Asymmetrisk tiltrækning

Romantisk tiltrækning forekommer mig oftest – desværre - at være asymmetrisk. Inden for det seneste år har jeg udelukkende oplevet at blive kurtiseret af fyre, hvis beundring jeg på ingen måde kunne gengælde, mens jeg selv har kastet følelser efter vilkårlige fyre, som ikke interesserede sig synderligt for mig endsige retroperspektivt fortjente min sympati. Det er bundsygt, faktisk!

Well, det er nu en gang et vilkår, livet byder mig, og som jeg lever med. Jeg har naturligvis en smule dårlig samvittighed over for de pågældende fyre, jeg mere eller mindre klodset afviser, før jeg dog stille og roligt glemmer dem igen..

Med undtagelse af en enkel gut, Jon, som jeg har haft det fantastisk sjovt og behageligt sammen med, men som i øjeblikket boykotter mig på allergrusomste vis.

Det var ikke en gang min afvisning af ham, der gjorde udslaget. Alligevel er grunden dertil ganske reel. Endnu en gang har jeg ufortjent valgt at kaste noget der ligner følelser efter en lille bølle, der desværre tilfældigvis befinder sig i Jons tætte inderkreds. Uden at kende Jons reelle grund til de pludselige undvigelsesmanøvrer, så gætter jeg på, at han ikke just finder den potentielle konstellation ven og undertegnede særlig fin.

Om han blot er såret og holder sig væk fra mig for at beskytte sig selv og komme videre, eller om han tilmed har mistet alt sympati for mig, fordi jeg vælger at afvise ham til fordel for hans helt igennem følelsesresistente og bindingsangste, men ikke helt grimme ven ja, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide muligheden af det sidste. Det hele irriterer mig i det hele taget voldsomt.

Fra hans side er situationen indlysende ærgerlig, hvis min tolkning ellers er korrekt. Fra mit standpunkt er situationen imidlertid heller ikke specielt top dollar.

Jeg har ikke selv bestemt, at jeg dumme, lille pige uberettiget skulle placeres på en piedestal og tilbedes som ufejlbarlig med dertil hørende plusord. Den må på hans kappe. Og selvom jeg ikke kunne gengælde det som var udover venskab, betød det på ingen måde, at jeg ikke behøvede og ønskede netop hans venskab. Det er frustrerende, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Det er for den sårede part (ham, forstås) helt legitimt at droppe et ellers spirende venskab, fordi det er for hårdt, mens den anden (mig) reduceres til syndebukken, der strengt og ondskabsfuldt ikke kunne gengælde de pokkers følelser. Jeg må bare acceptere vilkårene, må jeg!! Men selvom knust kærlighed er noget hø, bevares, så har jeg faktisk mistet en alle tiders skøn ven. Det er da også ulykkeligt, for pokker!

Nu skal jeg i stedet flere gange ugentlig konfronteres med Jons afvigende blikke, fyldes med dårlig samvittighed, trist tristhed samt affinde mig med endnu en negativ erfaring udi forsøget med platoniske drengevenner. Skal jeg græde eller bare være godt gal i skralden?

Godt gal, vælger jeg. Nu må det da for pokker snart være tur til symmetrisk tiltrækning, skulle man mene. Slut med alt det bøvl. Det er kedeligt for alle!