Læsepause med kaffe og croissant

Scene: Diamanten (Det Kgl. Bibliotek)

Tid: Eftermiddagskaffe

Medvirkende: Inge og Anna

Inge og Anna har læst hele dagen. De har ikke oplevet noget, siden sidst de sås. Faktisk kunne man sige, at de ikke har et liv, men det sådan noget, man altid går rundt og siger, når man er studerende. For langt de fleste passer det tilmed ikke. Hvis man skulle sige noget andet, kunne det i stedet være, at de virkelig trænger til en kaffepause fra de lange tekster på den kolde læsesal. De håber, de kan finde på noget at sludre om.

Anna: ”Arh.. Jeg kan ikke koncentrere mig om at læse. Jeg er fuldstændig skrold i hovedet af at tænke på vores opgave til december.. Jeg har i stedet siddet og bladret i den her bog, som jeg havde med. Jeg læste om en gut, som vist hed Richard Rorty. Det var egentlig lidt poppet, men det handlede om den fleksible verden, vi tilsyneladende lever i, hvor hierarkiet er horisontalt frem for vertikalt og magtspillet uden autoritet, hvilket gør det dersens identitetspjat en smule sværere.. Derfor dukker der en ny karaktertype op: Det ironiske menneske - fordi vi simpelthen ikke længere har nogen normer for autoritet og ansvarlighed. Så bliver vi ironiske..
Nu er vi to selvfølgelig aldrig ironiske, så det er klart nok ikke møntet på os..”

Inge: ”Selvsagt…”

Anna: ”Det handlede blandt andet om, at man aldrig kan tage sig selv helt alvorlig, fordi man er sig bevidst om, at vilkårene for den beskrivelse, man giver sig selv, hele tiden er under forandring. Det er ikke særlig godt, siger han, fordi en ironisk personlighed bliver selvdestruktiv i den moderne verden. Man begynder at tænke, at man ikke for alvor er virkelig, at ens behov ikke har substans, at der er i øvrigt ikke er nogen derude til at anerkende ens værdi. Det hele er frygtelig trist.. Og jeg følte mig pludselig ramt?”

Inge: ”Jeg vil gerne anerkende din værdi, hvis det hjælper… Desuden er det vel ikke fuldstændig epokegørende.. Det med ironi altså.. Har vi ikke alle læst om ikke andet en bette smule Kierkegaard i gymnasiet.. Ja altså, jeg vil ikke rode mig ud i en lang redegørelse, men han syntes heller ikke, det var fedt at være ironiker. Distancerede, virkelighedsfjerne mennesker er velsagtens ikke en ny opfindelse, og selvom ironi er supersjovt, så har ironi trods alt ikke ry for at være særlig oprigtig?”

Anna: ”Mærkelig nok nej.. Jeg havde jo også en mindre åbenbaring sidste år, da jeg læste Alt bliver oplyst af Jonathan Safran Foer. Der står et sted, at..”

Inge: ”…ja, at før i tiden mente fortælleren, at humor var den måde, der kunne få ham til at værdsætte, hvor både skræmmende og skøn verden er, samt hvor stort livet er, men nu mente han i stedet det modsatte, nemlig at humor er en måde at vige uden om erkendelsen af, hvor frygtelig og vidunderlig verden er.. jaja, du har sagt det før..”

Anna: ”Hehe.. jeg gentager da ellers aldrig mine små guldkorn! Men ja, det ramte altså også... Tror du monstro, man kan blive afvænnet virkelighedsfjernhed og få geninstalleret ægte følelser? Og deraf finde meningen med tilværelsen?”

Inge: ”Nej, er du gal. Du er dømt til at være et ironisk, distanceret menneske, der lige som lidt destruerer dig selv i mangel på kerne samt kilde til anerkendelse. Sorry!”

Anna: ”Så er der i det mindste én uvished mindre at tage sig af…”

Inge: ”Men Anna, det var jo ikke meningen, jeg skulle holde pause for at sidde og prøve at genhuske Kierkegaard, hvilket selvsagt ikke gik frygtelig godt.. Lige nu ærgrer jeg mig over, hvor frygtelig lidt jeg kunne sige om ironikeren.. Jeg havde ellers filosofi i både gymnasiet og på højskolen. Jeg burde kunne holde et 50 minutters foredrag om Kierkegaard!”

Anna: ”Livet leves forfra, men forstås bagfra”

Inge: ”Bravo, du er så dygtig! Nej, det var meningen, vi bare skulle sidde her, spotte hornbriller og se på regnen, der poetisk fosser ned udenfor samt bruge vores sidste sparepenge på det evige tilbud kaffe og croissant for den nette sum af 25 kroner.. Det er jo i grunden billigt som bare pokker!”

Anna: ”Oprigtigt billigt!”

Inge: ”… Hm, ellers sket noget?”

Anna: ”Næh… Hvad med dig?”

Inge: ”Ikke det mindste… nå, så du Forbrydelsen i går?”