mandag den 17. marts 2008

Bar på Brick Lane: 1001.

Der sad vi i vores rejsetøj. Mine ben havde sitret af udmattelse, da vi var kommet ind på baren to timer tidligere. De faldt endelig sammen under mig, da vi fandt en blød, rød sofa. Her sad vi så og lyttede til house, der bølgede eksotisk frem for at pumpe. Vi kunne lide det.


I starten stod kun en enkel fyr på dansegulvet. Han var høj og kraftig – en bamse, men han havde taget stumpede bukser med seler på og dansede fuldstændig manisk og originalt og faktisk ret cool til rytmerne. Han blev ved og ved, mens sveden poppede fra hans krop. Pludselig stoppede han og forsvandt på toilettet. Dansegulvet blev overtaget af andre efter kort tid, mens vi stadig sad rejsens anstrengelser ud i sofaen. Med vores Carlsberg – i patriotismens tegn!

Min opmærksomhed blev snart fikseret på en lille petite pige, som bevægede sig rytmisk og let legende rundt på gulvet i et højt tempo. Hun var selvsikker, og hun vidste, at hun dansede godt. Hun var gavmild med sin dans og udfordrede alt med en puls til at danse med. Hun var kæk og afbrød folk midt i deres samtaler ved at danse sig ind mellem dem. De overgav sig til sidst, hvorefter hun forlod dem kort tid efter for at finde nye ofre. Mange – i særdeleshed fyrene - blev på dansegulvet, hvor de lidt akavet bevægede kroppen fra side til side, mens deres opmærksomhed konstant var rettet mod den lille dansende darling i håbet om, at hun kastede sig over dem igen. Det gjorde hun en gang i mellem. Men kun ganske kort. For kort tid til at de stakkels fyre blev tilfredsstillet, men nok til at de blev hængende lidt endnu.

I rundt regnet en halv time var den dansende pige hovedattraktionen på dansegulvet. Jeg nød showet. Hun dansede bedre end nogen anden, jeg har set på et diskotek, men jeg var for træt til at være misundelig på nogen måde. Jeg kunne intet men smile.

Selve klubben var industri- og fabrikspræget i sit interiør. I mine øjne er cool som oftest synonym med trashet og huleagtig, når det gælder caféer og natklubber, så stedet faldt ubesværet ind i kategorien cool. I København og andre byer, jeg har været i, plejer interiør og mennesker at falde i ét med hinanden. I København havde stedet vrimlet med piger med pandehår og acne jeans og fyre med hornbriller og tøj fra wood wood. Men her var folk betydeligt sværere at placere, idet alle typer syntes repræsenteret i et sært misk mask, hvor det gode humør sandsynligvis var eneste fællesnævner. Selv den lettere kiksede pige med de ufikse briller og den lidt for korte rullekravebluse, der afslørede hendes begyndende og blege topmave, slog sig frejdigt løs på dansegulvet. Og vi kunne sidde med vores flyfedtede hår, udtværede mascara og kufferter ved vores side uden at være det mindste udenfor. Sejt.

søndag den 2. marts 2008

London min ven

Det er allerede en måned siden nu... Jeg drog til London for i fire dage at udforske det Londonske efter måneders vinterdvale og stigende vintertristesse. ”I kan jo se det som en investering i fornyet begejstring og glæde”, forsøgte jeg at forklare mine snusfornuftige forældre, der havde undret sig over min måde at prioritere min lidet overvældende økonomi. London måtte uden tvivl være kuren over alle kure mod kedsomhed og kedelig kulde i København. London er ganske vist heller ikke varm og lys om vinteren, men London er London. Swingin’ London. Cool London. En sikker energibombe!

Med musik snurrende i ørerne sad jeg så i toget mod London Street Station fra Stansted Airport. Jeg sad med ret ryg og rygsækken placeret over mine knæ, mens jeg mekanisk fulgte med i, hvordan regnen, der først havde hamret aggressivt mod ruderne, umærkeligt omdannede sig til tørt, men stadig trist gråvejr. Jeg registrerede ligeledes kavalkaden af forstæder forvandle sig til storby. Desværre (!) uden at min ankomst til London automatisk blev fulgt af følelsen af at være i London. Jeg havde for dælen forventet – apropos kur og energibombe, at jeg på et tidspunkt og gerne med det samme ville blive slået omkuld af overvældelse og beruselse. Indtil videre sad jeg blot anspændt og ventede på, at det hele skulle gå i gang.

Jeg havde i første omgang syv hele timer alene i London, før jeg skulle mødes med Ella. Min eneste guide skulle vise sig at blive et ynkeligt, ubehjælpsomt kort, jeg faldt over i lufthavnen. Jeg havde besøgt London en enkel gang før, men det var 14 år siden med mine forældre. Erindringerne fra dengang bestod mestendels af usammenhængende snapshots, hvorfor andres beskrivelser i højere grad udgjorde min forestillinger om byen - om end divergerende beskrivelser. London skulle efter sigende være inspirerende og livlig såvel som umulig og deprimerende. Så stor, at der i London findes alt, hvad hjertet begærer, såvel som så stor, at der alligevel ikke er mulighed for at benytte byens uendeligt mange tilbud. Men stor – det var alle enige om.

Da jeg stod på stationen og skulle beslutte, om jeg skulle gå til højre eller venstre, var jeg endnu ikke blevet indhentet af hverken følelser eller begejstring. Jeg følte stadig en bemærkelsesværdig tomhed. Som dengang jeg havde sidste skoledag i gymnasiet. Jeg troede, vi alle skulle løbe ud af skolens port og hoppe og danse og være evigt smilende. At lettelsen ville manifestere sig fysisk, og at jeg for første gang skulle flyve i luften i ren og skær glæde. I stedet gik vi stille og roligt ud af døren og tænkte, at det nok bare ikke var gået op for os endnu. Nu stod jeg så i London og havde glemt, hvorfor jeg overhovedet ville til London. Jeg havde intet konkret mål. Jeg havde glædet mig til observere folk og opdage finurlige passager og steder. Flanere og lure på må og få. Men hvad og hvor og hvorfor?

Jeg slukkede min iPod. Med musik i ørerne tænkte jeg, at London ville forekomme endnu mere uvirkelig end den allerede gjorde - som en film, der flimrede forbi mig. Sikkert fordi massekulturen utallige gange før havde taget mig med på rejse hertil. Jeg blev stædig. Hvis følelserne ikke kom automatisk, så måtte jeg jo ud og finde dem. Mit konkrete mål blev altså at føle noget, hvor patetisk det end lyder. Ikke bare noget, men noget bestemt. En art beruselse over at befinde sig et nyt sted, der fortæller dig noget. Kalder nogle drømme frem. Giver dig mod på en ny start. Jeg ville koncentrere mig om at lægge mærke til. Jeg ville give mig god tid til at stoppe op og føle. Jeg skulle ud af min zombieskal og bryde ud i lutter latter; det var målet. Var det ikke det mindste, jeg kunne forlange eller var det i virkeligheden i forskruet tankegang? Kom der monstro noget godt ud af det? Var London en sikker energibombe?

London bliver omdrejningspunktet i de næste par indlæg…