fredag den 30. maj 2008

Fejlcastet til hovedrolle

Jeg lever i en film, gennem film og i kraft af film. Det er den måde, jeg forstår verden på. Og det er den måde, jeg visualiserer mine drømme på. Sagt på en anden måde, mit liv er godt, hvis det fungerer på film (og vi snakker hyggefilm (evt. soapede ungdomsdramaer)! De film, hvor alle ser godt ud, hvor sceneriet er lækkert, hvor alle får hinanden til sidst (efter de obligatoriske tilløb), altså vi snakker ikke tragiske dramaer eller overnaturlige thrillere).

Som det ser ud i øjeblikket, fungerer jeg absolut fremragende som biperson i mine veninders film. Til gengæld sucker jeg rimelig hårdt som hovedperson i mit eget liv. Hvad ville en anmelder sige? Måske at der ikke sker noget som helst i filmen – spild af tid og penge (men gode popcorn). Dialogen i de scener med hovedpersonens venner er til tider sjov og spidsfindig, men der mangler en vis tyngde. Der er utrolig lange scener med hovedpersonen alene, der læser til eksamen (!) og ellers ikke foretager sig særlig meget (stoffer, afsindig druk, vold – er det ikke unge mennesker, vi har med at gøre?). Måske burde instruktøren have kastet sig over et manuskript med et budskab – eller bare lidt mere følelse? (og tænk bare, en moderne film uden medvirkende med anden etnisk baggrund – ikke engang et lesbisk par har sneget sig med såvel som en handikappet. Vi lever jo i et multikulturelt samfund; det bør afspejles!!) Anmelderen ville sikkert mene, at hans eller hendes liv er mere interessant end pigens i filmen ( - som jo så er mit, hvilket jeg sikkert ville give ham eller hende fuldstændig ret i... når jeg ellers græder over anmeldelsen). Derudover ville anmelderen sige, at det er som om, at hovedpersonen er underligt ironisk distanceret til sin egen verden, hvilket gør det særdeles svært for publikum at holde med hende eller sågar resten af den spæde (ikke-eksisterende) historie.. Det kan også tænkes, at anmelderen blot ville vælge at revse valg af hovedrolle. Fejlcastet? (Mangler sex appeal?) Fylder ikke sin rolle ud/ giver ikke rollen liv? (Taler et ret grimt jysk?). Det er jammerligt. Det er ikke godt nok. Én stjerne!

Imidlertid er jeg rimelig god i rollen som det underholdende, kyniske, semi-sympatiske og kvasi-forstyrrede side kick i venindernes film. Det er selvfølgelig en taknemlig rolle. Side kicket bliver som oftest glemt/får sparket midt i filmen, når den yndige og forvirrede hovedperson endelig finder hoved og hale i sit liv og endelig får fat sin udkårne (-ofte en halvkikset nørd, som i virkeligheden er lækker og klog og charmerende). Måske får jeg lige et revival sidst i filmen, når parret skal giftes. Så har jeg enten fundet sammen med den pudsige fætter med overskæg og høje tindinger, eller også står jeg i en ferskenfarvet drøm med pufærmer og venter på, at brudebuketten bliver kastet (ikke at det er sket endnu - man har jo lov at håbe!?)

I det mindste er jeg med et sted og fungerer der. Bipersoner vinder også Oscars, og Judi Dench vandt én for at spille bidsk dronning i Shakespeare In Love, hvor hun alt i alt var med i hvad? 9-10 minutter? Som biperson kan du godt gøre indtryk trods mindre skærmtid! Som biperson behøver man ikke engang at være sød, men blot bidrage med lidt kant til den ellers ultra candyflossede historie. Det tror jeg, at jeg kan finde ud af. En hovedperson skal derimod være evig elskelig, klodset på den charmerende måde og feminin på den slanke måde. Men jeg kan vel nå det endnu. Måske vokser jeg ligeså stille fra ungdomsdramaerne, men jeg kan vel stadig redde mig en rolle i en ordinær 20something eller 30something-film. Måske i ”Bridget Jones – endelig ægte kikset”??!

søndag den 11. maj 2008

Opsang til vejret

Ja ja Vejr, du er da meget sød, når du finder solen frem og lader den strutte, så det brænder, mens du kalder folk til kysten. Det er umiddelbart sympatisk, bevares. Men du skal ikke tro, at du er tilgivet så let.

Ser du, i måneder efter måneder efter måneder har jeg sukket efter solstråler, der varmer, men lige lidt hjalp det. Du gav mig den kolde skulder. Jeg var hensat til det sorte mørke og våde slud ligesom resten af den vinterdeprimerede befolkning. Jeg husker det som en tid, hvor alle var blot få impulser fra at pande hinanden ned og lade verden gå op i flæsk og blod. Hvis jeg kalder det for en tid med lutter lykke, så forstår du nok, at jeg er ganske sarkastisk!

Vejr, du er en djævel, og du ved det bedst selv. Det er ganske vist og særligt sikkert, at du ikke blot var forkølet i al den tid, idet dine hosteanfald var påfaldende dramatiske. Jeg tror derudover, du har moret dig en kende for meget med vandkamp og plasken med vand og vandbomber og vandvittige vandkanoner. Jeg tror, du har gemt dig bag dine uendelige lag grå skyer og været helt og aldeles veltilfreds. For du nyder at se andre lide. Vejr, din fetich er afsløret; du er sadist, og det har kun taget til med årene.

Hvad du har gang i lige nu med den søde sol og den venlige vind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke blot se det som et tegn din godhed – det er velsagtens ikke tilfældigt, at de rekordnærmende 25 graders varme med dertil hørende stille, mild vind har indfundet sig i – surprise – eksamenstiden? Du sidder velsagtens stadig et sted oppe i det blå og iagttager – klukkende - hvordan studerende med bøjet nakke indfinder sig i små lokaler med dårlig udluftning på deres respektive uddannelsesinstitutioner. De kommer først ud igen, når solen har pakket strandtøjet sammen og skiftet til pyjamas. Nej, hvis du for alvor ønsker min tilgivelse, så må du tage dig sammen og give mig sommer, så det batter – også mens jeg har fri!