En hyggelig eftermiddag med min ven Vlad

Vi skal have chai te nu, siger Vlad pludseligt og rejser sig beslutsomt fra sin slidte grønne lænestol. Jeg sidder op ad hans radiator og bladrer i fotomagasinet Filter. Jeg er helt opslugt af nogle surrealistiske portrætter, som en vis Loretta Lux har taget af børn med perfekt teint og intense blikke. Deres hoveder, ører eller øjne er mildt forstørrede med det resultat, at de er ubestemmeligt uhyggelige og fængslende på en og samme tid. Jeg registrerer derfor kun, at Vlad forsvinder ud i køkkenet, men reagerer ellers ikke.

Sådan er det altid, når jeg besøger Vlad. Vi laver typisk hver vores ting. I starten var jeg forbandet forvirret over, hvad denne mystiske fætter mon ville mig. Han var ikke interesseret i min krop, konkluderede jeg hurtigt, for han gjorde absolut ingen tilnærmelser. Han forsøgte heller ikke at charmere mig med gaver, komplimenter, hvad som helst. At han forekom at være så frygtelig kejtet, havde intet med mit nærvær at gøre, kunne jeg ligeledes konkludere. Kejtethed er velsagtens hans natur, hvis man ellers tror på den slags. Han gjorde imidlertid meget ud af at få mig til at føle mig hjemme. ”Hvis du bliver sulten, tager du bare noget i køleskabet”, sagde han en af de første gange, jeg besøgte ham. Han havde vist mig rundt i lejligheden, selvom jeg havde været der før. Han gennemgik hver en lille krog med henblik på at læse, studere, tænke og drømme lige netop dette særlige sted i lejligheden. Jeg var lammet af forvirring over hele situationen. Jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor han gjorde og sagde, hvad han gjorde og sagde. Efter sin lille tour de lejlighed satte han sig til rette med en bog, sendte mig et gennemgribende uskyldigt smil og forsvandt så øjeblikkeligt fra virkelighedens overflade. Jeg stirrede på ham. Først afventende. Derefter, da det gik op for mig, at der tilsyneladende ikke skulle ske mere, blev jeg i stedet helt usandsynlig usikker og endnu mere forvirret. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Hvad havde den sære snegl monstro tænkt sig? Var det det meningen, jeg bare skulle gå…?
Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg alligevel endte med selv at nyde dette tossede samvær og faktisk komme hos Vlad så ofte, som jeg gør. Ella synes, han lyder vildt uhyggelig, men det er nok i virkeligheden det sidste, man kan kalde Vlad. Lidt sær ville ikke være helt af vejen, men samtidig mere sympatisk end folk er flest. Han er begyndt at samtale lidt mere, hvilket er hyggeligt, men jeg kan ikke påstå, at situationen ikke stadig er påfaldende besynderlig.

Musikken stopper, og Vlad kalder fra køkkenet, om jeg ikke sætter noget nyt musik på. Jeg flytter mig modvilligt fra den varme radiator og stopper pladespilleren, ”Jeg skifter lige til min iPod”, råber jeg. Jeg finder nummeret Club Thing med Yoav på en af mine spillelister velvidende om, at Vlad vil ryste på hovedet. Der bor en gammel mand inde i ham, der ikke forstår sig på nutidens unge og deres sære tilbøjeligheder. Vlad hører jazz. Han har en bred smag inden for jazz, bevares, men generelt en lidt snæver referenceramme i forhold til nyere kultur, ”Den er super fed, den her sang”, råber jeg til ham og skynder mig tilbage til min varme plads og pakker mig ind i et tæppe. Det er frysende koldt udenfor. Man kan høre vinden rive i ruderne. Vlad kommer ind med chai teen. ”Du vil elske den her”, siger han og smiler stolt, ”Jeg laver verdens bedste chai te”. Jeg er i forvejen forundret over, at denne unge fyr med så gammelt et sind overhovedet ved, hvad chai te er, men at han tilmed har ret i, at den er suveræn god, er næsten det bedste. ”Du overrasker mig da også hele tiden”, siger jeg og blinker til ham.

Theis flytter

Jeg er på vej på biblioteket for at aflevere en stak cd’er, som allerede er long over due, da jeg støder ind i min nabo Theis på trappen. Han kommer slæbende med flyttekasser og har et sart sammenbidt utryk i ansigtet.

”Hov Anna!”, udbryder han og virker overrasket over at se mig.

Det er også ufattelig lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg har været fordybet i eksamen, mens han velsagtens har haft travlt med at rende efter søde Anne, som han stadig smaskhamrende forelsket i.

”Gud, er du ved at flytte?”, spørger jeg forbavset, ”Det kan du da ikke…”.

”Jeg flytter sammen med Anne i hendes lejlighed på Frederiksberg”, svarer han og ser selv lidt ærgerlig ud, ”Jeg kommer helt sikkert til at savne Vesterbro… Jeg fremlejer lejligheden til min fætter – I må gerne holde lidt øje med ham. Han er sgu ikke verdens mest pålidelige fyr!”, siger han.

"Det lyder farligt”, jeg griner lidt.

”Det ER farligt, men det e et alle tiders arrangement, fordi han stod uden tag over hovedet – som min kloge mor, der har købt lejligheden til mig, sagde. Men der er sgu ingen folk med respekt for sig selv, der frivilligt lejer ud til det tågehoved. Han blev smidt ud af en fremleje sidste år. Hvem bliver smidt ud her i Danmark? Han har tilsyneladende snyltet rundt mellem kammerater de sidste par måneder.. Han er en fin fyr, men han.. tja, han minder sgu nok lidt om mig, før jeg mødte Anne. Bare værre om muligt”.

”Værre? Det lyder i sandhed farligt!” Jeg smiler ved tanken om en ny gammel Theis, ”Men hør, du ser ikke så tilfreds ud. Er det hårdt at flytte?”.

”Jeg klarer mig… Men en lidt hård dag. Jeg havde tilsyneladende glemt, at Anne og jeg ikke ligefrem deler det der boligstil, så jeg har nogle ting, jeg ikke kan tage med. Fodboldbordet er blevet kørt over til Jens og Thor. Min samling af stjålne ølglas blev min lillebror svært glad for. Jeg fik da lov at tage min grønne lampe med.. Hov, har du monstro brug for en sofa?”

”Åh nej, vel ikke den mørkeblå lædersofa? Den er så cool…”, han nikker til mig, ”Ej, hvor ærgerligt.. Jeg har desværre ikke plads. Kan du ellers ikke låne den til din fætter? Jeg mener, den er alt for cool.. Du må ikke smide den ud”,

”Det havde jeg bestemt heller ikke tænkt mig, men Oscar, som min fromme fætter i øvrigt hedder, kunne godt gå hen og ødelægge den lidt for hurtigt, så ja..”. Theis ser ikke tilfreds ud.

”Hvornår ser vi dig igen?”, spørger jeg.

”Har du ikke snakket med Anne? I er inviteret til et eller andet i næste weekend.. Jeg har ikke helt styr på det, men Ella og dig skal komme, for I skal møde Oscar. Jeg har jo tænkt mig, at I for fremtiden skal være mine spioner..”

”Vi er simpelthen inviteret, fordi du har brug for barnepiger til din ustyrlige fætter… Kun derfor? Hvad får vi for det?”,

”Ja Anna, kun derfor. Jeg har jo egentlig aldrig kunnet lide jer. Fjollede pigebarn! Hør nu, I skal komme, fordi I er to vældig flinke mennesker. Men I skal ikke opfatte indbydelsen som et tilbud om en hyggelig aften, hvor I kan takke nej, fordi der tilfældigvis er noget andet og sjovere den aften. Nej, det er ikke en mulighed. I SKAL komme”, Theis ser alvorligt på mig og griner så: ”Og halløj Anna, Oscar er sgu da for resten halvt svensker. Og han har svenske venner. Massevis.. Det kan være din gevinst”.

”Haha.. Nårh ja, du har svensk familie. Mærkeligt at jeg aldrig har udnyttet det før, men ja, det kan jeg vist ikke gå glip af. Og sandt at sige er jeg også temmelig nysgerrig efter at se fætter bølle.. Jeg bliver skuffet, hvis han ikke er en værre lømmel. Men hør, så ses vi jo heldigvis snart.. God flytning og al det der. Jeg skal nå på bibberen, inden de lukker i dag… Hils frøken Anne..”.

”Lige over. Hils frøken Ella. Og sig, at jeg så hende med løst hår forleden dag. Jeg troede sgu, at grunden til, at hun altid går med den der knold, var fordi det lange hår var grimt.. Eller det har hun sagt, men hun var vildt lækker.. Øh, ikke at misforstå.. Hov, Anna – lige en ting mere. Hvad er det for noget med en russer? Ella fortalte lidt om ham, da jeg snakkede med hende sidst.. Hed han Plat?”

”Haha.. Sikke et par sladdertasker.. Og ja, han hed helt sikkert Plat. Flot navn, ikke? Ham må du høre om en anden dag. Og jeg skal nok fortælle Ella, at du synes, hun er for lækker med langt hår. Vi ses du!”.

Jeg hader det danske vejr!

”Lorteland!”, skriger jeg og sparker i affekt til i min cykel. Jeg har siddet hele dagen med min opgavegruppe og diskuteret vores problemstilling, som vi stadig ikke har fod på. Det er frustrerende ind i helvedet. Og nu er det blevet mørkt, snesludet fyger i gaderne, og det er ondskabsfuldt koldt. Og jeg skal hjem. Jeg ser tvært mod himlen, der gemmer sig godt bag sludet. Det bliver en gemen tur tilbage til Vesterbro fra Amager med sur blæst mod ansigtet, blå fingre og lemmer rystende af kulde. Bestemt ikke det, jeg har brug for lige nu!

Bag mig går et kærestepar forbi og kigger nysgerrigt efter mig. ”Hvad glor I på?”, ryger det ud af mig, og jeg sparker igen. Denne gang mod cykelstativet. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader det danske vejr. Koldt, træls, deprimerende. Og jeg hader, at alle mine venner i øjeblikket bor på Amager. Når jeg nu ikke selv bor der. Amager betyder blandt andet en syg tur over kanalen. Langebro er et sandt helvede at passere særligt i led frost og blæst. I morges turbotrådte jeg i pedalerne og havde en krigers grimasse uden at komme nogen vegne over broen. Jeg må have været et lystigt syn for de heldige forbipasserende i bil.

”Der er noget galt med at bo på Amager i frostvejr, at I ved det. I burde alle bo på Vesterbro. Så kan vi sælge Amager til svenskerne?”, foreslog jeg de andre, da jeg en halv time for sent væltede ind ad døren hos Thea, som lagde lejlighed til gruppemødet i dag.

”Amager er også næsten Sverige. Det er i hvert fald tæt på”, siger Bea, som er det fjerde medlem i gruppen udover Inge, Thea og jeg.

”Men Amager er altså et dejligt sted”, siger Inge, som straks begynder på sin evige salgstale for ”ønskeøen”, som jeg sværger på, jeg kan udenad. Stranden 5 minutter væk, den hyggelige Ingolfs Kaffebar, vulgært glitter og lir i Herolds Varehus, den interaktive udstilling af menneskelig lavkultur og dårskab i Amager Centret, de åbne vidder på Amager Fælled og, ”og så har Amager altså sin helt egen charme!”, indvender Inge og tilføjer, ”Og desuden Anna, hvis du vidste, at alle svenskerne boede herude, ville du jo cykle rundt på Amager hele tiden alligevel”. Sandt nok. Jeg elsker virkelig svenskere.

”Men det er også meget smart at have dem samlet på ét sted”, svarer jeg efter at have tænkt mig lidt om..

”Det er de da allerede. Læser de ikke alle medicin eller dyrlæge?”, siger Inge og formår næsten at dreje samtalen over på noget andet.

”Men det er heller ikke fucking Amager, der er problemet. Det er vejret. Og Danmark. Og dumme Langebro. Jeg hader Langebro. Har jeg sagt det? Jeg hader den fucking bro. Flyt til Vesterbro. Please!”. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader ikke Langebro oprigtigt, og slet ikke Amager, men jeg hader oprigtigt det danske vejr. Jeg har for længst droppet enhver forhåbning om skønhed, lykke og latter i de mørke vintermåneder, som følger, og har modvilligt accepteret, at det lige nu udelukkende handler om overlevelse. Om at finde praktisk tøj, jeg kan pakke mig ind i, hvilket derfor er skyld i, at jeg for tiden er beyond grim. Det handler om for mig at klæbe mig op ad min radiator i timer af gangen. Om aldrig at forlade hjemmet uden en fyldt termokande. Om at gå rundt i lejligheden med min dyne som kåbe og være det kvindelige modstykke til Michelin-manden. Højdepunktet i løbet af dagen er klart det kogende varme brusebad om morgenen (selvom selve det at stå op om morgenen er dagens absolutte lavpunkt). Og dagen har været helt exceptionel god, hvis det lykkes mig at fremtvinge blot et enkelt smil i løbet af dagen. Jeg gætter på, at jeg må være stærkt elskelig for tiden!

Jeg tænder ipod’en og leder efter Stereo Total i biblioteket, trækker vejret dybt og begiver mig forsigtigt ud i vintervejret parat til at blive blæst igennem og blive både våd og svedkold. Måske bliver det ligefrem hyggeligt. Jeg tvivler. Og i morgen skal jeg til Amager igen. Igen.