Stilen tæller

I går var jeg inviteret til middag og vin med mine yndige veninder Inge, Maja og Astrid– alle en del af pinjekernefamilen - hvor menuen foruden perlende hvidvin stod på hjemmebagt speltbrød og svamperisotto lavet af gennemøkologiske råvarer indkøbt i Irma. Man skulle tro, at vi var rige, midt i 30'erne og boede på Østerbro, men faktisk befandt vi os midt i krigszonen på Nørrebro, hvor op til flere skudepisoder har fundet sted på det seneste. Indenfor bakkede indretningen imidlertid op om Østerbro-stemningen . Jeg kunne i hvert fald hurtigt snyde mig selv.

Aftenen startede som vanligt i en fællesorgasme omkring madens fortræffeligheder, hvor det vil forblive hemmeligt, hvem der fakede, og hvem der vitterligt aldrig før havde smagt noget så yderst udsøgt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg sendte mandagens Chili Con Carne en nostalgisk tanke eller to ( chili med kød samt øl, kaffe og mørkt chokolade. For satan, der en combo, der vil noget!). Maden er selvfølgelig ikke formålet med vores lille midtuge-rendez-vous; det er sludderen og sladderen som følger.

Inge dater en fyr. Esben. Og ganske vist havde de snavet hinanden i gulvet op til flere gange og været på date og kælet lidt i krogen, men i forrige uge var turen kommet til den obligatoriske biograftur hånd i hånd og uden alkohol i blodet. Selvbevidstheden var selvfølgelig alt for nærværende såvel som de kritiske parader, og da han skulle følge hende hjem, og de stod foran hendes trappeopgang, og beslutningen skulle tages om, hvorvidt Esben skulle med op eller hjem i egen seng, fik Inge pludselig en kraftig, intens og fuldstændig lammende hovedpine forårsaget af intet mindre end Esbens helt og aldeles kiksede cykelhjem. ”Jeg kunne simpelthen ikke komme mig over den”, fortalte Inge ulykkeligt. Hun fortrød selvfølgelig deres afsked sekundet efter, at hun var trådt ind ad døren (alene) og overvejede, om hun skulle ringe til ham, ”Men hvad skulle jeg sige? At jeg blev så flov over hans dumme cykelhjelm, at jeg løj? At jeg faktisk slet ikke var dårlig og træt alligevel, så nu måtte han gerne komme tilbage?”. Historien endte heldigvis lykkeligt (og vi andre lovede at medtage anekdoten i bryllupstalen, når det engang blev aktuelt). Inge ringede næste dag og inviterede ham hjem til sig om aftenen, ”Ja, og han er faktisk meget pæn, når bare lige han får jakken af”, sagde hun. Vi grinte og drillede hende for sin forfængelighed, ”Jamen, det er bare jakken. Han behøver ikke tage al tøjet af”, forsvarede hun sig, ”Eller det må han sådan set godt”, tilføjede hun efter at have tænkt sig om.

Jeg indskød, at stil var underordnet, og at det simpelthen var for åndssvagt at droppe en fyr på grund af hans tøj, men mit forsøg på at være politisk korrekt faldt ikke i god jord. Inge bemærkede tørt, at da hun mødte min nye kæreste for et par uger siden, havde han hornbriller og en fin cardigan på, ”Han kan tydeligvis sin fashion-abc, så luk arret”, sagde hun. Det gjorde jeg så. Astrid var slet ikke i tvivl om, at hun først og fremmest faldt for et par gode jeans, og så fulgte manden, der fyldte dem ud med i købet. ”En grim fyr i smart tøj kan let som ingenting score mig, mens det omvendte sjældent er tilfældet...til gengæld skal det siges, at jeg har en bred og varieret jeanssmag”, forklarede hun.

Jeg kom i tanke om min ekskærestes skindjakke, som han i sin tid var præmiestolt over. Jeg måtte slugt mange kameler, hver gang han tog den på (og det var en jakke! Han havde den på, hver gang han skulle udenfor!) Jeg morede mig derfor kosteligt, dengang min mor kvalte ham i komplimenter over jakken, første gang hun mødte ham. Det var bestemt ikke særlig cool og rebel rebel at blive skamrost af svigermoderen for sit valg af tøj. Mange jakker senere har han i øvrigt endelig fået en jakke, som jeg ikke får ondt i øjnene af, men nu er vi ikke sammen mere, og hvad kan man så lære af det? Ikke så meget, tror jeg.

Majas kæreste er bestemt heller ikke gennemsnitlig, hvad angår stil. Han høster ofte kommentarer for sit lange hår, der er slikket tilbage på bedste Nik&Jay-maner. Et af hans yndlingsoutfit består af lyserøde slangeskindssko, en lidt for stor burberry trenchcoat, som han har arvet af bedstefaren, og store sorte shades - for store til hans smalle ansigt. Han tager billeder af sig selv, leger med photoshop, gør sine øjne himmelblå og kindbenene mere markerede. Billederne uploader han på facebook, hvor baggrunden ofte består af en fræk lille sportsvogn eller en anden slags bil i genren penisforlænger. Sebastian er direktørsøn og opvokset i Humlebæk på den rigtige side af jernbanen. Det som opvejer for hans forfængelighed og udtalte linseluseri – det som faktisk gør ham til en alletiders fyr - er hans selvironi og hylende morsomme kommentarer, og så selvfølgelig at han på femte år er sammen med dejlige og søde Maja. Hun er i øvrigt fra den forkerte side af jernbanen, datter af en sosu-assistent, mere fin og fornuftig end mærkehaj og trendy, en hyggesøster og hjemmerotte og alt andet end en festabe. Hun læser til pædagog, bager kager og elsker at indrette hjemmet. Både hende og Sebastian er stereotype på den ene side og lige til at smække i en kasse – på hver deres måde – og på den anden side dejligt sammensatte, når alt kommer til alt. Maja griner højt af Sebastians stil og kommer med flere gale eksempler fra hans garderobe, som også får os andre ned af stolene, ”Jeg fatter overhovedet, hvad der sker oppe i hans hoved, ”siger hun, men hun har det fantastisk med kærestens stilmæssige excesser, ”For det er er jo herresjovt. Jeg elsker det”.