Stilen tæller

I går var jeg inviteret til middag og vin med mine yndige veninder Inge, Maja og Astrid– alle en del af pinjekernefamilen - hvor menuen foruden perlende hvidvin stod på hjemmebagt speltbrød og svamperisotto lavet af gennemøkologiske råvarer indkøbt i Irma. Man skulle tro, at vi var rige, midt i 30'erne og boede på Østerbro, men faktisk befandt vi os midt i krigszonen på Nørrebro, hvor op til flere skudepisoder har fundet sted på det seneste. Indenfor bakkede indretningen imidlertid op om Østerbro-stemningen . Jeg kunne i hvert fald hurtigt snyde mig selv.

Aftenen startede som vanligt i en fællesorgasme omkring madens fortræffeligheder, hvor det vil forblive hemmeligt, hvem der fakede, og hvem der vitterligt aldrig før havde smagt noget så yderst udsøgt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg sendte mandagens Chili Con Carne en nostalgisk tanke eller to ( chili med kød samt øl, kaffe og mørkt chokolade. For satan, der en combo, der vil noget!). Maden er selvfølgelig ikke formålet med vores lille midtuge-rendez-vous; det er sludderen og sladderen som følger.

Inge dater en fyr. Esben. Og ganske vist havde de snavet hinanden i gulvet op til flere gange og været på date og kælet lidt i krogen, men i forrige uge var turen kommet til den obligatoriske biograftur hånd i hånd og uden alkohol i blodet. Selvbevidstheden var selvfølgelig alt for nærværende såvel som de kritiske parader, og da han skulle følge hende hjem, og de stod foran hendes trappeopgang, og beslutningen skulle tages om, hvorvidt Esben skulle med op eller hjem i egen seng, fik Inge pludselig en kraftig, intens og fuldstændig lammende hovedpine forårsaget af intet mindre end Esbens helt og aldeles kiksede cykelhjem. ”Jeg kunne simpelthen ikke komme mig over den”, fortalte Inge ulykkeligt. Hun fortrød selvfølgelig deres afsked sekundet efter, at hun var trådt ind ad døren (alene) og overvejede, om hun skulle ringe til ham, ”Men hvad skulle jeg sige? At jeg blev så flov over hans dumme cykelhjelm, at jeg løj? At jeg faktisk slet ikke var dårlig og træt alligevel, så nu måtte han gerne komme tilbage?”. Historien endte heldigvis lykkeligt (og vi andre lovede at medtage anekdoten i bryllupstalen, når det engang blev aktuelt). Inge ringede næste dag og inviterede ham hjem til sig om aftenen, ”Ja, og han er faktisk meget pæn, når bare lige han får jakken af”, sagde hun. Vi grinte og drillede hende for sin forfængelighed, ”Jamen, det er bare jakken. Han behøver ikke tage al tøjet af”, forsvarede hun sig, ”Eller det må han sådan set godt”, tilføjede hun efter at have tænkt sig om.

Jeg indskød, at stil var underordnet, og at det simpelthen var for åndssvagt at droppe en fyr på grund af hans tøj, men mit forsøg på at være politisk korrekt faldt ikke i god jord. Inge bemærkede tørt, at da hun mødte min nye kæreste for et par uger siden, havde han hornbriller og en fin cardigan på, ”Han kan tydeligvis sin fashion-abc, så luk arret”, sagde hun. Det gjorde jeg så. Astrid var slet ikke i tvivl om, at hun først og fremmest faldt for et par gode jeans, og så fulgte manden, der fyldte dem ud med i købet. ”En grim fyr i smart tøj kan let som ingenting score mig, mens det omvendte sjældent er tilfældet...til gengæld skal det siges, at jeg har en bred og varieret jeanssmag”, forklarede hun.

Jeg kom i tanke om min ekskærestes skindjakke, som han i sin tid var præmiestolt over. Jeg måtte slugt mange kameler, hver gang han tog den på (og det var en jakke! Han havde den på, hver gang han skulle udenfor!) Jeg morede mig derfor kosteligt, dengang min mor kvalte ham i komplimenter over jakken, første gang hun mødte ham. Det var bestemt ikke særlig cool og rebel rebel at blive skamrost af svigermoderen for sit valg af tøj. Mange jakker senere har han i øvrigt endelig fået en jakke, som jeg ikke får ondt i øjnene af, men nu er vi ikke sammen mere, og hvad kan man så lære af det? Ikke så meget, tror jeg.

Majas kæreste er bestemt heller ikke gennemsnitlig, hvad angår stil. Han høster ofte kommentarer for sit lange hår, der er slikket tilbage på bedste Nik&Jay-maner. Et af hans yndlingsoutfit består af lyserøde slangeskindssko, en lidt for stor burberry trenchcoat, som han har arvet af bedstefaren, og store sorte shades - for store til hans smalle ansigt. Han tager billeder af sig selv, leger med photoshop, gør sine øjne himmelblå og kindbenene mere markerede. Billederne uploader han på facebook, hvor baggrunden ofte består af en fræk lille sportsvogn eller en anden slags bil i genren penisforlænger. Sebastian er direktørsøn og opvokset i Humlebæk på den rigtige side af jernbanen. Det som opvejer for hans forfængelighed og udtalte linseluseri – det som faktisk gør ham til en alletiders fyr - er hans selvironi og hylende morsomme kommentarer, og så selvfølgelig at han på femte år er sammen med dejlige og søde Maja. Hun er i øvrigt fra den forkerte side af jernbanen, datter af en sosu-assistent, mere fin og fornuftig end mærkehaj og trendy, en hyggesøster og hjemmerotte og alt andet end en festabe. Hun læser til pædagog, bager kager og elsker at indrette hjemmet. Både hende og Sebastian er stereotype på den ene side og lige til at smække i en kasse – på hver deres måde – og på den anden side dejligt sammensatte, når alt kommer til alt. Maja griner højt af Sebastians stil og kommer med flere gale eksempler fra hans garderobe, som også får os andre ned af stolene, ”Jeg fatter overhovedet, hvad der sker oppe i hans hoved, ”siger hun, men hun har det fantastisk med kærestens stilmæssige excesser, ”For det er er jo herresjovt. Jeg elsker det”.  

Æblet falder ikke langt fra stammen

Jeg har i disse dage just stukket teltpælene ned i frisk jord og kan rapportere direkte fra felten at indmaden desværre stadig ligner en reenactment af en bombet krigszone. Bevares, mine højtskattede romaner er sat i orden på bogreolen i et nøje udtænkt mønster, som er for indviklet at redegøre for her. Alt andet flyder stadig forvirret rundt. Gulvet – thi jeg har så vidt vides et gulv - er endnu gemt under lag på lag af gennem tiden akkumuleret ragelse. Jeg har skabt et lille hul i rodet foran reolen, hvor jeg har sat en skammel og placeret mig selv på den. Herfra studerer jeg bogtitlerne – og tænker over, hvad der mon gør, at jeg insisterer på at læse litteratur med kritikerros, klassiskerstatus og/eller kultmærkat smækket på bagflippen? Jeg er beyond pretentiøs, tænker jeg og rynker på næsen over mit snobbede kulturforbrug og kan (næsten) godt lide, at Da Vinci Mysteriet ridser lidt i den ellers politisk korrekte overflade. Men hvor kommer hangen til det litterært respekterede mon fra, og går det monstro over igen?

Jeg ved, at jeg får en art dobbeltnydelse ud af at læse eksempelvis Dostojevski: Nydelsen ved indholdet og nydelsen ved tanken om at have læst den. Nogle bestiger bjerge; jeg læser murstensromaner. Jeg ville ønske at jeg gjorde det for at vinde andres respekt. Nej, jeg ville ønske, at jeg vandt andres respekt ved at læse god litteratur. Jeg prøver til tider at iscenesætte mig selv i den dur, men det har sjældent været vellykket og for det meste er reaktionen en overbærende ligegyldighed. Bevares, enkelte nikker anerkendende – oftest fordi de selv lider af samme syndrom. Mere er det dog ikke blevet til. Det gør ingen forskel, hvorvidt jeg har læst den ene eller den anden bog. Eller om der går et par måneder mellem en læseoplevelse. Folk taler alligevel om Stieg Larson og Dan Brown. Selv de mere belæste typer vil hellere udgyde en omgang seriøs hate til desangående forfattere end diskutere noget, som de godt kan lide. Der er derudover langt mere street cred at hente, hvis man smed bøgerne i skralderen, fandt en undergrundsfest, drak sig i hegnet og redede sig en spontan tattoo i nattens dunkle timer. Og selvom der i mit miljø findes mange professionelle namedroppere (som gør det bedre end jeg!), så hæftes der sjældent yderligere informationer på end netop navnet på den ene og den anden avantgarde kunster/fotograf/forfatter, og jeg skal give dig (som jeg i øvrigt oftest vil lade som om, at jeg kender, og derefter gå hjem og slå vedkommende op på wikipedia!). Diskuteres der andet kultur, så er det xfactor og paradise hotel – hvor vi naturligvis ikke ser sidstnævnte, mens førstnævnte lige går an, fordi det har den rette kitchfactor! Hvis vi er exceptionelt højpandede, kan vi tale om Guldbrandsens seneste dokumentar, men den bliver også sendt på DR2 og diskuteres livligt i medierne, så det er kun naturligt at ville se filmen ”for at kunne snakke med”.

Og hvorfor tænker jeg over det. Det er fordi, at jeg har mine læsenykker fra min far. Og han var prætentiøs engang, men nu er han blevet en del af massen. Dem som kulturparnasset peger fingre af. Mig inklusive.

I sine unge år pløjede min far gennem St. Steensen Blicher, Knut Hamsun, Gogol, Tolstoy og særligt favoritten Pär Lagerquist, som han skrev hovedopgave om på seminariet i Esbjerg. Som lille voksede jeg op med en far, der strøede om sig med pointer og citater fra Kafka, Remarque og Blixen – de samme igen og igen, forstås, så de alle hænger fast som var de snittet på indersiden af kraniet. Jeg kan levende se min far for mig i en højpandet studiegruppe i starten af sine 20'ere, hvor han sad den halve nat og diskuterede store tanker med sine selvhøjtidelige ligesindede. Han bar tunge, mørke hornbriller, havde fuldskæg, kassebukser og en evig pibe i kæften, for sådan så man ud på seminariet i starten af 70'erne. Min mor blev distanceblændet af den høje tilsyneladende intellektuelle mand, som spillede skak og kort i pauserne. Han var en ihærdig igangsætter på årgangen, var tillidsmand og foruden en masse andre poster blev han tilmed historiens mest filmignorante formand for en filmklub. Han er vitterlig en kreativ krøbling og bulderblind over for æstetik, hvis jeg må være hård, men min far har til min store forundring set samtlig franske nybølgefilm og sågar Pigen med paraplyerne, som er en omgang pastelavantgarde, hvor samtlige replikker synges - uden spor af melodi eller syng-med-potentiale. Superstenet. I dag falder han i søvn til Indiana Jones, hvis ikke man skubber til ham hvert femte minut. (Far, vi deler lissom en kulturel oplevelse sammen – tag dig sammen, råber den mobsede datter).

Min fars ægte filmsmag blev i øvrigt først for alvor forløst, da han tog sin nye kæreste – i andre kredse kendt som min mor – med i biografen på deres første date for at se en spaghettiwestern af den slags, hvor den eneste medvirkede kvinde skydes efter to replikker og fem minutter. Min far beretter om filmen med barnlig begejstring, mens min mor ruller med øjnene. Den værste film til dags dato, bedyrer hun. En myreflittig, studentikos læsehæst som min far garanterer ikke nogen sans for romantik. Tværtom.

Men alt det var før min tid.

Min far var 41 år, da deres yngste datter – en lille forkælet efternøler – kom til verden og blev kaldt Anna. Lige så længe, jeg kan huske, har min fars store samling af de største skønlitterære mesterværker stået på reolerne og samlet støv. I dag skimmer far Jyllandsposten dagligt, i ny og næ spurtlæser han en tarty krimi eller gennempløjer dårlig skrevet ramashangfiktion, som han har fundet hos den lokale marskandiser Jens i Antikken til et par kroner eller tre. I sommerferien ryger der måske lige en murstenstung Winston Churchill-biografi oven i bunken, men han er også min fars evige forbillede. (Hvis jeg på nogen måde kunne ære min far, så skulle det være ved at kalde min førstefødte søn for Winston). Min far har genfortalt mangen en oneliner, som Churchill har ytret i sit virke (Paradoksalt nok fremsiger min far dem på et gebrokkent engelsk, der leder tanken hen på en stram tysker frem for en heltegod trind englænder).

Og min far elsker det humoristiske og citerer Storm P og Benny Andersen, så snart lejligheden byder sig. Han er ligeledes en sucker for gammeldags falden-på-halen humor, thi han ofte refererer til gamle Marxbrothers film, som også var en del af min dannelse fra tidlig færd. Men det er lang tid siden, at far har set Marxbrothers eller blot tilegnet sig nye vittigheder til sit efterhånden lidt rustne repertoire – nu består kulturforbruget mest af ugentlige engelske krimier i fjerneren, som fortæres i sofaen sammen med mor. Så kan de sidde så godt der med kaffe og cognac og gætte på morderen, mens min far finder det evigt morsomt at sige, at det var butleren, der gjorde det. Hver gang. Min far er absolut ikke cool - længere, fristes jeg til at sige.

Hvad skete der mon med ham? Ja, han blev ældre? Følte han sig mon færdigdannet? Er han blevet en lev-i-nuet-nydelsens mand? Eller gav han op og indfandt sig med leverpostejslivet og småborgerligheden? Eller droppede han det prætentiøse helvede og blev tro mod sig selv? Blev han glad eller ligeglad? Bliver jeg ligesom ham?

Jeg håber, at jeg bevarer min nysgerrighed og kvalitetskriterier lidt endnu. For lad os kalde det kvalitetssans frem for prætentiøsitet;) Forsættet for 2009 er at læse Don Quixote. Fordi det er en must read– og faktisk i min personlige verden – en smule pinligt, at jeg ikke kan sætte et flueben ved den endnu... Jo, og så har jeg da også hørt, at den skulle være vældig god og sjov!

TABERINDLÆGGET!!!

”Soy un perdedor
I'm a loser, baby
So why don't you kill me?”

Disse linjer skreg jeg hysterisk til min roomie – klingende falsk (for jeg forsøgte skam at følge Becks melodi fra storhittet Loser fra albummet Mellow Gold). Se det som en opfordring til alle, forklarede jeg til Ella, der lige skulle fange meningen. At nogen skal slå dig ihjel?, spurgte hun. Javist, og meget gerne dig, svarede jeg håbefuldt.
Jeg har ikke tid, sagde hun, jeg skal til julefrokost. Og tuttelu, så var hun ude af døren og på vej mod snaps, som alle helt almindelige og – tør jeg tilføje, populære, eftertragtede og vellidte mennesker drages mod i disse uger.

Jeg derimod er efterladt alene i lejligheden. Fredag. (FREDAG AFTEN/NAT, that is) (og lørdag også, men der er lang tid til i morgen. Monstro jeg overlever denne udfrysning fra de sociale liv) (I've been ostrazised, god dammit!!) Uden invitationer. Uden venner at ringe til. Uden bekendte at trygne om mercy. Nej, jeg er alene. Alone. A loser, baby. So why don't you kill me?
Beck indspillede tabersangen en gang tilbage i 1993, men ingen var så venlige dengang at følge hans opfordring, så staklen lever i bedste velgående. Så måske skulle jeg følge i hans fodspor og melde mig ind i Scientology (Beck er et af de mange celebre medlemmer i Scientology, hvis enkelte læsere skulle have misset den information)? Jeg har hørt, at sekter (og nej, jeg nægter at diskutere, hvorvidt scientology er en sekt eller ej. Det er den. Basta.) mestendels tiltrækker tabere (de er skrøbelige og lette at manipulere med, fordi de er desperate efter anerkendelse og bekræftelse), og, bevares, jeg er i ordets fulde betydning en sand en af slagsen. Desværre har jeg også hørt, at scientology er en ganske kostbar affære og med mit evindelige overtræk, der i øjeblikket har medført en tvunget betalingsstandsning, så er jeg ikke ligefrem et asset for Scientology. Jeg forudser, at mit taberpotentiale er så potent, at selv Scientology smækker med døren. Øv.

Jovist, jeg har overvejet andre sekter. Hvad med de mere radikale, hvor de i fællesskab drikker juice med gift i? Juice kan jeg vel lige sagtens spare sammen til, og selvom jeg ikke lige er opdateret i forhold til de aktuelle kurser for gift, så sparer jeg trods alt penge ved ikke at kunne bruge nogen efterfølgende?

Nu er jeg ikke den største fan af selvmord; også selvom det fører til frelse i det hinsides eller hvad sektlederne respektivt render rundt og fabler om (jeg ville helt sikkert falde for deres forklaringer, det er jeg slet ikke nervøs for. Jeg er heldigvis dum nok til ikke at stille logisk-rationelle spørgsmål til deres påstande. Jeg ville sluge dem råt og tænke – federen. Der er sgu en mening med tilværelsen!).
Problemet er nok snarere, at jeg er en taber. Selvmord? Lidt for meget action, ikke? Det er ikke særlig taberagtigt. Det er muligvis sindssygt, sørgeligt, tragisk, ærgerligt, krysteragtigt, egoistisk, og hvad der nu ellers kan hæftes på den slags afhængig af konteksten. Desuden er jeg en optismistisk taber? Måske håber jeg på, at det er en fase??

I virkeligheden er jeg medlem af det tavse forbund Anonyme Tabere (det skulle jeg nok have sagt med det samme!). Her står der i det uskrevne, ikke-eksisterende og aldrig diskuterede manifest, at en ægte taber ikke indgår i sociale relationer nogen sinde. Vi har ikke en eller anden klub på nettet, hvor vi deler erfaringer i et forum under triste pseudonymer som TaberKaj, HomeAloneAgainAgain eller Lorteliv83. Faktisk sondrer vi klart mellem fuldgyldige tabere og så de ynkelige, som udgøres af tidligere tabere, der har fundet selskab i andre tidligere tabere. Dette er ikke blot en analytisk skelnen, men praktiseres i virkelige situationer:
Ex 1.
Ynkelig A: Jeg har ikke andre at være sammen med, så i aften skal jeg være sammen med Ynkelig B, selvom hun ikke er så spændende.
Taber A: Suk, lucky you. I det mindste har du nogen at være sammen med!

Ex 2.
Ynkelig A: Min kæreste slår mig, men jeg kan ikke finde ud af at gå fra ham.
Taber A: I det mindste har du en kæreste. Og han vil endda gerne røre dig!

Okay okay, nogen vil måske påstå at jeg ikke skal klage blot fordi jeg tilfældigvis har en weekend uden planer (faktisk skal jeg julehygge på søndag!). Men okay, hvis I synes, at jeg klager uden grund, then why don't you kill me?

Fejlcastet til hovedrolle

Jeg lever i en film, gennem film og i kraft af film. Det er den måde, jeg forstår verden på. Og det er den måde, jeg visualiserer mine drømme på. Sagt på en anden måde, mit liv er godt, hvis det fungerer på film (og vi snakker hyggefilm (evt. soapede ungdomsdramaer)! De film, hvor alle ser godt ud, hvor sceneriet er lækkert, hvor alle får hinanden til sidst (efter de obligatoriske tilløb), altså vi snakker ikke tragiske dramaer eller overnaturlige thrillere).

Som det ser ud i øjeblikket, fungerer jeg absolut fremragende som biperson i mine veninders film. Til gengæld sucker jeg rimelig hårdt som hovedperson i mit eget liv. Hvad ville en anmelder sige? Måske at der ikke sker noget som helst i filmen – spild af tid og penge (men gode popcorn). Dialogen i de scener med hovedpersonens venner er til tider sjov og spidsfindig, men der mangler en vis tyngde. Der er utrolig lange scener med hovedpersonen alene, der læser til eksamen (!) og ellers ikke foretager sig særlig meget (stoffer, afsindig druk, vold – er det ikke unge mennesker, vi har med at gøre?). Måske burde instruktøren have kastet sig over et manuskript med et budskab – eller bare lidt mere følelse? (og tænk bare, en moderne film uden medvirkende med anden etnisk baggrund – ikke engang et lesbisk par har sneget sig med såvel som en handikappet. Vi lever jo i et multikulturelt samfund; det bør afspejles!!) Anmelderen ville sikkert mene, at hans eller hendes liv er mere interessant end pigens i filmen ( - som jo så er mit, hvilket jeg sikkert ville give ham eller hende fuldstændig ret i... når jeg ellers græder over anmeldelsen). Derudover ville anmelderen sige, at det er som om, at hovedpersonen er underligt ironisk distanceret til sin egen verden, hvilket gør det særdeles svært for publikum at holde med hende eller sågar resten af den spæde (ikke-eksisterende) historie.. Det kan også tænkes, at anmelderen blot ville vælge at revse valg af hovedrolle. Fejlcastet? (Mangler sex appeal?) Fylder ikke sin rolle ud/ giver ikke rollen liv? (Taler et ret grimt jysk?). Det er jammerligt. Det er ikke godt nok. Én stjerne!

Imidlertid er jeg rimelig god i rollen som det underholdende, kyniske, semi-sympatiske og kvasi-forstyrrede side kick i venindernes film. Det er selvfølgelig en taknemlig rolle. Side kicket bliver som oftest glemt/får sparket midt i filmen, når den yndige og forvirrede hovedperson endelig finder hoved og hale i sit liv og endelig får fat sin udkårne (-ofte en halvkikset nørd, som i virkeligheden er lækker og klog og charmerende). Måske får jeg lige et revival sidst i filmen, når parret skal giftes. Så har jeg enten fundet sammen med den pudsige fætter med overskæg og høje tindinger, eller også står jeg i en ferskenfarvet drøm med pufærmer og venter på, at brudebuketten bliver kastet (ikke at det er sket endnu - man har jo lov at håbe!?)

I det mindste er jeg med et sted og fungerer der. Bipersoner vinder også Oscars, og Judi Dench vandt én for at spille bidsk dronning i Shakespeare In Love, hvor hun alt i alt var med i hvad? 9-10 minutter? Som biperson kan du godt gøre indtryk trods mindre skærmtid! Som biperson behøver man ikke engang at være sød, men blot bidrage med lidt kant til den ellers ultra candyflossede historie. Det tror jeg, at jeg kan finde ud af. En hovedperson skal derimod være evig elskelig, klodset på den charmerende måde og feminin på den slanke måde. Men jeg kan vel nå det endnu. Måske vokser jeg ligeså stille fra ungdomsdramaerne, men jeg kan vel stadig redde mig en rolle i en ordinær 20something eller 30something-film. Måske i ”Bridget Jones – endelig ægte kikset”??!

Opsang til vejret

Ja ja Vejr, du er da meget sød, når du finder solen frem og lader den strutte, så det brænder, mens du kalder folk til kysten. Det er umiddelbart sympatisk, bevares. Men du skal ikke tro, at du er tilgivet så let.

Ser du, i måneder efter måneder efter måneder har jeg sukket efter solstråler, der varmer, men lige lidt hjalp det. Du gav mig den kolde skulder. Jeg var hensat til det sorte mørke og våde slud ligesom resten af den vinterdeprimerede befolkning. Jeg husker det som en tid, hvor alle var blot få impulser fra at pande hinanden ned og lade verden gå op i flæsk og blod. Hvis jeg kalder det for en tid med lutter lykke, så forstår du nok, at jeg er ganske sarkastisk!

Vejr, du er en djævel, og du ved det bedst selv. Det er ganske vist og særligt sikkert, at du ikke blot var forkølet i al den tid, idet dine hosteanfald var påfaldende dramatiske. Jeg tror derudover, du har moret dig en kende for meget med vandkamp og plasken med vand og vandbomber og vandvittige vandkanoner. Jeg tror, du har gemt dig bag dine uendelige lag grå skyer og været helt og aldeles veltilfreds. For du nyder at se andre lide. Vejr, din fetich er afsløret; du er sadist, og det har kun taget til med årene.

Hvad du har gang i lige nu med den søde sol og den venlige vind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke blot se det som et tegn din godhed – det er velsagtens ikke tilfældigt, at de rekordnærmende 25 graders varme med dertil hørende stille, mild vind har indfundet sig i – surprise – eksamenstiden? Du sidder velsagtens stadig et sted oppe i det blå og iagttager – klukkende - hvordan studerende med bøjet nakke indfinder sig i små lokaler med dårlig udluftning på deres respektive uddannelsesinstitutioner. De kommer først ud igen, når solen har pakket strandtøjet sammen og skiftet til pyjamas. Nej, hvis du for alvor ønsker min tilgivelse, så må du tage dig sammen og give mig sommer, så det batter – også mens jeg har fri!

Bryster

Jeg er begyndt at tage p-piller igen, og det påvirker mig sådan, at bestemte kropsdele på mig vokser betydeligt – ja, lad os da bare afsløre, at jeg såmænd lige pludselig har fået verdens største buste (og de folk, som kender mig, ved, at det mildest talt ikke kan holdes hemmeligt længere, så lad os tale lige ud af posen: Pamela og Dolly ville givetvis være dødmisundelige).

Det er imidlertid så latterligt ironisk med de hersens voksende bryster. Med p-piller mister jeg som bekendt muligheden (frivilligt!) for at få børn og i samme åndedrag transformeres jeg til ultrakvindelig. Jeg ligner kvinder, som de malede dem i renæssancen. Jeg er naturlig rund som bare fanden – alt strutter, og hofterne skriger ”der er plads til trillinger!!!”. Ja, jeg ser frugtbar ud - uden at være det. Og jeg undrer mig. Det burde være, mens jeg faktisk kan bolles tyk, at jeg havde bryster, der var faste, fyldige og store som fodbolde. Så ville mænd slet ikke kunne lade mig (dem!) være, men trygle mig om at føde deres børn. Og jeg som troede, at biologien i os var smart. Men nej, uden p-piller har jeg blot to flove rosiner, der på ingen måde lokker til leg. Ikke strategisk smart fundet på, hvis planen for os mennesker i øvrigt er, at vi skal reproducere os selv.

Jeg tager i øvrigt ikke p-piller, fordi jeg er i et fast forhold. Tværtimod er jeg alene i øjeblikket og har derfor absolut intet at bruge mine bryster til. De er jo netop kun cool, fordi mænd synes, de er så åndssvagt cool (indsæt gerne et mere passende ord end cool!) Store bryster har aldrig været andet end en tung byrde i hverdagen. I hvert fald for mig. De er ofte ømme, og de er i vejen, når man dyrker sport. Bh’er i de store størrelser er svære at finde samt grimme og dyre. Derudover er det svært at ligge på maven. Ok, ja, jeg skal ikke brokke mig. De nærtagende bliver fornærmede af mine ord, fordi de mener, at hvis bare de havde mine bryster, så ville livet være en leg. So quit complaining, sista! Ja, lige nu er der sågar små radmagre tøser, der frivilligt lægger sig under kniven, fordi de føler sig utilstrækkelige som kvinder med deres naturlige små sukkerknalde, og derfor må have sig et par kanoner for at få det godt med sig selv. Ja, jeg er så tilstrækkelig meget kvinde, at jeg med glæde ville dele ud af mit overskud, hvis det ellers var muligt. Jeg har kanoner uden kniv, og det er jo bare herre nice.

Nej, jeg tror faktisk, jeg bliver nødt til at ændre min attitude un petit peu, for store bryster er per definition bare bedre (ikke sandt?). Så jeg tænker, at jeg skal have mig en ny tøjstil. Modsat min gamle skal den nye fremhæve mine nødder! Jeg tænker røde kjoler med dyb udskæring. Jeg tænker stramme, stramme t-shirts. Jeg tænker push up - foret og vatteret og hele molevitten – hvorfor stoppe nu, hvis de kan blive endnu større. Så undskyld mit lille udbrud her. Jeg tager sgu udfordringen op!

Bar på Brick Lane: 1001.

Der sad vi i vores rejsetøj. Mine ben havde sitret af udmattelse, da vi var kommet ind på baren to timer tidligere. De faldt endelig sammen under mig, da vi fandt en blød, rød sofa. Her sad vi så og lyttede til house, der bølgede eksotisk frem for at pumpe. Vi kunne lide det.

I starten stod kun en enkel fyr på dansegulvet. Han var høj og kraftig – en bamse, men han havde taget stumpede bukser med seler på og dansede fuldstændig manisk og originalt og faktisk ret cool til rytmerne. Han blev ved og ved, mens sveden poppede fra hans krop. Pludselig stoppede han og forsvandt på toilettet. Dansegulvet blev overtaget af andre efter kort tid, mens vi stadig sad rejsens anstrengelser ud i sofaen. Med vores Carlsberg – i patriotismens tegn!

Min opmærksomhed blev snart fikseret på en lille petite pige, som bevægede sig rytmisk og let legende rundt på gulvet i et højt tempo. Hun var selvsikker, og hun vidste, at hun dansede godt. Hun var gavmild med sin dans og udfordrede alt med en puls til at danse med. Hun var kæk og afbrød folk midt i deres samtaler ved at danse sig ind mellem dem. De overgav sig til sidst, hvorefter hun forlod dem kort tid efter for at finde nye ofre. Mange – i særdeleshed fyrene - blev på dansegulvet, hvor de lidt akavet bevægede kroppen fra side til side, mens deres opmærksomhed konstant var rettet mod den lille dansende darling i håbet om, at hun kastede sig over dem igen. Det gjorde hun en gang i mellem. Men kun ganske kort. For kort tid til at de stakkels fyre blev tilfredsstillet, men nok til at de blev hængende lidt endnu.

I rundt regnet en halv time var den dansende pige hovedattraktionen på dansegulvet. Jeg nød showet. Hun dansede bedre end nogen anden, jeg har set på et diskotek, men jeg var for træt til at være misundelig på nogen måde. Jeg kunne intet men smile.

Selve klubben var industri- og fabrikspræget i sit interiør. I mine øjne er cool som oftest synonym med trashet og huleagtig, når det gælder caféer og natklubber, så stedet faldt ubesværet ind i kategorien cool. I København og andre byer, jeg har været i, plejer interiør og mennesker at falde i ét med hinanden. I København havde stedet vrimlet med piger med pandehår og acne jeans og fyre med hornbriller og tøj fra wood wood. Men her var folk betydeligt sværere at placere, idet alle typer syntes repræsenteret i et sært misk mask, hvor det gode humør sandsynligvis var eneste fællesnævner. Selv den lettere kiksede pige med de ufikse briller og den lidt for korte rullekravebluse, der afslørede hendes begyndende og blege topmave, slog sig frejdigt løs på dansegulvet. Og vi kunne sidde med vores flyfedtede hår, udtværede mascara og kufferter ved vores side uden at være det mindste udenfor. Sejt.