Ugens overskrift: Alder

Begrebet alder har på forunderligste vis indlusket sig snart alle steder i ugens løb, så jeg til sidst er blevet helt kulret. Hvorfor al den alderspolemik lige pludseligt?

Alder har vitterlig gjort opmærksom på sig selv i alle tænkelige udgaver. Fra veninder, der beklager sig over begyndende aldringstegn, (Inge 23 år: ”Anna, hænger mine øjne ikke helt vildt? Jeg ligner en gammel dame”) til hvornår alder ophører med at skille de enkelte årgange ad og bliver til generationer i stedet. (Nynne 21 år: ”En af mine veninders storesøster er tre år ældre end os – i gymnasiet syntes jeg altid, hun var vildt voksen og gammel. Nu er min tætteste veninde på studiet 24 år, og jeg tænker aldrig over aldersforskellen”.)

Så rullede snebolden.. Spiller alder overhovedet en rolle, kunne man spørge? Er det blot en konstruktion? Bliver vi socialiseret til at opfatte alderskonventioner som krav, eller vælger man frivilligt, om man vil abonnere på alderskonceptet som blot et hjælpsomt pejlemærke (Mor 59 år: Jeg har taget et par kilo eller flere på, for jeg har besluttet mig, at det ikke klæder en kvinde på min alder at være så mager)? Har alder mistet sin hierarkiske position? Tæller nye fællesskaber mere end aldersmæssig livserfaring? Alle har været rygende uenige om alders magt og mening og har gavmildt kastet alskens eksempler efter mig. Selv de vægelsindede deltog ivrigt.

Enkelte ville hellere diskutere konkrete ting, såsom hvornår aldersforskelle mellem kærester bliver for stor (Solvejg 26 år: ”Undskyld min damebladsformulering, men er kuvøseguf hot eller not?), eller om der monstro er forskel på, om det er manden eller kvinden, der er ældst? Derudover frygtede samtlige ugens fødselsdagsbørn aldersakkumuleringen og forbandede tiden, der bare går og går, uden de selv syntes at opnå andet end ucharmerende ølmaver og større gæld. Alder var ugens overskrift, uden tvivl.

Jeg er kommet fint rundt om emnet, kan man sige – omend ikke fyldestgørende, thi jeg tilsyneladende blot er et lille fnug i alderssammenhænge, og, bevares, der er så meget jeg ikke forstår.
Sidstnævnte standpunkt stammer fra en samtale med en mandlig repræsentant for årgang 1980, hvor jeg repræsenterer kvinderne årgang 1985. Han lagde betydelig mere vægt på alder end jeg. Om det skal ses i lyset af, at jeg er i starten af de ”bekymringsløse” 20’ere, mens han med hastige skridt nærmer sig de mere ”alvorstunge” 30’ere, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Udklip fra vores samtale:

Anna: ”..Du mener altså, at alle + 25 år i ånden pludseligt har samme alder, hvilket altså må betyde at små yndlinge som mig således udelukkes dette festlige selskab. Det er da umiddelbart – undskyld mig - noget fjol. Ja, det er så. For at komme med en vældig begavet betragtning.. eller det vil sige.. så poppet, at det faktisk er pinligt, så må det være livsstilen mere end alderen, der binder folk sammen…Eller hvad?”

Mand: ”Aldersdiskussion er jo en gammel traver.. Jeg har såmænd blot ladet mig fortælle, at os over 25 år mister vores specifikke alder og bliver, hvad kan man sige, ligeværdige.. ”

Anna: ”Jaja, men det er jo fjollet.. man kan sige, at jeg grundet min unge alder selvfølgelig ikke kan vide, hvad det er for et hemmeligt fællesskab jer +25-årige har sammen. Bunker af livserfaring? At vinteren altid var hvidere, da I var børn? At I kan huske, hvor I var, da Kennedy blev skudt?”

Mand: ”Tja.. alder er klart en fjollet kategori.. burde ikke være determinerende for noget som helst, der kommer i nærheden af menneskelige relationer.. Alt det her med hvor man er i sit liv er jo blot konnotation, og i den forstand er din - hvad kaldte du den… poppede? - betragtning jo god nok”.

Anna: ”Ja, poppede. Præcis.. Men nu fornemmer jeg et men! Det er nu, du slår igen med dit modargument, ikke? Alder er alligevel determinerende eller hvad?”

Mand: ”Det vil jeg ikke sige, men mon ikke der er tale om en dialektik her.. jeg mener, det er der jo altid, for pokker.. Konnotationerne vokser jo ikke ud af intet, lige så vel som de jo også kommer til at antage en virkelig karakter.. ja, og derfor er struktureret af, men samtidig strukturerende for det levede liv”.

Anna: ”Hehe.. din akademiske uddannelse fornægter sig ikke! Men hør, det der alder lyder sørme ikke til at komme uden om… Konnotationer? Struktureret af og strukturerende for… Hvad med lidt pionerånd? Er det så slemt? Arh, jeg opgiver sgu, før jeg får mig rodet ud, hvor jeg ikke kan bunde. Var det noget med en øl, eller er I gamle drenge allerede færdige med den slags useriøst pjat?”.

Mand: ”Så så, ikke helt, lille De.. Og hey, for lige at slå det helt fast.. os på +25 har altså ikke alle oplevet Kennedy blive skudt.. det skete en god bunke år før vi ”unge, men dog +25” kom til verden.. Men Oluf Palme er en anden sag… Måske primært fordi det er en anden person fra et andet land, men ja..”.

Aldersdiskussionerne sluttede dog ikke her.
Jeg talte forleden i telefon med en gammel veninde Mie på 22 år, som overvejede, om hendes nye flirt på 29 år var for gammel, selvom han på alle andre områder var lige i øjet :

”Jeg har faktisk fundet fine eksempler på særdeles vellykket matchmaking mellem ældre mænd og yngre kvinder. Er du klar? Okay, klassikeren - for sådan én skal man altid starte med.. Profeten Muhammed giftede sig med 8-årige Aisha.. Jeg er sikker på, hun følte sig som en heldig banan... ! Den næste er den vovede.. Woody Allen giftede sig med sin egen unge adoptivdatter.. det kan man da kalde pionerånd, ikke sandt.. og så er der ikke mindst Cathrine Zeta-Jones og Michael Douglas, som uden tvivl er mit yndlings celebrity par, og det mener jeg, Anna… Omend det udelukkende er en mavefornemmelse, så jeg ville ikke kunne begrunde hvorfor..”.

”Jeg er helt med, Mie! Du har fat i den lange ende.. ja, du har yderst videnskabeligt påvist, at alder ikke er en hindring. Du kan derfor ikke lade den gamle gut, du kysser på for tiden, slippe væk, hvis han ellers er det værd.."

--

I går læste jeg så Erlend Loes Naiv.Super, hvor hovedpersonen bryder sammen på sin 25-års fødselsdag og får sig en heftig omgang eksistentiel krise, som blandt andet resulterer i lister over, hvad han mangler i livet, samt dyrkelsen af en bold, et hammerbræt, en ny lille ven, der går i børnehave samt en bog, der beskæftiger sig med tid – blandt andet med en hypotese om, at tid slet ikke eksisterer. På en eller anden måde fungerede den tynde, lille bog som fin afslutning på en lang uge præget af alderssnak i alle mulige og umulige former. Og i stedet for at spinne mere over alder, så vil jeg i stedet anbefale Naiv.Super til alle, der trænger til lidt rar underholdning og en bekræftelse af, at det nok går, selvom tiden også gør det.