearede, kække studieværter.. Ingen navne nævnt, ingen navne glemt. Men Anna, har jeg sagt, hvor pisseirriterende Felix, den...” Ella tager hul på en af sine kæpheste.

”Vent lidt, jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger”, råber jeg fra min cykel bag hende.

Vi drøner ned ad Vesterbrogade med vanlig dødsforagt. Selvfølgelig insisterer vi på at køre ved siden af hinanden, selvom cykelstien er smal og utålmodige cyklister ringer i klokkerne bag os for at komme forbi. Hvis vi ikke reagerer og hastigt flytter os, sniger de sig hidsigt forbi os alligevel. Ofte så snært, at jeg anser det for et under, at vi indtil videre har kunnet bevæge os helskindet gennem trafikken.

Efter de første gange på cykel gennem København overvejede jeg kraftigt at finde et kursus i citycykling. Det var i den grad et kulturchok at komme fra de tomme jyske landeveje med alverdens plads og kvidrende fuglesang og så til hvad, jeg stadig opfatter som det daglige dødsridt i det københavnske trafikinferno. Her kan et enkelt uopmærksomt øjeblik resultere i ulykker. Blot er jeg i mellemtiden selv blevet cykelkynisk og bider ikke længere mærke i farerne, men tværtimod bidrager jeg med et farligt engagement til festlighederne. Jeg skruer trodsigt op for iPod’en, så end ikke lyd og larm kan advare mig om de lurende farer omkring mig. Det afstedkommer en del flere hovsa’er og ups’er, eksempelvis når en bil pludseligt bremser hårdt op foran mig, end jeg egentlig bryder mig om. Vi lever velsagtens kun, når vi potentielt kan dø. I trafikken er jeg i høj grad i live.

”Jeg kommer lige op ved siden af dig igen”, råber jeg til Ella.

”Der var heldigvis vikarer på Rio Bravo i dag, så det var hyggeligt at høre P3 på arbejdet”, siger Ella og pointerer, at der eksisterer en hårfin balance mellem sjove og irriterende radioværter. Kæphesten bliver fremhævet med jævne mellem og jeg nøjes denne gang blot med bekræfte hende, idet jeg nervøst holder øje med vinen i hendes cykelkurv. De to flasker klirrer vel meget.

Vi skal til fest hos én af Ellas studiekammerater, som bor i Teglgårdsstræde.

”De betaler vist 7000 kroner om måneden for det”, forklarer Ella mig, da jeg spørger, hvordan man kan bo i indre by, når man er fattig studerende.

Jeg har en forestilling om, at alle studerende bor på broerne og i særdeleshed på Amager, hvis ikke man er særlig heldig og sidder indespærret på et kummerligt kollegieværelse i forstæderne. Ella fortæller mig, at de to piger, som deler lejligheden tilsyneladende havde været heldige, ”Det er ikke et forældrekøb eller noget. De fandt den vist bare i den blå avis, men de betaler jo altså en del mere end os”, siger hun, da vi svinger ind ad Bagerstræde og ud på Gammel Kongevej og fortsætter ned forbi Vesterport.

Fortsættelse følger