TABERINDLÆGGET!!!

”Soy un perdedor
I'm a loser, baby
So why don't you kill me?”

Disse linjer skreg jeg hysterisk til min roomie – klingende falsk (for jeg forsøgte skam at følge Becks melodi fra storhittet Loser fra albummet Mellow Gold). Se det som en opfordring til alle, forklarede jeg til Ella, der lige skulle fange meningen. At nogen skal slå dig ihjel?, spurgte hun. Javist, og meget gerne dig, svarede jeg håbefuldt.
Jeg har ikke tid, sagde hun, jeg skal til julefrokost. Og tuttelu, så var hun ude af døren og på vej mod snaps, som alle helt almindelige og – tør jeg tilføje, populære, eftertragtede og vellidte mennesker drages mod i disse uger.

Jeg derimod er efterladt alene i lejligheden. Fredag. (FREDAG AFTEN/NAT, that is) (og lørdag også, men der er lang tid til i morgen. Monstro jeg overlever denne udfrysning fra de sociale liv) (I've been ostrazised, god dammit!!) Uden invitationer. Uden venner at ringe til. Uden bekendte at trygne om mercy. Nej, jeg er alene. Alone. A loser, baby. So why don't you kill me?
Beck indspillede tabersangen en gang tilbage i 1993, men ingen var så venlige dengang at følge hans opfordring, så staklen lever i bedste velgående. Så måske skulle jeg følge i hans fodspor og melde mig ind i Scientology (Beck er et af de mange celebre medlemmer i Scientology, hvis enkelte læsere skulle have misset den information)? Jeg har hørt, at sekter (og nej, jeg nægter at diskutere, hvorvidt scientology er en sekt eller ej. Det er den. Basta.) mestendels tiltrækker tabere (de er skrøbelige og lette at manipulere med, fordi de er desperate efter anerkendelse og bekræftelse), og, bevares, jeg er i ordets fulde betydning en sand en af slagsen. Desværre har jeg også hørt, at scientology er en ganske kostbar affære og med mit evindelige overtræk, der i øjeblikket har medført en tvunget betalingsstandsning, så er jeg ikke ligefrem et asset for Scientology. Jeg forudser, at mit taberpotentiale er så potent, at selv Scientology smækker med døren. Øv.

Jovist, jeg har overvejet andre sekter. Hvad med de mere radikale, hvor de i fællesskab drikker juice med gift i? Juice kan jeg vel lige sagtens spare sammen til, og selvom jeg ikke lige er opdateret i forhold til de aktuelle kurser for gift, så sparer jeg trods alt penge ved ikke at kunne bruge nogen efterfølgende?

Nu er jeg ikke den største fan af selvmord; også selvom det fører til frelse i det hinsides eller hvad sektlederne respektivt render rundt og fabler om (jeg ville helt sikkert falde for deres forklaringer, det er jeg slet ikke nervøs for. Jeg er heldigvis dum nok til ikke at stille logisk-rationelle spørgsmål til deres påstande. Jeg ville sluge dem råt og tænke – federen. Der er sgu en mening med tilværelsen!).
Problemet er nok snarere, at jeg er en taber. Selvmord? Lidt for meget action, ikke? Det er ikke særlig taberagtigt. Det er muligvis sindssygt, sørgeligt, tragisk, ærgerligt, krysteragtigt, egoistisk, og hvad der nu ellers kan hæftes på den slags afhængig af konteksten. Desuden er jeg en optismistisk taber? Måske håber jeg på, at det er en fase??

I virkeligheden er jeg medlem af det tavse forbund Anonyme Tabere (det skulle jeg nok have sagt med det samme!). Her står der i det uskrevne, ikke-eksisterende og aldrig diskuterede manifest, at en ægte taber ikke indgår i sociale relationer nogen sinde. Vi har ikke en eller anden klub på nettet, hvor vi deler erfaringer i et forum under triste pseudonymer som TaberKaj, HomeAloneAgainAgain eller Lorteliv83. Faktisk sondrer vi klart mellem fuldgyldige tabere og så de ynkelige, som udgøres af tidligere tabere, der har fundet selskab i andre tidligere tabere. Dette er ikke blot en analytisk skelnen, men praktiseres i virkelige situationer:
Ex 1.
Ynkelig A: Jeg har ikke andre at være sammen med, så i aften skal jeg være sammen med Ynkelig B, selvom hun ikke er så spændende.
Taber A: Suk, lucky you. I det mindste har du nogen at være sammen med!

Ex 2.
Ynkelig A: Min kæreste slår mig, men jeg kan ikke finde ud af at gå fra ham.
Taber A: I det mindste har du en kæreste. Og han vil endda gerne røre dig!

Okay okay, nogen vil måske påstå at jeg ikke skal klage blot fordi jeg tilfældigvis har en weekend uden planer (faktisk skal jeg julehygge på søndag!). Men okay, hvis I synes, at jeg klager uden grund, then why don't you kill me?

Fejlcastet til hovedrolle

Jeg lever i en film, gennem film og i kraft af film. Det er den måde, jeg forstår verden på. Og det er den måde, jeg visualiserer mine drømme på. Sagt på en anden måde, mit liv er godt, hvis det fungerer på film (og vi snakker hyggefilm (evt. soapede ungdomsdramaer)! De film, hvor alle ser godt ud, hvor sceneriet er lækkert, hvor alle får hinanden til sidst (efter de obligatoriske tilløb), altså vi snakker ikke tragiske dramaer eller overnaturlige thrillere).

Som det ser ud i øjeblikket, fungerer jeg absolut fremragende som biperson i mine veninders film. Til gengæld sucker jeg rimelig hårdt som hovedperson i mit eget liv. Hvad ville en anmelder sige? Måske at der ikke sker noget som helst i filmen – spild af tid og penge (men gode popcorn). Dialogen i de scener med hovedpersonens venner er til tider sjov og spidsfindig, men der mangler en vis tyngde. Der er utrolig lange scener med hovedpersonen alene, der læser til eksamen (!) og ellers ikke foretager sig særlig meget (stoffer, afsindig druk, vold – er det ikke unge mennesker, vi har med at gøre?). Måske burde instruktøren have kastet sig over et manuskript med et budskab – eller bare lidt mere følelse? (og tænk bare, en moderne film uden medvirkende med anden etnisk baggrund – ikke engang et lesbisk par har sneget sig med såvel som en handikappet. Vi lever jo i et multikulturelt samfund; det bør afspejles!!) Anmelderen ville sikkert mene, at hans eller hendes liv er mere interessant end pigens i filmen ( - som jo så er mit, hvilket jeg sikkert ville give ham eller hende fuldstændig ret i... når jeg ellers græder over anmeldelsen). Derudover ville anmelderen sige, at det er som om, at hovedpersonen er underligt ironisk distanceret til sin egen verden, hvilket gør det særdeles svært for publikum at holde med hende eller sågar resten af den spæde (ikke-eksisterende) historie.. Det kan også tænkes, at anmelderen blot ville vælge at revse valg af hovedrolle. Fejlcastet? (Mangler sex appeal?) Fylder ikke sin rolle ud/ giver ikke rollen liv? (Taler et ret grimt jysk?). Det er jammerligt. Det er ikke godt nok. Én stjerne!

Imidlertid er jeg rimelig god i rollen som det underholdende, kyniske, semi-sympatiske og kvasi-forstyrrede side kick i venindernes film. Det er selvfølgelig en taknemlig rolle. Side kicket bliver som oftest glemt/får sparket midt i filmen, når den yndige og forvirrede hovedperson endelig finder hoved og hale i sit liv og endelig får fat sin udkårne (-ofte en halvkikset nørd, som i virkeligheden er lækker og klog og charmerende). Måske får jeg lige et revival sidst i filmen, når parret skal giftes. Så har jeg enten fundet sammen med den pudsige fætter med overskæg og høje tindinger, eller også står jeg i en ferskenfarvet drøm med pufærmer og venter på, at brudebuketten bliver kastet (ikke at det er sket endnu - man har jo lov at håbe!?)

I det mindste er jeg med et sted og fungerer der. Bipersoner vinder også Oscars, og Judi Dench vandt én for at spille bidsk dronning i Shakespeare In Love, hvor hun alt i alt var med i hvad? 9-10 minutter? Som biperson kan du godt gøre indtryk trods mindre skærmtid! Som biperson behøver man ikke engang at være sød, men blot bidrage med lidt kant til den ellers ultra candyflossede historie. Det tror jeg, at jeg kan finde ud af. En hovedperson skal derimod være evig elskelig, klodset på den charmerende måde og feminin på den slanke måde. Men jeg kan vel nå det endnu. Måske vokser jeg ligeså stille fra ungdomsdramaerne, men jeg kan vel stadig redde mig en rolle i en ordinær 20something eller 30something-film. Måske i ”Bridget Jones – endelig ægte kikset”??!

Opsang til vejret

Ja ja Vejr, du er da meget sød, når du finder solen frem og lader den strutte, så det brænder, mens du kalder folk til kysten. Det er umiddelbart sympatisk, bevares. Men du skal ikke tro, at du er tilgivet så let.

Ser du, i måneder efter måneder efter måneder har jeg sukket efter solstråler, der varmer, men lige lidt hjalp det. Du gav mig den kolde skulder. Jeg var hensat til det sorte mørke og våde slud ligesom resten af den vinterdeprimerede befolkning. Jeg husker det som en tid, hvor alle var blot få impulser fra at pande hinanden ned og lade verden gå op i flæsk og blod. Hvis jeg kalder det for en tid med lutter lykke, så forstår du nok, at jeg er ganske sarkastisk!

Vejr, du er en djævel, og du ved det bedst selv. Det er ganske vist og særligt sikkert, at du ikke blot var forkølet i al den tid, idet dine hosteanfald var påfaldende dramatiske. Jeg tror derudover, du har moret dig en kende for meget med vandkamp og plasken med vand og vandbomber og vandvittige vandkanoner. Jeg tror, du har gemt dig bag dine uendelige lag grå skyer og været helt og aldeles veltilfreds. For du nyder at se andre lide. Vejr, din fetich er afsløret; du er sadist, og det har kun taget til med årene.

Hvad du har gang i lige nu med den søde sol og den venlige vind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke blot se det som et tegn din godhed – det er velsagtens ikke tilfældigt, at de rekordnærmende 25 graders varme med dertil hørende stille, mild vind har indfundet sig i – surprise – eksamenstiden? Du sidder velsagtens stadig et sted oppe i det blå og iagttager – klukkende - hvordan studerende med bøjet nakke indfinder sig i små lokaler med dårlig udluftning på deres respektive uddannelsesinstitutioner. De kommer først ud igen, når solen har pakket strandtøjet sammen og skiftet til pyjamas. Nej, hvis du for alvor ønsker min tilgivelse, så må du tage dig sammen og give mig sommer, så det batter – også mens jeg har fri!

Bryster

Jeg er begyndt at tage p-piller igen, og det påvirker mig sådan, at bestemte kropsdele på mig vokser betydeligt – ja, lad os da bare afsløre, at jeg såmænd lige pludselig har fået verdens største buste (og de folk, som kender mig, ved, at det mildest talt ikke kan holdes hemmeligt længere, så lad os tale lige ud af posen: Pamela og Dolly ville givetvis være dødmisundelige).

Det er imidlertid så latterligt ironisk med de hersens voksende bryster. Med p-piller mister jeg som bekendt muligheden (frivilligt!) for at få børn og i samme åndedrag transformeres jeg til ultrakvindelig. Jeg ligner kvinder, som de malede dem i renæssancen. Jeg er naturlig rund som bare fanden – alt strutter, og hofterne skriger ”der er plads til trillinger!!!”. Ja, jeg ser frugtbar ud - uden at være det. Og jeg undrer mig. Det burde være, mens jeg faktisk kan bolles tyk, at jeg havde bryster, der var faste, fyldige og store som fodbolde. Så ville mænd slet ikke kunne lade mig (dem!) være, men trygle mig om at føde deres børn. Og jeg som troede, at biologien i os var smart. Men nej, uden p-piller har jeg blot to flove rosiner, der på ingen måde lokker til leg. Ikke strategisk smart fundet på, hvis planen for os mennesker i øvrigt er, at vi skal reproducere os selv.

Jeg tager i øvrigt ikke p-piller, fordi jeg er i et fast forhold. Tværtimod er jeg alene i øjeblikket og har derfor absolut intet at bruge mine bryster til. De er jo netop kun cool, fordi mænd synes, de er så åndssvagt cool (indsæt gerne et mere passende ord end cool!) Store bryster har aldrig været andet end en tung byrde i hverdagen. I hvert fald for mig. De er ofte ømme, og de er i vejen, når man dyrker sport. Bh’er i de store størrelser er svære at finde samt grimme og dyre. Derudover er det svært at ligge på maven. Ok, ja, jeg skal ikke brokke mig. De nærtagende bliver fornærmede af mine ord, fordi de mener, at hvis bare de havde mine bryster, så ville livet være en leg. So quit complaining, sista! Ja, lige nu er der sågar små radmagre tøser, der frivilligt lægger sig under kniven, fordi de føler sig utilstrækkelige som kvinder med deres naturlige små sukkerknalde, og derfor må have sig et par kanoner for at få det godt med sig selv. Ja, jeg er så tilstrækkelig meget kvinde, at jeg med glæde ville dele ud af mit overskud, hvis det ellers var muligt. Jeg har kanoner uden kniv, og det er jo bare herre nice.

Nej, jeg tror faktisk, jeg bliver nødt til at ændre min attitude un petit peu, for store bryster er per definition bare bedre (ikke sandt?). Så jeg tænker, at jeg skal have mig en ny tøjstil. Modsat min gamle skal den nye fremhæve mine nødder! Jeg tænker røde kjoler med dyb udskæring. Jeg tænker stramme, stramme t-shirts. Jeg tænker push up - foret og vatteret og hele molevitten – hvorfor stoppe nu, hvis de kan blive endnu større. Så undskyld mit lille udbrud her. Jeg tager sgu udfordringen op!

Bar på Brick Lane: 1001.

Der sad vi i vores rejsetøj. Mine ben havde sitret af udmattelse, da vi var kommet ind på baren to timer tidligere. De faldt endelig sammen under mig, da vi fandt en blød, rød sofa. Her sad vi så og lyttede til house, der bølgede eksotisk frem for at pumpe. Vi kunne lide det.

I starten stod kun en enkel fyr på dansegulvet. Han var høj og kraftig – en bamse, men han havde taget stumpede bukser med seler på og dansede fuldstændig manisk og originalt og faktisk ret cool til rytmerne. Han blev ved og ved, mens sveden poppede fra hans krop. Pludselig stoppede han og forsvandt på toilettet. Dansegulvet blev overtaget af andre efter kort tid, mens vi stadig sad rejsens anstrengelser ud i sofaen. Med vores Carlsberg – i patriotismens tegn!

Min opmærksomhed blev snart fikseret på en lille petite pige, som bevægede sig rytmisk og let legende rundt på gulvet i et højt tempo. Hun var selvsikker, og hun vidste, at hun dansede godt. Hun var gavmild med sin dans og udfordrede alt med en puls til at danse med. Hun var kæk og afbrød folk midt i deres samtaler ved at danse sig ind mellem dem. De overgav sig til sidst, hvorefter hun forlod dem kort tid efter for at finde nye ofre. Mange – i særdeleshed fyrene - blev på dansegulvet, hvor de lidt akavet bevægede kroppen fra side til side, mens deres opmærksomhed konstant var rettet mod den lille dansende darling i håbet om, at hun kastede sig over dem igen. Det gjorde hun en gang i mellem. Men kun ganske kort. For kort tid til at de stakkels fyre blev tilfredsstillet, men nok til at de blev hængende lidt endnu.

I rundt regnet en halv time var den dansende pige hovedattraktionen på dansegulvet. Jeg nød showet. Hun dansede bedre end nogen anden, jeg har set på et diskotek, men jeg var for træt til at være misundelig på nogen måde. Jeg kunne intet men smile.

Selve klubben var industri- og fabrikspræget i sit interiør. I mine øjne er cool som oftest synonym med trashet og huleagtig, når det gælder caféer og natklubber, så stedet faldt ubesværet ind i kategorien cool. I København og andre byer, jeg har været i, plejer interiør og mennesker at falde i ét med hinanden. I København havde stedet vrimlet med piger med pandehår og acne jeans og fyre med hornbriller og tøj fra wood wood. Men her var folk betydeligt sværere at placere, idet alle typer syntes repræsenteret i et sært misk mask, hvor det gode humør sandsynligvis var eneste fællesnævner. Selv den lettere kiksede pige med de ufikse briller og den lidt for korte rullekravebluse, der afslørede hendes begyndende og blege topmave, slog sig frejdigt løs på dansegulvet. Og vi kunne sidde med vores flyfedtede hår, udtværede mascara og kufferter ved vores side uden at være det mindste udenfor. Sejt.

London min ven

Det er allerede en måned siden nu... Jeg drog til London for i fire dage at udforske det Londonske efter måneders vinterdvale og stigende vintertristesse. ”I kan jo se det som en investering i fornyet begejstring og glæde”, forsøgte jeg at forklare mine snusfornuftige forældre, der havde undret sig over min måde at prioritere min lidet overvældende økonomi. London måtte uden tvivl være kuren over alle kure mod kedsomhed og kedelig kulde i København. London er ganske vist heller ikke varm og lys om vinteren, men London er London. Swingin’ London. Cool London. En sikker energibombe!

Med musik snurrende i ørerne sad jeg så i toget mod London Street Station fra Stansted Airport. Jeg sad med ret ryg og rygsækken placeret over mine knæ, mens jeg mekanisk fulgte med i, hvordan regnen, der først havde hamret aggressivt mod ruderne, umærkeligt omdannede sig til tørt, men stadig trist gråvejr. Jeg registrerede ligeledes kavalkaden af forstæder forvandle sig til storby. Desværre (!) uden at min ankomst til London automatisk blev fulgt af følelsen af at være i London. Jeg havde for dælen forventet – apropos kur og energibombe, at jeg på et tidspunkt og gerne med det samme ville blive slået omkuld af overvældelse og beruselse. Indtil videre sad jeg blot anspændt og ventede på, at det hele skulle gå i gang.

Jeg havde i første omgang syv hele timer alene i London, før jeg skulle mødes med Ella. Min eneste guide skulle vise sig at blive et ynkeligt, ubehjælpsomt kort, jeg faldt over i lufthavnen. Jeg havde besøgt London en enkel gang før, men det var 14 år siden med mine forældre. Erindringerne fra dengang bestod mestendels af usammenhængende snapshots, hvorfor andres beskrivelser i højere grad udgjorde min forestillinger om byen - om end divergerende beskrivelser. London skulle efter sigende være inspirerende og livlig såvel som umulig og deprimerende. Så stor, at der i London findes alt, hvad hjertet begærer, såvel som så stor, at der alligevel ikke er mulighed for at benytte byens uendeligt mange tilbud. Men stor – det var alle enige om.

Da jeg stod på stationen og skulle beslutte, om jeg skulle gå til højre eller venstre, var jeg endnu ikke blevet indhentet af hverken følelser eller begejstring. Jeg følte stadig en bemærkelsesværdig tomhed. Som dengang jeg havde sidste skoledag i gymnasiet. Jeg troede, vi alle skulle løbe ud af skolens port og hoppe og danse og være evigt smilende. At lettelsen ville manifestere sig fysisk, og at jeg for første gang skulle flyve i luften i ren og skær glæde. I stedet gik vi stille og roligt ud af døren og tænkte, at det nok bare ikke var gået op for os endnu. Nu stod jeg så i London og havde glemt, hvorfor jeg overhovedet ville til London. Jeg havde intet konkret mål. Jeg havde glædet mig til observere folk og opdage finurlige passager og steder. Flanere og lure på må og få. Men hvad og hvor og hvorfor?

Jeg slukkede min iPod. Med musik i ørerne tænkte jeg, at London ville forekomme endnu mere uvirkelig end den allerede gjorde - som en film, der flimrede forbi mig. Sikkert fordi massekulturen utallige gange før havde taget mig med på rejse hertil. Jeg blev stædig. Hvis følelserne ikke kom automatisk, så måtte jeg jo ud og finde dem. Mit konkrete mål blev altså at føle noget, hvor patetisk det end lyder. Ikke bare noget, men noget bestemt. En art beruselse over at befinde sig et nyt sted, der fortæller dig noget. Kalder nogle drømme frem. Giver dig mod på en ny start. Jeg ville koncentrere mig om at lægge mærke til. Jeg ville give mig god tid til at stoppe op og føle. Jeg skulle ud af min zombieskal og bryde ud i lutter latter; det var målet. Var det ikke det mindste, jeg kunne forlange eller var det i virkeligheden i forskruet tankegang? Kom der monstro noget godt ud af det? Var London en sikker energibombe?

London bliver omdrejningspunktet i de næste par indlæg…

En hyggelig eftermiddag med min ven Vlad

Vi skal have chai te nu, siger Vlad pludseligt og rejser sig beslutsomt fra sin slidte grønne lænestol. Jeg sidder op ad hans radiator og bladrer i fotomagasinet Filter. Jeg er helt opslugt af nogle surrealistiske portrætter, som en vis Loretta Lux har taget af børn med perfekt teint og intense blikke. Deres hoveder, ører eller øjne er mildt forstørrede med det resultat, at de er ubestemmeligt uhyggelige og fængslende på en og samme tid. Jeg registrerer derfor kun, at Vlad forsvinder ud i køkkenet, men reagerer ellers ikke.

Sådan er det altid, når jeg besøger Vlad. Vi laver typisk hver vores ting. I starten var jeg forbandet forvirret over, hvad denne mystiske fætter mon ville mig. Han var ikke interesseret i min krop, konkluderede jeg hurtigt, for han gjorde absolut ingen tilnærmelser. Han forsøgte heller ikke at charmere mig med gaver, komplimenter, hvad som helst. At han forekom at være så frygtelig kejtet, havde intet med mit nærvær at gøre, kunne jeg ligeledes konkludere. Kejtethed er velsagtens hans natur, hvis man ellers tror på den slags. Han gjorde imidlertid meget ud af at få mig til at føle mig hjemme. ”Hvis du bliver sulten, tager du bare noget i køleskabet”, sagde han en af de første gange, jeg besøgte ham. Han havde vist mig rundt i lejligheden, selvom jeg havde været der før. Han gennemgik hver en lille krog med henblik på at læse, studere, tænke og drømme lige netop dette særlige sted i lejligheden. Jeg var lammet af forvirring over hele situationen. Jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor han gjorde og sagde, hvad han gjorde og sagde. Efter sin lille tour de lejlighed satte han sig til rette med en bog, sendte mig et gennemgribende uskyldigt smil og forsvandt så øjeblikkeligt fra virkelighedens overflade. Jeg stirrede på ham. Først afventende. Derefter, da det gik op for mig, at der tilsyneladende ikke skulle ske mere, blev jeg i stedet helt usandsynlig usikker og endnu mere forvirret. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Hvad havde den sære snegl monstro tænkt sig? Var det det meningen, jeg bare skulle gå…?
Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg alligevel endte med selv at nyde dette tossede samvær og faktisk komme hos Vlad så ofte, som jeg gør. Ella synes, han lyder vildt uhyggelig, men det er nok i virkeligheden det sidste, man kan kalde Vlad. Lidt sær ville ikke være helt af vejen, men samtidig mere sympatisk end folk er flest. Han er begyndt at samtale lidt mere, hvilket er hyggeligt, men jeg kan ikke påstå, at situationen ikke stadig er påfaldende besynderlig.

Musikken stopper, og Vlad kalder fra køkkenet, om jeg ikke sætter noget nyt musik på. Jeg flytter mig modvilligt fra den varme radiator og stopper pladespilleren, ”Jeg skifter lige til min iPod”, råber jeg. Jeg finder nummeret Club Thing med Yoav på en af mine spillelister velvidende om, at Vlad vil ryste på hovedet. Der bor en gammel mand inde i ham, der ikke forstår sig på nutidens unge og deres sære tilbøjeligheder. Vlad hører jazz. Han har en bred smag inden for jazz, bevares, men generelt en lidt snæver referenceramme i forhold til nyere kultur, ”Den er super fed, den her sang”, råber jeg til ham og skynder mig tilbage til min varme plads og pakker mig ind i et tæppe. Det er frysende koldt udenfor. Man kan høre vinden rive i ruderne. Vlad kommer ind med chai teen. ”Du vil elske den her”, siger han og smiler stolt, ”Jeg laver verdens bedste chai te”. Jeg er i forvejen forundret over, at denne unge fyr med så gammelt et sind overhovedet ved, hvad chai te er, men at han tilmed har ret i, at den er suveræn god, er næsten det bedste. ”Du overrasker mig da også hele tiden”, siger jeg og blinker til ham.

Theis flytter

Jeg er på vej på biblioteket for at aflevere en stak cd’er, som allerede er long over due, da jeg støder ind i min nabo Theis på trappen. Han kommer slæbende med flyttekasser og har et sart sammenbidt utryk i ansigtet.

”Hov Anna!”, udbryder han og virker overrasket over at se mig.

Det er også ufattelig lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg har været fordybet i eksamen, mens han velsagtens har haft travlt med at rende efter søde Anne, som han stadig smaskhamrende forelsket i.

”Gud, er du ved at flytte?”, spørger jeg forbavset, ”Det kan du da ikke…”.

”Jeg flytter sammen med Anne i hendes lejlighed på Frederiksberg”, svarer han og ser selv lidt ærgerlig ud, ”Jeg kommer helt sikkert til at savne Vesterbro… Jeg fremlejer lejligheden til min fætter – I må gerne holde lidt øje med ham. Han er sgu ikke verdens mest pålidelige fyr!”, siger han.

"Det lyder farligt”, jeg griner lidt.

”Det ER farligt, men det e et alle tiders arrangement, fordi han stod uden tag over hovedet – som min kloge mor, der har købt lejligheden til mig, sagde. Men der er sgu ingen folk med respekt for sig selv, der frivilligt lejer ud til det tågehoved. Han blev smidt ud af en fremleje sidste år. Hvem bliver smidt ud her i Danmark? Han har tilsyneladende snyltet rundt mellem kammerater de sidste par måneder.. Han er en fin fyr, men han.. tja, han minder sgu nok lidt om mig, før jeg mødte Anne. Bare værre om muligt”.

”Værre? Det lyder i sandhed farligt!” Jeg smiler ved tanken om en ny gammel Theis, ”Men hør, du ser ikke så tilfreds ud. Er det hårdt at flytte?”.

”Jeg klarer mig… Men en lidt hård dag. Jeg havde tilsyneladende glemt, at Anne og jeg ikke ligefrem deler det der boligstil, så jeg har nogle ting, jeg ikke kan tage med. Fodboldbordet er blevet kørt over til Jens og Thor. Min samling af stjålne ølglas blev min lillebror svært glad for. Jeg fik da lov at tage min grønne lampe med.. Hov, har du monstro brug for en sofa?”

”Åh nej, vel ikke den mørkeblå lædersofa? Den er så cool…”, han nikker til mig, ”Ej, hvor ærgerligt.. Jeg har desværre ikke plads. Kan du ellers ikke låne den til din fætter? Jeg mener, den er alt for cool.. Du må ikke smide den ud”,

”Det havde jeg bestemt heller ikke tænkt mig, men Oscar, som min fromme fætter i øvrigt hedder, kunne godt gå hen og ødelægge den lidt for hurtigt, så ja..”. Theis ser ikke tilfreds ud.

”Hvornår ser vi dig igen?”, spørger jeg.

”Har du ikke snakket med Anne? I er inviteret til et eller andet i næste weekend.. Jeg har ikke helt styr på det, men Ella og dig skal komme, for I skal møde Oscar. Jeg har jo tænkt mig, at I for fremtiden skal være mine spioner..”

”Vi er simpelthen inviteret, fordi du har brug for barnepiger til din ustyrlige fætter… Kun derfor? Hvad får vi for det?”,

”Ja Anna, kun derfor. Jeg har jo egentlig aldrig kunnet lide jer. Fjollede pigebarn! Hør nu, I skal komme, fordi I er to vældig flinke mennesker. Men I skal ikke opfatte indbydelsen som et tilbud om en hyggelig aften, hvor I kan takke nej, fordi der tilfældigvis er noget andet og sjovere den aften. Nej, det er ikke en mulighed. I SKAL komme”, Theis ser alvorligt på mig og griner så: ”Og halløj Anna, Oscar er sgu da for resten halvt svensker. Og han har svenske venner. Massevis.. Det kan være din gevinst”.

”Haha.. Nårh ja, du har svensk familie. Mærkeligt at jeg aldrig har udnyttet det før, men ja, det kan jeg vist ikke gå glip af. Og sandt at sige er jeg også temmelig nysgerrig efter at se fætter bølle.. Jeg bliver skuffet, hvis han ikke er en værre lømmel. Men hør, så ses vi jo heldigvis snart.. God flytning og al det der. Jeg skal nå på bibberen, inden de lukker i dag… Hils frøken Anne..”.

”Lige over. Hils frøken Ella. Og sig, at jeg så hende med løst hår forleden dag. Jeg troede sgu, at grunden til, at hun altid går med den der knold, var fordi det lange hår var grimt.. Eller det har hun sagt, men hun var vildt lækker.. Øh, ikke at misforstå.. Hov, Anna – lige en ting mere. Hvad er det for noget med en russer? Ella fortalte lidt om ham, da jeg snakkede med hende sidst.. Hed han Plat?”

”Haha.. Sikke et par sladdertasker.. Og ja, han hed helt sikkert Plat. Flot navn, ikke? Ham må du høre om en anden dag. Og jeg skal nok fortælle Ella, at du synes, hun er for lækker med langt hår. Vi ses du!”.

Jeg hader det danske vejr!

”Lorteland!”, skriger jeg og sparker i affekt til i min cykel. Jeg har siddet hele dagen med min opgavegruppe og diskuteret vores problemstilling, som vi stadig ikke har fod på. Det er frustrerende ind i helvedet. Og nu er det blevet mørkt, snesludet fyger i gaderne, og det er ondskabsfuldt koldt. Og jeg skal hjem. Jeg ser tvært mod himlen, der gemmer sig godt bag sludet. Det bliver en gemen tur tilbage til Vesterbro fra Amager med sur blæst mod ansigtet, blå fingre og lemmer rystende af kulde. Bestemt ikke det, jeg har brug for lige nu!

Bag mig går et kærestepar forbi og kigger nysgerrigt efter mig. ”Hvad glor I på?”, ryger det ud af mig, og jeg sparker igen. Denne gang mod cykelstativet. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader det danske vejr. Koldt, træls, deprimerende. Og jeg hader, at alle mine venner i øjeblikket bor på Amager. Når jeg nu ikke selv bor der. Amager betyder blandt andet en syg tur over kanalen. Langebro er et sandt helvede at passere særligt i led frost og blæst. I morges turbotrådte jeg i pedalerne og havde en krigers grimasse uden at komme nogen vegne over broen. Jeg må have været et lystigt syn for de heldige forbipasserende i bil.

”Der er noget galt med at bo på Amager i frostvejr, at I ved det. I burde alle bo på Vesterbro. Så kan vi sælge Amager til svenskerne?”, foreslog jeg de andre, da jeg en halv time for sent væltede ind ad døren hos Thea, som lagde lejlighed til gruppemødet i dag.

”Amager er også næsten Sverige. Det er i hvert fald tæt på”, siger Bea, som er det fjerde medlem i gruppen udover Inge, Thea og jeg.

”Men Amager er altså et dejligt sted”, siger Inge, som straks begynder på sin evige salgstale for ”ønskeøen”, som jeg sværger på, jeg kan udenad. Stranden 5 minutter væk, den hyggelige Ingolfs Kaffebar, vulgært glitter og lir i Herolds Varehus, den interaktive udstilling af menneskelig lavkultur og dårskab i Amager Centret, de åbne vidder på Amager Fælled og, ”og så har Amager altså sin helt egen charme!”, indvender Inge og tilføjer, ”Og desuden Anna, hvis du vidste, at alle svenskerne boede herude, ville du jo cykle rundt på Amager hele tiden alligevel”. Sandt nok. Jeg elsker virkelig svenskere.

”Men det er også meget smart at have dem samlet på ét sted”, svarer jeg efter at have tænkt mig lidt om..

”Det er de da allerede. Læser de ikke alle medicin eller dyrlæge?”, siger Inge og formår næsten at dreje samtalen over på noget andet.

”Men det er heller ikke fucking Amager, der er problemet. Det er vejret. Og Danmark. Og dumme Langebro. Jeg hader Langebro. Har jeg sagt det? Jeg hader den fucking bro. Flyt til Vesterbro. Please!”. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader ikke Langebro oprigtigt, og slet ikke Amager, men jeg hader oprigtigt det danske vejr. Jeg har for længst droppet enhver forhåbning om skønhed, lykke og latter i de mørke vintermåneder, som følger, og har modvilligt accepteret, at det lige nu udelukkende handler om overlevelse. Om at finde praktisk tøj, jeg kan pakke mig ind i, hvilket derfor er skyld i, at jeg for tiden er beyond grim. Det handler om for mig at klæbe mig op ad min radiator i timer af gangen. Om aldrig at forlade hjemmet uden en fyldt termokande. Om at gå rundt i lejligheden med min dyne som kåbe og være det kvindelige modstykke til Michelin-manden. Højdepunktet i løbet af dagen er klart det kogende varme brusebad om morgenen (selvom selve det at stå op om morgenen er dagens absolutte lavpunkt). Og dagen har været helt exceptionel god, hvis det lykkes mig at fremtvinge blot et enkelt smil i løbet af dagen. Jeg gætter på, at jeg må være stærkt elskelig for tiden!

Jeg tænder ipod’en og leder efter Stereo Total i biblioteket, trækker vejret dybt og begiver mig forsigtigt ud i vintervejret parat til at blive blæst igennem og blive både våd og svedkold. Måske bliver det ligefrem hyggeligt. Jeg tvivler. Og i morgen skal jeg til Amager igen. Igen.