Hvem er Bill?

For tiden bor Ella og jeg ikke alene i vores lille toværelses hummer på Vesterbro (- jeg vil gerne betone lille her: Jeg måtte blandt andet investere i en smal boksmadras, da vi rykkede ind i hytten, da min forhenværende seng simpelthen ikke kunne være på mit mikroskopiske værelse).
Nej, for tiden er vi ydmyge indlogerende hos vores lejeherres søn, idet sønnikes officielle bopæl i øjeblikket er her på matriklen. Ganske uden varsel fik vi således ham som vores tredje og i øvrigt ganske fraværende sambo, hvis navn oven i købet alene pryder dørtelefonen, og hvis post i anselige mængder dumper (med et brag, må tilføjes) ind ad dørsprækken hver eneste dag.

Bill er tilsyneladende storbytrotter i det europæiske, hvor han ifølge vores kilder på det seneste udgiver sig som værende studerende i London. Hvorvidt denne identitet er vedvarende, kan vi kun gisne om, hvilket vi så for øvrigt i høj grad fordriver vores ellers sparsomme tid med. At vi dagligt mindes om vores tredje roomies eksistens uden at kende til dennes karakter, styrker blot vores spekulationer omkring Bills gøren og laden. Lejeherre Mogi dropper små hints om sønnike i ny og næ, hvorfor vi lige så langsomt har kunnet tegne en profil af Bill. Men hvem er Bill - egentlig?

Han tilhører først og fremmest en liga i en helt anden sfære, end hvad vi kender til, thi han qua farmands status som velbjerget europæisk topforretningsmand er selvskrevet som medlem af den eksklusive ungdomsklub af boheme jetsettere. Deres gunstige baggrund tillader dem at give sig i kast med kreative uddannelser uden frygt for at falde igennem økonomisk, når talentet ikke rækker, eller de kreative sysler ikke afstedkommer et økonomisk afkast i første forsøg. Derudover giver ungdomsklubben adgang til et omfattende netværk af prominente topnavne i det kunstneriske miljø, som andre håbefulde og knapt så pamperede kunstnerspirer ville ofre både arme og ben for.

Bill indskriver sig ikke bare på økonomistudiet og forbereder sig på en skæbne i farmands fodspor med det mål at overtage biksen, titlerne samt det stride ansvar i forbindelse med ledelse og den økonomiske forvaltning af faders millionforretning, for Bill gider ikke stå i skyggen af nogen. Han er blevet rost livet igennem for sin unikhed og charme, så giv pokker i ansvar, han skal fejre sin charme og dyrke unikheden. I stedet lader han de rødglødende lokker gro, piercer ørerne, trækker i neonkludene og giver den gas som artsy citypunker. Han med stor sandsynlighed er den forkælede lillebror i søskendeflokken. Der er intet, der tyder på, at den valgte livsførelse er udtryk for et oprør mod forvetningen om en akademisk baseret karriereskæbne, eller mor og fars tilsidesættelse af sønnikes generelle livskvalitet til fordel for ambitioner på hans vegne. Nej, Bill har fået støtte galore hjemmefra (og er for øvrigt også i sit voksne liv forblevet stærkt økonomisk afhængig af mor og far, hvilket vi faktisk har dokumentation for, idet vi uforvarende blev del af en mailkorrespondance mellem Bill og Mogi: ”Far, send flere penge”). Farmand er tværtimod stolt af sønnike. Et kunstnerbarn er statusmæssigt slet ikke sådan at kimse af, og det giver farmand en god selvfølelse at agere mæcen for sit eget afkom.

Bill passer slet ikke i det slumromantiske billede af en forhutlet kunstner, der hustler sig gennem tilværelsen. Han er ikke i konstant risiko for ikke at kunne betale husleje for det i øvrigt kummerlige, lavloftetede lille studio med den utætte tagkonstruktion og de voldelige naboer i et afsidesliggende usselt kvarter. Bill behøver ikke at droppe søvnen for at kunne servere på et tarveligt værtshus i de sene nattetimer for lige nøjagtig at kunne skrabe kontanter nok sammen til erhvervelse af den kostbare maling, som kaldet som kunstner kræver.

Nej, Bill residerer på eksklusive adresser i storbyernes kreative kerner, hvor det ikke skorter på perlende pagne, sushi og leg med de unge og attraktive. Når elektromusikken blander sig med avantgarde jazzen og de prætentiøse samtaler bestående af en konstant namedropping af kunstnerkoryfæer og undergrundsikoner udfoldes, er det blot udtryk for iscenesættelsen af en livsstil, som den superbevidste identitetsshopper Bill har valgt at abonnere på i øjeblikket. Det er mere formen end indholdet, der er vigtig i denne indgang til kunstnerlivet. Det betyder ikke så meget, om det er film, billeder, performance eller design, der arbejdes med. Det er godt det samme. Det er selskabet, miljøet, oplevelserne, ja livsstilen, der betyder noget. Om et stykke tid køber han sig ind på et nyt område, hvor nye sociale koder og smagspræferencer gør sig gældende. Det er let, når man har råd. Og det er sjovt, når man rig.

Jaja, vi er stadig i gætteland. Hvem Bill i virkeligheden er, ved vi ikke. Bill er en myte, der lever i bedste velgående. Måske er han en sød, oprigtig dreng, der brænder for kunsten og besidder et stort talent? Det kunne være et andet godt gæt!