I dag giver jeg ordet til Thorkild på 20 år:
”Det var lidt en steneren fest i går.. Vi røg noget hash, som vi havde splejset om. Det var billigt - noget møg egentligt. Vi så Simpsons og faldt i søvn til noget syret, psykedelisk musik, vi dyrker, når vi er skæve. Kun når vi er skæve. Ellers lyder det bare for mærkeligt.
Det plejer næsten altid at slutte sådan. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har mødtes, hvor vi ikke røg hash og drak os for fulde til at snakke om noget vigtigt. Vi skal vel tilbage til sidste år, mens vi stadig gik i gymnasiet, hvad ved jeg. Nu er vi medlemmer af arbejderklassen. Så hører der bajer til. Bottom line, ingen af os har et liv. Vi har de ugentlige fester, hvor vi mødes med kliken.
Kliken er vel en seks-syv faste, som bliver udvidet fra gang til gang med venner fra gymnasieårgangen. Nogen reel udskiftning kan man ikke tale om. Vi er også ligeglade. Vi har det godt sammen. Vi har vores eget sprog, hvad ved jeg, koder og traditioner og sådan. Andre mennesker ville bare komplicere ting. De gange nogen har slæbt en kæreste med, har ingen rigtig gidet snakke med hende. Hun er endt fornærmet i et hjørne, hvor hun har kigget på klokken hvert tredje minut og spyttet i sin øl. Jeg ved det, fordi jeg blev gjort opmærksom på det af min ekskæreste. Hun var intelligent på den der boglige måde. Hun elskede at tolke ting og finde mønstre. I mig fandt hun et håbløst mislykket mønster, hvad ved jeg. Hun skred fra mig hurtigt. Hun sagde, hun var træt af, at jeg altid hang ud med kliken. Det er hendes betegnelse, jeg bruger nu. Før hang jeg ud med vennerne. Nu er det kliken.
Jeg kunne godt lide hende. Hun sagde tit ting, som var rigtige, men som jeg ikke lige havde tænkt på. Ting jeg stadig tænker på i dag. Det er et halvt år siden nu. Jeg ser hende nogle gange i byen. Jeg kan godt lide at kigge på hende, når hun taler med andre. Måske er det måden, hun bevæger sine læber, når hun snakker eller bruger hele kroppen, når hun skal forklare noget spændende, hvad ved jeg. Jeg har været sammen med andre siden, men det har ikke rigtig været noget særligt. Jeg falder nemt for en flot pige og mister lige så hurtigt interessen. Hvad der skal til, før jeg bibeholder interessen, ved jeg ikke. Skal jeg være oprigtig, er det heller ikke en kæreste, jeg leder efter lige nu.
Jeg arbejder på en fabrik, hvor jeg sorterer vasketøj. Det er for hotelkæder og restauranter, der skal have vasket due og sengetøj, hvad ved jeg. Jeg kan høre musik og forsvinde ind i mig selv, mens jeg mekanisk udfører sorteringen. Jeg bor hjemme, men betaler et lille beløb i husleje, hvilket til gengæld gør, at jeg ikke er forpligtet til at være social med de gamle. For det meste lukker jeg mig inde på værelset og ser fjernsyn. Tegneserier eller amerikanske komedieserier, jeg er ligeglad. Jeg ser også gerne programmer om alt for fede børn eller folk, der skærer i sig selv i skønhedens navn, så længe jeg bare kan flade. Jeg plejede at spille guitar førhen, men det er sjældent, jeg gider efterhånden. Min playstation er smadret, men heldigvis kommer min nabo Anders nogle gange over og tager sin med. Vi spiller Fifa eller noget i den dur og drikker et par øl. Så går han igen.
Kliken er helt fast. Rasmus, Lasse, Rune, Lisbeth og Helene. Nogle gange Esben. Og mig selvfølgelig. Jeg er kommet sammen med begge piger i gymnasiet i korte perioder. Rune kommer sammen med Helene nu. Lisbeth har været sammen med både Rasmus og Lasse til fester. Det var blandt andet det, hun pointerede var et problem, min ekskæreste. Vi er for indspiste, sagde hun. Pigerne er ikke helt vildt lækre, men de hører til. Det er betingelsen, hvis man vil komme sammen med mig. Jeg kan godt være venner med mine ekskærester.
Vi hørte Malk de Koijn, da vi vågnede i morges. Det er en fast regel at høre hip hop om morgenen efter en fest. Ingen af os hører normalt rap, så det ender 8 ud af 10 gange med at være Malk de Koijn. Vi kan alle teksterne udenad. Lasse kan Fågt op i Skalle bagfra. Rune, som er halvt svensker, rapper Å mææ åå i en sindssyg svensk udgave, hvad ved jeg. Det er herre grineren. Jeg kan ikke rigtig noget. Især ikke efter guitaren blev droppet, men jeg godt lide Malk de Koijn, og det hører vi så. Vi hører det, mens vi vader rundt og rydder op, fjerner dåser og flasker, støvsuger, pakker vores tøj og sætter møbler tilbage på plads. Når vi er hos Lisbeth og Helene, sover vi der altid. De bor sammen. Venner uden for kliken tager hjem om natten, men vi sover der. Vi siger ikke noget om morgenen. Vi går bare hjem, når vi er færdige med at rydde op. Det passer mig fint. Jeg gider ikke være social efter en fest. Jeg køber måske en hamburger fra McDonalds på vejen, før jeg går hjem og sover videre. Der skal søvn til...”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar