Jeg deler lejlighed med Ella - min herlige veninde gennem fem år, som burde introduceres på rette vis med en lang, rosende omtale. I denne omgang nøjes jeg med at kaste mærkater som fjollet, hittepåsom og kløgtig efter hende. Hun er i alle henseender den sjoveste person, jeg kender (uafhængig af definitionen af sjov... Så sjov er hun!). Et skjult komisk talent, som dansk fjernsyn og deres tv-seere, uden at vide det, desperat har brug for. En pige der i rigelige mængder forsyner mig med mavekramper!
Det skal nu ikke handle om Ellas komiske talenter lige nu.
I dag lækkede et af rørene på Ellas værelse, så vi måtte have fat i vores boligudlejer Mogens, som vi i al hemmelighed har omdøbt Mogi. Han ejer et konsulentfirma, hvor konen Gitte er regnskabschef (skattemus, som han også kalder hende). Det hedder Mogi Partners. Mogens er blevet til Mogi (udtales Mowgi) og vi er vilde med ham.
Han får os på behørig vis til at krympe, neje og takke ham til tårer, når han en gang i mellem velsigner os med sit selskab. Særligt husker vi dengang, vi skrev under på lejekontrakten, hvor han havde inviteret os til en art audition på sit overdådige kontor i indre by ugen efter, vi til åben hus havde beset lejligheden sammen med mindst 40 andre unge mennesker.
Vi blev krydsforhørt med hensyn til studie- og arbejdsmarkedsposition, vores økonomi blev vrangvendt og vores privatliv eksamineret og vurderet med dertilhørende spidse kommentarer. Han voterede grundigt, før han valgte os med en begrundelse, jeg ikke helt genkalder, men som naturligvis fremkaldte stærke følelser i os begge. Vi takkede ham hele vejen ud af døren, hvor han til gengæld afslørede, at vi i øvrigt var de eneste, der var kommet den dag.. Ikke at vi følte os ydmyget eller overvejede, om ikke han burde takke os i stedet for at gide leje hans mikroskopiske lejlighed til astronomiske summer, da vi gik derfra... eller da vi så lejligheden igen. Den var absolut ikke en verdensmand som ham værdig.
Men som sagt. Vi er vilde med ham. Mogi er en overdimensioneret direktør med tyndt hår og hang til røde bøffer og årgangsvine, og som helt forudsigeligt i hver sætning får bemærket Hellerup-ejendommens beliggenhed, sommerhuset i Sydfrankring, den nyindkøbte Mercedes eller bare lige ud, hvor fantastisk velhavende, han er. Der skulle virkelig være dødvande mellem ørerne, hvis det var gået hen over hovedet på os, at han er cand.polit (!!!) eller hvilke big shots in business han er bekendt eller ligefrem best buddies med.
Han betragter sine udtalelser som uigenkaldelige sandheder; forkyndelser, der fortjener klapsalver i de lange kunstpauser, han holder, når han skal vurdere, om vi fangede hans pointer. Hvilket vi altid gør. Som de taknemmelige lejere vi er, betaler vi altid rigeligt til plusset på hans selvtilstrækkelighedskonto. Ikke at vi aldrig forvirres af hans udsagn.
Hvordan reagerer man eksempelvis, når en fuldvoksen person forklarer om sig selv, at han er en meget moralsk mand efterfulgt af en kunstpause og frysende øjne?
"Kan man sige det om sig selv?", spørger Ella efterfølgende, "...Åh jeg får myrekryb af ham!"
Hvilket ikke betyder, at vi ikke forguder ham. Det er en lejeslaves lod at elske sin herre betingelsesløst. Så vi takkede og priste ham endnu en gang, da han maste sit omfangsrige korpus gennem værelset hen til rørene og drejede lidt vilkårligt med en tang indtil problemet var ordnet. (Næste gang gør vi det selv.. hm.).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar