(se evt. afsnittet om Hornbriller)
Ruben er 25 år, going on 26, afhopper fra kunsthistorie og nuværende stud.scient.pol, hvilket han faktisk kan bruge til noget, som han forklarer. Han er stadig stærk i prætentiøse udfoldelser omkring kunst og makværk, men han er som noget nyt også blevet fjollet med kriminologi. Han har nemlig læst en norsk bog om det engang...
Han kan vældig godt lide Norge. Han har tilmed norske venner, blandt andet et norsk energibundt af en festglad gut, som ejer slanger, og som har en kæreste, der som det første gav mig et smækkys på kinden og sagde, at hun ville spise mig på syngende norsk. Ruben kan også synge på norsk og så sandelig også på svensk. Det bør ingen snyde sig selv for at lytte til!
Ruben er glad for elektronisk musik og har arrangeret privatfester og morgesbashes for ligesindede i Århus. De var smarte, og der kom politi, og det var ulovligt, og nu gør alle det (men hvem gjorde det først?!!!!) Før det var han hipster i kbh sammen med de andre swags og ejer følgelig en masse Vibskov-kluns og namedropper dyre brands og kender sin fashionABC. Modeindustrien er imidlertid det argeste i verden fyldt med fakefede mennesker, som gang på gang er genstand for seriøs Ruben-hate i tide og utide. Vibskov er droppet til fordel for pigetrøjer i mit skab, som han fjanter rundt i til stor morskab for mig, thi han er dobbelt så høj og halvt så tyk som jeg. Han er faktisk en flot ung fyr, hvis jeg selv skal sige det, som (naturligvis!) har hornbriller, er skægget og har en klud om halsen. Han elsker fodbold, Alien beat Club (læs: Marcel), kager, scrabble, dokumentarer, flødesovs og sine orkidéer, der endelig er sprunget ud igen.
Hans musiksmag er eklektisk, litteraturen norsk og bukdalsk, filmsmagen består af drengerøvskomedier og så er han en sand kunstguru, der ikke behøver at argumentere for, hvorfor noget kunst er fint og andet noget bras (og han behøver heller ikke at argumentere for, hvorfor han ikke skal argumentere for det!)
Han er et nydelsesvæsen og ved, hvad der er godt i livet. Han er gavmild med komplimenter og han siger, at han aldrig bliver træt af mig – hans største styrke, hvis jeg skal skære helt ind til benet.
Han hader Ikea og kakkelbordsdanskere, men drømmer om fladskærm og køleskab med isterningeautomat. Han hænger ud med kindkysmafiaen (Århus' posh people; socialites; hipsterklub; kulturbloggere; eventmagere; dem der er noget ved musikken; whatever...) og brille-juntaen (overboen og fruen – alle tre brillebrugere, alle intellektuelle med referencerne i orden, alle ældre end jeg). Han er sønderjyde, men benægter at tale jysk, thi han taler rigsdansk. Han er midterbarn i en søskendeflok på tre. Faderen kan lide tal og folkemusik, moderen er fjollet med håndarbejde, mens Ruben er god til mange ting. Blandt andet til at smalltalke med hypede it-mennesker og andre wannabes. Og til at tale med mig. Det er vi gode til. At tale sammen. Men der er mange ting, vi er gode til sammen. Og nu hvor han er rettelig præsenteret, er han hermed inkluderet i persongalleriet og vil nu figurere som en naturlig del af de fremtidige indlæg. Velkommen – må du ikke fortryde det!