London min ven

Det er allerede en måned siden nu... Jeg drog til London for i fire dage at udforske det Londonske efter måneders vinterdvale og stigende vintertristesse. ”I kan jo se det som en investering i fornyet begejstring og glæde”, forsøgte jeg at forklare mine snusfornuftige forældre, der havde undret sig over min måde at prioritere min lidet overvældende økonomi. London måtte uden tvivl være kuren over alle kure mod kedsomhed og kedelig kulde i København. London er ganske vist heller ikke varm og lys om vinteren, men London er London. Swingin’ London. Cool London. En sikker energibombe!

Med musik snurrende i ørerne sad jeg så i toget mod London Street Station fra Stansted Airport. Jeg sad med ret ryg og rygsækken placeret over mine knæ, mens jeg mekanisk fulgte med i, hvordan regnen, der først havde hamret aggressivt mod ruderne, umærkeligt omdannede sig til tørt, men stadig trist gråvejr. Jeg registrerede ligeledes kavalkaden af forstæder forvandle sig til storby. Desværre (!) uden at min ankomst til London automatisk blev fulgt af følelsen af at være i London. Jeg havde for dælen forventet – apropos kur og energibombe, at jeg på et tidspunkt og gerne med det samme ville blive slået omkuld af overvældelse og beruselse. Indtil videre sad jeg blot anspændt og ventede på, at det hele skulle gå i gang.

Jeg havde i første omgang syv hele timer alene i London, før jeg skulle mødes med Ella. Min eneste guide skulle vise sig at blive et ynkeligt, ubehjælpsomt kort, jeg faldt over i lufthavnen. Jeg havde besøgt London en enkel gang før, men det var 14 år siden med mine forældre. Erindringerne fra dengang bestod mestendels af usammenhængende snapshots, hvorfor andres beskrivelser i højere grad udgjorde min forestillinger om byen - om end divergerende beskrivelser. London skulle efter sigende være inspirerende og livlig såvel som umulig og deprimerende. Så stor, at der i London findes alt, hvad hjertet begærer, såvel som så stor, at der alligevel ikke er mulighed for at benytte byens uendeligt mange tilbud. Men stor – det var alle enige om.

Da jeg stod på stationen og skulle beslutte, om jeg skulle gå til højre eller venstre, var jeg endnu ikke blevet indhentet af hverken følelser eller begejstring. Jeg følte stadig en bemærkelsesværdig tomhed. Som dengang jeg havde sidste skoledag i gymnasiet. Jeg troede, vi alle skulle løbe ud af skolens port og hoppe og danse og være evigt smilende. At lettelsen ville manifestere sig fysisk, og at jeg for første gang skulle flyve i luften i ren og skær glæde. I stedet gik vi stille og roligt ud af døren og tænkte, at det nok bare ikke var gået op for os endnu. Nu stod jeg så i London og havde glemt, hvorfor jeg overhovedet ville til London. Jeg havde intet konkret mål. Jeg havde glædet mig til observere folk og opdage finurlige passager og steder. Flanere og lure på må og få. Men hvad og hvor og hvorfor?

Jeg slukkede min iPod. Med musik i ørerne tænkte jeg, at London ville forekomme endnu mere uvirkelig end den allerede gjorde - som en film, der flimrede forbi mig. Sikkert fordi massekulturen utallige gange før havde taget mig med på rejse hertil. Jeg blev stædig. Hvis følelserne ikke kom automatisk, så måtte jeg jo ud og finde dem. Mit konkrete mål blev altså at føle noget, hvor patetisk det end lyder. Ikke bare noget, men noget bestemt. En art beruselse over at befinde sig et nyt sted, der fortæller dig noget. Kalder nogle drømme frem. Giver dig mod på en ny start. Jeg ville koncentrere mig om at lægge mærke til. Jeg ville give mig god tid til at stoppe op og føle. Jeg skulle ud af min zombieskal og bryde ud i lutter latter; det var målet. Var det ikke det mindste, jeg kunne forlange eller var det i virkeligheden i forskruet tankegang? Kom der monstro noget godt ud af det? Var London en sikker energibombe?

London bliver omdrejningspunktet i de næste par indlæg…