fredag den 23. november 2007

Poesi i Frederiksberg Have

Min indre selskabsløve fik i den grad smæk for skillingen under weekendens fest her på matriklen, hvor Ella og jeg endelig åbnede dørene til fest og farvelade for alle, vi kendte. Løven er imidlertid hurtigt krøbet tilbage i sit skjul, hvor den har siddet og rystende bidt sig i neglene. Intimideret af al den sociale kontakt, aktivitet og - tør man påstå - påkrævede lystighed, som hev al luft ud af ballonen. En ballon, der tilmed i forvejen var temmelig indskrunken efter måneders studieræs og festlighedskapløb, hvor stirren ind i en væg klart har været nedprioriteret. I mine øjne en undervurderet om end essentiel ingrediens i det moderne individs forpustede liv. Jeg lagde mig følgelig med selvdiagnosticeret stress allerede tirsdag, trak stikket ud til omverdenen og dækkede bunken med to-do-things til med et kæmpe lagen (forsøgte mig først med blot et viskestykke, men det var på ingen måde stort nok).

Jeg tullede rundt dagen igennem og gjorde kun rare ting, som somme tider betegnes som overspringshandlinger, andre gange som ligegyldigheder, livskvalitet, puslerier og så videre. Jeg gik en kæmpelang tur i Frederiksberg Have. En tøsepark, har jeg læst og ubetvivlelig med rette, idet min latente romantiker straks blev revet ud af mig med et voldsomt ryk og satte gammelrosa sentimental og nostalgisk stemning til tankerne. Og her kunne jeg sagtens lukke op for et følelsesbad af dimensioner, men nøjes – heldigvis! - med en mindre poetisk nedkogt version: Det var fantastisk. Vejret var kølig og sagte. Efteråret er efterhånden så fremskreden, at det bombastiske farveinferno er blevet erstattet af underspillet skønhed (nej, det bliver ikke et følelsesbad, men det fingerede poetiske kunne jeg ikke holde mig fra!). Solnedgangen nærmede sig forsigtigt, mens jeg gik, hvorfor det røde lys blandede sig med det sorte mørke, træernes krogede og afpillede grene krøllede og flettede sig ind i hinanden og skabte mønstre på himlen, mens deres tabte blade hvirvlede rundt på jorden, for til sidst at lægge sig som et blødt broget tæppe (og ja, klicheer hober sig op, men det var sgu smukt, hvis vi blot skal kalde en spade for en spade!).

Frederiksberg Have er i sin stil en gennemført gammelengelsk herskabspark på landet. Jeg forestillede mig, at der hvert øjeblik kunne komme et par jagtryttere i røde jakker galopperede efter en snu ræv, mens de små tumpede hunde væltede rundt om hestenes ben. Det gjorde mig salig og frydefuld. Der bor vitterligt en tosset lille trold inde i mig (min krop er i virkeligheden befolket med ikke så få gespenster og andet godt fra havet) og jeg følte mig godt hjemme i den skovlige natur, selvom de mange brusende følelser i mig nok nærmere kan forklares med mit virke som storbykvinde. Natur for mig er ikke en nødvendighed, den er ikke farlig, et livsvilkår eller noget brugbart for mig. Den er kun smuk. Natur er et kunstværk på lige fod med malerier og skulpturer. Det er noget, man kigger på og vurderer ud fra æstetiske og intellektuelle kriterier.

Jeg er dog ikke særlig kritisk i min tilgang til naturen og Frederiksberg Have rammer lukt i hjertet. Havde det ikke været for vandet (åerne, søerne eller hvad den slags vand i en park nu kaldes) i Frederiksberg Have, havde det virket særdeles oprigtigt landlig, som taget ud af en Jane Austen-roman – særligt de steder med udsyn til slottet i baggrunden. Hvis jeg var anmelder, så ville vandet (selvom jeg elsker vand!!) være det sted, hvor jeg kunne hælde lidt malurt i bægeret. Vandet tager sig temmelig kunstigt ud med sine klare afgrænsninger i form af træpinde, hvilket får åerne til at ligne noget fra en forlystelsespark, der er tappet for al vildskab og tilfældighed. Jeg forventede en legobåd fyldt med vinkende turister sneglende sejlende forbi, hvad øjeblik det skulle være. Det indslag blev jeg heldigvis forskånet for.

Den yndige canadiske sangerinde Feist udgjorde soundtracket til min gåtur, og hun gjorde det ganske udmærket, skal jeg huske at tilføje. Men min lille udflugt til landet blev altså ikke gjort i gummistøvler og med regnfrakke, men med elektronikken hængende fra ørerne og chic upraktisk påklædning. Og lyskryds og neonlys ventede såmænd på mig, så snart jeg trådte du af parken. Det var sådan set ganske trygt. Så kunne andre tankeassociationer straks tage fat..

Det blev en dag, som dage er bedst. Og den korte konklusion må være, at det bør man gøre langt oftere. Fingere lidt pseudostress og pusle med ting, der er ligegyldige. Ligegyldige og alligevel uundværlige.

mandag den 19. november 2007

Læsepause med kaffe og croissant

Scene: Diamanten (Det Kgl. Bibliotek)

Tid: Eftermiddagskaffe

Medvirkende: Inge og Anna


Inge og Anna har læst hele dagen. De har ikke oplevet noget, siden sidst de sås. Faktisk kunne man sige, at de ikke har et liv, men det sådan noget, man altid går rundt og siger, når man er studerende. For langt de fleste passer det tilmed ikke. Hvis man skulle sige noget andet, kunne det i stedet være, at de virkelig trænger til en kaffepause fra de lange tekster på den kolde læsesal. De håber, de kan finde på noget at sludre om.


Anna: ”Arh.. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse. Jeg er fuldstændig skrold i hovedet af at tænke på vores opgave til december.. Jeg har i stedet siddet og bladret i den her bog, som jeg havde med. Jeg læste om en gut, som vist hed Richard Rorty. Det var egentlig lidt poppet, men det handlede om den fleksible verden, vi tilsyneladende lever i, hvor hierarkiet er horisontalt frem for vertikalt og magtspillet uden autoritet, hvilket gør det dersens identitetspjat en smule sværere.. Derfor dukker der en ny karaktertype op: Det ironiske menneske - fordi vi simpelthen ikke længere har nogen normer for autoritet og ansvarlighed. Så bliver vi ironiske..
Nu er vi to selvfølgelig aldrig ironiske, så det er klart nok ikke møntet på os..”


Inge: ”Selvsagt…”


Anna: ”Det handlede blandt andet om, at man aldrig kan tage sig selv helt alvorlig, fordi man er sig bevidst om, at vilkårene for den beskrivelse, man giver sig selv, hele tiden er under forandring. Det er ikke særlig godt, siger han, fordi en ironisk personlighed bliver selvdestruktiv i den moderne verden. Man begynder at tænke, at man ikke for alvor er virkelig, at ens behov ikke har substans, at der er i øvrigt ikke er nogen derude til at anerkende ens værdi. Det hele er frygtelig trist.. Og jeg følte mig pludselig ramt?”


Inge: ”Jeg vil gerne anerkende din værdi, hvis det hjælper… Desuden er det vel ikke fuldstændig epokegørende.. Det med ironi altså.. Har vi ikke alle læst om ikke andet en bette smule Kierkegaard i gymnasiet.. Ja altså, jeg vil ikke rode mig ud i en lang redegørelse, men han syntes heller ikke, det var fedt at være ironiker. Distancerede, virkelighedsfjerne mennesker er velsagtens ikke en ny opfindelse, og selvom ironi er supersjovt, så har ironi trods alt ikke ry for at være særlig oprigtig?”


Anna: ”Mærkelig nok nej.. Jeg havde jo også en mindre åbenbaring sidste år, da jeg læste Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer. Der står et sted, at..”


Inge: ”…ja, at før i tiden mente fortælleren, at humor var den måde, der kunne få ham til at værdsætte, hvor både skræmmende og skøn verden er, samt hvor stort livet er, men nu mente han i stedet det modsatte, nemlig at humor er en måde at vige uden om erkendelsen af, hvor frygtelig og vidunderlig verden er.. jaja, du har sagt det før..”


Anna: ”Hehe.. jeg gentager da ellers aldrig mine små guldkorn! Men ja, det ramte altså også... Tror du monstro, man kan blive afvænnet virkelighedsfjernhed og få geninstalleret ægte følelser? Og deraf finde meningen med tilværelsen?”


Inge: ”Nej, er du gal. Du er dømt til at være et ironisk, distanceret menneske, der lige som lidt destruerer dig selv i mangel på kerne samt kilde til anerkendelse. Sorry!”


Anna: ”Så er der i det mindste én uvished mindre at tage sig af…”


Inge: ”Men Anna, det var jo ikke meningen, jeg skulle holde pause for at sidde og prøve at genhuske Kierkegaard, hvilket selvsagt ikke gik frygtelig godt.. Lige nu ærgrer jeg mig over, hvor frygtelig lidt jeg kunne sige om ironikeren.. Jeg havde ellers filosofi i både gymnasiet og på højskolen. Jeg burde kunne holde et 50 minutters foredrag om Kierkegaard!”


Anna: ”Livet leves forfra, men forstås bagfra”


Inge: ”Bravo, du er så dygtig! Nej, det var meningen, vi bare skulle sidde her, spotte hornbriller og se på regnen, der poetisk fosser ned udenfor samt bruge vores sidste sparepenge på det evige tilbud kaffe og croissant for den nette sum af 25 kroner.. Det er jo i grunden billigt som bare pokker!”


Anna: ”Oprigtigt billigt!”


Inge: ”… Hm, ellers sket noget?”


Anna: ”Næh… Hvad med dig?”


Inge: ”Ikke det mindste… nå, så du Forbrydelsen i går?”

lørdag den 17. november 2007

Thorkild har ordet

I dag giver jeg ordet til Thorkild på 20 år:

”Det var lidt en steneren fest i går.. Vi røg noget hash, som vi havde splejset om. Det var billigt - noget møg egentligt. Vi så Simpsons og faldt i søvn til noget syret, psykedelisk musik, vi dyrker, når vi er skæve. Kun når vi er skæve. Ellers lyder det bare for mærkeligt.

Det plejer næsten altid at slutte sådan. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har mødtes, hvor vi ikke røg hash og drak os for fulde til at snakke om noget vigtigt. Vi skal vel tilbage til sidste år, mens vi stadig gik i gymnasiet, hvad ved jeg. Nu er vi medlemmer af arbejderklassen. Så hører der bajer til. Bottom line, ingen af os har et liv. Vi har de ugentlige fester, hvor vi mødes med kliken.

Kliken er vel en seks-syv faste, som bliver udvidet fra gang til gang med venner fra gymnasieårgangen. Nogen reel udskiftning kan man ikke tale om. Vi er også ligeglade. Vi har det godt sammen. Vi har vores eget sprog, hvad ved jeg, koder og traditioner og sådan. Andre mennesker ville bare komplicere ting. De gange nogen har slæbt en kæreste med, har ingen rigtig gidet snakke med hende. Hun er endt fornærmet i et hjørne, hvor hun har kigget på klokken hvert tredje minut og spyttet i sin øl. Jeg ved det, fordi jeg blev gjort opmærksom på det af min ekskæreste. Hun var intelligent på den der boglige måde. Hun elskede at tolke ting og finde mønstre. I mig fandt hun et håbløst mislykket mønster, hvad ved jeg. Hun skred fra mig hurtigt. Hun sagde, hun var træt af, at jeg altid hang ud med kliken. Det er hendes betegnelse, jeg bruger nu. Før hang jeg ud med vennerne. Nu er det kliken.

Jeg kunne godt lide hende. Hun sagde tit ting, som var rigtige, men som jeg ikke lige havde tænkt på. Ting jeg stadig tænker på i dag. Det er et halvt år siden nu. Jeg ser hende nogle gange i byen. Jeg kan godt lide at kigge på hende, når hun taler med andre. Måske er det måden, hun bevæger sine læber, når hun snakker eller bruger hele kroppen, når hun skal forklare noget spændende, hvad ved jeg. Jeg har været sammen med andre siden, men det har ikke rigtig været noget særligt. Jeg falder nemt for en flot pige og mister lige så hurtigt interessen. Hvad der skal til, før jeg bibeholder interessen, ved jeg ikke. Skal jeg være oprigtig, er det heller ikke en kæreste, jeg leder efter lige nu.

Jeg arbejder på en fabrik, hvor jeg sorterer vasketøj. Det er for hotelkæder og restauranter, der skal have vasket due og sengetøj, hvad ved jeg. Jeg kan høre musik og forsvinde ind i mig selv, mens jeg mekanisk udfører sorteringen. Jeg bor hjemme, men betaler et lille beløb i husleje, hvilket til gengæld gør, at jeg ikke er forpligtet til at være social med de gamle. For det meste lukker jeg mig inde på værelset og ser fjernsyn. Tegneserier eller amerikanske komedieserier, jeg er ligeglad. Jeg ser også gerne programmer om alt for fede børn eller folk, der skærer i sig selv i skønhedens navn, så længe jeg bare kan flade. Jeg plejede at spille guitar førhen, men det er sjældent, jeg gider efterhånden. Min playstation er smadret, men heldigvis kommer min nabo Anders nogle gange over og tager sin med. Vi spiller Fifa eller noget i den dur og drikker et par øl. Så går han igen.

Kliken er helt fast. Rasmus, Lasse, Rune, Lisbeth og Helene. Nogle gange Esben. Og mig selvfølgelig. Jeg er kommet sammen med begge piger i gymnasiet i korte perioder. Rune kommer sammen med Helene nu. Lisbeth har været sammen med både Rasmus og Lasse til fester. Det var blandt andet det, hun pointerede var et problem, min ekskæreste. Vi er for indspiste, sagde hun. Pigerne er ikke helt vildt lækre, men de hører til. Det er betingelsen, hvis man vil komme sammen med mig. Jeg kan godt være venner med mine ekskærester.

Vi hørte Malk de Koijn, da vi vågnede i morges. Det er en fast regel at høre hip hop om morgenen efter en fest. Ingen af os hører normalt rap, så det ender 8 ud af 10 gange med at være Malk de Koijn. Vi kan alle teksterne udenad. Lasse kan Fågt op i Skalle bagfra. Rune, som er halvt svensker, rapper Å mææ åå i en sindssyg svensk udgave, hvad ved jeg. Det er herre grineren. Jeg kan ikke rigtig noget. Især ikke efter guitaren blev droppet, men jeg godt lide Malk de Koijn, og det hører vi så. Vi hører det, mens vi vader rundt og rydder op, fjerner dåser og flasker, støvsuger, pakker vores tøj og sætter møbler tilbage på plads. Når vi er hos Lisbeth og Helene, sover vi der altid. De bor sammen. Venner uden for kliken tager hjem om natten, men vi sover der. Vi siger ikke noget om morgenen. Vi går bare hjem, når vi er færdige med at rydde op. Det passer mig fint. Jeg gider ikke være social efter en fest. Jeg køber måske en hamburger fra McDonalds på vejen, før jeg går hjem og sover videre. Der skal søvn til...”

lørdag den 10. november 2007

Hvem er Bill?

For tiden bor Ella og jeg ikke alene i vores lille toværelses hummer på Vesterbro (- jeg vil gerne betone lille her: Jeg måtte blandt andet investere i en smal boksmadras, da vi rykkede ind i hytten, da min forhenværende seng simpelthen ikke kunne være på mit mikroskopiske værelse).
Nej, for tiden er vi ydmyge indlogerende hos vores lejeherres søn, idet sønnikes officielle bopæl i øjeblikket er her på matriklen. Ganske uden varsel fik vi således ham som vores tredje og i øvrigt ganske fraværende sambo, hvis navn oven i købet alene pryder dørtelefonen, og hvis post i anselige mængder dumper (med et brag, må tilføjes) ind ad dørsprækken hver eneste dag.

Bill er tilsyneladende storbytrotter i det europæiske, hvor han ifølge vores kilder på det seneste udgiver sig som værende studerende i London. Hvorvidt denne identitet er vedvarende, kan vi kun gisne om, hvilket vi så for øvrigt i høj grad fordriver vores ellers sparsomme tid med. At vi dagligt mindes om vores tredje roomies eksistens uden at kende til dennes karakter, styrker blot vores spekulationer omkring Bills gøren og laden. Lejeherre Mogi dropper små hints om sønnike i ny og næ, hvorfor vi lige så langsomt har kunnet tegne en profil af Bill. Men hvem er Bill - egentlig?

Han tilhører først og fremmest en liga i en helt anden sfære, end hvad vi kender til, thi han qua farmands status som velbjerget europæisk topforretningsmand er selvskrevet som medlem af den eksklusive ungdomsklub af boheme jetsettere. Deres gunstige baggrund tillader dem at give sig i kast med kreative uddannelser uden frygt for at falde igennem økonomisk, når talentet ikke rækker, eller de kreative sysler ikke afstedkommer et økonomisk afkast i første forsøg. Derudover giver ungdomsklubben adgang til et omfattende netværk af prominente topnavne i det kunstneriske miljø, som andre håbefulde og knapt så pamperede kunstnerspirer ville ofre både arme og ben for.

Bill indskriver sig ikke bare på økonomistudiet og forbereder sig på en skæbne i farmands fodspor med det mål at overtage biksen, titlerne samt det stride ansvar i forbindelse med ledelse og den økonomiske forvaltning af faders millionforretning, for Bill gider ikke stå i skyggen af nogen. Han er blevet rost livet igennem for sin unikhed og charme, så giv pokker i ansvar, han skal fejre sin charme og dyrke unikheden. I stedet lader han de rødglødende lokker gro, piercer ørerne, trækker i neonkludene og giver den gas som artsy citypunker. Han med stor sandsynlighed er den forkælede lillebror i søskendeflokken. Der er intet, der tyder på, at den valgte livsførelse er udtryk for et oprør mod forvetningen om en akademisk baseret karriereskæbne, eller mor og fars tilsidesættelse af sønnikes generelle livskvalitet til fordel for ambitioner på hans vegne. Nej, Bill har fået støtte galore hjemmefra (og er for øvrigt også i sit voksne liv forblevet stærkt økonomisk afhængig af mor og far, hvilket vi faktisk har dokumentation for, idet vi uforvarende blev del af en mailkorrespondance mellem Bill og Mogi: ”Far, send flere penge”). Farmand er tværtimod stolt af sønnike. Et kunstnerbarn er statusmæssigt slet ikke sådan at kimse af, og det giver farmand en god selvfølelse at agere mæcen for sit eget afkom.

Bill passer slet ikke i det slumromantiske billede af en forhutlet kunstner, der hustler sig gennem tilværelsen. Han er ikke i konstant risiko for ikke at kunne betale husleje for det i øvrigt kummerlige, lavloftetede lille studio med den utætte tagkonstruktion og de voldelige naboer i et afsidesliggende usselt kvarter. Bill behøver ikke at droppe søvnen for at kunne servere på et tarveligt værtshus i de sene nattetimer for lige nøjagtig at kunne skrabe kontanter nok sammen til erhvervelse af den kostbare maling, som kaldet som kunstner kræver.

Nej, Bill residerer på eksklusive adresser i storbyernes kreative kerner, hvor det ikke skorter på perlende pagne, sushi og leg med de unge og attraktive. Når elektromusikken blander sig med avantgarde jazzen og de prætentiøse samtaler bestående af en konstant namedropping af kunstnerkoryfæer og undergrundsikoner udfoldes, er det blot udtryk for iscenesættelsen af en livsstil, som den superbevidste identitetsshopper Bill har valgt at abonnere på i øjeblikket. Det er mere formen end indholdet, der er vigtig i denne indgang til kunstnerlivet. Det betyder ikke så meget, om det er film, billeder, performance eller design, der arbejdes med. Det er godt det samme. Det er selskabet, miljøet, oplevelserne, ja livsstilen, der betyder noget. Om et stykke tid køber han sig ind på et nyt område, hvor nye sociale koder og smagspræferencer gør sig gældende. Det er let, når man har råd. Og det er sjovt, når man rig.

Jaja, vi er stadig i gætteland. Hvem Bill i virkeligheden er, ved vi ikke. Bill er en myte, der lever i bedste velgående. Måske er han en sød, oprigtig dreng, der brænder for kunsten og besidder et stort talent? Det kunne være et andet godt gæt!

fredag den 2. november 2007

Novemberleden midlertidig afværget

Jeg var forleden indkaldt til akut krisemøde, idet tre veninder mente at mæsken sig i dyrt cafémad på Bang & Jensen måtte hjælpe på humøret. Her skal krisemøde således ikke forstås som egentlig krise, men blot lidt vinterlede og begyndende surhed, der måtte afhjælpes i venners lag. Jeg var naturligvis beæret over at blive indviet i deres efterårstristesse, selvom jeg var lidt skeptisk over konceptet som følger: Dagens program var at være max ynkelige! Der var ingen øvre eller nedre grænse for, hvor meget vi måtte trashe os selv, og vi måtte hellere end gerne tage andre med i møgfaldet. Jeg var ikke sikker på, hvor konstruktiv den strategi var, men de beroligede mig. Det var en årlig tradition, og det var en stensikker vinder. Og man må give dem ret, vi endte stopmætte med at trille ud fra caféen med et smørret grin, humørdepoterne fyldt og klar til at gå i krig mod novembers kolde mørke. Men før vi kom så langt blev der i den grad hældt galde ud. Meget af det fortjener ikke at blive gentaget, men lad mig alligevel inkludere et par udtalelser fra de fine piger:

Marie: ”For helvede, mit liv er jo bundsygt. Mit liv er totalt tappet for drama… Jeg er en af dem, der føler, jeg har oplevet noget i løbet af en dag, fordi jeg har set en kvasi-kändis på Istedgade… Hende fra Boogie sidder i øvrigt lige der ovre [peger]… AGH… Hvorfor hedder jeg ikke Petra og går på kunstakademiet og drikker pagne hver fredag til fancy ferniceringer? Dater Silas som er sex on legs og bassist i et hypet undergrundsband? Hvorfor hænger jeg ikke ud med mine fyrre tætte venner – også omtalt rødderne - hver aften, hvor vi enten spiller pool og bunder øl eller bæller rødvin, mens vi dissekerer eksistentialisme og humanisme eller alternativt raver løs til Berliner elektro? Hvorfor smutter jeg ikke lige til Argentina og besøger Alfonzo – ham jeg mødte sidste sommer i Barcelona? Hvorfor har jeg ikke en sjælemate, der hedder Knud og er herrerar og har store briller uden glas og oversize sweatere til 2000 kroner stykket? Hvorfor er mine bedste veninder ikke tre modellapiger, der designer nøgleringe og laver illustrationer for internationalt anerkendte livsstilsmagasiner og som hedder Terne, Vibe og Neel? Kan i sige mig det? Åhh…. Mit liv er sååååå keeeedeligt….”

--

Ellen: ”… Åh, jeg ville ønske, jeg kunne se noget godt i hende, for jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg er et åbent, tolerant menneske. Det er jeg bare ikke. Jeg kan bedst lide, når folk er ligesom mig. Jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem at være som mig og ikke være som mig, men groft sagt, så er jeg ikke specielt tolerant over for andre mennesker. Grundlæggende vil jeg hellere være alene end at være sammen med folk, der ikke siger mig noget. Det lyder måske indlysende, men der bare ret mange, der ikke siger mig noget”.

--

Albertine: ”… Jeg er absolut ikke en hellig hippie. Jeg er mindst lige så forfængelig som I andre. Jeg har et meningsløst behov for at passe ind, købe ting og blive en bestemt person. Den eneste grund til, at jeg konstant modsætter mig det behov og i stedet forfægter alle de her ”ægte værdier” er sgu da ren og skær resignation. Fordi jeg i virkeligheden aldrig kan blive den person… Det er en evig kamp ikke at hade mig selv for ikke at være den, som jeg synes, jeg burde være, og ikke se ud, som jeg synes, jeg burde se ud!”

Så blev november skudt i gang!

torsdag den 1. november 2007

Spyt og kys i skøn forening

Jeg faldt over en vældig interessant artikel i ugens løb, som nu desværre viste sig slet ikke at være særlig interessant endsige revolutionerende i sine påstande. Den handlede om kyssets egenskaber i forhold til romantiske relationer. Den havde blandt andet den ufattelige påstand, at et kys kan afgøre, hvorvidt en flirt udvikler sig til en romance, og at vi lægger større betydning i kys udvekslet med en længerevarende partner end en kort flamme. Tænk, virkelig!

Lad mig alligevel elaborere. Der var nemlig et par interessante oplysninger at hente med hensyn til kønsforskelle udi kysseriet, som forskerne havde indfanget. De betragtede kysset ud fra evolutions- og selektionsopfattelsen, hvor reproduktion spiller en helt central rolle.

Mænd synes, at de bedste kys er dem, der leder til andet og mere. Det giver sådan set intuitiv mening, skulle man mene. Mænd er til heftig og saftig - tenderende det dryppende - tungeslasken, hvor vi tilsyneladende snakker om et stort åbent gab, hvor der graves og gnaves og kraniets indmad pligtskyldigt og lystfuldt undersøges, mens kvinder modsat foretrækker det saftfrie klem tilsat lidt kram. Hvilket, kunne man formode, ville give lidt uro i parforholdet, for så vidt denne dikotomi blev ført helt igennem.

Det hævdes imidlertid, at også kvinder finder kyssen yderst tilfredsstillende. Desværre svækkes mænds lyst til de våde mundfornøjelser med tiden, mens kvindes trang til snav vedligeholdes livet igennem.

Kvinders aldrig svækkede kyssebehov kan måske ses i lyset af artiklens mest bemærkelsesværdige påstand, som også er den, jeg ønsker at fremhæve og understrege – nemlig at kvinder vælger deres loverboy indirekte på baggrund af kysset, thi spyt (mmm, spyt!) er en topfin indikator på partnerens aktuelle sundhedstilstand og hormonelle status. Spyttet kan således ubevidst medvirke til udelukkelse af en potentiel konstellation.

Jeg spekulerer på, om grunden til, at kvinder i første omgang foretrækker kram før kys, er fordi det er for hårdt hele tiden at skulle indoptage så mange mængder information (dvs. spyt) fra saftige snav, for derefter (ubevidst) at skulle overveje deres partners aktuelle kvalitet af gener? Så er det måske rart med en lille tænkepause, hvor der blot klemmes, nusses og holdes om?

Men selektion gennem spyt? Det er slet ikke en dårlig information at have med sig. Jeg vil således slutte af med en lille hypotetisk situation, hvor denne information kunne komme til gode. Næste gang man står og skal afvise en fyr, hvor begrundelsen: ”Det er ikke dig, det er mig..”, virker lidt slidt, så kan man jo forsøge sig med alternativet, ”Sorry sugar, men dit spyt dur sgu ikke”. Det er jo sikkert med rette. Det er ren biologi og ikke noget personligt. Skulle gutten være så afsindig flabet at spørge, hvorfor du lukker den slags lort ud (den afviste kan hurtigt blive lidt følelsesmæssigt presset og overgive sig til et ufint sprog – sikkert også med rette), kan du elegant henvise til ”Journal of Evolutionary Psychology, Volume 5(3), 2007”. Så skulle den sag vist være ude af verden!