fredag den 28. september 2007

Historietime

I dagens anledning vil jeg indvie dig, kære læser, i en række idealtyper kreeret i samråd med mine to henrivende medsammensvorne Inge og Ella, som senere i aften eskorterer mig til semesterstartsfest på KUA. Det er blandt etnologer og historikere, at vi skal svinge pjalterne og drikke tæt, og det kræver vist indledningsvis en lille historietime. Man må yde før man kan nyde, så jeg smutter i den forbindelse i det belærende antræk og introducerer tre uundgåelige typer fra vores fælles omverden:

Morgenhårspigerne: Det er misundelsværdigt smukke piger, som umiddelbart peaker i 3.g, men som findes i alle aldre. De er halvflippede på den moderigtige måde, og de er med på beatet i alt, hvad der rykker på den kulturelle front. De ligger så langt fra det logoindpakkede, blonderede forstadsrak, man ser foran Luux lørdag nat, man overhovedet kan forestille sig. Centralt for deres selvicenesættelse er det efterstræbelsesværdige ”henkastet lækker”, som man med møje og besvær opnår ved nøje gransken i diverse genbrugsbutikker, et minimum af makeup samt let filtret hår kastet op i en krøllet knold. Ved første øjekast er looket kommet i hus ved blot at kaste sig ud af sengen og trække i det første det bedste fra tøjskabet, hvilket de også selv velvilligt bekræfter, idet forfængelighed anses for ondskabens opfindelse, og flertallet af morgenhårspiger er meget politisk bevidste – venstreorienterede, vel og mærket, og med kvasi-feministiske tilbøjeligheder. Ingen har lyst til at ligge under for reklame- og modeindustriens forkvaklede kvindeideal. I virkelighedens verden er looket ligeså planlagt som hos den pyntede fashionista, og vi - uden at have det empirisk bekræftet – forestiller os, at morgenhåret tager oceaner af tid hver morgen at få til at sidde perfekt sjusket på den helt rigtige måde!

Hornbrillen: Her har vi oftest med fyre at gøre, idet hornbrillens kvindelige modstykke for det meste tager lidt andre metoder i brug for at udtrykke sin intellektuelle selvforståelse (læs: mere subtilt og implicit). Hornbrillen er ikke bare en kløgtig ung mand, men en fyr som er meget ivrig efter at gøre andre opmærksomme på sin studentikose adfærd og finkulturelle interesser. Vi har altså med en livstilsintellektuel at gøre, og navnet udspringer naturligvis af det allermest afslørende assessory, nemlig brillen. Gerne sorte, tykke briller, om end de findes i mange varianter. Tøjstilen er generelt domineret af cardiganer, skjorter, en klud om halsen, velsiddende jeans og skoene er enten retrosneakers eller converse. T-shirts med litterære eller politiske referencer er også en yndling hos hornbrillen. Han læser Information og Weekendavisen samt klassikerne inden for filosofi, samfundsvidenskab og finlitteraturen. Han namedropper i flæng og er ekspert i indskudte sætninger a la ”Jeg var jo Afghanistan her i sommer, hvor jeg hjalp min kammerat med at skyde en doku om livet dernede”, ”Ordet af Drejer er ubetvivlelig en sublim film” og ”Jeg har en ting for Nietzsche for tiden. Har du læst noget af ham?”. Han har gang i projekter hele tiden, hans netværk er ubeskrivelig stort, og han har tilmed i sit stramme program nået at frekventere byens smarteste fester, som han på en og samme tid blærer sig med og affejer som ligegyldigheder. Det er formegentlig overflødigt nu at hæfte mærkatet prætentiøs på ham, men der er ingen tvivl om, at jantelovsjyder finder hornbrillen røvirriterende, selvom han bestemt også har sine charmerende sider.

Verdensmanden: Endnu en fyr, som synes at være allestedsnærværende for tiden. Hans karakter udtrykker sig tydeligst ved small talk og deslige, hvor verdensmanden stoisk nægter at konversere på den traditionelle du siger noget/ jeg siger noget/ du siger noget/ jeg siger noget-måde osv. I stedet begiver verdensmanden sig ud i en længere monolog, hvor han udbreder sig om alt fra verdenssituationen til, hvad han anser for fantastiske anekdoter fra sit eget liv, der bare må deles med den lyttevenlige pige, der står over for ham. Han har en tilsyneladende angst for at stille spørgsmål og selv indtage den lyttende position, idet han anser det for mandens største dyd at kunne underholde og imponere det modsatte køn. Hans selvsikkerhed og tilfredshed stråler gerne fra ham, og han kender ikke til dårlig samvittighed over at have talt for meget. Han kender kun til ærgrelsen over ikke at have talt noget mere. Han har svært ved at skjule sin kedsomhed, når pigen en gang i mellem forsigtigt forsøger at indskyde en bemærkning, for hun kan umuligt fortælle noget mere interessant, end hvad han selv kunne gøre sig klog på. Rådet er holde sig langt væk fra den type, selvom det har vist sig ganske umuligt at praktisere i virkelighedens verden. De er overalt!

torsdag den 27. september 2007

En almindelig torsdag

Inge og jeg sad efter forelæsning i dag på gelænderet nede ved Gl. Strand indhyllet i overtøj og med tykke strikklude om halsen. Jeg pulsede nervøst smøgere i hobetal, mens Inge hidsigt fortærede en pakke kanelgifler. Min faglige selvtillid havde skrantet hele dagen, og humøret led kraftigt under det. Den indre økse huggede løs. Inge led tilsyneladende også, udtrykt ved hendes fastfrossede blik rettet mod vandet. Vi sad i relativ tavshed. En sjældenhed mellem os. Vi indåndede grådigt efterårstristessen og behøvede hvert et sekund af vores mildt formålsløse adspredelse fra studierne, mens et fortravlet byfolk defilerede forbi på den modsatte side af kanalen. Det var tiltrængt at vende seriøsiteten ryggen til fordel for et væld af ingenting eksekveret i stilfærdigt fællesskab. Det gav et ydmygt gib af glæde at sidde der og blive pudsigt berørt at noget ubestemmeligt omkring sig. ”Fuck it all”, besluttede Inge slutteligt, ”Vi er alt for henkastet lækre til at svælge i noget så utjekket som livets genvordigheder”. Det var dejligt sagt.

lørdag den 15. september 2007

Jeg luger ud i ukrudtet

Confessions.

Nok. Det er fucking slut, bitches! Jeg går til kamp mod mine indre dæmoner. Nu må de udrives, for jeg har indset, at de er mildt formålsløse. Harmfulde små bæster, der lurer ondskabsfuldt under skindet hver gang, jeg drister mig til at være noget så uskyldigt som glad og optimistisk. Så viser de deres grimme ansigter og skræmmer mig tilbage i kulden, hvor jeg kan ligge så hyggeligt og ryste som et espeløv. Jeg er fucking træt af at fryse!

Og der skal ikke lyde nogen tvetydighed: Vi taler om pinedød nødvendig og brutal eksorcisme. Mine dæmoner skal ikke blot besejres, men tilintetgøres. Sprænges i luften med et brag, der giver genlyd til det yderste af universet, intet mindre.

Indrømmet, jeg har selv næret dem gennem mange år. Jeg har faldbudt dem. Jeg har ligget under for dem. Jeg har troet på dem. Jeg har betragtet dem som et livsvilkår. En konstant i mit liv. De har lullet mig ind i et misbrug, hvor vi sammen kunne pusle om mine i egne og dæmonernes øjne evigt mislykkede bestræbelser i livet, som i det mindste gjorde mig til en værdig modtager af kraftig (selv)medlidenhed. De fik mig misledt til at tro, at jeg i virkeligheden var noget særligt i kraft af min udtalte ikke-særlighed. Sammen udviklede vi os til en skabet taber, som de usle indre dæmoner grådigt åd sig fast i. Mine indvortes parasitter fik mig til at tro på, at jeg var et socialt misfoster, et frygtelig usympatisk, ukompetent, rasende grim og væmmelig person, hvis skæbne var at udrette et kæmpe stort ingenting. De gjorde mig frygtelig selvcentreret. Sammen brugte vi timer på at dissekere mig. Psykologisere over petitesser omhandlende mig. Analysere inferiøre episoder med fokus på mig. Jeg havde lettere til usunde smålige tankespind end generøse og positive handlinger. Og jeg blev utryk. Jeg blev konfliktsky og evigt angst for at miste, hvad jeg havde. Jeg skulle spille sikkert, aldrig løbe en risiko, følgelig tage en chance. Jeg tænkte alt i omkostninger – kunne det nu betale sig? Intet uforudset tab måtte ramme mig. Jeg lod mig betakke med en skæbne levet i middelmådighedens ærgerlige tremmeseng. Jeg drømte om at blive til mere, men forkastede forhastet muligheden. Måske kunne de andre, men ikke mig. Den evige taber. O hvilken identitet!

Nu skal de elimineres. De skal bekriges med en true fighters ukuelighed. Fighter, sagde jeg? Nej, en bidsk warrior. De skal ikke få mig ned. No mercy no more! Action baby! Dæmoner: Game over, suckers!

Forhelvede, jeg er da alt for glad for livet til ikke at lege med det. Og hvis alt ikke lykkes, oh well, det kan danses væk!

søndag den 2. september 2007

Dage uden fjernsyn

Hvem skulle tro, at livet uden fjernsyn skulle være så.. indholdsløst. Jeg savner frygtelig meget. Mine serier, nyhederne, the Daily Show, alle mine fiktive venner… bare at zappe lidt rundt (mellem mine tre kanaler), men skidtet virker ikke og jeg gider ikke læse mere i aften. Jeg er ikke træt endnu, men jeg er for træt til at gide noget. Jeg vil ligge dovent i min seng, fixe mig et skud tv-junk og derefter saligt sive ind i tv-trancen. O lykke!

For ikke at gøre det bedre: Ella sover. Hun gik i seng i protest, ”Jeg har tømmermænd. Jeg gider ikke lave noget. Jeg vil bare se fjernsyn”, sagde hun og smed sig demonstrativt i sengen. Hun fik aldrig rejst sig igen, men faldt i stedet i bare i søvn. Vildt kedeligt.. Hvad skal jeg nu lave?

Jeg troede, jeg sagtens kunne finde på andre former for adspredelse, men min fantasi er åbenbart ikke duelig i længere tid ad gangen. Jeg har læst avisen, skimmet de fire gratis-blade, jeg fandt i dag, og læst et par timer i de bøger, jeg har gang i. Jeg har kigget ud af vinduet og lyttet til musik. Jeg har tilmed tænkt over livet (og besluttet mig for, at det må vente til en dag, der sker noget i mit liv, der er værd at tænke over).

Det er ja, kedeligt ikke at have fjernsyn, når samboen har valgt at gå i seng. Det er også skørt ikke at have fjernsyn, når samboen er vågen. Det er i forvejen svært ikke at vokse ind i hinanden, når man bor sammen, rejser sammen og er single sammen. Når man så heller ikke kan stene til fjernsyn, men konstant er tvunget til at finde på sammen, så bliver det.. ja, skørt. Ella er blevet min garant for underholdning, og hun skal gerne levere den, når jeg har brug for den (NU, faktisk). Vi har gang i en reciprok underholdningsafhængighed, og jeg ved ikke, hvor sundt det er (men hyggeligt ikke desto mindre!)

Udklip fra samtaler i dag, hvor hittepåsomheden var nået lavpunktet:

- ”Anna, skal vi ikke putte i min seng?”
(hvilket betyder, at vi skal ligge under vores respektive dyner i hendes seng og småskændes om, hvem der må ligge og halvsove, mens den anden forhåbentlig underholder med skæbnesvangre eventyr eller pudsige anekdoter.)

- ”Anna, læs noget for mig?”, ”Jeg gider ikke rigtigt.. ok.. her er et interview med, hm, Marianne Florman i et af de blade min svigerinde efterlod. Det handler om hendes yndlingsbøger!”, ”Hende håndboldspilleren?”, ”Ja”, ”Har vi ikke glemt hende?”, ”Ikke helt”, ”Men gider vi beskæftige os med hende?”, ”Tydeligvis”, ”Men hvorfor skal vi høre om, hvad hun læser?”, ”Hun er tilsyneladende helt oppe at køre over en bog om en hingst!”, ”En hingst?”, ”Ja.. Jeg kan også læse noget andet”, ”Nej, jeg vil gerne høre om Marianne Florman. Hun er sikkert en rar dame!”.

- ”Du mumler. Du mumler fandme altid. Det giver ingen mening”, ”Der er faktisk en grund til, jeg mumler. Du vidste det nok ikke, men jeg taler faktisk Harappafolkets sprog!”, ”Harappa? Hvad er det?”, ”Det er en af de første civilisationer i oldtidens Indien.. De var landbrugsfolk. De holdt hunde, kameler og elefanter!”, ”Hvad har det med sproget at gøre?”, ”Jeg føler ligesom et særligt bånd mellem dem og mig!”, ”Fordi du godt kan lide kameler?”, ”Fordi jeg taler deres sprog”, ”Selvfølgelig. Hvad siger du så?”, ”Det ved jeg ikke. Deres sprog er aldrig blevet dechifreret. De skrev mest på palmeblade, som for længst er gået tabt. Jeg taler det intuitivt”, ”Og de mumlede meget”, ”Det kan du jo høre!”.

- ”Hvor vil du helst bo? I Jakriborg eller på Oreby Slot?”, ”Jakriborg? Det er den der kunstigt opførte middelalderby i Sverige, ikke?”, ”Jo og Oreby Slot ligger på Lolland og er lige nu i forfald, men det er et smukt renæssanceslot a la Rosenborg med fantastisk fjorudsigt”, ”Ja, så vil jeg da helst bo på slottet? Det var da et kedeligt spørgsmål”; ”Det kunne da godt være du ikke gad bo på Lolland”, ”Ja ja, men det var da nogle kedelige steder, du valgte? Legen går ud på at sætte to muligheder over for hinanden, som er umulig at vælge mellem”, ”Okay, hvem vil du så helst knalde: Flemming Jensen eller Finn Nørbygaard?”

lørdag den 1. september 2007

Kir Royal og mode hos Inge

I går aftes var jeg hjemme hos min studiekammerat og fine veninde Inge, som bød på cassis og Asti, hvilket har haft sin effekt her dagen efter. Jeg har ligget i sengen så længe som muligt med dunkende hovedpine, og jeg har lovet min krop, Gud, Ella og hvem der ellers måtte høre på mig aldrig mere at drikke igen.. Jeg er så småt ved at fortryde det løfte, men tidligere i dag mente jeg det oprigtigt. Aldrig mere.

Inge er min nyeste veninde, og vi er hurtigt groet sammen. Vi både minder om hinanden og er vildt forskellige. Inge er til regelmæssige garderobeudskiftninger, og her taler vi dyr mode modsat mine high street-præferencer (et ord Inge har lært mig. Det betyder butikker såsom H&M og Topshop... jep). Konsekvensen for hende er et kronisk overtræk og konstante samvittighedskvaler. Til gengæld ligner hun en million, mens hun svælger i sine økonomiske problemer. Inge er ikke kun stilmæssigt hip og together; hun er også skrækkelig fjollet og klodset og kan som mig ikke altid hitte ud af det med drengene til trods for hendes stilsikre fremtoning, smalle tillokkende katteøjne, høje kindben, mørkblonde krøller og en lille trind krop Hun har let til latter samtidig med, at hun er skarp som en champagnesabel. Der er skrækkelig meget aktivitet mellem ørerne på hende, så jeg fatter ikke, hvorfor hun ikke er blevet indfanget af en smuk, klog mand. Men mænd er en fraværende konstant i vores liv, så det bruger vi meget tid sammen på at studse over.

Hun var efter eget udsagn skrækkelig kikset i folkeskolen, hvor hun i pauserne gemte sig på biblioteket og flygtede ind i tykke bøgers dragende fantasy og Science-Fiction-universer. Her prøvede hun at glemme at briller, lange ranglede lemmer og knoglet overkrop ikke stod i høj kurs i teenageårene. ”Folkeskolen er et stort traume for mig”, siger hun, ”Jeg kan godt sige dig, at jeg skal ALDRIG være kikset igen”. En holdning der sikkert har skabt grobunden for det stadigt voksende tøjbudget. Det skal siges, at hendes misbrug delvist finansieres af hendes far, som kompenserer gavmildt i kroner og ører for den tid, han var fraværende i hendes barndom, hvor Inges forældre efter en ret tough skilsmisse havde så lidt med hinanden at gøre som muligt (jeg skal nok komme ind på det senere. Det er en spøjs familie. Inge elsker at underholde særligt med faderens fjollede tilbøjeligheder. Hun har det i øvrigt ganske fint med sin barndom, men nyder godt af farens regelmæssige tilskud.) Derudover knokler hun på sit studiejob og har et su lån. Hun kan sagtens leve af havregryn i et par uger, hvis det er det, der skal til, for at hendes behov for mærkevarer kan blive tilfredsstillet.

”Jeg mener… af alle de problemer folk tumler rundt med, så kan mit kærlighedsforhold til noget så uskyldigt som tøj vel ikke rigtig karakteriseres som specielt problematisk, vel?” siger hun og remser som sædvanligt sine sidste køb op for mig, ”Jeg havde altså virkelig brug for den taske... jeg har kun de der små nogle, du ved nok. Eller min Irma-pose.. Men den bruger man jo kun, når man skal i Netto.. Den her taske er helt perfekt. Og det gode er jo også, at den er fra Sonia Rykiel. Jeg mener, det kunne være meget værre. Den kostede 1800 kroner.. Kiggede også på en Miu Miu-taske til 4500 kroner- den var nu også lækker... Jaja.. så nu kan jeg godt næsten få mig et par Christian Louboutin-sko. Det er ham med de røde hæle.. De er så fine de sko..Jeg ved ikke, hvad der er med dem, men dem MÅ jeg have... snart.. når jeg har penge igen..".
”Haha... Du har aldrig penge! Jeg har bare mine gårdsangersko fra H&M. De er billige.”, siger jeg.
”De er cool. Der er mange, der har dem, men jeg synes, de er cool”.

Det er sjovt at besøge Inge, for hun bor i en lille et-værelses-ungdomsbolig på Amager, hvis gennemgående tema er stilforvirring, rod og billigt skrammel, mens hun selv lukker døren op og ligner en kongelig. I går havde hun en fin sart grøn kjole på og røde sko, ”Kjolen er fra Mayle. Er den ikke fin?”, siger hun og betegner den som det vildeste fund, hvilket hun gør om det meste af sit tøj, selvom hun sjældent køber genbrug eller ting på udsalg. Nu skal jeg i øvrigt prøve at lade være med at fokusere udelukkende på Inges smukke gevandter. Hun ser bare altid så smuk og fin ud. Hun er sjov, sød og klog. Det er så rart at være sammen med hende.

I går drak vi til vi sank om i hendes sovesofa, så den planlagte bytur må vente. Nu skal der cola til. Og junkfood. Masser.