onsdag den 28. oktober 2009

Ingen hoved og hale

Den er ikke helt død. Den har bare haft det alt for godt...
Jeg tror, at det er dét. Jeg skal helst være forpint og i hæslig forfatning, før min pen (på web 2.0 sprog: computertaster) gider at flytte sig. Klokken skal helst være over fire (om natten, bien sur). Jeg skal helst ligge i min seng og desperat ønske at sove, eftersom samfundet har dikteret, at det er midt om natten og meget sent og jeg burde gå i seng. Så kommer ideerne. Nogle sætninger. Historier. De er hurtigt glemt. Men mega geniale....

(Nu er jeg i øvrigt stået fucking op for at gøre oprør mod alle, der mener, at man skal sove om natten. Hvorfor ikke sove om dagen? Hvorfor overhovedet sove? Insomnia er sådan et cool ord. Hvis jeg dropper søvnen, kan jeg måske få lov at bruge ordet noget mere?)

Hvad mener jeg med at have haft det for godt, og hvad mener jeg med forpint (se, jeg er blevet fuldstændig hjernevasket af alt for mange års uddannelse, der har lært mig at redegøre for alt, hvad jeg siger og mener... suk). Nå, ja, sidst jeg skrev, var jeg happy newly in love med Ruben - og jojo, vi er stadig happy in love. Knap så newly, så jeg er - kan man sige - kommet ned på jorden igen, hvor livet har ventet på mig med et smørret smil om læben. Haha, sagde livet, du har stadig masser af ting hernede på den golde jord, som du ikke har styr på. Livet grinte bare endnu højere (skingert og skrækindjagende to the bone: muhahaha), da jeg forklarede, at jeg var unbeatable. Jeg havde nemlig kærlighed nu. Så fuck you, mister life, sagde jeg kækt. Men næh nej, så let skulle jeg ikke slippe....

Intermezzo uno:
Til alle jer som ligesom jeg troede, at kærlighed er det vigtigste i livet and all we need is love-ladida, skulle prøve den test, som Ella for et stykke tid siden blevet udsat for af sin veninde, der havde en somewhat kvasi-videnskabelig bog, hun læste højt fra... Noget med at placere nogle dyr i en top fem. Ella havde valgt aben som nr 1 og geden som nr 5 (ved ikke, hvad de tre andre dyr var nogle, men lad os lege, at det var elefant, kanin og flamingo). Guess what? Det betød, at hun prioriterede penge som nr 1 og kærlighed som nr 5. Men, indvendte jeg, hvem ville nogen sinde vælge geden som nr 1? Moralen er: penge er vigtigt, kærlighed er luksus!


Intermezzo duo:
Og nu er det, at jeg bliver nødt til at tilføje en anden quiz fra bogen (sorry, skal nok vende tilbage til det rette spor igen snarest), som nok nærmere er en gåde: But here goes: (jeg springer lige et par linjer ned, så den tager sig godt ud)

En kvindes mor er lige død. Hun tager til moderens begravelse. Her ser hun en mand, som er så total lige i øjet, synes hun, så hun må bare må knalde ham lige mette vuns. Hun kan nærmest allerede mærke ham penetrere hende de mest usandsynlige steder..... Anyhoodles, det er ikke så vigtig, præcis hvad hun havde lyst til. Men hun var i hvert fald stakåndet blot ved synet af ham. Igen... ligemeget.... Men pludselig er han væk. Pist. Forsvundet. Ude af syne. Kvinden spørger et par af de andre gæster, hvor han er. De svarer, at jo, ham havde de da godt lagt mærke til, men de vidste ikke hvor han var.
Nå. Anyhoodles. To dage senere slår kvinden sin søster ihjel.
Hvorfor det?

Inden den helt store gådebedrivelse begynder, skal det lige indføres, at quizbogen skriver, at dette er en gåde, som er blevet brugt til at udpege psykopater. Gætter man gåden rigtig, er man altså psykopat. Ella og jeg er begge psykopater. Ella var så psykopatisk at blive ellevild over, at jeg gættede rigtigt. Det havde været så kedeligt at være psykopat alene. Hun havde et par veninder, som ikke gættede den. Men nu var det ikke så farligt længere. Jeg virkede såmænd som en rar en af slagsen. Det samme kunne jeg sige om hende. Happy love, dér.

Men altså, livet griner af mig, og jeg er psykopat. I kan godt se. Her er allerede to gode grunde til, at jeg er forpint. Livet griner selvfølgelig, fordi jeg har prioriteret kærligheden, således at jeg totally poor. Fattig. Quelle chagrin, non? (der skal være plads til både aben og geden) (Min ged er virkelig dejlig, iøvrigt). Og jeg hader at skrive bacheloropgave. OG DEN SKAL SKRIVES (hader!!!)
Men i dag har en sten i det mindste forladt min skulde. Jeg tager ikke på udveksling efter nytår. Jeg vil blive her. Og trodse livets store krav om at ville ville det hele - hele tiden, fordi der kun er et liv, så det skal fucking udnyttes.
Hvad hvis jeg ikke har lyst til at udnytte livet. Jeg er en god og pæn pige. Jeg vil bare gerne være gode venner med livet. Jeg vil have, at livet ikke længere skal grine af mig. Jeg vil bare have, at vi kan lege sammen.

Så nu skal jeg lære at leve i nuet!
Og her er det, at jeg selvfølgelie griner højest af os alle, for det er virkelig et tåbeligt udsavn at ville leve i nuet. Så snart man snakker om at leve i nuet, gør man det modsatte. Ligesom den stakkels pige, hvis navn jeg overhovedet ikke kan huske, fra radioen, som fortalte om, at hun betalte en frygtelig masse penge (hun sagde ikke frygteligt - hun gjorde det sgu frivilligt og syntes, det var helt på sin plads) for at gå på et improvisationsteater, hvor hun lærte at leve i nuet. Her skulle hun rende rundt og imitere aber (eller penge, grynt grynt). Og Ella og jeg er tilpas frygtelige mennesker, så vi syntes selvfølgelig det hele lød fuldstændigt latterligt, så vi grinte af hende, mens vi rendte rendte og pillede os i navlen og i håret og et tredje sted (og var totally in the now, you know) (free of charge). Og legen fortsatte. Jep, vi var også geder på et tidspunkt. Men igen, det var langt sjovere at være aber (money is just more fun than love).

Jeg vil bare have lov til at leve livet, som det er, i stedet for at rende rundt og håbe på mirakler i fremtiden. Jeg gider ikke lige bruge mit sidst år i starttyverne på at tilføje kuriøse jobbeskrivelser på mit cv, så jeg kan blive rig som 45-år. Og hvad så? Jeg lever kun, når jeg ikke laver noget, som handler om noget i fremtiden. Så dette er hvad, jeg vil: Se ufattelig mange tv-serier (forbrydelsen, gossip girl, melrose place, house, 30 rock....), tjekke ligegyldige blogs fyldt med stavefejl og indholdsløst indhold, drikke mig fuld alt for tit og bruge tømmermænd som en undskyldning for at få en quarter pounder fra mac'en, diskutere en halv time med Ruben om, hvem der først skal stå ud af sengen om morgenen, hade opvasken og vasketøjet, brokke mig over mine forældre, glemme fødselsdage, glemme regninger og sove alt for længe. Måske kan det blive min karriere en gang: jeg er sgu ekspert i det ynkelige liv back in the golden days of the naughties? Måske kan jeg holde nogle overcharged foredrag til den tid?
Whatever... Nu begynder jeg faktisk at få det lidt halvskidt. Nu vil jeg faktisk gerne sove. Tror jeg... Hm....