torsdag den 19. marts 2009

Stilen tæller

I går var jeg inviteret til middag og vin med mine yndige veninder Inge, Maja og Astrid– alle en del af pinjekernefamilen - hvor menuen foruden perlende hvidvin stod på hjemmebagt speltbrød og svamperisotto lavet af gennemøkologiske råvarer indkøbt i Irma. Man skulle tro, at vi var rige, midt i 30'erne og boede på Østerbro, men faktisk befandt vi os midt i krigszonen på Nørrebro, hvor op til flere skudepisoder har fundet sted på det seneste. Indenfor bakkede indretningen imidlertid op om Østerbro-stemningen . Jeg kunne i hvert fald hurtigt snyde mig selv.

Aftenen startede som vanligt i en fællesorgasme omkring madens fortræffeligheder, hvor det vil forblive hemmeligt, hvem der fakede, og hvem der vitterligt aldrig før havde smagt noget så yderst udsøgt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg sendte mandagens Chili Con Carne en nostalgisk tanke eller to ( chili med kød samt øl, kaffe og mørkt chokolade. For satan, der en combo, der vil noget!). Maden er selvfølgelig ikke formålet med vores lille midtuge-rendez-vous; det er sludderen og sladderen som følger.

Inge dater en fyr. Esben. Og ganske vist havde de snavet hinanden i gulvet op til flere gange og været på date og kælet lidt i krogen, men i forrige uge var turen kommet til den obligatoriske biograftur hånd i hånd og uden alkohol i blodet. Selvbevidstheden var selvfølgelig alt for nærværende såvel som de kritiske parader, og da han skulle følge hende hjem, og de stod foran hendes trappeopgang, og beslutningen skulle tages om, hvorvidt Esben skulle med op eller hjem i egen seng, fik Inge pludselig en kraftig, intens og fuldstændig lammende hovedpine forårsaget af intet mindre end Esbens helt og aldeles kiksede cykelhjem. ”Jeg kunne simpelthen ikke komme mig over den”, fortalte Inge ulykkeligt. Hun fortrød selvfølgelig deres afsked sekundet efter, at hun var trådt ind ad døren (alene) og overvejede, om hun skulle ringe til ham, ”Men hvad skulle jeg sige? At jeg blev så flov over hans dumme cykelhjelm, at jeg løj? At jeg faktisk slet ikke var dårlig og træt alligevel, så nu måtte han gerne komme tilbage?”. Historien endte heldigvis lykkeligt (og vi andre lovede at medtage anekdoten i bryllupstalen, når det engang blev aktuelt). Inge ringede næste dag og inviterede ham hjem til sig om aftenen, ”Ja, og han er faktisk meget pæn, når bare lige han får jakken af”, sagde hun. Vi grinte og drillede hende for sin forfængelighed, ”Jamen, det er bare jakken. Han behøver ikke tage al tøjet af”, forsvarede hun sig, ”Eller det må han sådan set godt”, tilføjede hun efter at have tænkt sig om.

Jeg indskød, at stil var underordnet, og at det simpelthen var for åndssvagt at droppe en fyr på grund af hans tøj, men mit forsøg på at være politisk korrekt faldt ikke i god jord. Inge bemærkede tørt, at da hun mødte min nye kæreste for et par uger siden, havde han hornbriller og en fin cardigan på, ”Han kan tydeligvis sin fashion-abc, så luk arret”, sagde hun. Det gjorde jeg så. Astrid var slet ikke i tvivl om, at hun først og fremmest faldt for et par gode jeans, og så fulgte manden, der fyldte dem ud med i købet. ”En grim fyr i smart tøj kan let som ingenting score mig, mens det omvendte sjældent er tilfældet...til gengæld skal det siges, at jeg har en bred og varieret jeanssmag”, forklarede hun.

Jeg kom i tanke om min ekskærestes skindjakke, som han i sin tid var præmiestolt over. Jeg måtte slugt mange kameler, hver gang han tog den på (og det var en jakke! Han havde den på, hver gang han skulle udenfor!) Jeg morede mig derfor kosteligt, dengang min mor kvalte ham i komplimenter over jakken, første gang hun mødte ham. Det var bestemt ikke særlig cool og rebel rebel at blive skamrost af svigermoderen for sit valg af tøj. Mange jakker senere har han i øvrigt endelig fået en jakke, som jeg ikke får ondt i øjnene af, men nu er vi ikke sammen mere, og hvad kan man så lære af det? Ikke så meget, tror jeg.

Majas kæreste er bestemt heller ikke gennemsnitlig, hvad angår stil. Han høster ofte kommentarer for sit lange hår, der er slikket tilbage på bedste Nik&Jay-maner. Et af hans yndlingsoutfit består af lyserøde slangeskindssko, en lidt for stor burberry trenchcoat, som han har arvet af bedstefaren, og store sorte shades - for store til hans smalle ansigt. Han tager billeder af sig selv, leger med photoshop, gør sine øjne himmelblå og kindbenene mere markerede. Billederne uploader han på facebook, hvor baggrunden ofte består af en fræk lille sportsvogn eller en anden slags bil i genren penisforlænger. Sebastian er direktørsøn og opvokset i Humlebæk på den rigtige side af jernbanen. Det som opvejer for hans forfængelighed og udtalte linseluseri – det som faktisk gør ham til en alletiders fyr - er hans selvironi og hylende morsomme kommentarer, og så selvfølgelig at han på femte år er sammen med dejlige og søde Maja. Hun er i øvrigt fra den forkerte side af jernbanen, datter af en sosu-assistent, mere fin og fornuftig end mærkehaj og trendy, en hyggesøster og hjemmerotte og alt andet end en festabe. Hun læser til pædagog, bager kager og elsker at indrette hjemmet. Både hende og Sebastian er stereotype på den ene side og lige til at smække i en kasse – på hver deres måde – og på den anden side dejligt sammensatte, når alt kommer til alt. Maja griner højt af Sebastians stil og kommer med flere gale eksempler fra hans garderobe, som også får os andre ned af stolene, ”Jeg fatter overhovedet, hvad der sker oppe i hans hoved, ”siger hun, men hun har det fantastisk med kærestens stilmæssige excesser, ”For det er er jo herresjovt. Jeg elsker det”.  

torsdag den 12. marts 2009

Æblet falder ikke langt fra stammen

Jeg har i disse dage just stukket teltpælene ned i frisk jord og kan rapportere direkte fra felten at indmaden desværre stadig ligner en reenactment af en bombet krigszone. Bevares, mine højtskattede romaner er sat i orden på bogreolen i et nøje udtænkt mønster, som er for indviklet at redegøre for her. Alt andet flyder stadig forvirret rundt. Gulvet – thi jeg har så vidt vides et gulv - er endnu gemt under lag på lag af gennem tiden akkumuleret ragelse. Jeg har skabt et lille hul i rodet foran reolen, hvor jeg har sat en skammel og placeret mig selv på den. Herfra studerer jeg bogtitlerne – og tænker over, hvad der mon gør, at jeg insisterer på at læse litteratur med kritikerros, klassiskerstatus og/eller kultmærkat smækket på bagflippen? Jeg er beyond pretentiøs, tænker jeg og rynker på næsen over mit snobbede kulturforbrug og kan (næsten) godt lide, at Da Vinci Mysteriet ridser lidt i den ellers politisk korrekte overflade. Men hvor kommer hangen til det litterært respekterede mon fra, og går det monstro over igen?

Jeg ved, at jeg får en art dobbeltnydelse ud af at læse eksempelvis Dostojevski: Nydelsen ved indholdet og nydelsen ved tanken om at have læst den. Nogle bestiger bjerge; jeg læser murstensromaner. Jeg ville ønske at jeg gjorde det for at vinde andres respekt. Nej, jeg ville ønske, at jeg vandt andres respekt ved at læse god litteratur. Jeg prøver til tider at iscenesætte mig selv i den dur, men det har sjældent været vellykket og for det meste er reaktionen en overbærende ligegyldighed. Bevares, enkelte nikker anerkendende – oftest fordi de selv lider af samme syndrom. Mere er det dog ikke blevet til. Det gør ingen forskel, hvorvidt jeg har læst den ene eller den anden bog. Eller om der går et par måneder mellem en læseoplevelse. Folk taler alligevel om Stieg Larson og Dan Brown. Selv de mere belæste typer vil hellere udgyde en omgang seriøs hate til desangående forfattere end diskutere noget, som de godt kan lide. Der er derudover langt mere street cred at hente, hvis man smed bøgerne i skralderen, fandt en undergrundsfest, drak sig i hegnet og redede sig en spontan tattoo i nattens dunkle timer. Og selvom der i mit miljø findes mange professionelle namedroppere (som gør det bedre end jeg!), så hæftes der sjældent yderligere informationer på end netop navnet på den ene og den anden avantgarde kunster/fotograf/forfatter, og jeg skal give dig (som jeg i øvrigt oftest vil lade som om, at jeg kender, og derefter gå hjem og slå vedkommende op på wikipedia!). Diskuteres der andet kultur, så er det xfactor og paradise hotel – hvor vi naturligvis ikke ser sidstnævnte, mens førstnævnte lige går an, fordi det har den rette kitchfactor! Hvis vi er exceptionelt højpandede, kan vi tale om Guldbrandsens seneste dokumentar, men den bliver også sendt på DR2 og diskuteres livligt i medierne, så det er kun naturligt at ville se filmen ”for at kunne snakke med”.

Og hvorfor tænker jeg over det. Det er fordi, at jeg har mine læsenykker fra min far. Og han var prætentiøs engang, men nu er han blevet en del af massen. Dem som kulturparnasset peger fingre af. Mig inklusive.

I sine unge år pløjede min far gennem St. Steensen Blicher, Knut Hamsun, Gogol, Tolstoy og særligt favoritten Pär Lagerquist, som han skrev hovedopgave om på seminariet i Esbjerg. Som lille voksede jeg op med en far, der strøede om sig med pointer og citater fra Kafka, Remarque og Blixen – de samme igen og igen, forstås, så de alle hænger fast som var de snittet på indersiden af kraniet. Jeg kan levende se min far for mig i en højpandet studiegruppe i starten af sine 20'ere, hvor han sad den halve nat og diskuterede store tanker med sine selvhøjtidelige ligesindede. Han bar tunge, mørke hornbriller, havde fuldskæg, kassebukser og en evig pibe i kæften, for sådan så man ud på seminariet i starten af 70'erne. Min mor blev distanceblændet af den høje tilsyneladende intellektuelle mand, som spillede skak og kort i pauserne. Han var en ihærdig igangsætter på årgangen, var tillidsmand og foruden en masse andre poster blev han tilmed historiens mest filmignorante formand for en filmklub. Han er vitterlig en kreativ krøbling og bulderblind over for æstetik, hvis jeg må være hård, men min far har til min store forundring set samtlig franske nybølgefilm og sågar Pigen med paraplyerne, som er en omgang pastelavantgarde, hvor samtlige replikker synges - uden spor af melodi eller syng-med-potentiale. Superstenet. I dag falder han i søvn til Indiana Jones, hvis ikke man skubber til ham hvert femte minut. (Far, vi deler lissom en kulturel oplevelse sammen – tag dig sammen, råber den mobsede datter).

Min fars ægte filmsmag blev i øvrigt først for alvor forløst, da han tog sin nye kæreste – i andre kredse kendt som min mor – med i biografen på deres første date for at se en spaghettiwestern af den slags, hvor den eneste medvirkede kvinde skydes efter to replikker og fem minutter. Min far beretter om filmen med barnlig begejstring, mens min mor ruller med øjnene. Den værste film til dags dato, bedyrer hun. En myreflittig, studentikos læsehæst som min far garanterer ikke nogen sans for romantik. Tværtom.

Men alt det var før min tid.

Min far var 41 år, da deres yngste datter – en lille forkælet efternøler – kom til verden og blev kaldt Anna. Lige så længe, jeg kan huske, har min fars store samling af de største skønlitterære mesterværker stået på reolerne og samlet støv. I dag skimmer far Jyllandsposten dagligt, i ny og næ spurtlæser han en tarty krimi eller gennempløjer dårlig skrevet ramashangfiktion, som han har fundet hos den lokale marskandiser Jens i Antikken til et par kroner eller tre. I sommerferien ryger der måske lige en murstenstung Winston Churchill-biografi oven i bunken, men han er også min fars evige forbillede. (Hvis jeg på nogen måde kunne ære min far, så skulle det være ved at kalde min førstefødte søn for Winston). Min far har genfortalt mangen en oneliner, som Churchill har ytret i sit virke (Paradoksalt nok fremsiger min far dem på et gebrokkent engelsk, der leder tanken hen på en stram tysker frem for en heltegod trind englænder).

Og min far elsker det humoristiske og citerer Storm P og Benny Andersen, så snart lejligheden byder sig. Han er ligeledes en sucker for gammeldags falden-på-halen humor, thi han ofte refererer til gamle Marxbrothers film, som også var en del af min dannelse fra tidlig færd. Men det er lang tid siden, at far har set Marxbrothers eller blot tilegnet sig nye vittigheder til sit efterhånden lidt rustne repertoire – nu består kulturforbruget mest af ugentlige engelske krimier i fjerneren, som fortæres i sofaen sammen med mor. Så kan de sidde så godt der med kaffe og cognac og gætte på morderen, mens min far finder det evigt morsomt at sige, at det var butleren, der gjorde det. Hver gang. Min far er absolut ikke cool - længere, fristes jeg til at sige.

Hvad skete der mon med ham? Ja, han blev ældre? Følte han sig mon færdigdannet? Er han blevet en lev-i-nuet-nydelsens mand? Eller gav han op og indfandt sig med leverpostejslivet og småborgerligheden? Eller droppede han det prætentiøse helvede og blev tro mod sig selv? Blev han glad eller ligeglad? Bliver jeg ligesom ham?

Jeg håber, at jeg bevarer min nysgerrighed og kvalitetskriterier lidt endnu. For lad os kalde det kvalitetssans frem for prætentiøsitet;) Forsættet for 2009 er at læse Don Quixote. Fordi det er en must read– og faktisk i min personlige verden – en smule pinligt, at jeg ikke kan sætte et flueben ved den endnu... Jo, og så har jeg da også hørt, at den skulle være vældig god og sjov!