Ja ja Vejr, du er da meget sød, når du finder solen frem og lader den strutte, så det brænder, mens du kalder folk til kysten. Det er umiddelbart sympatisk, bevares. Men du skal ikke tro, at du er tilgivet så let.
Ser du, i måneder efter måneder efter måneder har jeg sukket efter solstråler, der varmer, men lige lidt hjalp det. Du gav mig den kolde skulder. Jeg var hensat til det sorte mørke og våde slud ligesom resten af den vinterdeprimerede befolkning. Jeg husker det som en tid, hvor alle var blot få impulser fra at pande hinanden ned og lade verden gå op i flæsk og blod. Hvis jeg kalder det for en tid med lutter lykke, så forstår du nok, at jeg er ganske sarkastisk!
Vejr, du er en djævel, og du ved det bedst selv. Det er ganske vist og særligt sikkert, at du ikke blot var forkølet i al den tid, idet dine hosteanfald var påfaldende dramatiske. Jeg tror derudover, du har moret dig en kende for meget med vandkamp og plasken med vand og vandbomber og vandvittige vandkanoner. Jeg tror, du har gemt dig bag dine uendelige lag grå skyer og været helt og aldeles veltilfreds. For du nyder at se andre lide. Vejr, din fetich er afsløret; du er sadist, og det har kun taget til med årene.
Hvad du har gang i lige nu med den søde sol og den venlige vind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke blot se det som et tegn din godhed – det er velsagtens ikke tilfældigt, at de rekordnærmende 25 graders varme med dertil hørende stille, mild vind har indfundet sig i – surprise – eksamenstiden? Du sidder velsagtens stadig et sted oppe i det blå og iagttager – klukkende - hvordan studerende med bøjet nakke indfinder sig i små lokaler med dårlig udluftning på deres respektive uddannelsesinstitutioner. De kommer først ud igen, når solen har pakket strandtøjet sammen og skiftet til pyjamas. Nej, hvis du for alvor ønsker min tilgivelse, så må du tage dig sammen og give mig sommer, så det batter – også mens jeg har fri!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar