I en anmeldelse af korrespondancebogen skiftevis forfattet af Maise Njor og Camilla Stokmann (i mine øjne Tulle og Tulle?) skrev anmelderen, at Maises mand havde frabedt sig mere omtale fra omtrent halvvejs i bogen, da de midt i processen skulle skilles. Den anmodning kan jeg fra hans side godt forstå, men anmelderen ærgrede sig selvklart gul og blå. Hun mente, at læseren gik glip af noget yderst interessant, og når nu korrespondancen handlede om pigernes egne små navlepillende tulle-problemer, så var det lidt som at undgå elefanten i rummet at vige uden om noget så stort som en skilsmisse. Jeg har overhovedet ikke læst bogen og har heller ingen planer derom, men jeg har tænkt over problemet privatliv i forbindelse med min egen blog (filosofiske tanker, non?)
Jeg forstår problemet med på den ene side at udlevere sig selv (i øvrigt fra sit eget uundgåeligt iscenesatte og kontrollerede perspektiv), og på den anden side at udlevere sine næste fra den nære omgangskreds, som ikke har andet end min nåde at klynge sig til (anna the puppetmaster!). Well-o-well, nu har jeg fået en af de dersens kærester, som har det med at sætte sig på en stor del af min tid og kravle med ind i rigtig mange oplevelser. Han hører alle de af mine tanker, som har potentialet til at udvikle sig som blogindlæg, ligesom han selv konstant leverer ypperligt materiale at tage udgangspunkt i. Jeg overvejer imidlertid, om det ikke er farligt for et parforhold, hvis jeg begynder at bringe ham i spil på bloggen? Kan jeg slippe godt fra ikke kun at skrive, at han er guddommelig sød og frickin' hott? Er det ikke rimelig kedeligt for andre at læse om, hvor evig sød han er – i længden? (Han er sød! Han er faktisk min kæreste af den simple grund, at han er ret så enestående og fantastisk)
Så nu har jeg trukket den i mere end tre måneder, hvor jeg behændigt har undgået at nævne gutten mere end en enkel gang i en sidebemærkning, som ingen kunne blive fornærmet over. Hvis ikke det var fordi, han faktisk er blevet fornærmet over sin egen usynlighed! Modsat Maises mand har han eksplicit bedt mig om at skrive om ham. Han har sågar klaget over, at jeg ikke i indlægget om min nye cykel fra forleden, skrev, at det var ham og ham alene, som havde fikset filejsen – sat kæden på og savet den gamle lås over med en vinkelsliber (det var SÅ mandigt, skulle jeg hilse at sige) Faktisk mente han, at jeg passende kunne råde bod ved at dedikere et helt indlæg kun om ham. Jeg indvilgede – kun fordi at tilladelse er til for at blive udnyttet. Nu må vi se, om han kan holde til at blive drillet offentligt og på evig skrift. Det må tiden vise - jeg ved, at han læser med. Så Ruben, det næste indlæg: it's all about you!
NB: Jeg kan i øvrigt meget apropos Tulle og Tulles korrespondancebog fortælle, at Ruben og jeg i begyndelsen af vores bekendtskab korresponderede kraftligt via facebook, hvor vi skrev stolpe op og stople ned om alting og ingenting, og til sidst blev enige om, at det måtte være starten på en guldgrube – også kaldet samtale/korrespondance/interview-bog, som vi planlægger at udgive den dag, vi ikke ved, hvor vi ellers skal få penge fra!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar