Jeg hader det danske vejr!

”Lorteland!”, skriger jeg og sparker i affekt til i min cykel. Jeg har siddet hele dagen med min opgavegruppe og diskuteret vores problemstilling, som vi stadig ikke har fod på. Det er frustrerende ind i helvedet. Og nu er det blevet mørkt, snesludet fyger i gaderne, og det er ondskabsfuldt koldt. Og jeg skal hjem. Jeg ser tvært mod himlen, der gemmer sig godt bag sludet. Det bliver en gemen tur tilbage til Vesterbro fra Amager med sur blæst mod ansigtet, blå fingre og lemmer rystende af kulde. Bestemt ikke det, jeg har brug for lige nu!

Bag mig går et kærestepar forbi og kigger nysgerrigt efter mig. ”Hvad glor I på?”, ryger det ud af mig, og jeg sparker igen. Denne gang mod cykelstativet. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader det danske vejr. Koldt, træls, deprimerende. Og jeg hader, at alle mine venner i øjeblikket bor på Amager. Når jeg nu ikke selv bor der. Amager betyder blandt andet en syg tur over kanalen. Langebro er et sandt helvede at passere særligt i led frost og blæst. I morges turbotrådte jeg i pedalerne og havde en krigers grimasse uden at komme nogen vegne over broen. Jeg må have været et lystigt syn for de heldige forbipasserende i bil.

”Der er noget galt med at bo på Amager i frostvejr, at I ved det. I burde alle bo på Vesterbro. Så kan vi sælge Amager til svenskerne?”, foreslog jeg de andre, da jeg en halv time for sent væltede ind ad døren hos Thea, som lagde lejlighed til gruppemødet i dag.

”Amager er også næsten Sverige. Det er i hvert fald tæt på”, siger Bea, som er det fjerde medlem i gruppen udover Inge, Thea og jeg.

”Men Amager er altså et dejligt sted”, siger Inge, som straks begynder på sin evige salgstale for ”ønskeøen”, som jeg sværger på, jeg kan udenad. Stranden 5 minutter væk, den hyggelige Ingolfs Kaffebar, vulgært glitter og lir i Herolds Varehus, den interaktive udstilling af menneskelig lavkultur og dårskab i Amager Centret, de åbne vidder på Amager Fælled og, ”og så har Amager altså sin helt egen charme!”, indvender Inge og tilføjer, ”Og desuden Anna, hvis du vidste, at alle svenskerne boede herude, ville du jo cykle rundt på Amager hele tiden alligevel”. Sandt nok. Jeg elsker virkelig svenskere.

”Men det er også meget smart at have dem samlet på ét sted”, svarer jeg efter at have tænkt mig lidt om..

”Det er de da allerede. Læser de ikke alle medicin eller dyrlæge?”, siger Inge og formår næsten at dreje samtalen over på noget andet.

”Men det er heller ikke fucking Amager, der er problemet. Det er vejret. Og Danmark. Og dumme Langebro. Jeg hader Langebro. Har jeg sagt det? Jeg hader den fucking bro. Flyt til Vesterbro. Please!”. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader ikke Langebro oprigtigt, og slet ikke Amager, men jeg hader oprigtigt det danske vejr. Jeg har for længst droppet enhver forhåbning om skønhed, lykke og latter i de mørke vintermåneder, som følger, og har modvilligt accepteret, at det lige nu udelukkende handler om overlevelse. Om at finde praktisk tøj, jeg kan pakke mig ind i, hvilket derfor er skyld i, at jeg for tiden er beyond grim. Det handler om for mig at klæbe mig op ad min radiator i timer af gangen. Om aldrig at forlade hjemmet uden en fyldt termokande. Om at gå rundt i lejligheden med min dyne som kåbe og være det kvindelige modstykke til Michelin-manden. Højdepunktet i løbet af dagen er klart det kogende varme brusebad om morgenen (selvom selve det at stå op om morgenen er dagens absolutte lavpunkt). Og dagen har været helt exceptionel god, hvis det lykkes mig at fremtvinge blot et enkelt smil i løbet af dagen. Jeg gætter på, at jeg må være stærkt elskelig for tiden!

Jeg tænder ipod’en og leder efter Stereo Total i biblioteket, trækker vejret dybt og begiver mig forsigtigt ud i vintervejret parat til at blive blæst igennem og blive både våd og svedkold. Måske bliver det ligefrem hyggeligt. Jeg tvivler. Og i morgen skal jeg til Amager igen. Igen.