En almindelig torsdag

Inge og jeg sad efter forelæsning i dag på gelænderet nede ved Gl. Strand indhyllet i overtøj og med tykke strikklude om halsen. Jeg pulsede nervøst smøgere i hobetal, mens Inge hidsigt fortærede en pakke kanelgifler. Min faglige selvtillid havde skrantet hele dagen, og humøret led kraftigt under det. Den indre økse huggede løs. Inge led tilsyneladende også, udtrykt ved hendes fastfrossede blik rettet mod vandet. Vi sad i relativ tavshed. En sjældenhed mellem os. Vi indåndede grådigt efterårstristessen og behøvede hvert et sekund af vores mildt formålsløse adspredelse fra studierne, mens et fortravlet byfolk defilerede forbi på den modsatte side af kanalen. Det var tiltrængt at vende seriøsiteten ryggen til fordel for et væld af ingenting eksekveret i stilfærdigt fællesskab. Det gav et ydmygt gib af glæde at sidde der og blive pudsigt berørt at noget ubestemmeligt omkring sig. ”Fuck it all”, besluttede Inge slutteligt, ”Vi er alt for henkastet lækre til at svælge i noget så utjekket som livets genvordigheder”. Det var dejligt sagt.