Sommer i Europa

Nu daffer jeg på interrail med Ella. Vi skal ned til lande, hvor vejret er grillhedt, mænd hedder Andrea og bleghuder som mig bliver stegt levende, hvis ikke vi dehydrerer først.
Vi starter dog med en togmarathon til Budapest, hvor jeg til gengæld er blevet lovet to-die-for massage af fuldfede madammer i et af deres varme kurbade. Budapest er bare begyndelsen på, hvad der må, skal og vil blive eventyret over alle eventyr. I hvert fald denne sommer.
Jeg skal imidlertid igennem pakkehelvedet, før jeg kan rejse nogen steder, og dilemmaerne vælter allerede frem. Hvor mange bøger må jeg tage med? (Og hvilke bøger skal det være?) Skal jeg være praktisk hele vejen igennem eller bare medbringe mit yndlingstøj? Hvilke af mine mange ikke-vandre sko er bedst at vandre i? Og alle de andre vigtige overvejelser...
Jeg er tilbage om en måneds tid. God sommer!!

Et spørgsmål om kendthed

Hvad gør man, når man møder en kändis? Det er sikkert et spørgsmål, som alle stiller sig selv på et eller andet tidspunkt i sit liv. Mit tidspunkt var forleden dag, da en kendt guitarist i et kendt dansk rockband satte sig ved Inge og mit bord på en bar og snakkede med os (Med os, ja! Vi gjorde ikke andet end at være uimodståeligt henkastet lækre.. og have to ledige stole ved vores bord). Det var min debut udi faktisk konverseren med en celeber personlighed. Et stort øjeblik i mit liv, som jeg har gået og analyseret på de sidste par dage, og som jeg nu vil dele med jer: Hvordan klarede jeg det? Var det noget, jeg kunne finde på igen? Skal jeg gribe det anderledes an næste gang (hvis der kommer en næste gang.. suk)? Eller har jeg i virkeligheden et lille talent i det med at omgås berømtheder? Store spørgsmål, naturligvis..

Vi udgav os for ikke at kende ham og forsøgte ikke at se på ham i længere tid, end vi ville have gjort, havde det været en anden fremmed, vi aldrig havde mødt før. Han havde umiddelbart ikke behov for at afsløre sin sande identitet og præsenterede sig som deltidsjobber på et pladeselskab og guitarist i et band, som spillede rundt omkring: "Jeg kan faktisk bedst lide at spille i Jylland", sagde han, "Der er alle folk hundrede procent opsat på at holde den vildeste fest". Åh ja, festlige jyder, der slår der til søren.. Eskapisme fra provinshelvedet? Jeg spekulerede på, om Jelling Festival virkelig er federe end Orange Scene på Roskilde, men jeg kunne ikke så godt spørge, når nu vi havde lagt ud med vi-aner-ikke-hvem-du-er-attituden. Og den fortsatte vi med. Faktisk stillede vi langt flere spørgmål til hans snakkesalige journalist-veninde, som anbefalede os at tjekke musikvideoen Just a Gigolo med David Lee Roth ud på You Tube. "Det er den vildeste musikvideo nogen sinde", sagde hun. Anbefalingen er hermed givet videre.
Det var svært at spørge midt i det hele, hey, er du ikke...? Og hvis vi havde spurgt ham, hvad ville der så ske? Det er faktisk heri humlen ligger. Vi gad ikke være: Vi taler kun med dig, fordi du er kendt. Vi roser dit musik til skyerne, selvom vi ikke har dine plader eller har tænkt os at købe dem.
Vi ville heller ikke falde i modsatte grøft: Nu ignorerer vi dig, for du skal ikke tro, du er mere interessant end så mange andre, bare fordi du spiller i et rockband og er kendt... lissom. Vi er ikke overfladiske, at du ved det. Hallå..Vi går på universitetet!!
Og hvad med ham? Skulle han tale om sin kendthed og succes igen igen, når han nu bare ville prøve at være et almindeligt menneske på en bar, der taler om kedelige ligegyldige ting, som os dødelige sidder og vrøvler om hver dag?
Jeg tror, vi valgte klogt i at være så blinde og ikke kunne genkende ham.. om end det var lidt kunstigt!
Efter en halv time, to øl og et par shots senere smuttede Inge og jeg videre. Vi skulle jo ikke blive hængende bare fordi han var kendt.. ?

Introduktion af vores boligudlejer

Jeg deler lejlighed med Ella - min herlige veninde gennem fem år, som burde introduceres på rette vis med en lang, rosende omtale. I denne omgang nøjes jeg med at kaste mærkater som fjollet, hittepåsom og kløgtig efter hende. Hun er i alle henseender den sjoveste person, jeg kender (uafhængig af definitionen af sjov... Så sjov er hun!). Et skjult komisk talent, som dansk fjernsyn og deres tv-seere, uden at vide det, desperat har brug for. En pige der i rigelige mængder forsyner mig med mavekramper!

Det skal nu ikke handle om Ellas komiske talenter lige nu.
I dag lækkede et af rørene på Ellas værelse, så vi måtte have fat i vores boligudlejer Mogens, som vi i al hemmelighed har omdøbt Mogi. Han ejer et konsulentfirma, hvor konen Gitte er regnskabschef (skattemus, som han også kalder hende). Det hedder Mogi Partners. Mogens er blevet til Mogi (udtales Mowgi) og vi er vilde med ham.
Han får os på behørig vis til at krympe, neje og takke ham til tårer, når han en gang i mellem velsigner os med sit selskab. Særligt husker vi dengang, vi skrev under på lejekontrakten, hvor han havde inviteret os til en art audition på sit overdådige kontor i indre by ugen efter, vi til åben hus havde beset lejligheden sammen med mindst 40 andre unge mennesker.
Vi blev krydsforhørt med hensyn til studie- og arbejdsmarkedsposition, vores økonomi blev vrangvendt og vores privatliv eksamineret og vurderet med dertilhørende spidse kommentarer. Han voterede grundigt, før han valgte os med en begrundelse, jeg ikke helt genkalder, men som naturligvis fremkaldte stærke følelser i os begge. Vi takkede ham hele vejen ud af døren, hvor han til gengæld afslørede, at vi i øvrigt var de eneste, der var kommet den dag.. Ikke at vi følte os ydmyget eller overvejede, om ikke han burde takke os i stedet for at gide leje hans mikroskopiske lejlighed til astronomiske summer, da vi gik derfra... eller da vi så lejligheden igen. Den var absolut ikke en verdensmand som ham værdig.
Men som sagt. Vi er vilde med ham. Mogi er en overdimensioneret direktør med tyndt hår og hang til røde bøffer og årgangsvine, og som helt forudsigeligt i hver sætning får bemærket Hellerup-ejendommens beliggenhed, sommerhuset i Sydfrankring, den nyindkøbte Mercedes eller bare lige ud, hvor fantastisk velhavende, han er. Der skulle virkelig være dødvande mellem ørerne, hvis det var gået hen over hovedet på os, at han er cand.polit (!!!) eller hvilke big shots in business han er bekendt eller ligefrem best buddies med.
Han betragter sine udtalelser som uigenkaldelige sandheder; forkyndelser, der fortjener klapsalver i de lange kunstpauser, han holder, når han skal vurdere, om vi fangede hans pointer. Hvilket vi altid gør. Som de taknemmelige lejere vi er, betaler vi altid rigeligt til plusset på hans selvtilstrækkelighedskonto. Ikke at vi aldrig forvirres af hans udsagn.
Hvordan reagerer man eksempelvis, når en fuldvoksen person forklarer om sig selv, at han er en meget moralsk mand efterfulgt af en kunstpause og frysende øjne?
"Kan man sige det om sig selv?", spørger Ella efterfølgende, "...Åh jeg får myrekryb af ham!"
Hvilket ikke betyder, at vi ikke forguder ham. Det er en lejeslaves lod at elske sin herre betingelsesløst. Så vi takkede og priste ham endnu en gang, da han maste sit omfangsrige korpus gennem værelset hen til rørene og drejede lidt vilkårligt med en tang indtil problemet var ordnet. (Næste gang gør vi det selv.. hm.).

1 årsdagen

(Jeg tegner selv sommetider, og jeg vil gerne uploade noget af det, jeg laver her. Indtil videre kan de ikke kaldes illustrationer (da de ikke har noget med bloggens indhold at gøre), men blot noget pænt (måske?) at kigge på).

For et år siden lå jeg med hævede tudeøjne og ventede på at resten af verden skulle krakelere ligesom min indre verden havde gjort det aftenen før, da daværende kæreste usikkert og i affekt havde fyret mig over telefonen.
Det var ikke en fejltagelse af den grund. Fyringen havde været en tikkende bombe i lang tid. Han havde venligt undgået det uundgåelige grundet lige dele hensynsfuldhed og konfliktforskrækkelse. Jeg havde undgået konfrontationen, fordi jeg dels var vægelsindet og dels slet ikke klar til at give slip. Vi blev vældig dygtige til ignorere elefanten i rummet. Det var aldrig decideret ulykkeligt mellem os. Blot frustrerende.

Åh ja verden gik ufortrødent videre (det er nu jeg bevæger mig ud i farligt terræn; også kaldet gennemslidte pulp floskler) frem til i dag, hvor jeg drister mig ud i et tilbageblik rettet mod den skæbnesvangre dag. Den dag og dagene efter var jeg opslugt af et ocean af følelser, der bølgede igennem mig (Og faktisk var jeg en kæmpe kliché. En sengeliggende, storsnottende, klynkende, kleenexkonsumerende, selvynkende vræledukke, der skiftede sindsstemning på minuttet!) Herre jemini, hvor jeg FØLTE!!
I forhold til i dag.
I dag er jeg modsat opfyldt af feriedagligdagens ingentingsgøren og kedsommelighed efter en lang periode af ingendramatiske hændelser, hvor stirren ud af vinduet føles som en aktivitet i sig selv. Uden at romantisere -- det gør jeg nok alligevel.. Der var en slags tilfredshed knyttet til sidste års vræle galore. Jeg kunne skabe mig med god samvittighed og faldt med lethed ind i klicheen droppet kæreste (jeg har trods alt set tv og læst bøger nok til at kende rutinerne for et breakup). Jeg nød at føle (læs: når det altså ikke stak i maven af psykisk smerte!) Det var første gang, jeg oplevede ægte kærestesorger og en lille del af mig tog det som en oplevelse. Der blev sat et lille imaginært hak i mit livs to-do-and-try-liste. Nu har jeg til gengæld prøvet det... Jeg kan ikke sætte to hak.

Offentliggørelsen af mig

Jeg er her med mit første indlæg på besynderligste vis grebet af en præstationsangst som naturligvis ikke lader sig beskrive fyldestgørende midt i orkanens øje.. Jeg vil eventuelt følge op på disse følelser senere med en helt igennem tåkrummende irriterende selvpsykologisering af angstens kerne. Eller også lader jeg beskrivelsen af mine følelser behændigt ligge.

Afslutningsvis vil jeg dog tilføje, at jeg naturligvis beklager belastningen af nettet med endnu et navlepillende forsøg på at skabe eksistensberettigelse for selv en gennemsnitlig åndsamøbe som undertegnede. Jeg skal fremover forsøge at fokusere på de langt mere givende af mine bekendtskaber såsom som førsteelskeren Svensson, de endnu ikke-eksisterende yndlinger Luella og Bob, rockabilly og professionel charmør Mikki Petersen, den evigt beundringsfremkaldende Hornbrille (som vistnok skyder nyskabende politisk art-doku-film i mellemøsten i skrivende stund), den koffein- og kulhydratsforskrækkede Irene og de altid misundelsesværdige Morgenhårs-piger. Du bliver heller ikke snydt for cand.politten med den bundløse pung og den i sandhed høje moral, Mogens, samt de piedestalværdige piger Inge og Ella, som hver især og på forskellig vis giver oprigtigt stof til eftertanke. Tanker, jeg lover, jeg nok skal tærske langhalm på og forfladige til pseudoeksistentialistiske formaninger (jeg skal forsøge at begrænse mig!)
Alle disse figurer samt alle de andre fra mit univers centreret omkring København vil indfinde sig i denne blog. Så er det i første omgang sidste punktum sat.