fredag den 28. september 2007

Historietime

I dagens anledning vil jeg indvie dig, kære læser, i en række idealtyper kreeret i samråd med mine to henrivende medsammensvorne Inge og Ella, som senere i aften eskorterer mig til semesterstartsfest på KUA. Det er blandt etnologer og historikere, at vi skal svinge pjalterne og drikke tæt, og det kræver vist indledningsvis en lille historietime. Man må yde før man kan nyde, så jeg smutter i den forbindelse i det belærende antræk og introducerer tre uundgåelige typer fra vores fælles omverden:

Morgenhårspigerne: Det er misundelsværdigt smukke piger, som umiddelbart peaker i 3.g, men som findes i alle aldre. De er halvflippede på den moderigtige måde, og de er med på beatet i alt, hvad der rykker på den kulturelle front. De ligger så langt fra det logoindpakkede, blonderede forstadsrak, man ser foran Luux lørdag nat, man overhovedet kan forestille sig. Centralt for deres selvicenesættelse er det efterstræbelsesværdige ”henkastet lækker”, som man med møje og besvær opnår ved nøje gransken i diverse genbrugsbutikker, et minimum af makeup samt let filtret hår kastet op i en krøllet knold. Ved første øjekast er looket kommet i hus ved blot at kaste sig ud af sengen og trække i det første det bedste fra tøjskabet, hvilket de også selv velvilligt bekræfter, idet forfængelighed anses for ondskabens opfindelse, og flertallet af morgenhårspiger er meget politisk bevidste – venstreorienterede, vel og mærket, og med kvasi-feministiske tilbøjeligheder. Ingen har lyst til at ligge under for reklame- og modeindustriens forkvaklede kvindeideal. I virkelighedens verden er looket ligeså planlagt som hos den pyntede fashionista, og vi - uden at have det empirisk bekræftet – forestiller os, at morgenhåret tager oceaner af tid hver morgen at få til at sidde perfekt sjusket på den helt rigtige måde!

Hornbrillen: Her har vi oftest med fyre at gøre, idet hornbrillens kvindelige modstykke for det meste tager lidt andre metoder i brug for at udtrykke sin intellektuelle selvforståelse (læs: mere subtilt og implicit). Hornbrillen er ikke bare en kløgtig ung mand, men en fyr som er meget ivrig efter at gøre andre opmærksomme på sin studentikose adfærd og finkulturelle interesser. Vi har altså med en livstilsintellektuel at gøre, og navnet udspringer naturligvis af det allermest afslørende assessory, nemlig brillen. Gerne sorte, tykke briller, om end de findes i mange varianter. Tøjstilen er generelt domineret af cardiganer, skjorter, en klud om halsen, velsiddende jeans og skoene er enten retrosneakers eller converse. T-shirts med litterære eller politiske referencer er også en yndling hos hornbrillen. Han læser Information og Weekendavisen samt klassikerne inden for filosofi, samfundsvidenskab og finlitteraturen. Han namedropper i flæng og er ekspert i indskudte sætninger a la ”Jeg var jo Afghanistan her i sommer, hvor jeg hjalp min kammerat med at skyde en doku om livet dernede”, ”Ordet af Drejer er ubetvivlelig en sublim film” og ”Jeg har en ting for Nietzsche for tiden. Har du læst noget af ham?”. Han har gang i projekter hele tiden, hans netværk er ubeskrivelig stort, og han har tilmed i sit stramme program nået at frekventere byens smarteste fester, som han på en og samme tid blærer sig med og affejer som ligegyldigheder. Det er formegentlig overflødigt nu at hæfte mærkatet prætentiøs på ham, men der er ingen tvivl om, at jantelovsjyder finder hornbrillen røvirriterende, selvom han bestemt også har sine charmerende sider.

Verdensmanden: Endnu en fyr, som synes at være allestedsnærværende for tiden. Hans karakter udtrykker sig tydeligst ved small talk og deslige, hvor verdensmanden stoisk nægter at konversere på den traditionelle du siger noget/ jeg siger noget/ du siger noget/ jeg siger noget-måde osv. I stedet begiver verdensmanden sig ud i en længere monolog, hvor han udbreder sig om alt fra verdenssituationen til, hvad han anser for fantastiske anekdoter fra sit eget liv, der bare må deles med den lyttevenlige pige, der står over for ham. Han har en tilsyneladende angst for at stille spørgsmål og selv indtage den lyttende position, idet han anser det for mandens største dyd at kunne underholde og imponere det modsatte køn. Hans selvsikkerhed og tilfredshed stråler gerne fra ham, og han kender ikke til dårlig samvittighed over at have talt for meget. Han kender kun til ærgrelsen over ikke at have talt noget mere. Han har svært ved at skjule sin kedsomhed, når pigen en gang i mellem forsigtigt forsøger at indskyde en bemærkning, for hun kan umuligt fortælle noget mere interessant, end hvad han selv kunne gøre sig klog på. Rådet er holde sig langt væk fra den type, selvom det har vist sig ganske umuligt at praktisere i virkelighedens verden. De er overalt!

Ingen kommentarer: