Fest del III: Om morgenen

Jeg vågner op den næste dag med heftig hovedpine. En kavalkade af flashbacks viser sig for mig. Tåkrummende flashbacks. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg tør ikke bevæge mig. Jeg ligger helt stiv. Jeg overvejer, hvordan jeg på en elegant måde kan slippe væk fra hvor-jeg-nu-befinder-mig. Jeg har en svag erindring om, at fyren bor på Frederiksberg. Jeg må være på Frederiksberg et sted. Der er højt til loftet. Der er stukloft. Det er stort rum. Der er en lysekrone. Hvor underligt. Der er en lysekrone.

Jeg husker, at jeg drak en masse tequilashots. En forfærdelig masse tequilashots. Jeg husker, at jeg danser med Ella og hendes veninder. Jeg husker, at de tager videre i byen med nogle fyre. Jeg husker, at jeg mere end anstændig beruset forklarer Ella, at jeg tager hjem, det må jeg hellere, det bliver jeg nødt til, jeg ler. Men jeg tager ikke hjem. Jeg overfalder en harmløs fyr. En stille, ufarlig fyr, der står for sig selv. Jeg snakker ham ørerne døve. Skinger og overgearet. Jeg tvinger ham til at tage mig med hjem. Synes selv jeg er kæk og charmerende. Jeg kaster op foran hans opgang. Jeg vælter op ad trappen. Jeg tror endda, jeg griner og stadig synes, jeg er charmerende. Jeg græmmer mig i sengen. Jeg prøver at huske mere. Jeg prøver at undgå at huske mere. Jeg tror ikke, vi var sammen. Var vi sammen? Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke.
Jeg har kun mit undertøj på. Min kjole hænger foldet sammen på en stol ved siden af sengen. Jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Måske ved jeg godt, hvad han hedder. Det var et mærkeligt navn. Måske.
Pladen starter forfra. Jeg kender ikke musikken. Det er noget stille jazz. Jeg hører aldrig jazz. Hvem hører jazz i dag? Mine venner hører indie, elektronisk eller soul. Meget sjældent jazz.

Jeg tager mig sammen, sætter mig op i sengen, læner mig op ad væggen, trækker dynen op omkring mig. Det er et rart værelse. Det er stort. Fyldt med store, tunge, gamle møbler i egetræ. Det omslutter mig. Mit hoved dunker. Der er mange bøger på hylderne. Lp’erne står på gulvet sammen med pladespilleren. Der er en mørkegrøn lædersofa med stålfødder. Den er påfaldende moderne i forhold til det andet i værelset. Der er et stort tæppe spredt ud på trægulvet. Det er grønt, orange og sort. Der er en potteplante i den ene af de to vindueskarme. Der er et enormt billede af to grinende ansigter på den ene store væk. Der dufter rent. Det ene vindue er åbent.

Han hedder Vlad. Jeg kommer pludseligt i tanke om det. Han kigger ind ad døren fra køkkenet og smiler varmt. ”Vil du have kaffe?”, spørger han. Jeg kan høre kaffen løbe igennem ude fra køkkenet og nikker taknemmeligt. ”Hvad er klokken?”, spørger jeg og han peger på uret, som viser kvart over to. ”Jeg ville ikke vække dig”, siger han og smiler igen, ”Det virkede som om, du havde brug for at sove”.

”Vlad? Det er et pudssigt navn? Det er ikke dansk?”, spørger jeg, da han kommer med kaffen og sætter sig på sengekanten, ”Nej, det er russisk. Og jeg hedder egentlig Vladimir, selvom det virker så.. højtideligt. Jeg kom hertil, da jeg var 13. Med min mor”, forklarer han. Jeg knuger om den varme kaffekop. Det smager godt.

”Vi har ikke… du ved”, tager jeg mig sammen til at spørge, da jeg har fået et bad. Han griner, ”Nej nej, du faldt i søvn nærmest inden, du fandt sengen”, siger han, ”Jeg håber ikke, det gjorde noget, at jeg hjalp dig af med tøjet. Det var helt vådt. Det regnede jo i nat”. Jeg smiler forlegent. ”Du må undskylde, at jeg var så… ja, du ved.. men det var sødt af dig, at jeg måtte sove her”. Han fastholder blikket, selv da jeg ser væk, ”Det skal du ikke tænke på”, svarer han.

”Nå, jeg må nok også hellere se at komme hjem”, siger jeg. Klokken er næsten fem. Jeg har efterhånden været hos ham i lang tid. Vi har egentlig ikke talt så meget sammen. Timerne er forsvundet, selvom alt er foregået uendeligt roligt og langsomt. Han tænker længe, når jeg siger noget. Når han svarer er det velovervejet og præcist. Han satte lidt morgenmad frem, som vi sad og spiste i stilhed. Jeg har ikke prøvet før, at stilhed kan være trygt og ikke det mindste akavet. Selvom jeg ikke kender fyren. Han virker rar. Lidt speciel, men rar. Meget tænksom. ”Måske skulle jeg gøre gengæld med en kop kaffe en dag”, forsøger jeg forsigtigt, mens jeg tager min jakke på, som stadig er irriterende fugtig. Han rækker mig mit halstørklæde og ser overrasket og glad ud, ”Det lyder godt”.
Jeg spekulerer på vejen hjem, om det monstro er en date?