Æblet falder ikke langt fra stammen

Jeg har i disse dage just stukket teltpælene ned i frisk jord og kan rapportere direkte fra felten at indmaden desværre stadig ligner en reenactment af en bombet krigszone. Bevares, mine højtskattede romaner er sat i orden på bogreolen i et nøje udtænkt mønster, som er for indviklet at redegøre for her. Alt andet flyder stadig forvirret rundt. Gulvet – thi jeg har så vidt vides et gulv - er endnu gemt under lag på lag af gennem tiden akkumuleret ragelse. Jeg har skabt et lille hul i rodet foran reolen, hvor jeg har sat en skammel og placeret mig selv på den. Herfra studerer jeg bogtitlerne – og tænker over, hvad der mon gør, at jeg insisterer på at læse litteratur med kritikerros, klassiskerstatus og/eller kultmærkat smækket på bagflippen? Jeg er beyond pretentiøs, tænker jeg og rynker på næsen over mit snobbede kulturforbrug og kan (næsten) godt lide, at Da Vinci Mysteriet ridser lidt i den ellers politisk korrekte overflade. Men hvor kommer hangen til det litterært respekterede mon fra, og går det monstro over igen?

Jeg ved, at jeg får en art dobbeltnydelse ud af at læse eksempelvis Dostojevski: Nydelsen ved indholdet og nydelsen ved tanken om at have læst den. Nogle bestiger bjerge; jeg læser murstensromaner. Jeg ville ønske at jeg gjorde det for at vinde andres respekt. Nej, jeg ville ønske, at jeg vandt andres respekt ved at læse god litteratur. Jeg prøver til tider at iscenesætte mig selv i den dur, men det har sjældent været vellykket og for det meste er reaktionen en overbærende ligegyldighed. Bevares, enkelte nikker anerkendende – oftest fordi de selv lider af samme syndrom. Mere er det dog ikke blevet til. Det gør ingen forskel, hvorvidt jeg har læst den ene eller den anden bog. Eller om der går et par måneder mellem en læseoplevelse. Folk taler alligevel om Stieg Larson og Dan Brown. Selv de mere belæste typer vil hellere udgyde en omgang seriøs hate til desangående forfattere end diskutere noget, som de godt kan lide. Der er derudover langt mere street cred at hente, hvis man smed bøgerne i skralderen, fandt en undergrundsfest, drak sig i hegnet og redede sig en spontan tattoo i nattens dunkle timer. Og selvom der i mit miljø findes mange professionelle namedroppere (som gør det bedre end jeg!), så hæftes der sjældent yderligere informationer på end netop navnet på den ene og den anden avantgarde kunster/fotograf/forfatter, og jeg skal give dig (som jeg i øvrigt oftest vil lade som om, at jeg kender, og derefter gå hjem og slå vedkommende op på wikipedia!). Diskuteres der andet kultur, så er det xfactor og paradise hotel – hvor vi naturligvis ikke ser sidstnævnte, mens førstnævnte lige går an, fordi det har den rette kitchfactor! Hvis vi er exceptionelt højpandede, kan vi tale om Guldbrandsens seneste dokumentar, men den bliver også sendt på DR2 og diskuteres livligt i medierne, så det er kun naturligt at ville se filmen ”for at kunne snakke med”.

Og hvorfor tænker jeg over det. Det er fordi, at jeg har mine læsenykker fra min far. Og han var prætentiøs engang, men nu er han blevet en del af massen. Dem som kulturparnasset peger fingre af. Mig inklusive.

I sine unge år pløjede min far gennem St. Steensen Blicher, Knut Hamsun, Gogol, Tolstoy og særligt favoritten Pär Lagerquist, som han skrev hovedopgave om på seminariet i Esbjerg. Som lille voksede jeg op med en far, der strøede om sig med pointer og citater fra Kafka, Remarque og Blixen – de samme igen og igen, forstås, så de alle hænger fast som var de snittet på indersiden af kraniet. Jeg kan levende se min far for mig i en højpandet studiegruppe i starten af sine 20'ere, hvor han sad den halve nat og diskuterede store tanker med sine selvhøjtidelige ligesindede. Han bar tunge, mørke hornbriller, havde fuldskæg, kassebukser og en evig pibe i kæften, for sådan så man ud på seminariet i starten af 70'erne. Min mor blev distanceblændet af den høje tilsyneladende intellektuelle mand, som spillede skak og kort i pauserne. Han var en ihærdig igangsætter på årgangen, var tillidsmand og foruden en masse andre poster blev han tilmed historiens mest filmignorante formand for en filmklub. Han er vitterlig en kreativ krøbling og bulderblind over for æstetik, hvis jeg må være hård, men min far har til min store forundring set samtlig franske nybølgefilm og sågar Pigen med paraplyerne, som er en omgang pastelavantgarde, hvor samtlige replikker synges - uden spor af melodi eller syng-med-potentiale. Superstenet. I dag falder han i søvn til Indiana Jones, hvis ikke man skubber til ham hvert femte minut. (Far, vi deler lissom en kulturel oplevelse sammen – tag dig sammen, råber den mobsede datter).

Min fars ægte filmsmag blev i øvrigt først for alvor forløst, da han tog sin nye kæreste – i andre kredse kendt som min mor – med i biografen på deres første date for at se en spaghettiwestern af den slags, hvor den eneste medvirkede kvinde skydes efter to replikker og fem minutter. Min far beretter om filmen med barnlig begejstring, mens min mor ruller med øjnene. Den værste film til dags dato, bedyrer hun. En myreflittig, studentikos læsehæst som min far garanterer ikke nogen sans for romantik. Tværtom.

Men alt det var før min tid.

Min far var 41 år, da deres yngste datter – en lille forkælet efternøler – kom til verden og blev kaldt Anna. Lige så længe, jeg kan huske, har min fars store samling af de største skønlitterære mesterværker stået på reolerne og samlet støv. I dag skimmer far Jyllandsposten dagligt, i ny og næ spurtlæser han en tarty krimi eller gennempløjer dårlig skrevet ramashangfiktion, som han har fundet hos den lokale marskandiser Jens i Antikken til et par kroner eller tre. I sommerferien ryger der måske lige en murstenstung Winston Churchill-biografi oven i bunken, men han er også min fars evige forbillede. (Hvis jeg på nogen måde kunne ære min far, så skulle det være ved at kalde min førstefødte søn for Winston). Min far har genfortalt mangen en oneliner, som Churchill har ytret i sit virke (Paradoksalt nok fremsiger min far dem på et gebrokkent engelsk, der leder tanken hen på en stram tysker frem for en heltegod trind englænder).

Og min far elsker det humoristiske og citerer Storm P og Benny Andersen, så snart lejligheden byder sig. Han er ligeledes en sucker for gammeldags falden-på-halen humor, thi han ofte refererer til gamle Marxbrothers film, som også var en del af min dannelse fra tidlig færd. Men det er lang tid siden, at far har set Marxbrothers eller blot tilegnet sig nye vittigheder til sit efterhånden lidt rustne repertoire – nu består kulturforbruget mest af ugentlige engelske krimier i fjerneren, som fortæres i sofaen sammen med mor. Så kan de sidde så godt der med kaffe og cognac og gætte på morderen, mens min far finder det evigt morsomt at sige, at det var butleren, der gjorde det. Hver gang. Min far er absolut ikke cool - længere, fristes jeg til at sige.

Hvad skete der mon med ham? Ja, han blev ældre? Følte han sig mon færdigdannet? Er han blevet en lev-i-nuet-nydelsens mand? Eller gav han op og indfandt sig med leverpostejslivet og småborgerligheden? Eller droppede han det prætentiøse helvede og blev tro mod sig selv? Blev han glad eller ligeglad? Bliver jeg ligesom ham?

Jeg håber, at jeg bevarer min nysgerrighed og kvalitetskriterier lidt endnu. For lad os kalde det kvalitetssans frem for prætentiøsitet;) Forsættet for 2009 er at læse Don Quixote. Fordi det er en must read– og faktisk i min personlige verden – en smule pinligt, at jeg ikke kan sætte et flueben ved den endnu... Jo, og så har jeg da også hørt, at den skulle være vældig god og sjov!