To school it or not to school it?

Jeg sidder og kikker søvning ind min computerskærm , som viser mit sørgelige forsøg på at skrive en filsofiopgave, som skal afleveres om to dage. Jeg har skrevet en tredjedel af det, som den minimum skal fylde, men det er inklusiv kommentarer til mig selv, såsom ”Ooh la, skal vi ikke skrive lidt om immanent kritik her? Det kunne da være max cool, eh?” og ”Noget med empiriske videnskaber med Lockes og Humes i england og d'holback og whatshisname i frankrig” samt yndlingskommentaren ”fisse fisse fisse fisse”. Jeg er beyond opgivende. Mine studiekammerater fra sociologi afleverer bacheloropgave as we speak. Jeg forestiller mig, at de alle sidder på græsset bag ved Katedralen på universitetet, drikker øller og konkurrerer om, hvem der siddet længst oppe natten til i dag:

”Årh hvad jeg drak 20 liter kaffe i går for at holde mig vågen hele natten”,

”Ja, jeg var så høj på kaffe, at jeg ikke kunne sidde stille på stolen og fik totalt grineflip over ingenting til sidst ”,

”Jeg satte mit sidste punktum klokken 9 i morges”,

”Jeg nåede faktisk slet ikke at sætte det sidste punktum!”.

Jeg forestiller mig, at de har det godt lige nu. De klarede den. De gjorde det sgu. Nu er der snart sommerferie – de mangler selvfølgelig forsvaret, men lige nu skal der bare drikkes øl. Og ved gud de fortjener det.Jeg holder mig langt væk. Deres foretagsomhed stresser mig blot ved tanken om den. Jeg har ikke bare udsat min bachelor – foreløbig til efteråret – jeg er også ved ikke at få afleveret i mit andet fag på dette semester. Min undskyldning? Rien. Nada. Keine. Kun mig selv og min ugidelighed, tror jeg. Som Rubens eksamensmakker udbrød i går, da vi alle forsøgte at læse på samme værelse - og jeg klokken 16 stadig ikke havde foretaget mig andet end at læse blogs og nyheder, ”Ruben, din kæreste er godt nok doven!”. Av, den sad. Jeg er et slet og ubrugeligt menneske. No spine. Ingen vilje. Ingen aktivitet mellem ørerne. Og doven!!

For han er jo ikke den første, der siger, at jeg er doven. Sille bemærkede det i sidste uge. Hun har selv dårlig samvittighed over sin egen inaktivitet, men ”Anna, du er godt nok endnu mere magelig end mig”. Og Ella bemærkede engang, at hun var lidt misundelig på mig, fordi, ”Alle er stressede, føler de skal have gang i masser af projekter, have studierelevant og cv-orgastisk arbejde, ikke tage su-lån, lave superopgaver på studiet og redde verden samtidig. Du er bare kold i røven og siger fuck it all”, og hun mente det som en kompliment. Oh jeez, Ella, jeg har frygtelig dårlig samvittighed over min manglende nossen-sig-sammen. Du skal ikke være misundelig. Magelig, doven, inaktiv, udgidelig. Alle mærkater, der svider. Men ok, hvis det er beundringsværdigt at være kold i fissen, så fuck it all. Eksamen er en hore, og jeg knalder udenom. Ta' den, bitch.

Jeg er skoletræt. Det er sandheden. Og jeg har været skoletræt i et år nu. De to første år på sociologi var det hele såmænd ganske festligt. Sådan en gang mandagsaftenshygge med Niklas Luhmann var da bare knaldhyggeligt, og hey, sådan lidt opgaveskrining på uni til langt ud på natten top super festligt.En helhjertet studentikos livsstil, som jeg havde drømt om på en teenageromantisk facon tilbage i gymnasiet. Så skulle jeg til København og nørde fransk eksistentialisme og smal litteratur, som kun folk uden selvironi kan tage seriøst, mødes med de andre intellektuelle bohemer på et tagloft og diskutere tekster med et højt lixtal til langt ud på natten. Måske hørte vi tilmed jazz, bar hornbriller, havde en smøg i kæften og en betydelig mængde sprut i blodet. Sociologi viste sig måske at være knapt så poetisk, men bevares, vi blev introduceret for en masse højrøvede teorier, en masse højrøvede fremmedord og vi blev hjernevasket godt og grundigt til at tænke alt for meget på en alt for fucked up måde, men det var lige, hvad jeg havde brug for. Og mange havde samme drøm om studielivet. I rushåndbogen skrev tutoren med stolthed, at vi snart ikke kunne sidde til en hygge-kommensammen uden at overveje de sociologiske forhold - om social interaktion og selviscenesættelse og jeg skal komme efter dig. Tutorerne fortalte drømmede om ophedede diskussioner i fredagsbaren, hvor man beskyldte hinanden for det værste af det værste, nemlig at være essentialist (bad thing, bad thing!), og hvordan beskyldningerne med dertilhørende porøse argumenter blev skudt frem og tilbage i flere timer. De ældre studeivejledere fortalte om deres søndagswhiskeyklub, hvor de diskuterede teorier og HVOR MEGA PISSE FOR NICE, det var. At være nørdet, var det sejeste shit. Og cool burger, jeg købte præmissen i et stykke tid. Med lidt ironisk distance, men stadigvæk. 

Indtil jeg fandt ud af, at jeg alligevel fatter tilpas lidt til, at det for alvor er sjovt. Og teorierne blev mere og mere ligegyldigt langhårede. Og jeg blev i hvert fald ikke lykkeligere. Og mens alle andre til forelæsninger sidder og forfatter ufatteligt mange noter og klør sig på hagen og griner indforstået af underviserens lidet sjove akademiajokes og finder det hele umanerligt inspirerende og larger than life, sidder jeg og tegner i marven og skriver mærkelige små beskeder i mine notehæfter: Flødeboller er yummi; rænkespil er et fedt ord; jeg vil have en Kevi kontorstol; The Great Escape med Steve McQueen skal jeg snart se igen; navnene i Forsyte Sagaen er cool: Emmett, Soames, Imogen, Jolyon og Winifred; jeg savner at spille mikado; pleonasme er et sejt ord; jeg vil se Picnic at Hanging Rock - NU!" osv osv. Og derudover så sidder jeg og skriver lidt om de andre studerende til stede. 

Under en forelæsning blev jeg eksempelvis interesseret i en dude med fuldskæg, som var lidt for flittig en håndsoprækker, og jeg satte mig til at skrive om ham i stedet for om vores den lille svenske forelæsers bevingede – I'm sure – ord om Hanna Arendt. Jeg skriver blandt andet om ham i mit notathæfte:

”Han hedder sikkert Rune eller Asger og sidder skråt bag mig. Han klør sig om munden og på hagen. Han læner sig frem og gestikulerer vildt og voldeligt, når han taler, mens han læner sig tilbage - tilfreds - med armene over kors, når han har fremsagt sine guldkorn. Lange kringlede sætninger med 17 bisætninger og 25 fremmedord, og jeg kigger på læreren for at se, om hun forstod, hvad han spurgte om. Det gjorde hun. Heldigvis. Næsten. Jeg forstod det ikke (jeg tænker: hvad skete der med korte præcise spørgsmål. Lever vi ikke i samfund, hvor det er vigtigere at kunne kommunikere klart end at være klog?).

Han ser i øvrigt ud præcis, som han taler. Han er en levende stereotyp. Et bevis på fordommes berettigelse. Han har har et rødmosset skær over sin ellers blege hud. Han har uredt hår og fuldskæg. Han har en armygrøn hørskjorte på med oprullede ærmer og et par fløjlsbukser i samme farve. Bæltet er i lys kernelæder, mens skoene er et par mørkebrune jacoform-sko. Selv sokkerne er af uld og sikkert hjemmestrikkede. I et kollektiv, I bet. Hans hovedfag er filosofi. Eller også er det ham, som er idehistorikeren fra Århus. Han spørger vores forelæser om modstand per excellence er moralsk hos Hannah Arendt ligesom det oprørte menneske hos Camus? Han spørger, om Arendt har et begrebsmæssigt redskab til at adskille mob og masse? Han spørger ind til hendes distinktion mellem det politiske og det pre-politiske – om det kan relateres til Rousseau? Om han har forstået det sådan, at den politiske sfære hos Arendt for alt i verden må bevares og ikke synke ned i det pre-politiske? Han spørger om, Arendts interesse i nataliteten - Om det er Kant-inspireret på den måde, at vi bør vurdere handlingernes moralske udspring, før de kan vurderes i sig selv moralsk?” Yadadadadada. 

Så mister jeg interessen for ham.I stedet går jeg over til legen: hvem i lokalet ligner hvilke kändiser. I lokalet har vi en skuespilleren Naomi Watts, modellen Carmen Kass, Sangeren Feist og en krydsning mellem Scarlett Johansson og Angelina Jolie tilstede. Eva Mendez er også en smut forbi sociologi denne onsdag formiddag. Fyrene kan jeg ikke finde ud af, hvem ligner. Men der er både store fjollede hornbriller,en krølhåret indie-gut med Mickey Mouse-t-shirt og en lille klynge af fyre, der kunne have levet under studenteroprøret i Paris tilbage i 1968. Okay, så de er hipsters OG intellektuelle. What do you know.

Åh jeg er ubrugelig.

ps.

Jeg tænkerllidt på The Importance of Beeing Earnest:

Jack Worthing: I am sick to death of cleverness. Everybody is clever nowadays. You can't go anywhere without meeting clever people. The thing has become an absolute public nuisance. I wish to goodness we still had a few fools left. 
Algernon Moncreiff: We have. 
Jack Worthing: I should extremely like to meet them. What do they talk about? 
Algernon Moncreiff: The fools? Oh, about the clever people, of course. 

Haha.