Ugens overskrift: Alder

Begrebet alder har på forunderligste vis indlusket sig snart alle steder i ugens løb, så jeg til sidst er blevet helt kulret. Hvorfor al den alderspolemik lige pludseligt?

Alder har vitterlig gjort opmærksom på sig selv i alle tænkelige udgaver. Fra veninder, der beklager sig over begyndende aldringstegn, (Inge 23 år: ”Anna, hænger mine øjne ikke helt vildt? Jeg ligner en gammel dame”) til hvornår alder ophører med at skille de enkelte årgange ad og bliver til generationer i stedet. (Nynne 21 år: ”En af mine veninders storesøster er tre år ældre end os – i gymnasiet syntes jeg altid, hun var vildt voksen og gammel. Nu er min tætteste veninde på studiet 24 år, og jeg tænker aldrig over aldersforskellen”.)

Så rullede snebolden.. Spiller alder overhovedet en rolle, kunne man spørge? Er det blot en konstruktion? Bliver vi socialiseret til at opfatte alderskonventioner som krav, eller vælger man frivilligt, om man vil abonnere på alderskonceptet som blot et hjælpsomt pejlemærke (Mor 59 år: Jeg har taget et par kilo eller flere på, for jeg har besluttet mig, at det ikke klæder en kvinde på min alder at være så mager)? Har alder mistet sin hierarkiske position? Tæller nye fællesskaber mere end aldersmæssig livserfaring? Alle har været rygende uenige om alders magt og mening og har gavmildt kastet alskens eksempler efter mig. Selv de vægelsindede deltog ivrigt.

Enkelte ville hellere diskutere konkrete ting, såsom hvornår aldersforskelle mellem kærester bliver for stor (Solvejg 26 år: ”Undskyld min damebladsformulering, men er kuvøseguf hot eller not?), eller om der monstro er forskel på, om det er manden eller kvinden, der er ældst? Derudover frygtede samtlige ugens fødselsdagsbørn aldersakkumuleringen og forbandede tiden, der bare går og går, uden de selv syntes at opnå andet end ucharmerende ølmaver og større gæld. Alder var ugens overskrift, uden tvivl.

Jeg er kommet fint rundt om emnet, kan man sige – omend ikke fyldestgørende, thi jeg tilsyneladende blot er et lille fnug i alderssammenhænge, og, bevares, der er så meget jeg ikke forstår.
Sidstnævnte standpunkt stammer fra en samtale med en mandlig repræsentant for årgang 1980, hvor jeg repræsenterer kvinderne årgang 1985. Han lagde betydelig mere vægt på alder end jeg. Om det skal ses i lyset af, at jeg er i starten af de ”bekymringsløse” 20’ere, mens han med hastige skridt nærmer sig de mere ”alvorstunge” 30’ere, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Udklip fra vores samtale:

Anna: ”..Du mener altså, at alle + 25 år i ånden pludseligt har samme alder, hvilket altså må betyde at små yndlinge som mig således udelukkes dette festlige selskab. Det er da umiddelbart – undskyld mig - noget fjol. Ja, det er så. For at komme med en vældig begavet betragtning.. eller det vil sige.. så poppet, at det faktisk er pinligt, så må det være livsstilen mere end alderen, der binder folk sammen…Eller hvad?”

Mand: ”Aldersdiskussion er jo en gammel traver.. Jeg har såmænd blot ladet mig fortælle, at os over 25 år mister vores specifikke alder og bliver, hvad kan man sige, ligeværdige.. ”

Anna: ”Jaja, men det er jo fjollet.. man kan sige, at jeg grundet min unge alder selvfølgelig ikke kan vide, hvad det er for et hemmeligt fællesskab jer +25-årige har sammen. Bunker af livserfaring? At vinteren altid var hvidere, da I var børn? At I kan huske, hvor I var, da Kennedy blev skudt?”

Mand: ”Tja.. alder er klart en fjollet kategori.. burde ikke være determinerende for noget som helst, der kommer i nærheden af menneskelige relationer.. Alt det her med hvor man er i sit liv er jo blot konnotation, og i den forstand er din - hvad kaldte du den… poppede? - betragtning jo god nok”.

Anna: ”Ja, poppede. Præcis.. Men nu fornemmer jeg et men! Det er nu, du slår igen med dit modargument, ikke? Alder er alligevel determinerende eller hvad?”

Mand: ”Det vil jeg ikke sige, men mon ikke der er tale om en dialektik her.. jeg mener, det er der jo altid, for pokker.. Konnotationerne vokser jo ikke ud af intet, lige så vel som de jo også kommer til at antage en virkelig karakter.. ja, og derfor er struktureret af, men samtidig strukturerende for det levede liv”.

Anna: ”Hehe.. din akademiske uddannelse fornægter sig ikke! Men hør, det der alder lyder sørme ikke til at komme uden om… Konnotationer? Struktureret af og strukturerende for… Hvad med lidt pionerånd? Er det så slemt? Arh, jeg opgiver sgu, før jeg får mig rodet ud, hvor jeg ikke kan bunde. Var det noget med en øl, eller er I gamle drenge allerede færdige med den slags useriøst pjat?”.

Mand: ”Så så, ikke helt, lille De.. Og hey, for lige at slå det helt fast.. os på +25 har altså ikke alle oplevet Kennedy blive skudt.. det skete en god bunke år før vi ”unge, men dog +25” kom til verden.. Men Oluf Palme er en anden sag… Måske primært fordi det er en anden person fra et andet land, men ja..”.

Aldersdiskussionerne sluttede dog ikke her.
Jeg talte forleden i telefon med en gammel veninde Mie på 22 år, som overvejede, om hendes nye flirt på 29 år var for gammel, selvom han på alle andre områder var lige i øjet :

”Jeg har faktisk fundet fine eksempler på særdeles vellykket matchmaking mellem ældre mænd og yngre kvinder. Er du klar? Okay, klassikeren - for sådan én skal man altid starte med.. Profeten Muhammed giftede sig med 8-årige Aisha.. Jeg er sikker på, hun følte sig som en heldig banan... ! Den næste er den vovede.. Woody Allen giftede sig med sin egen unge adoptivdatter.. det kan man da kalde pionerånd, ikke sandt.. og så er der ikke mindst Cathrine Zeta-Jones og Michael Douglas, som uden tvivl er mit yndlings celebrity par, og det mener jeg, Anna… Omend det udelukkende er en mavefornemmelse, så jeg ville ikke kunne begrunde hvorfor..”.

”Jeg er helt med, Mie! Du har fat i den lange ende.. ja, du har yderst videnskabeligt påvist, at alder ikke er en hindring. Du kan derfor ikke lade den gamle gut, du kysser på for tiden, slippe væk, hvis han ellers er det værd.."

--

I går læste jeg så Erlend Loes Naiv.Super, hvor hovedpersonen bryder sammen på sin 25-års fødselsdag og får sig en heftig omgang eksistentiel krise, som blandt andet resulterer i lister over, hvad han mangler i livet, samt dyrkelsen af en bold, et hammerbræt, en ny lille ven, der går i børnehave samt en bog, der beskæftiger sig med tid – blandt andet med en hypotese om, at tid slet ikke eksisterer. På en eller anden måde fungerede den tynde, lille bog som fin afslutning på en lang uge præget af alderssnak i alle mulige og umulige former. Og i stedet for at spinne mere over alder, så vil jeg i stedet anbefale Naiv.Super til alle, der trænger til lidt rar underholdning og en bekræftelse af, at det nok går, selvom tiden også gør det.

Droppet

Jeg har i en periode set (knapt så formelt som at date; mindre ekspliciteret end et forhold; og helt og aldeles skrøbeligt i ordets bredeste forstand) en fyr i ny og næ, uden at det på noget tidspunkt har stået helt klart, hvad vi lå og rodede rundt med. Jeg gør her en art undtagelse og indfører jer i en aften, som egentlig er for privat til at dele, men lad os sige, at vi leger lidt navlepilleri i Annas kærlighedsliv for en enkelt gangs skyld, og derefter vender vi fluks tilbage til tullelivet, idealtyperne, Inge og Ellas fikse ideer, Anne og Theis’ økoliv, Vesterbro, nattelivets adskillige mere eller mindre succesfulde barlege, de kølige vinterbriser ved havnefronten med dertil hørende tanker om livets tilsyneladende meningsløshed, fjollede betragtninger af byfolket omkring os og deslige. Lad først selvterapien begynde.

Føromtalte fyr var rigtig uoplagt og åndsfraværende, da jeg kom hjem til ham i går, sammenlignet med hans vanligvis høje humør og evne til at underholde, og han krævede tilsyneladende efter et par glas vin og temmelig forvirrende adfærd snakken - der hvor han fik det slået fast, at jeg var et herligt væsen (selvom han ikke fattede min ironi - den har jeg hørt før!) – at jeg var en vældig fin person, som han mægtig godt kunne lide, jep, det var med den på, men vi skulle ikke være kærester, og det havde han ligesom på fornemmeren, at jeg gik og regnede med slash håbede på. (han kaldte mig tilmed det famøse adjektiv: "offensiv", som fik mig til at syde og koge resten af aftenen, og som jeg brugte adskillige gange på at gendrive – hvilket næsten lykkedes mig). Jeg er jo ikke dum (skulle nok aldrig have pillet så meget i mine lange lokker og tygget så koncentreret i mit tyggegummi?) - jeg kan godt læse en situation, så jeg regnede ikke med, at vi skulle være kærester (hvem satser i øvrigt på fyre, der lige om lidt forlader landet i alt for mange måneder?). Snakke er altid nederen (læs: dræbende!!). I hvert fald blev det temmelig håbløst at fortsætte denne lettere vilkårlige uge til uge planlagte hængen ud. Reglerne for sådan noget fjol må forblive indforstået, ellers bliver det for mærkeligt, selvom det er unfair i længden. På et tidspunkt skal man videre. Det blev i går.

Hvis følelser, han egentlig frygtede i klemme, var lettere forvirrende. Det var såmænd nok mine, selvom det virker frygtelig indbildsk at tage hensyn til mine for ham ukendte følelser.. Jeg bevarede trodsigt fatningen og var cool snakken igennem, selvom jeg sydede indvendigt.. (Offensiv? Hvad mig?!! Som om... brilleabe!!) Jeg var jo ikke overrasket, og derfor ikke synderligt skuffet. Blev sendt hjem med et meget overraskende lad-os-ses-i-næste-uge. Jeg er sikker på, at det var et påskud for at få mig til gå, uden at vi skulle igennem et akavet farvel (good thinking!). Jeg fik mumlet, at han selv måtte tage initiativet denne gang (jf. mine problemer med mærkatet ”offensiv”), men det gør han ikke. Det var simpelthen for sindssvagt mærkeligt i går, og det ville man ikke gide beskæftige sig med igen, hvis man ikke har et mål med besværet.
Godt det samme. Jeg har været forberedt fra starten på en brat afslutning. Det er bare aldrig superfedt at blive droppet (for det var det, jeg blev!), selvom det er begrænset hvor meget sympati, jeg havde nået (og tilladt mig) at smide efter den ellers temmelig charmerende unge herre. Det værste er tanken om, at skulle tilbage til det udramatiske aleneliv igen med trættende byture, hvor mangel på flirten klokken alt for sent om natten beklages til veninderne over en søbet kebab med salte tårer og øjenomgivelser som en vaskebjørn - toppet med et ynkeligt selvmedlidenshedniveau, der formår at tangere sig selv hver eneste gang. Desuden skal aftenen i går såmænd nok kaste en masse dræbende tankespind af sig, hvilket er helt unødvendigt tidsspilde, som ingen drenge, der dropper mig, fortjener (det er tidens mantra – det virker svært trøstende på en skøn oprejst pandeagtig måde: De fortjener det ikke!).

Og det var det. Halvanden måned varede det pø om pø, men jeg kommer over det lige om lidt. Og jeg vender stærkt tilbage med mere opmuntrende sager: ideerne er mange!

Asymmetrisk tiltrækning

Romantisk tiltrækning forekommer mig oftest – desværre - at være asymmetrisk. Inden for det seneste år har jeg udelukkende oplevet at blive kurtiseret af fyre, hvis beundring jeg på ingen måde kunne gengælde, mens jeg selv har kastet følelser efter vilkårlige fyre, som ikke interesserede sig synderligt for mig endsige retroperspektivt fortjente min sympati. Det er bundsygt, faktisk!

Well, det er nu en gang et vilkår, livet byder mig, og som jeg lever med. Jeg har naturligvis en smule dårlig samvittighed over for de pågældende fyre, jeg mere eller mindre klodset afviser, før jeg dog stille og roligt glemmer dem igen..

Med undtagelse af en enkel gut, Jon, som jeg har haft det fantastisk sjovt og behageligt sammen med, men som i øjeblikket boykotter mig på allergrusomste vis.

Det var ikke en gang min afvisning af ham, der gjorde udslaget. Alligevel er grunden dertil ganske reel. Endnu en gang har jeg ufortjent valgt at kaste noget der ligner følelser efter en lille bølle, der desværre tilfældigvis befinder sig i Jons tætte inderkreds. Uden at kende Jons reelle grund til de pludselige undvigelsesmanøvrer, så gætter jeg på, at han ikke just finder den potentielle konstellation ven og undertegnede særlig fin.

Om han blot er såret og holder sig væk fra mig for at beskytte sig selv og komme videre, eller om han tilmed har mistet alt sympati for mig, fordi jeg vælger at afvise ham til fordel for hans helt igennem følelsesresistente og bindingsangste, men ikke helt grimme ven ja, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide muligheden af det sidste. Det hele irriterer mig i det hele taget voldsomt.

Fra hans side er situationen indlysende ærgerlig, hvis min tolkning ellers er korrekt. Fra mit standpunkt er situationen imidlertid heller ikke specielt top dollar.

Jeg har ikke selv bestemt, at jeg dumme, lille pige uberettiget skulle placeres på en piedestal og tilbedes som ufejlbarlig med dertil hørende plusord. Den må på hans kappe. Og selvom jeg ikke kunne gengælde det som var udover venskab, betød det på ingen måde, at jeg ikke behøvede og ønskede netop hans venskab. Det er frustrerende, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Det er for den sårede part (ham, forstås) helt legitimt at droppe et ellers spirende venskab, fordi det er for hårdt, mens den anden (mig) reduceres til syndebukken, der strengt og ondskabsfuldt ikke kunne gengælde de pokkers følelser. Jeg må bare acceptere vilkårene, må jeg!! Men selvom knust kærlighed er noget hø, bevares, så har jeg faktisk mistet en alle tiders skøn ven. Det er da også ulykkeligt, for pokker!

Nu skal jeg i stedet flere gange ugentlig konfronteres med Jons afvigende blikke, fyldes med dårlig samvittighed, trist tristhed samt affinde mig med endnu en negativ erfaring udi forsøget med platoniske drengevenner. Skal jeg græde eller bare være godt gal i skralden?

Godt gal, vælger jeg. Nu må det da for pokker snart være tur til symmetrisk tiltrækning, skulle man mene. Slut med alt det bøvl. Det er kedeligt for alle!

Historietime

I dagens anledning vil jeg indvie dig, kære læser, i en række idealtyper kreeret i samråd med mine to henrivende medsammensvorne Inge og Ella, som senere i aften eskorterer mig til semesterstartsfest på KUA. Det er blandt etnologer og historikere, at vi skal svinge pjalterne og drikke tæt, og det kræver vist indledningsvis en lille historietime. Man må yde før man kan nyde, så jeg smutter i den forbindelse i det belærende antræk og introducerer tre uundgåelige typer fra vores fælles omverden:

Morgenhårspigerne: Det er misundelsværdigt smukke piger, som umiddelbart peaker i 3.g, men som findes i alle aldre. De er halvflippede på den moderigtige måde, og de er med på beatet i alt, hvad der rykker på den kulturelle front. De ligger så langt fra det logoindpakkede, blonderede forstadsrak, man ser foran Luux lørdag nat, man overhovedet kan forestille sig. Centralt for deres selvicenesættelse er det efterstræbelsesværdige ”henkastet lækker”, som man med møje og besvær opnår ved nøje gransken i diverse genbrugsbutikker, et minimum af makeup samt let filtret hår kastet op i en krøllet knold. Ved første øjekast er looket kommet i hus ved blot at kaste sig ud af sengen og trække i det første det bedste fra tøjskabet, hvilket de også selv velvilligt bekræfter, idet forfængelighed anses for ondskabens opfindelse, og flertallet af morgenhårspiger er meget politisk bevidste – venstreorienterede, vel og mærket, og med kvasi-feministiske tilbøjeligheder. Ingen har lyst til at ligge under for reklame- og modeindustriens forkvaklede kvindeideal. I virkelighedens verden er looket ligeså planlagt som hos den pyntede fashionista, og vi - uden at have det empirisk bekræftet – forestiller os, at morgenhåret tager oceaner af tid hver morgen at få til at sidde perfekt sjusket på den helt rigtige måde!

Hornbrillen: Her har vi oftest med fyre at gøre, idet hornbrillens kvindelige modstykke for det meste tager lidt andre metoder i brug for at udtrykke sin intellektuelle selvforståelse (læs: mere subtilt og implicit). Hornbrillen er ikke bare en kløgtig ung mand, men en fyr som er meget ivrig efter at gøre andre opmærksomme på sin studentikose adfærd og finkulturelle interesser. Vi har altså med en livstilsintellektuel at gøre, og navnet udspringer naturligvis af det allermest afslørende assessory, nemlig brillen. Gerne sorte, tykke briller, om end de findes i mange varianter. Tøjstilen er generelt domineret af cardiganer, skjorter, en klud om halsen, velsiddende jeans og skoene er enten retrosneakers eller converse. T-shirts med litterære eller politiske referencer er også en yndling hos hornbrillen. Han læser Information og Weekendavisen samt klassikerne inden for filosofi, samfundsvidenskab og finlitteraturen. Han namedropper i flæng og er ekspert i indskudte sætninger a la ”Jeg var jo Afghanistan her i sommer, hvor jeg hjalp min kammerat med at skyde en doku om livet dernede”, ”Ordet af Drejer er ubetvivlelig en sublim film” og ”Jeg har en ting for Nietzsche for tiden. Har du læst noget af ham?”. Han har gang i projekter hele tiden, hans netværk er ubeskrivelig stort, og han har tilmed i sit stramme program nået at frekventere byens smarteste fester, som han på en og samme tid blærer sig med og affejer som ligegyldigheder. Det er formegentlig overflødigt nu at hæfte mærkatet prætentiøs på ham, men der er ingen tvivl om, at jantelovsjyder finder hornbrillen røvirriterende, selvom han bestemt også har sine charmerende sider.

Verdensmanden: Endnu en fyr, som synes at være allestedsnærværende for tiden. Hans karakter udtrykker sig tydeligst ved small talk og deslige, hvor verdensmanden stoisk nægter at konversere på den traditionelle du siger noget/ jeg siger noget/ du siger noget/ jeg siger noget-måde osv. I stedet begiver verdensmanden sig ud i en længere monolog, hvor han udbreder sig om alt fra verdenssituationen til, hvad han anser for fantastiske anekdoter fra sit eget liv, der bare må deles med den lyttevenlige pige, der står over for ham. Han har en tilsyneladende angst for at stille spørgsmål og selv indtage den lyttende position, idet han anser det for mandens største dyd at kunne underholde og imponere det modsatte køn. Hans selvsikkerhed og tilfredshed stråler gerne fra ham, og han kender ikke til dårlig samvittighed over at have talt for meget. Han kender kun til ærgrelsen over ikke at have talt noget mere. Han har svært ved at skjule sin kedsomhed, når pigen en gang i mellem forsigtigt forsøger at indskyde en bemærkning, for hun kan umuligt fortælle noget mere interessant, end hvad han selv kunne gøre sig klog på. Rådet er holde sig langt væk fra den type, selvom det har vist sig ganske umuligt at praktisere i virkelighedens verden. De er overalt!

En almindelig torsdag

Inge og jeg sad efter forelæsning i dag på gelænderet nede ved Gl. Strand indhyllet i overtøj og med tykke strikklude om halsen. Jeg pulsede nervøst smøgere i hobetal, mens Inge hidsigt fortærede en pakke kanelgifler. Min faglige selvtillid havde skrantet hele dagen, og humøret led kraftigt under det. Den indre økse huggede løs. Inge led tilsyneladende også, udtrykt ved hendes fastfrossede blik rettet mod vandet. Vi sad i relativ tavshed. En sjældenhed mellem os. Vi indåndede grådigt efterårstristessen og behøvede hvert et sekund af vores mildt formålsløse adspredelse fra studierne, mens et fortravlet byfolk defilerede forbi på den modsatte side af kanalen. Det var tiltrængt at vende seriøsiteten ryggen til fordel for et væld af ingenting eksekveret i stilfærdigt fællesskab. Det gav et ydmygt gib af glæde at sidde der og blive pudsigt berørt at noget ubestemmeligt omkring sig. ”Fuck it all”, besluttede Inge slutteligt, ”Vi er alt for henkastet lækre til at svælge i noget så utjekket som livets genvordigheder”. Det var dejligt sagt.

Jeg luger ud i ukrudtet

Confessions.

Nok. Det er fucking slut, bitches! Jeg går til kamp mod mine indre dæmoner. Nu må de udrives, for jeg har indset, at de er mildt formålsløse. Harmfulde små bæster, der lurer ondskabsfuldt under skindet hver gang, jeg drister mig til at være noget så uskyldigt som glad og optimistisk. Så viser de deres grimme ansigter og skræmmer mig tilbage i kulden, hvor jeg kan ligge så hyggeligt og ryste som et espeløv. Jeg er fucking træt af at fryse!

Og der skal ikke lyde nogen tvetydighed: Vi taler om pinedød nødvendig og brutal eksorcisme. Mine dæmoner skal ikke blot besejres, men tilintetgøres. Sprænges i luften med et brag, der giver genlyd til det yderste af universet, intet mindre.

Indrømmet, jeg har selv næret dem gennem mange år. Jeg har faldbudt dem. Jeg har ligget under for dem. Jeg har troet på dem. Jeg har betragtet dem som et livsvilkår. En konstant i mit liv. De har lullet mig ind i et misbrug, hvor vi sammen kunne pusle om mine i egne og dæmonernes øjne evigt mislykkede bestræbelser i livet, som i det mindste gjorde mig til en værdig modtager af kraftig (selv)medlidenhed. De fik mig misledt til at tro, at jeg i virkeligheden var noget særligt i kraft af min udtalte ikke-særlighed. Sammen udviklede vi os til en skabet taber, som de usle indre dæmoner grådigt åd sig fast i. Mine indvortes parasitter fik mig til at tro på, at jeg var et socialt misfoster, et frygtelig usympatisk, ukompetent, rasende grim og væmmelig person, hvis skæbne var at udrette et kæmpe stort ingenting. De gjorde mig frygtelig selvcentreret. Sammen brugte vi timer på at dissekere mig. Psykologisere over petitesser omhandlende mig. Analysere inferiøre episoder med fokus på mig. Jeg havde lettere til usunde smålige tankespind end generøse og positive handlinger. Og jeg blev utryk. Jeg blev konfliktsky og evigt angst for at miste, hvad jeg havde. Jeg skulle spille sikkert, aldrig løbe en risiko, følgelig tage en chance. Jeg tænkte alt i omkostninger – kunne det nu betale sig? Intet uforudset tab måtte ramme mig. Jeg lod mig betakke med en skæbne levet i middelmådighedens ærgerlige tremmeseng. Jeg drømte om at blive til mere, men forkastede forhastet muligheden. Måske kunne de andre, men ikke mig. Den evige taber. O hvilken identitet!

Nu skal de elimineres. De skal bekriges med en true fighters ukuelighed. Fighter, sagde jeg? Nej, en bidsk warrior. De skal ikke få mig ned. No mercy no more! Action baby! Dæmoner: Game over, suckers!

Forhelvede, jeg er da alt for glad for livet til ikke at lege med det. Og hvis alt ikke lykkes, oh well, det kan danses væk!

Dage uden fjernsyn

Hvem skulle tro, at livet uden fjernsyn skulle være så.. indholdsløst. Jeg savner frygtelig meget. Mine serier, nyhederne, the Daily Show, alle mine fiktive venner… bare at zappe lidt rundt (mellem mine tre kanaler), men skidtet virker ikke og jeg gider ikke læse mere i aften. Jeg er ikke træt endnu, men jeg er for træt til at gide noget. Jeg vil ligge dovent i min seng, fixe mig et skud tv-junk og derefter saligt sive ind i tv-trancen. O lykke!

For ikke at gøre det bedre: Ella sover. Hun gik i seng i protest, ”Jeg har tømmermænd. Jeg gider ikke lave noget. Jeg vil bare se fjernsyn”, sagde hun og smed sig demonstrativt i sengen. Hun fik aldrig rejst sig igen, men faldt i stedet i bare i søvn. Vildt kedeligt.. Hvad skal jeg nu lave?

Jeg troede, jeg sagtens kunne finde på andre former for adspredelse, men min fantasi er åbenbart ikke duelig i længere tid ad gangen. Jeg har læst avisen, skimmet de fire gratis-blade, jeg fandt i dag, og læst et par timer i de bøger, jeg har gang i. Jeg har kigget ud af vinduet og lyttet til musik. Jeg har tilmed tænkt over livet (og besluttet mig for, at det må vente til en dag, der sker noget i mit liv, der er værd at tænke over).

Det er ja, kedeligt ikke at have fjernsyn, når samboen har valgt at gå i seng. Det er også skørt ikke at have fjernsyn, når samboen er vågen. Det er i forvejen svært ikke at vokse ind i hinanden, når man bor sammen, rejser sammen og er single sammen. Når man så heller ikke kan stene til fjernsyn, men konstant er tvunget til at finde på sammen, så bliver det.. ja, skørt. Ella er blevet min garant for underholdning, og hun skal gerne levere den, når jeg har brug for den (NU, faktisk). Vi har gang i en reciprok underholdningsafhængighed, og jeg ved ikke, hvor sundt det er (men hyggeligt ikke desto mindre!)

Udklip fra samtaler i dag, hvor hittepåsomheden var nået lavpunktet:

- ”Anna, skal vi ikke putte i min seng?”
(hvilket betyder, at vi skal ligge under vores respektive dyner i hendes seng og småskændes om, hvem der må ligge og halvsove, mens den anden forhåbentlig underholder med skæbnesvangre eventyr eller pudsige anekdoter.)

- ”Anna, læs noget for mig?”, ”Jeg gider ikke rigtigt.. ok.. her er et interview med, hm, Marianne Florman i et af de blade min svigerinde efterlod. Det handler om hendes yndlingsbøger!”, ”Hende håndboldspilleren?”, ”Ja”, ”Har vi ikke glemt hende?”, ”Ikke helt”, ”Men gider vi beskæftige os med hende?”, ”Tydeligvis”, ”Men hvorfor skal vi høre om, hvad hun læser?”, ”Hun er tilsyneladende helt oppe at køre over en bog om en hingst!”, ”En hingst?”, ”Ja.. Jeg kan også læse noget andet”, ”Nej, jeg vil gerne høre om Marianne Florman. Hun er sikkert en rar dame!”.

- ”Du mumler. Du mumler fandme altid. Det giver ingen mening”, ”Der er faktisk en grund til, jeg mumler. Du vidste det nok ikke, men jeg taler faktisk Harappafolkets sprog!”, ”Harappa? Hvad er det?”, ”Det er en af de første civilisationer i oldtidens Indien.. De var landbrugsfolk. De holdt hunde, kameler og elefanter!”, ”Hvad har det med sproget at gøre?”, ”Jeg føler ligesom et særligt bånd mellem dem og mig!”, ”Fordi du godt kan lide kameler?”, ”Fordi jeg taler deres sprog”, ”Selvfølgelig. Hvad siger du så?”, ”Det ved jeg ikke. Deres sprog er aldrig blevet dechifreret. De skrev mest på palmeblade, som for længst er gået tabt. Jeg taler det intuitivt”, ”Og de mumlede meget”, ”Det kan du jo høre!”.

- ”Hvor vil du helst bo? I Jakriborg eller på Oreby Slot?”, ”Jakriborg? Det er den der kunstigt opførte middelalderby i Sverige, ikke?”, ”Jo og Oreby Slot ligger på Lolland og er lige nu i forfald, men det er et smukt renæssanceslot a la Rosenborg med fantastisk fjorudsigt”, ”Ja, så vil jeg da helst bo på slottet? Det var da et kedeligt spørgsmål”; ”Det kunne da godt være du ikke gad bo på Lolland”, ”Ja ja, men det var da nogle kedelige steder, du valgte? Legen går ud på at sætte to muligheder over for hinanden, som er umulig at vælge mellem”, ”Okay, hvem vil du så helst knalde: Flemming Jensen eller Finn Nørbygaard?”