fredag den 31. august 2007

Anne og miljøet

Nu fik jeg nævnt Anne i går, som altså er Theis' nye kæreste. En cool pige, uden tvivl! Hvilket jeg ved, fordi jeg faktisk kendte hende før, de fandt sammen. Vi arbejdede sammen i et par måneder sidste år og faldt godt i spænd på den der, vi-minder-på-ingen-måde-om-hinanden og jeg-fatter-ikke-hvad-hun-fabler-om-halvdelen-af-tiden-men-gud-hvor-er-hun-cool-måde. Her efter Ella og jeg er kommet hjem fra interrail, og Ella arbejder, mens jeg keder mig og venter på studiestart, har jeg hængt en del ud med Anne. Hun banker nogen gange på døren for at høre, om jeg ikke vil med ud og spadsere, som hun så hyggeligt kalder det.

Hun er en bestemt unge dame. Dedikeret og besluttet, og ikke som mig vægelsindet og dovent afventende på mere oplysning. Hun er egentlig herlig fritaget for Bridget Jones-agtig selvironi, som så mange af mine veninder stadig ynder at benytte sig af, når de skal fortælle historier om sig selv. Anne gør ikke sig selv interessant ved at underholde om sine fejl og mangler og mislykkede affærer. Anne mener som regel, hvad hun siger, alvorligt. Hun gemmer ikke sine holdninger bag usikker humor, men ser indtrængende på mig, mens hun dikterer midlerne til forbedring af verdens problemer. Ikke at hun er uden humor, men som fundamentalistisk miljøfascist, mener hun bestemt, at hun har fundet sandheden til en bedre verden, og at den skal udbredes.

Når jeg går ved siden af Anne føler jeg mig som et monstrum af et firskåren brød ved siden af hendes yndefulde lille danserkrop, der med sine forfinede træk ser både stærk og skrøbelig ud på én gang. Hun har helt kort blond hår og et feminint ansigt med store øjne, lange buede vipper, mælkehvid hud, en lille næse og en spids hage. Hendes lyse spinkle stemme holder sjældent pause i lang tid ad gangen, men sprøjter facts ud om verdens afsindigheder og statistikker om global opvarmning og fremdeles. Hendes indignation af omverdenens tilsyneladende ligegyldighed over for klodens tilstand finder ingen grænse. Hun er en sand missionær i politisk korrekthed, og det er ikke sammen med hende, man skal afsløre sine personlige miljøsynderier. Jeg er sikker på, hun simpelthen MÅ glippe på et punkt eller to, for ingen kan være så miljørigtig gennemført. Jeg har dog allerede tjekket: Hun ejer kun el-spare-pærer og fairtrade-mærkede varer. Jeg mødte også Theis på trappen i går, som prustende kom slæbende med to tunge indkøbsposer fra Super Best, "Mand, jeg anede ikke at økologisk er så meget dyrere!!" Med Anne er der dog ingen vej udenom, og Theis er i løbet af ingen tid transformeret til fuldblods øko-slave.

Forleden sad vi på Bistro Boheme på Esplanaden, som serverer Max Havelaar-mærket kaffe og derfor i Annes øjne er godkendt. Hun fortæller, at på Vesterbro er Bang & Jensen hendes yndlingssted, "God kaffe", forklarer hun og begynder på en af hendes miljølektioner: "Med fairtrade mærket så er du sikker på, at arbejds-og levevilkårene for i hvert fald nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere er sikret, og med den viden kan kaffen da kun smage bedre".
Anne fortæller nu med begejstring at H&M hæver produktionen af økologisk tøj, og nu er det bare et spørgsmål om tid, før alle store tøjkæder har en økologisk linje "Faktisk viser undersøgelser, at syv ud af ti danskere gerne vil købe mere tøj, der er produceret under bæredygtige vilkår, men kan de få lov til det? En gennemsnitsdansker bruger 9300 kroner på tøj årligt. Det ville da være fedt, hvis de købte bæredygtigt tøj for de penge!". Hun elsker, at der er kommet fokus på tøjet, og hun fremviser sin nye taske med flotte prints af fairtrade-mærket bomuld, der samtidig støtter dårligt stillede unge og kvinder i Sydasien "Faktisk er de fire store miljøsvinere opvarmning af huse, biltransport, rejser og så.. TØJ!".
Jeg mumler lidt om at økologi for storbymennesket er et statussymbol, der viser man har fingeren på pulsen og hvor oprigtig kan det hele være? Jeg mumler også lidt videre om, at vi vel ikke har ægte frihandel her i verden. Hvis vi giver kaffebønder en kunstig høj pris, så lærer de vel heller ikke at klare sig selv i fri konkurrence. Er det ikke også lidt let at blive ved med at forbruge løs, så længe ens materialistiske behov samtidig støtter lidt halvgode formål. Er det ikke bedre at støtte nogle nødhjælpsorganisationer og komme ud og "virkelig" gøre en forskel?
Mine argumenter er ikke specielt velovervejede og dækker lige så meget over min dårlige samvittighed over ikke at være særlig miljøbevidst. Anne køber både økologisk og laver frivilligt arbejde og svarer tørt; "Der er jo mange måder at gøre en forskel. Hvis man som du skal have det hele bevist og så mejslet i sten, at det her er den bedste måde at hjælpe, så ville man jo aldrig gøre noget som helst. Der er mange måder... Man skal følge sine gut feelings. Og poppet hjælp er også hjælp", hun fortsætter, "Jeg ved godt, du synes, det er åndssvagt svært at vide, hvor man skal starte på hele det her store miljøproblem, men når den menneskelige hjerne får færten af, at noget ikke er muligt, så vil den lukke ned for de kræfter, der driver følelsen af motivation, og det er for dumt. Lad være med at overtænke det hele. Prøv at gøre en forskel alligevel", opmuntrer hun.

Jeg nåede at slippe væk, før Anne kvalte mig fuldstændigt med hendes øko-trip. Det er heldigvis ikke altid jeg skal konfronteres med min dårlige samvittighed på området. Anne har heldigvis også andre interesser. Hun er en cool pige jo. Mere om det en anden gang. Jeg gik faktisk hjem den dag, og så Al Gores En Ubekvem Sandhed og følte virkelig at trangen til at redde verden brænde i mig, men i dag er mit miljøbevidsthed tilbage på normalt niveau. Jeg slukker lyset i de værelser, jeg ikke bruger. Jeg slukker for vandet, når putter shampoo i håret - nogen gange. Og jeg bruger cyklen. Men hvem gør ikke det i København?

torsdag den 30. august 2007

Theis

Mød Theis.
Min nabo, som jeg så ofte er rendt ind i på trappen, hvor en ofte uskyldig bemærkning har kastet en hidsende diskussion af sig, som har taget os til hans lille køkken, hvor vores småprætentiøse storeksistentielle samtaler har udviklet sig over tjæresort kaffe og smøger galore, mens støjrocken skurer og skærer i baggrunden.
Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, dette næsten hellige ritual begyndte, men jeg frygter ritualet lakker mod enden. Og måske bør jeg glædes ved det?
Jeg har været temmelig betaget af Theis helt fra begyndelsen. Jeg fascineres hver gang af denne magre knoglede mandekrops inciterende kraftudladninger, hvis smerte og mismod i den grad matcher hans sortrandede øjne og matsorte hår. Hans fejring af sortsyn bliver leveret med en patos af dimensioner og sat ind med en kolossal økonomi. Han junker pessimisme uden hæmninger. Den ætsende vrede han lader strømme fra sig er hans fix, en nydelserus. Han dyrker rent ud sagt det dejlige ved at have det dårligt. Pessimisme og kysisme er plusord i hans lille bog.

Vores diskussioner tager som regel udgangspunkt i det faktum, at jeg synes han ter sig umanerlig latterligt. At han idylliserer social deroute og recirkulerer noget ikke særlig charmerende Strunge'sk. At han i den grad er en uddateret kliché, der må komme over sig selv.

Men jeg nyder at iagttage, hvor absolut gennemført klichéen opfører sig og tager sig ud. Han læser beat og gonzo, dyrker den prunkløse højstemte rocklyd med tørre slæbende trommeslag, namedropper obskure New Yorker-bands fra sen-7o'erne og udviser kun afsky for folk, der køber digitalt fremfor vinyl. Han kæderyger 40 Lucky Strike dagligt, lever i sine udtrådte kulsorte Converse og cigaretjeans. Han har en idé om at være kunstner, fotograf eller filosof, men hans indædte kynisme rettet mod alting umuliggør alle former for aktiv handlen, idet alting kort sagt er åndsvagt (her benytter han ofte et højlitterært ordforråd til at forklare hans had mod institutionerede autoriteter). Han er for en særlig subgruppe lige i øjet lækker og tiltrækker derfor en garde af udsultede modellapiger med høje kindben og filtret hår, som hænger ud med ham i en periode, indtil de begynder at kede sig over hans kronisk ad-helvede til-humør. Det er særdeles hårdt at være Theis.

Men alt det er tilsyneladende slut. Theis har fået en rigtig kæreste, som har vendt bøtten rundt og fået et fornuftigt mandfolk ud af Theis, der har kvitteret med farve i kinderne og lyst til livet. Det er ikke Theis, som jeg kender ham. Tristessen og mismodet er pist væk. Med det følger en vis nostalgi fra min side, for Theis var en herlig skæv personlighed, men nu er der virkelig gået mainstream i den. På den anden side er jeg sikker på Theis får et meget rarere liv end som gal ung mand. Han kæreste Anne er i hvert fald en cool pige, ja, de er sgu søde sammen.