”Jeg er fuldstændig eksalteret hver gang, der er vikarer på P3. Så slipper jeg for alle de overgearede, kække studieværter.. Ingen navne nævnt, ingen navne glemt. Men Anna, har jeg sagt, hvor pisseirriterende Felix, den...” Ella tager hul på en af sine kæpheste.
”Vent lidt, jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger”, råber jeg fra min cykel bag hende.
Vi drøner ned ad Vesterbrogade med vanlig dødsforagt. Selvfølgelig insisterer vi på at køre ved siden af hinanden, selvom cykelstien er smal og utålmodige cyklister ringer i klokkerne bag os for at komme forbi. Hvis vi ikke reagerer og hastigt flytter os, sniger de sig hidsigt forbi os alligevel. Ofte så snært, at jeg anser det for et under, at vi indtil videre har kunnet bevæge os helskindet gennem trafikken.
Efter de første gange på cykel gennem København overvejede jeg kraftigt at finde et kursus i citycykling. Det var i den grad et kulturchok at komme fra de tomme jyske landeveje med alverdens plads og kvidrende fuglesang og så til hvad, jeg stadig opfatter som det daglige dødsridt i det københavnske trafikinferno. Her kan et enkelt uopmærksomt øjeblik resultere i ulykker. Blot er jeg i mellemtiden selv blevet cykelkynisk og bider ikke længere mærke i farerne, men tværtimod bidrager jeg med et farligt engagement til festlighederne. Jeg skruer trodsigt op for iPod’en, så end ikke lyd og larm kan advare mig om de lurende farer omkring mig. Det afstedkommer en del flere hovsa’er og ups’er, eksempelvis når en bil pludseligt bremser hårdt op foran mig, end jeg egentlig bryder mig om. Vi lever velsagtens kun, når vi potentielt kan dø. I trafikken er jeg i høj grad i live.
”Jeg kommer lige op ved siden af dig igen”, råber jeg til Ella.
”Der var heldigvis vikarer på Rio Bravo i dag, så det var hyggeligt at høre P3 på arbejdet”, siger Ella og pointerer, at der eksisterer en hårfin balance mellem sjove og irriterende radioværter. Kæphesten bliver fremhævet med jævne mellem og jeg nøjes denne gang blot med bekræfte hende, idet jeg nervøst holder øje med vinen i hendes cykelkurv. De to flasker klirrer vel meget.
Vi skal til fest hos én af Ellas studiekammerater, som bor i Teglgårdsstræde.
”De betaler vist 7000 kroner om måneden for det”, forklarer Ella mig, da jeg spørger, hvordan man kan bo i indre by, når man er fattig studerende.
Jeg har en forestilling om, at alle studerende bor på broerne og i særdeleshed på Amager, hvis ikke man er særlig heldig og sidder indespærret på et kummerligt kollegieværelse i forstæderne. Ella fortæller mig, at de to piger, som deler lejligheden tilsyneladende havde været heldige, ”Det er ikke et forældrekøb eller noget. De fandt den vist bare i den blå avis, men de betaler jo altså en del mere end os”, siger hun, da vi svinger ind ad Bagerstræde og ud på Gammel Kongevej og fortsætter ned forbi Vesterport.
Fortsættelse følger
Ingen kommentarer:
Send en kommentar