Poesi i Frederiksberg Have

Min indre selskabsløve fik i den grad smæk for skillingen under weekendens fest her på matriklen, hvor Ella og jeg endelig åbnede dørene til fest og farvelade for alle, vi kendte. Løven er imidlertid hurtigt krøbet tilbage i sit skjul, hvor den har siddet og rystende bidt sig i neglene. Intimideret af al den sociale kontakt, aktivitet og - tør man påstå - påkrævede lystighed, som hev al luft ud af ballonen. En ballon, der tilmed i forvejen var temmelig indskrunken efter måneders studieræs og festlighedskapløb, hvor stirren ind i en væg klart har været nedprioriteret. I mine øjne en undervurderet om end essentiel ingrediens i det moderne individs forpustede liv. Jeg lagde mig følgelig med selvdiagnosticeret stress allerede tirsdag, trak stikket ud til omverdenen og dækkede bunken med to-do-things til med et kæmpe lagen (forsøgte mig først med blot et viskestykke, men det var på ingen måde stort nok).

Jeg tullede rundt dagen igennem og gjorde kun rare ting, som somme tider betegnes som overspringshandlinger, andre gange som ligegyldigheder, livskvalitet, puslerier og så videre. Jeg gik en kæmpelang tur i Frederiksberg Have. En tøsepark, har jeg læst og ubetvivlelig med rette, idet min latente romantiker straks blev revet ud af mig med et voldsomt ryk og satte gammelrosa sentimental og nostalgisk stemning til tankerne. Og her kunne jeg sagtens lukke op for et følelsesbad af dimensioner, men nøjes – heldigvis! - med en mindre poetisk nedkogt version: Det var fantastisk. Vejret var kølig og sagte. Efteråret er efterhånden så fremskreden, at det bombastiske farveinferno er blevet erstattet af underspillet skønhed (nej, det bliver ikke et følelsesbad, men det fingerede poetiske kunne jeg ikke holde mig fra!). Solnedgangen nærmede sig forsigtigt, mens jeg gik, hvorfor det røde lys blandede sig med det sorte mørke, træernes krogede og afpillede grene krøllede og flettede sig ind i hinanden og skabte mønstre på himlen, mens deres tabte blade hvirvlede rundt på jorden, for til sidst at lægge sig som et blødt broget tæppe (og ja, klicheer hober sig op, men det var sgu smukt, hvis vi blot skal kalde en spade for en spade!).

Frederiksberg Have er i sin stil en gennemført gammelengelsk herskabspark på landet. Jeg forestillede mig, at der hvert øjeblik kunne komme et par jagtryttere i røde jakker galopperede efter en snu ræv, mens de små tumpede hunde væltede rundt om hestenes ben. Det gjorde mig salig og frydefuld. Der bor vitterligt en tosset lille trold inde i mig (min krop er i virkeligheden befolket med ikke så få gespenster og andet godt fra havet) og jeg følte mig godt hjemme i den skovlige natur, selvom de mange brusende følelser i mig nok nærmere kan forklares med mit virke som storbykvinde. Natur for mig er ikke en nødvendighed, den er ikke farlig, et livsvilkår eller noget brugbart for mig. Den er kun smuk. Natur er et kunstværk på lige fod med malerier og skulpturer. Det er noget, man kigger på og vurderer ud fra æstetiske og intellektuelle kriterier.

Jeg er dog ikke særlig kritisk i min tilgang til naturen og Frederiksberg Have rammer lukt i hjertet. Havde det ikke været for vandet (åerne, søerne eller hvad den slags vand i en park nu kaldes) i Frederiksberg Have, havde det virket særdeles oprigtigt landlig, som taget ud af en Jane Austen-roman – særligt de steder med udsyn til slottet i baggrunden. Hvis jeg var anmelder, så ville vandet (selvom jeg elsker vand!!) være det sted, hvor jeg kunne hælde lidt malurt i bægeret. Vandet tager sig temmelig kunstigt ud med sine klare afgrænsninger i form af træpinde, hvilket får åerne til at ligne noget fra en forlystelsespark, der er tappet for al vildskab og tilfældighed. Jeg forventede en legobåd fyldt med vinkende turister sneglende sejlende forbi, hvad øjeblik det skulle være. Det indslag blev jeg heldigvis forskånet for.

Den yndige canadiske sangerinde Feist udgjorde soundtracket til min gåtur, og hun gjorde det ganske udmærket, skal jeg huske at tilføje. Men min lille udflugt til landet blev altså ikke gjort i gummistøvler og med regnfrakke, men med elektronikken hængende fra ørerne og chic upraktisk påklædning. Og lyskryds og neonlys ventede såmænd på mig, så snart jeg trådte du af parken. Det var sådan set ganske trygt. Så kunne andre tankeassociationer straks tage fat..

Det blev en dag, som dage er bedst. Og den korte konklusion må være, at det bør man gøre langt oftere. Fingere lidt pseudostress og pusle med ting, der er ligegyldige. Ligegyldige og alligevel uundværlige.