Ny cykel

I en periode har jeg været uden cykel. Jeg har ikke tænkt så meget over det. Jeg bor centralt, så jeg går gerne på gåben rundt i byen. Jeg gik sågar til universitetet på Amager, når jeg havde undervisning. Min gamle cykel stod på Frederiksberg. Helt derude hvor postnummeret er 2000. Jeg er selv rykket til K, så jeg lod stå til og regnede såmænd med at cyklen for længst var blevet fjernet i forbindelse med forårsrengøring i den pågældende gård. En aktivitet, der som regel indbefatter sortering af brugte og ubrugte cykler. Jeg har måske skænket det en tanke eller to og rystet lidt på skulderen. Det var for besværligt at ærgre sig over det. Jeg nød jo sådan set livet uden cykel. Når jeg går en tur, så tænker jeg så dejligt frit over livet og verden. Jeg foretrækker til en hver tid at gå frem for at cykle. Det er samtidig fedt at have en undskyldning for at tage metroen, når det regner. Blæsten er også koldere på en cykel. Jeg var faktisk blevet enig med mig selv om, at jeg slet ikke brød mig om at cykle.

Jeg blev vant til at leve uden en cykel, men en gang i mellem meldte irritationen sig. Jeg skulle til fest på Østerbro, og én ting var turen derud, et andet var turen hjem (det løste sig i øvrigt ved at jeg faldt belejligt i søvn i værtsparrets seng og vandrede hele turen hjem næste morgen, mens jeg gumlede i en tør croissant fra 7-eleven og gurglede i en cocio). Flere episoder dukkede op, og nu begyndte jeg at savne en cykel. Voldsomt. Pludselig var friheden fra ikke altid at skulle cykle blevet til et fængsel. Jeg kom jo aldrig ud af indre by! Der var bare SÅ langt til Frederiksberg, og hvad hvis cyklen var blevet fjernet? Jeg forsøgte med alle former for adspredelse. At tænke på min cykel var at gøre vold mod mig selv, og jeg foretrækker langt hen ad vejen at gøre vold mod andre.

En dag kommer jeg ud i min egen gård for få lidt sol, og her blev jeg mødt af et kækt godmorgen og vil du have en cykel, af en af mine medbeboerer. Der var cykelrengøring i gården og de ejerløse cykler stod samlet og sukkede og bad efter en ny ejer. Jeg får straks øjenkontakt med en adonis af en cykel, der flexer sit stel og kalder mig i sin retning. Kun kæden er hoppet af, men ellers er det en udsøgt præmietyr, jeg har udset mig. Sadlen, som er cyklens svar på en popo, er tilmed af mærket Brooks – det bliver svært ikke at komme i bukserne, når man svinger sig op på sådan en krabat. Jeg er vild og fyrig. Cyklen er virkelig stor og sadlen må sættes lidt ned, men sådan må vi alle gå på kompromis en gang i mellem (det har bestemt ikke gjort noget ved cyklens mandighed, skulle jeg hilse at sige). Jeg køber en lås, kæden bliver sat på, og vupti, så er jeg blevet til cyklens rette ejermand.

I starten kan jeg ikke undgå at sammenligne min nye cykel med min gamle cykel, som jeg har haft, siden jeg var 13 år. Det var faktisk en børnecykel. Med min nye cykel er jeg gået fra pony til hest, fra dreng til mand. Den er tungere og sværere at jonglere med, men jeg sidder fortræffeligt på den. Rank og stolt cykler jeg afsted gennem byen og mærker foråret smile til mig og puste varme vinde mod mine kinder. Jeg vil straks ud at cykle igen, så snart jeg har nået min destination. Da vi ikke har nok ost til pizzaen hos min veninde, melder jeg mig fluks frivilligt til at hoppe på cyklen og tage i Fakta. Der er mange nye følelser med en ny cykel. Jeg er forsigtig, da jeg første gang sætter cykellygter på. Hvor klæder de ham mon bedst? Jeg er stolt, kan jeg mærke. Jeg kigger hånende på andres cykler. Ingen kan måle sig med min. Han er den flotteste cykel i byen. I universet, utvivlsomt. Jeg visker sagte, mens jeg cykler mod mere ost, at jeg er virkelig glad for at have fået min cykel som cykel. Og indvendigt tænker jeg, at jeg måske elsker min nye cykel. Men er det lidt tidligt? Det kriller i maven.

Så sker det, at jeg skal besøge min veninde på Frederiksberg. Det er med en vis nervøsitet, at jeg parkerer mine nye cykel i stativet og går lidt rundt blandt de andre cykler for at se, om min gamle cykel stadig står der. Og ikke så lang fremme, står den stille og roligt og gennemtålmodigt. Jeg er overrasket over, hvor let jeg genkender den. Fra lang afstand afslører den halviturevne saddel sig samt de manglende reflekser på bagskærmen. Formen er ikke til at tage fejl af og dens klejne struktur virker sødere end lige husket (den virker mindre ynkelig end ventet, forstås). Den smukke røde farve, som utallige har rost (mest fordi de ikke kunne finde på andet at rose ved cyklen – eller ved mig, måske) og gearet, der er blevet malet lyserødt af nogle rebeller, og styrets bandager, der er halvt bundne op eller sågår fjernet, så kun kolde nøgne jernestange er tilbage. Det hele husker jeg. Og jeg bliver en smule vemodig. Minderne tager til. Jeg husker, hvordan jeg måtte strække mig alt for langt forover, så min numse strittede for meget op i vejret. Jeg husker, hvordan hjulene altid var flade, men jeg husker også, hvordan vi ofte cyklede sammen med Ella og hendes grå rustbunke, der skrattede og larmede helt forfærdeligt, og vi fire havde det helt og aldeles vidunderligt. Jeg huskede, hvordan min gamle cykels lille figur snedigt og fleksibelt kunne smutte gennem snarsagt alle krøller og lommer i trafikken, og hvordan jeg altid vidste præcist, hvordan balancen ville fordele sig, når jeg puttede tasker i cykelkurven. Jeg cyklede gennem natten uden hænder. Jeg cyklede uden hænder og uden at tænke. Det hele var naturligt. Og sammen blev vi til et. Ja, jeg kunne lukke øjenene, og så ville min cykel selv finde vejen hjem. Men hjem til Vesterbro, og der bor jeg ikke mere.

Det var dengang. Den æra er forbi. Jeg kigger en sidste gang på min gamle cykel, før jeg smutter ind til min veninde. Jeg er ikke klar til at sige endeligt farvel. Vi kan vel være venner, tænker jeg, og mon ikke gæster fra Jylland vil glæde sig over, at kunne låne den lille røde, når de kommer på besøg? Jeg lover mig selv at hente cyklen snart, men på vej hjem, mærker jeg, at mundvigene smutter om til ørerne, så snart jeg sidder på min nye cykel. Den er vel nok skøn, tænker jeg glad. Den er måske ikke så smidig, men så er den alt det andet, som jeg har manglet og savnet så længe. Og tænk, at jeg har kunnet undvære en cykel. Hvor absurd!