Theis

Mød Theis.
Min nabo, som jeg så ofte er rendt ind i på trappen, hvor en ofte uskyldig bemærkning har kastet en hidsende diskussion af sig, som har taget os til hans lille køkken, hvor vores småprætentiøse storeksistentielle samtaler har udviklet sig over tjæresort kaffe og smøger galore, mens støjrocken skurer og skærer i baggrunden.
Jeg ved ikke hvordan eller hvornår, dette næsten hellige ritual begyndte, men jeg frygter ritualet lakker mod enden. Og måske bør jeg glædes ved det?
Jeg har været temmelig betaget af Theis helt fra begyndelsen. Jeg fascineres hver gang af denne magre knoglede mandekrops inciterende kraftudladninger, hvis smerte og mismod i den grad matcher hans sortrandede øjne og matsorte hår. Hans fejring af sortsyn bliver leveret med en patos af dimensioner og sat ind med en kolossal økonomi. Han junker pessimisme uden hæmninger. Den ætsende vrede han lader strømme fra sig er hans fix, en nydelserus. Han dyrker rent ud sagt det dejlige ved at have det dårligt. Pessimisme og kysisme er plusord i hans lille bog.

Vores diskussioner tager som regel udgangspunkt i det faktum, at jeg synes han ter sig umanerlig latterligt. At han idylliserer social deroute og recirkulerer noget ikke særlig charmerende Strunge'sk. At han i den grad er en uddateret kliché, der må komme over sig selv.

Men jeg nyder at iagttage, hvor absolut gennemført klichéen opfører sig og tager sig ud. Han læser beat og gonzo, dyrker den prunkløse højstemte rocklyd med tørre slæbende trommeslag, namedropper obskure New Yorker-bands fra sen-7o'erne og udviser kun afsky for folk, der køber digitalt fremfor vinyl. Han kæderyger 40 Lucky Strike dagligt, lever i sine udtrådte kulsorte Converse og cigaretjeans. Han har en idé om at være kunstner, fotograf eller filosof, men hans indædte kynisme rettet mod alting umuliggør alle former for aktiv handlen, idet alting kort sagt er åndsvagt (her benytter han ofte et højlitterært ordforråd til at forklare hans had mod institutionerede autoriteter). Han er for en særlig subgruppe lige i øjet lækker og tiltrækker derfor en garde af udsultede modellapiger med høje kindben og filtret hår, som hænger ud med ham i en periode, indtil de begynder at kede sig over hans kronisk ad-helvede til-humør. Det er særdeles hårdt at være Theis.

Men alt det er tilsyneladende slut. Theis har fået en rigtig kæreste, som har vendt bøtten rundt og fået et fornuftigt mandfolk ud af Theis, der har kvitteret med farve i kinderne og lyst til livet. Det er ikke Theis, som jeg kender ham. Tristessen og mismodet er pist væk. Med det følger en vis nostalgi fra min side, for Theis var en herlig skæv personlighed, men nu er der virkelig gået mainstream i den. På den anden side er jeg sikker på Theis får et meget rarere liv end som gal ung mand. Han kæreste Anne er i hvert fald en cool pige, ja, de er sgu søde sammen.