torsdag den 23. april 2009

Ruben

(se evt. afsnittet om Hornbriller)

Ruben er 25 år, going on 26, afhopper fra kunsthistorie og nuværende stud.scient.pol, hvilket han faktisk kan bruge til noget, som han forklarer. Han er stadig stærk i prætentiøse udfoldelser omkring kunst og makværk, men han er som noget nyt også blevet fjollet med kriminologi. Han har nemlig læst en norsk bog om det engang...

Han kan vældig godt lide Norge. Han har tilmed norske venner, blandt andet et norsk energibundt af en festglad gut, som ejer slanger, og som har en kæreste, der som det første gav mig et smækkys på kinden og sagde, at hun ville spise mig på syngende norsk. Ruben kan også synge på norsk og så sandelig også på svensk. Det bør ingen snyde sig selv for at lytte til!

Ruben er glad for elektronisk musik og har arrangeret privatfester og morgesbashes for ligesindede i Århus. De var smarte, og der kom politi, og det var ulovligt, og nu gør alle det (men hvem gjorde det først?!!!!) Før det var han hipster i kbh sammen med de andre swags og ejer følgelig en masse Vibskov-kluns og namedropper dyre brands og kender sin fashionABC. Modeindustrien er imidlertid det argeste i verden fyldt med fakefede mennesker, som gang på gang er genstand for seriøs Ruben-hate i tide og utide. Vibskov er droppet til fordel for pigetrøjer i mit skab, som han fjanter rundt i til stor morskab for mig, thi han er dobbelt så høj og halvt så tyk som jeg. Han er faktisk en flot ung fyr, hvis jeg selv skal sige det, som (naturligvis!) har hornbriller, er skægget og har en klud om halsen. Han elsker fodbold, Alien beat Club (læs: Marcel), kager, scrabble, dokumentarer, flødesovs og sine orkidéer, der endelig er sprunget ud igen.

Hans musiksmag er eklektisk, litteraturen norsk og bukdalsk, filmsmagen består af drengerøvskomedier og så er han en sand kunstguru, der ikke behøver at argumentere for, hvorfor noget kunst er fint og andet noget bras (og han behøver heller ikke at argumentere for, hvorfor han ikke skal argumentere for det!)

Han er et nydelsesvæsen og ved, hvad der er godt i livet. Han er gavmild med komplimenter og han siger, at han aldrig bliver træt af mig – hans største styrke, hvis jeg skal skære helt ind til benet.

Han hader Ikea og kakkelbordsdanskere, men drømmer om fladskærm og køleskab med isterningeautomat. Han hænger ud med kindkysmafiaen (Århus' posh people; socialites; hipsterklub; kulturbloggere; eventmagere; dem der er noget ved musikken; whatever...) og brille-juntaen (overboen og fruen – alle tre brillebrugere, alle intellektuelle med referencerne i orden, alle ældre end jeg). Han er sønderjyde, men benægter at tale jysk, thi han taler rigsdansk. Han er midterbarn i en søskendeflok på tre. Faderen kan lide tal og folkemusik, moderen er fjollet med håndarbejde, mens Ruben er god til mange ting. Blandt andet til at smalltalke med hypede it-mennesker og andre wannabes. Og til at tale med mig. Det er vi gode til. At tale sammen. Men der er mange ting, vi er gode til sammen. Og nu hvor han er rettelig præsenteret, er han hermed inkluderet i persongalleriet og vil nu figurere som en naturlig del af de fremtidige indlæg. Velkommen – må du ikke fortryde det!

Intermezzo, interlude, meta... and so on...

I en anmeldelse af korrespondancebogen skiftevis forfattet af Maise Njor og Camilla Stokmann (i mine øjne Tulle og Tulle?) skrev anmelderen, at Maises mand havde frabedt sig mere omtale fra omtrent halvvejs i bogen, da de midt i processen skulle skilles. Den anmodning kan jeg fra hans side godt forstå, men anmelderen ærgrede sig selvklart gul og blå. Hun mente, at læseren gik glip af noget yderst interessant, og når nu korrespondancen handlede om pigernes egne små navlepillende tulle-problemer, så var det lidt som at undgå elefanten i rummet at vige uden om noget så stort som en skilsmisse. Jeg har overhovedet ikke læst bogen og har heller ingen planer derom, men jeg har tænkt over problemet privatliv i forbindelse med min egen blog (filosofiske tanker, non?) 

Jeg forstår problemet med på den ene side at udlevere sig selv (i øvrigt fra sit eget uundgåeligt iscenesatte og kontrollerede perspektiv), og på den anden side at udlevere sine næste fra den nære omgangskreds, som ikke har andet end min nåde at klynge sig til (anna the puppetmaster!).  Well-o-well, nu har jeg fået en af de dersens kærester, som har det med at sætte sig på en stor del af min tid og kravle med ind i rigtig mange oplevelser. Han hører alle de af mine tanker, som har potentialet til at udvikle sig som blogindlæg, ligesom han selv konstant leverer ypperligt materiale at tage udgangspunkt i. Jeg overvejer imidlertid, om det ikke er farligt for et parforhold, hvis jeg begynder at bringe ham i spil på bloggen? Kan jeg slippe godt fra ikke kun at skrive, at han er guddommelig sød og frickin' hott? Er det ikke rimelig kedeligt for andre at læse om, hvor evig sød han er – i længden? (Han er sød! Han er faktisk min kæreste af den simple grund, at han er ret så enestående og fantastisk)

Så nu har jeg trukket den i mere end tre måneder, hvor jeg behændigt har undgået at nævne gutten mere end en enkel gang i en sidebemærkning, som ingen kunne blive fornærmet over. Hvis ikke det var fordi, han faktisk er blevet fornærmet over sin egen usynlighed! Modsat Maises mand har han eksplicit bedt mig om at skrive om ham. Han har sågar klaget over, at jeg ikke i indlægget om min nye cykel fra forleden, skrev, at det var ham og ham alene, som havde fikset filejsen – sat kæden på og savet den gamle lås over med en vinkelsliber (det var SÅ mandigt, skulle jeg hilse at sige) Faktisk mente han, at jeg passende kunne råde bod ved at dedikere et helt indlæg kun om ham. Jeg indvilgede – kun fordi at tilladelse er til for at blive udnyttet. Nu må vi se, om han kan holde til at blive drillet offentligt og på evig skrift. Det må tiden vise - jeg ved, at han læser med. Så Ruben, det næste indlæg: it's all about you!

NB: Jeg kan i øvrigt meget apropos Tulle og Tulles korrespondancebog fortælle, at Ruben og jeg i begyndelsen af vores bekendtskab korresponderede kraftligt via facebook, hvor vi skrev stolpe op og stople ned om alting og ingenting, og til sidst blev enige om, at det måtte være starten på en guldgrube – også kaldet samtale/korrespondance/interview-bog, som vi planlægger at udgive den dag, vi ikke ved, hvor vi ellers skal få penge fra!


onsdag den 22. april 2009

Ny cykel

I en periode har jeg været uden cykel. Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg bor centralt, så jeg går gerne på gåben rundt i byen. Jeg gik sågar til universitetet på Amager, når jeg havde undervisning. Min gamle cykel stod på Frederiksberg. Helt derude hvor postnummeret er 2000. Jeg er selv rykket til K, så jeg lod stå til og regnede såmænd med at cyklen for længst var blevet fjernet i forbindelse med forårsrengøring i den pågældende gård. En aktivitet, der som regel indbefatter sortering af brugte og ubrugte cykler. Jeg har måske skænket det en tanke eller to og rystet lidt på skulderen. Det var for besværligt at ærgre sig over det. Jeg nød jo sådan set livet uden cykel. Når jeg går en tur, så tænker jeg så dejligt frit over livet og verden. Jeg foretrækker til en hver tid at gå frem for at cykle. Det er samtidig fedt at have en undskyldning for at tage metroen, når det regner. Blæsten er også koldere på en cykel. Jeg var faktisk blevet enig med mig selv om, at jeg slet ikke brød mig om at cykle.

Jeg blev vant til at leve uden en cykel, men en gang i mellem meldte irritationen sig. Jeg skulle til fest på Østerbro, og én ting var turen derud, et andet var turen hjem (det løste sig i øvrigt ved at jeg faldt belejligt i søvn i værtsparrets seng og vandrede hele turen hjem næste morgen, mens jeg gumlede i en tør croissant fra 7-eleven og gurglede i en cocio). Flere episoder dukkede op, og nu begyndte jeg at savne en cykel. Voldsomt. Pludselig var friheden fra ikke altid at skulle cykle blevet til et fængsel. Jeg kom jo aldrig ud af indre by! Der var bare SÅ langt til Frederiksberg, og hvad hvis cyklen var blevet fjernet? Jeg forsøgte med alle former for adspredelse. At tænke på min cykel var at gøre vold mod mig selv, og jeg foretrækker langt hen ad vejen at gøre vold mod andre.

En dag kommer jeg ud i min egen gård for få lidt sol, og her blev jeg mødt af et kækt godmorgen og vil du have en cykel, af en af mine medbeboerer. Der var cykelrengøring i gården og de ejerløse cykler stod samlet og sukkede og bad efter en ny ejer. Jeg får straks øjenkontakt med en adonis af en cykel, der flexer sit stel og kalder mig i sin retning. Kun kæden er hoppet af, men ellers er det en udsøgt præmietyr, jeg har udset mig. Sadlen, som er cyklens svar på en popo, er tilmed af mærket Brooks – det bliver svært ikke at komme i bukserne, når man svinger sig op på sådan en krabat. Jeg er vild og fyrig. Cyklen er virkelig stor og sadlen må sættes lidt ned, men sådan må vi alle gå på kompromis en gang i mellem (det har bestemt ikke gjort noget ved cyklens mandighed, skulle jeg hilse at sige). Jeg køber en lås, kæden bliver sat på, og vupti, så er jeg blevet til cyklens rette ejermand.

I starten kan jeg ikke undgå at sammenligne min nye cykel med min gamle cykel, som jeg har haft, siden jeg var 13 år. Det var faktisk en børnecykel. Med min nye cykel er jeg gået fra pony til hest, fra dreng til mand. Den er tungere og sværere at jonglere med, men jeg sidder fortræffeligt på den. Rank og stolt cykler jeg afsted gennem byen og mærker foråret smile til mig og puste varme vinde mod mine kinder. Jeg vil straks ud at cykle igen, så snart jeg har nået min destination. Da vi ikke har nok ost til pizzaen hos min veninde, melder jeg mig fluks frivilligt til at hoppe på cyklen og tage i Fakta. Der er mange nye følelser med en ny cykel. Jeg er forsigtig, da jeg første gang sætter cykellygter på. Hvor klæder de ham mon bedst? Jeg er stolt, kan jeg mærke. Jeg kigger hånende på andres cykler. Ingen kan måle sig med min. Han er den flotteste cykel i byen. I universet, utvivlsomt. Jeg visker sagte, mens jeg cykler mod mere ost, at jeg er virkelig glad for at have fået min cykel som cykel. Og indvendigt tænker jeg, at jeg måske elsker min nye cykel. Men er det lidt tidligt? Det kriller i maven.

Så sker det, at jeg skal besøge min veninde på Frederiksberg. Det er med en vis nervøsitet, at jeg parkerer mine nye cykel i stativet og går lidt rundt blandt de andre cykler for at se, om min gamle cykel stadig står der. Og ikke så lang fremme, står den stille og roligt og gennemtålmodigt. Jeg er overrasket over, hvor let jeg genkender den. Fra lang afstand afslører den halviturevne saddel sig samt de manglende reflekser på bagskærmen. Formen er ikke til at tage fejl af og dens klejne struktur virker sødere end lige husket (den virker mindre ynkelig end ventet, forstås). Den smukke røde farve, som utallige har rost (mest fordi de ikke kunne finde på andet at rose ved cyklen – eller ved mig, måske) og gearet, der er blevet malet lyserødt af nogle rebeller, og styrets bandager, der er halvt bundne op eller sågår fjernet, så kun kolde nøgne jernestange er tilbage. Det hele husker jeg. Og jeg bliver en smule vemodig. Minderne tager til. Jeg husker, hvordan jeg måtte strække mig alt for langt forover, så min numse strittede for meget op i vejret. Jeg husker, hvordan hjulene altid var flade, men jeg husker også, hvordan vi ofte cyklede sammen med Ella og hendes grå rustbunke, der skrattede og larmede helt forfærdeligt, og vi fire havde det helt og aldeles vidunderligt. Jeg huskede, hvordan min gamle cykels lille figur snedigt og fleksibelt kunne smutte gennem snarsagt alle krøller og lommer i trafikken, og hvordan jeg altid vidste præcist, hvordan balancen ville fordele sig, når jeg puttede tasker i cykelkurven. Jeg cyklede gennem natten uden hænder. Jeg cyklede uden hænder og uden at tænke. Det hele var naturligt. Og sammen blev vi til et. Ja, jeg kunne lukke øjenene, og så ville min cykel selv finde vejen hjem. Men hjem til Vesterbro, og der bor jeg ikke mere.

Det var dengang. Den æra er forbi. Jeg kigger en sidste gang på min gamle cykel, før jeg smutter ind til min veninde. Jeg er ikke klar til at sige endeligt farvel. Vi kan vel være venner, tænker jeg, og mon ikke gæster fra Jylland vil glæde sig over, at kunne låne den lille røde, når de kommer på besøg? Jeg lover mig selv at hente cyklen snart, men på vej hjem, mærker jeg, at mundvigene smutter om til ørerne, så snart jeg sidder på min nye cykel. Den er vel nok skøn, tænker jeg glad. Den er måske ikke så smidig, men så er den alt det andet, som jeg har manglet og savnet så længe. Og tænk, at jeg har kunnet undvære en cykel. Hvor absurd!