Vi skal have chai te nu, siger Vlad pludseligt og rejser sig beslutsomt fra sin slidte grønne lænestol. Jeg sidder op ad hans radiator og bladrer i fotomagasinet Filter. Jeg er helt opslugt af nogle surrealistiske portrætter, som en vis Loretta Lux har taget af børn med perfekt teint og intense blikke. Deres hoveder, ører eller øjne er mildt forstørrede med det resultat, at de er ubestemmeligt uhyggelige og fængslende på en og samme tid. Jeg registrerer derfor kun, at Vlad forsvinder ud i køkkenet, men reagerer ellers ikke.
Sådan er det altid, når jeg besøger Vlad. Vi laver typisk hver vores ting. I starten var jeg forbandet forvirret over, hvad denne mystiske fætter mon ville mig. Han var ikke interesseret i min krop, konkluderede jeg hurtigt, for han gjorde absolut ingen tilnærmelser. Han forsøgte heller ikke at charmere mig med gaver, komplimenter, hvad som helst. At han forekom at være så frygtelig kejtet, havde intet med mit nærvær at gøre, kunne jeg ligeledes konkludere. Kejtethed er velsagtens hans natur, hvis man ellers tror på den slags. Han gjorde imidlertid meget ud af at få mig til at føle mig hjemme. ”Hvis du bliver sulten, tager du bare noget i køleskabet”, sagde han en af de første gange, jeg besøgte ham. Han havde vist mig rundt i lejligheden, selvom jeg havde været der før. Han gennemgik hver en lille krog med henblik på at læse, studere, tænke og drømme lige netop dette særlige sted i lejligheden. Jeg var lammet af forvirring over hele situationen. Jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor han gjorde og sagde, hvad han gjorde og sagde. Efter sin lille tour de lejlighed satte han sig til rette med en bog, sendte mig et gennemgribende uskyldigt smil og forsvandt så øjeblikkeligt fra virkelighedens overflade. Jeg stirrede på ham. Først afventende. Derefter, da det gik op for mig, at der tilsyneladende ikke skulle ske mere, blev jeg i stedet helt usandsynlig usikker og endnu mere forvirret. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Hvad havde den sære snegl monstro tænkt sig? Var det det meningen, jeg bare skulle gå…?
Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg alligevel endte med selv at nyde dette tossede samvær og faktisk komme hos Vlad så ofte, som jeg gør. Ella synes, han lyder vildt uhyggelig, men det er nok i virkeligheden det sidste, man kan kalde Vlad. Lidt sær ville ikke være helt af vejen, men samtidig mere sympatisk end folk er flest. Han er begyndt at samtale lidt mere, hvilket er hyggeligt, men jeg kan ikke påstå, at situationen ikke stadig er påfaldende besynderlig.
Musikken stopper, og Vlad kalder fra køkkenet, om jeg ikke sætter noget nyt musik på. Jeg flytter mig modvilligt fra den varme radiator og stopper pladespilleren, ”Jeg skifter lige til min iPod”, råber jeg. Jeg finder nummeret Club Thing med Yoav på en af mine spillelister velvidende om, at Vlad vil ryste på hovedet. Der bor en gammel mand inde i ham, der ikke forstår sig på nutidens unge og deres sære tilbøjeligheder. Vlad hører jazz. Han har en bred smag inden for jazz, bevares, men generelt en lidt snæver referenceramme i forhold til nyere kultur, ”Den er super fed, den her sang”, råber jeg til ham og skynder mig tilbage til min varme plads og pakker mig ind i et tæppe. Det er frysende koldt udenfor. Man kan høre vinden rive i ruderne. Vlad kommer ind med chai teen. ”Du vil elske den her”, siger han og smiler stolt, ”Jeg laver verdens bedste chai te”. Jeg er i forvejen forundret over, at denne unge fyr med så gammelt et sind overhovedet ved, hvad chai te er, men at han tilmed har ret i, at den er suveræn god, er næsten det bedste. ”Du overrasker mig da også hele tiden”, siger jeg og blinker til ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar