Jeg luger ud i ukrudtet

Confessions.

Nok. Det er fucking slut, bitches! Jeg går til kamp mod mine indre dæmoner. Nu må de udrives, for jeg har indset, at de er mildt formålsløse. Harmfulde små bæster, der lurer ondskabsfuldt under skindet hver gang, jeg drister mig til at være noget så uskyldigt som glad og optimistisk. Så viser de deres grimme ansigter og skræmmer mig tilbage i kulden, hvor jeg kan ligge så hyggeligt og ryste som et espeløv. Jeg er fucking træt af at fryse!

Og der skal ikke lyde nogen tvetydighed: Vi taler om pinedød nødvendig og brutal eksorcisme. Mine dæmoner skal ikke blot besejres, men tilintetgøres. Sprænges i luften med et brag, der giver genlyd til det yderste af universet, intet mindre.

Indrømmet, jeg har selv næret dem gennem mange år. Jeg har faldbudt dem. Jeg har ligget under for dem. Jeg har troet på dem. Jeg har betragtet dem som et livsvilkår. En konstant i mit liv. De har lullet mig ind i et misbrug, hvor vi sammen kunne pusle om mine i egne og dæmonernes øjne evigt mislykkede bestræbelser i livet, som i det mindste gjorde mig til en værdig modtager af kraftig (selv)medlidenhed. De fik mig misledt til at tro, at jeg i virkeligheden var noget særligt i kraft af min udtalte ikke-særlighed. Sammen udviklede vi os til en skabet taber, som de usle indre dæmoner grådigt åd sig fast i. Mine indvortes parasitter fik mig til at tro på, at jeg var et socialt misfoster, et frygtelig usympatisk, ukompetent, rasende grim og væmmelig person, hvis skæbne var at udrette et kæmpe stort ingenting. De gjorde mig frygtelig selvcentreret. Sammen brugte vi timer på at dissekere mig. Psykologisere over petitesser omhandlende mig. Analysere inferiøre episoder med fokus på mig. Jeg havde lettere til usunde smålige tankespind end generøse og positive handlinger. Og jeg blev utryk. Jeg blev konfliktsky og evigt angst for at miste, hvad jeg havde. Jeg skulle spille sikkert, aldrig løbe en risiko, følgelig tage en chance. Jeg tænkte alt i omkostninger – kunne det nu betale sig? Intet uforudset tab måtte ramme mig. Jeg lod mig betakke med en skæbne levet i middelmådighedens ærgerlige tremmeseng. Jeg drømte om at blive til mere, men forkastede forhastet muligheden. Måske kunne de andre, men ikke mig. Den evige taber. O hvilken identitet!

Nu skal de elimineres. De skal bekriges med en true fighters ukuelighed. Fighter, sagde jeg? Nej, en bidsk warrior. De skal ikke få mig ned. No mercy no more! Action baby! Dæmoner: Game over, suckers!

Forhelvede, jeg er da alt for glad for livet til ikke at lege med det. Og hvis alt ikke lykkes, oh well, det kan danses væk!