London min ven

Det er allerede en måned siden nu... Jeg drog til London for i fire dage at udforske det Londonske efter måneders vinterdvale og stigende vintertristesse. ”I kan jo se det som en investering i fornyet begejstring og glæde”, forsøgte jeg at forklare mine snusfornuftige forældre, der havde undret sig over min måde at prioritere min lidet overvældende økonomi. London måtte uden tvivl være kuren over alle kure mod kedsomhed og kedelig kulde i København. London er ganske vist heller ikke varm og lys om vinteren, men London er London. Swingin’ London. Cool London. En sikker energibombe!

Med musik snurrende i ørerne sad jeg så i toget mod London Street Station fra Stansted Airport. Jeg sad med ret ryg og rygsækken placeret over mine knæ, mens jeg mekanisk fulgte med i, hvordan regnen, der først havde hamret aggressivt mod ruderne, umærkeligt omdannede sig til tørt, men stadig trist gråvejr. Jeg registrerede ligeledes kavalkaden af forstæder forvandle sig til storby. Desværre (!) uden at min ankomst til London automatisk blev fulgt af følelsen af at være i London. Jeg havde for dælen forventet – apropos kur og energibombe, at jeg på et tidspunkt og gerne med det samme ville blive slået omkuld af overvældelse og beruselse. Indtil videre sad jeg blot anspændt og ventede på, at det hele skulle gå i gang.

Jeg havde i første omgang syv hele timer alene i London, før jeg skulle mødes med Ella. Min eneste guide skulle vise sig at blive et ynkeligt, ubehjælpsomt kort, jeg faldt over i lufthavnen. Jeg havde besøgt London en enkel gang før, men det var 14 år siden med mine forældre. Erindringerne fra dengang bestod mestendels af usammenhængende snapshots, hvorfor andres beskrivelser i højere grad udgjorde min forestillinger om byen - om end divergerende beskrivelser. London skulle efter sigende være inspirerende og livlig såvel som umulig og deprimerende. Så stor, at der i London findes alt, hvad hjertet begærer, såvel som så stor, at der alligevel ikke er mulighed for at benytte byens uendeligt mange tilbud. Men stor – det var alle enige om.

Da jeg stod på stationen og skulle beslutte, om jeg skulle gå til højre eller venstre, var jeg endnu ikke blevet indhentet af hverken følelser eller begejstring. Jeg følte stadig en bemærkelsesværdig tomhed. Som dengang jeg havde sidste skoledag i gymnasiet. Jeg troede, vi alle skulle løbe ud af skolens port og hoppe og danse og være evigt smilende. At lettelsen ville manifestere sig fysisk, og at jeg for første gang skulle flyve i luften i ren og skær glæde. I stedet gik vi stille og roligt ud af døren og tænkte, at det nok bare ikke var gået op for os endnu. Nu stod jeg så i London og havde glemt, hvorfor jeg overhovedet ville til London. Jeg havde intet konkret mål. Jeg havde glædet mig til observere folk og opdage finurlige passager og steder. Flanere og lure på må og få. Men hvad og hvor og hvorfor?

Jeg slukkede min iPod. Med musik i ørerne tænkte jeg, at London ville forekomme endnu mere uvirkelig end den allerede gjorde - som en film, der flimrede forbi mig. Sikkert fordi massekulturen utallige gange før havde taget mig med på rejse hertil. Jeg blev stædig. Hvis følelserne ikke kom automatisk, så måtte jeg jo ud og finde dem. Mit konkrete mål blev altså at føle noget, hvor patetisk det end lyder. Ikke bare noget, men noget bestemt. En art beruselse over at befinde sig et nyt sted, der fortæller dig noget. Kalder nogle drømme frem. Giver dig mod på en ny start. Jeg ville koncentrere mig om at lægge mærke til. Jeg ville give mig god tid til at stoppe op og føle. Jeg skulle ud af min zombieskal og bryde ud i lutter latter; det var målet. Var det ikke det mindste, jeg kunne forlange eller var det i virkeligheden i forskruet tankegang? Kom der monstro noget godt ud af det? Var London en sikker energibombe?

London bliver omdrejningspunktet i de næste par indlæg…

En hyggelig eftermiddag med min ven Vlad

Vi skal have chai te nu, siger Vlad pludseligt og rejser sig beslutsomt fra sin slidte grønne lænestol. Jeg sidder op ad hans radiator og bladrer i fotomagasinet Filter. Jeg er helt opslugt af nogle surrealistiske portrætter, som en vis Loretta Lux har taget af børn med perfekt teint og intense blikke. Deres hoveder, ører eller øjne er mildt forstørrede med det resultat, at de er ubestemmeligt uhyggelige og fængslende på en og samme tid. Jeg registrerer derfor kun, at Vlad forsvinder ud i køkkenet, men reagerer ellers ikke.

Sådan er det altid, når jeg besøger Vlad. Vi laver typisk hver vores ting. I starten var jeg forbandet forvirret over, hvad denne mystiske fætter mon ville mig. Han var ikke interesseret i min krop, konkluderede jeg hurtigt, for han gjorde absolut ingen tilnærmelser. Han forsøgte heller ikke at charmere mig med gaver, komplimenter, hvad som helst. At han forekom at være så frygtelig kejtet, havde intet med mit nærvær at gøre, kunne jeg ligeledes konkludere. Kejtethed er velsagtens hans natur, hvis man ellers tror på den slags. Han gjorde imidlertid meget ud af at få mig til at føle mig hjemme. ”Hvis du bliver sulten, tager du bare noget i køleskabet”, sagde han en af de første gange, jeg besøgte ham. Han havde vist mig rundt i lejligheden, selvom jeg havde været der før. Han gennemgik hver en lille krog med henblik på at læse, studere, tænke og drømme lige netop dette særlige sted i lejligheden. Jeg var lammet af forvirring over hele situationen. Jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor han gjorde og sagde, hvad han gjorde og sagde. Efter sin lille tour de lejlighed satte han sig til rette med en bog, sendte mig et gennemgribende uskyldigt smil og forsvandt så øjeblikkeligt fra virkelighedens overflade. Jeg stirrede på ham. Først afventende. Derefter, da det gik op for mig, at der tilsyneladende ikke skulle ske mere, blev jeg i stedet helt usandsynlig usikker og endnu mere forvirret. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Hvad havde den sære snegl monstro tænkt sig? Var det det meningen, jeg bare skulle gå…?
Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg alligevel endte med selv at nyde dette tossede samvær og faktisk komme hos Vlad så ofte, som jeg gør. Ella synes, han lyder vildt uhyggelig, men det er nok i virkeligheden det sidste, man kan kalde Vlad. Lidt sær ville ikke være helt af vejen, men samtidig mere sympatisk end folk er flest. Han er begyndt at samtale lidt mere, hvilket er hyggeligt, men jeg kan ikke påstå, at situationen ikke stadig er påfaldende besynderlig.

Musikken stopper, og Vlad kalder fra køkkenet, om jeg ikke sætter noget nyt musik på. Jeg flytter mig modvilligt fra den varme radiator og stopper pladespilleren, ”Jeg skifter lige til min iPod”, råber jeg. Jeg finder nummeret Club Thing med Yoav på en af mine spillelister velvidende om, at Vlad vil ryste på hovedet. Der bor en gammel mand inde i ham, der ikke forstår sig på nutidens unge og deres sære tilbøjeligheder. Vlad hører jazz. Han har en bred smag inden for jazz, bevares, men generelt en lidt snæver referenceramme i forhold til nyere kultur, ”Den er super fed, den her sang”, råber jeg til ham og skynder mig tilbage til min varme plads og pakker mig ind i et tæppe. Det er frysende koldt udenfor. Man kan høre vinden rive i ruderne. Vlad kommer ind med chai teen. ”Du vil elske den her”, siger han og smiler stolt, ”Jeg laver verdens bedste chai te”. Jeg er i forvejen forundret over, at denne unge fyr med så gammelt et sind overhovedet ved, hvad chai te er, men at han tilmed har ret i, at den er suveræn god, er næsten det bedste. ”Du overrasker mig da også hele tiden”, siger jeg og blinker til ham.

Theis flytter

Jeg er på vej på biblioteket for at aflevere en stak cd’er, som allerede er long over due, da jeg støder ind i min nabo Theis på trappen. Han kommer slæbende med flyttekasser og har et sart sammenbidt utryk i ansigtet.

”Hov Anna!”, udbryder han og virker overrasket over at se mig.

Det er også ufattelig lang tid siden, vi har set hinanden. Jeg har været fordybet i eksamen, mens han velsagtens har haft travlt med at rende efter søde Anne, som han stadig smaskhamrende forelsket i.

”Gud, er du ved at flytte?”, spørger jeg forbavset, ”Det kan du da ikke…”.

”Jeg flytter sammen med Anne i hendes lejlighed på Frederiksberg”, svarer han og ser selv lidt ærgerlig ud, ”Jeg kommer helt sikkert til at savne Vesterbro… Jeg fremlejer lejligheden til min fætter – I må gerne holde lidt øje med ham. Han er sgu ikke verdens mest pålidelige fyr!”, siger han.

"Det lyder farligt”, jeg griner lidt.

”Det ER farligt, men det e et alle tiders arrangement, fordi han stod uden tag over hovedet – som min kloge mor, der har købt lejligheden til mig, sagde. Men der er sgu ingen folk med respekt for sig selv, der frivilligt lejer ud til det tågehoved. Han blev smidt ud af en fremleje sidste år. Hvem bliver smidt ud her i Danmark? Han har tilsyneladende snyltet rundt mellem kammerater de sidste par måneder.. Han er en fin fyr, men han.. tja, han minder sgu nok lidt om mig, før jeg mødte Anne. Bare værre om muligt”.

”Værre? Det lyder i sandhed farligt!” Jeg smiler ved tanken om en ny gammel Theis, ”Men hør, du ser ikke så tilfreds ud. Er det hårdt at flytte?”.

”Jeg klarer mig… Men en lidt hård dag. Jeg havde tilsyneladende glemt, at Anne og jeg ikke ligefrem deler det der boligstil, så jeg har nogle ting, jeg ikke kan tage med. Fodboldbordet er blevet kørt over til Jens og Thor. Min samling af stjålne ølglas blev min lillebror svært glad for. Jeg fik da lov at tage min grønne lampe med.. Hov, har du monstro brug for en sofa?”

”Åh nej, vel ikke den mørkeblå lædersofa? Den er så cool…”, han nikker til mig, ”Ej, hvor ærgerligt.. Jeg har desværre ikke plads. Kan du ellers ikke låne den til din fætter? Jeg mener, den er alt for cool.. Du må ikke smide den ud”,

”Det havde jeg bestemt heller ikke tænkt mig, men Oscar, som min fromme fætter i øvrigt hedder, kunne godt gå hen og ødelægge den lidt for hurtigt, så ja..”. Theis ser ikke tilfreds ud.

”Hvornår ser vi dig igen?”, spørger jeg.

”Har du ikke snakket med Anne? I er inviteret til et eller andet i næste weekend.. Jeg har ikke helt styr på det, men Ella og dig skal komme, for I skal møde Oscar. Jeg har jo tænkt mig, at I for fremtiden skal være mine spioner..”

”Vi er simpelthen inviteret, fordi du har brug for barnepiger til din ustyrlige fætter… Kun derfor? Hvad får vi for det?”,

”Ja Anna, kun derfor. Jeg har jo egentlig aldrig kunnet lide jer. Fjollede pigebarn! Hør nu, I skal komme, fordi I er to vældig flinke mennesker. Men I skal ikke opfatte indbydelsen som et tilbud om en hyggelig aften, hvor I kan takke nej, fordi der tilfældigvis er noget andet og sjovere den aften. Nej, det er ikke en mulighed. I SKAL komme”, Theis ser alvorligt på mig og griner så: ”Og halløj Anna, Oscar er sgu da for resten halvt svensker. Og han har svenske venner. Massevis.. Det kan være din gevinst”.

”Haha.. Nårh ja, du har svensk familie. Mærkeligt at jeg aldrig har udnyttet det før, men ja, det kan jeg vist ikke gå glip af. Og sandt at sige er jeg også temmelig nysgerrig efter at se fætter bølle.. Jeg bliver skuffet, hvis han ikke er en værre lømmel. Men hør, så ses vi jo heldigvis snart.. God flytning og al det der. Jeg skal nå på bibberen, inden de lukker i dag… Hils frøken Anne..”.

”Lige over. Hils frøken Ella. Og sig, at jeg så hende med løst hår forleden dag. Jeg troede sgu, at grunden til, at hun altid går med den der knold, var fordi det lange hår var grimt.. Eller det har hun sagt, men hun var vildt lækker.. Øh, ikke at misforstå.. Hov, Anna – lige en ting mere. Hvad er det for noget med en russer? Ella fortalte lidt om ham, da jeg snakkede med hende sidst.. Hed han Plat?”

”Haha.. Sikke et par sladdertasker.. Og ja, han hed helt sikkert Plat. Flot navn, ikke? Ham må du høre om en anden dag. Og jeg skal nok fortælle Ella, at du synes, hun er for lækker med langt hår. Vi ses du!”.

Jeg hader det danske vejr!

”Lorteland!”, skriger jeg og sparker i affekt til i min cykel. Jeg har siddet hele dagen med min opgavegruppe og diskuteret vores problemstilling, som vi stadig ikke har fod på. Det er frustrerende ind i helvedet. Og nu er det blevet mørkt, snesludet fyger i gaderne, og det er ondskabsfuldt koldt. Og jeg skal hjem. Jeg ser tvært mod himlen, der gemmer sig godt bag sludet. Det bliver en gemen tur tilbage til Vesterbro fra Amager med sur blæst mod ansigtet, blå fingre og lemmer rystende af kulde. Bestemt ikke det, jeg har brug for lige nu!

Bag mig går et kærestepar forbi og kigger nysgerrigt efter mig. ”Hvad glor I på?”, ryger det ud af mig, og jeg sparker igen. Denne gang mod cykelstativet. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader det danske vejr. Koldt, træls, deprimerende. Og jeg hader, at alle mine venner i øjeblikket bor på Amager. Når jeg nu ikke selv bor der. Amager betyder blandt andet en syg tur over kanalen. Langebro er et sandt helvede at passere særligt i led frost og blæst. I morges turbotrådte jeg i pedalerne og havde en krigers grimasse uden at komme nogen vegne over broen. Jeg må have været et lystigt syn for de heldige forbipasserende i bil.

”Der er noget galt med at bo på Amager i frostvejr, at I ved det. I burde alle bo på Vesterbro. Så kan vi sælge Amager til svenskerne?”, foreslog jeg de andre, da jeg en halv time for sent væltede ind ad døren hos Thea, som lagde lejlighed til gruppemødet i dag.

”Amager er også næsten Sverige. Det er i hvert fald tæt på”, siger Bea, som er det fjerde medlem i gruppen udover Inge, Thea og jeg.

”Men Amager er altså et dejligt sted”, siger Inge, som straks begynder på sin evige salgstale for ”ønskeøen”, som jeg sværger på, jeg kan udenad. Stranden 5 minutter væk, den hyggelige Ingolfs Kaffebar, vulgært glitter og lir i Herolds Varehus, den interaktive udstilling af menneskelig lavkultur og dårskab i Amager Centret, de åbne vidder på Amager Fælled og, ”og så har Amager altså sin helt egen charme!”, indvender Inge og tilføjer, ”Og desuden Anna, hvis du vidste, at alle svenskerne boede herude, ville du jo cykle rundt på Amager hele tiden alligevel”. Sandt nok. Jeg elsker virkelig svenskere.

”Men det er også meget smart at have dem samlet på ét sted”, svarer jeg efter at have tænkt mig lidt om..

”Det er de da allerede. Læser de ikke alle medicin eller dyrlæge?”, siger Inge og formår næsten at dreje samtalen over på noget andet.

”Men det er heller ikke fucking Amager, der er problemet. Det er vejret. Og Danmark. Og dumme Langebro. Jeg hader Langebro. Har jeg sagt det? Jeg hader den fucking bro. Flyt til Vesterbro. Please!”. Jeg er virkelig gal.

Jeg hader ikke Langebro oprigtigt, og slet ikke Amager, men jeg hader oprigtigt det danske vejr. Jeg har for længst droppet enhver forhåbning om skønhed, lykke og latter i de mørke vintermåneder, som følger, og har modvilligt accepteret, at det lige nu udelukkende handler om overlevelse. Om at finde praktisk tøj, jeg kan pakke mig ind i, hvilket derfor er skyld i, at jeg for tiden er beyond grim. Det handler om for mig at klæbe mig op ad min radiator i timer af gangen. Om aldrig at forlade hjemmet uden en fyldt termokande. Om at gå rundt i lejligheden med min dyne som kåbe og være det kvindelige modstykke til Michelin-manden. Højdepunktet i løbet af dagen er klart det kogende varme brusebad om morgenen (selvom selve det at stå op om morgenen er dagens absolutte lavpunkt). Og dagen har været helt exceptionel god, hvis det lykkes mig at fremtvinge blot et enkelt smil i løbet af dagen. Jeg gætter på, at jeg må være stærkt elskelig for tiden!

Jeg tænder ipod’en og leder efter Stereo Total i biblioteket, trækker vejret dybt og begiver mig forsigtigt ud i vintervejret parat til at blive blæst igennem og blive både våd og svedkold. Måske bliver det ligefrem hyggeligt. Jeg tvivler. Og i morgen skal jeg til Amager igen. Igen.

Fest del III: Om morgenen

Jeg vågner op den næste dag med heftig hovedpine. En kavalkade af flashbacks viser sig for mig. Tåkrummende flashbacks. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg tør ikke bevæge mig. Jeg ligger helt stiv. Jeg overvejer, hvordan jeg på en elegant måde kan slippe væk fra hvor-jeg-nu-befinder-mig. Jeg har en svag erindring om, at fyren bor på Frederiksberg. Jeg må være på Frederiksberg et sted. Der er højt til loftet. Der er stukloft. Det er stort rum. Der er en lysekrone. Hvor underligt. Der er en lysekrone.

Jeg husker, at jeg drak en masse tequilashots. En forfærdelig masse tequilashots. Jeg husker, at jeg danser med Ella og hendes veninder. Jeg husker, at de tager videre i byen med nogle fyre. Jeg husker, at jeg mere end anstændig beruset forklarer Ella, at jeg tager hjem, det må jeg hellere, det bliver jeg nødt til, jeg ler. Men jeg tager ikke hjem. Jeg overfalder en harmløs fyr. En stille, ufarlig fyr, der står for sig selv. Jeg snakker ham ørerne døve. Skinger og overgearet. Jeg tvinger ham til at tage mig med hjem. Synes selv jeg er kæk og charmerende. Jeg kaster op foran hans opgang. Jeg vælter op ad trappen. Jeg tror endda, jeg griner og stadig synes, jeg er charmerende. Jeg græmmer mig i sengen. Jeg prøver at huske mere. Jeg prøver at undgå at huske mere. Jeg tror ikke, vi var sammen. Var vi sammen? Jeg tror det ikke. Jeg håber det ikke.
Jeg har kun mit undertøj på. Min kjole hænger foldet sammen på en stol ved siden af sengen. Jeg ved ikke engang, hvad han hedder. Måske ved jeg godt, hvad han hedder. Det var et mærkeligt navn. Måske.
Pladen starter forfra. Jeg kender ikke musikken. Det er noget stille jazz. Jeg hører aldrig jazz. Hvem hører jazz i dag? Mine venner hører indie, elektronisk eller soul. Meget sjældent jazz.

Jeg tager mig sammen, sætter mig op i sengen, læner mig op ad væggen, trækker dynen op omkring mig. Det er et rart værelse. Det er stort. Fyldt med store, tunge, gamle møbler i egetræ. Det omslutter mig. Mit hoved dunker. Der er mange bøger på hylderne. Lp’erne står på gulvet sammen med pladespilleren. Der er en mørkegrøn lædersofa med stålfødder. Den er påfaldende moderne i forhold til det andet i værelset. Der er et stort tæppe spredt ud på trægulvet. Det er grønt, orange og sort. Der er en potteplante i den ene af de to vindueskarme. Der er et enormt billede af to grinende ansigter på den ene store væk. Der dufter rent. Det ene vindue er åbent.

Han hedder Vlad. Jeg kommer pludseligt i tanke om det. Han kigger ind ad døren fra køkkenet og smiler varmt. ”Vil du have kaffe?”, spørger han. Jeg kan høre kaffen løbe igennem ude fra køkkenet og nikker taknemmeligt. ”Hvad er klokken?”, spørger jeg og han peger på uret, som viser kvart over to. ”Jeg ville ikke vække dig”, siger han og smiler igen, ”Det virkede som om, du havde brug for at sove”.

”Vlad? Det er et pudssigt navn? Det er ikke dansk?”, spørger jeg, da han kommer med kaffen og sætter sig på sengekanten, ”Nej, det er russisk. Og jeg hedder egentlig Vladimir, selvom det virker så.. højtideligt. Jeg kom hertil, da jeg var 13. Med min mor”, forklarer han. Jeg knuger om den varme kaffekop. Det smager godt.

”Vi har ikke… du ved”, tager jeg mig sammen til at spørge, da jeg har fået et bad. Han griner, ”Nej nej, du faldt i søvn nærmest inden, du fandt sengen”, siger han, ”Jeg håber ikke, det gjorde noget, at jeg hjalp dig af med tøjet. Det var helt vådt. Det regnede jo i nat”. Jeg smiler forlegent. ”Du må undskylde, at jeg var så… ja, du ved.. men det var sødt af dig, at jeg måtte sove her”. Han fastholder blikket, selv da jeg ser væk, ”Det skal du ikke tænke på”, svarer han.

”Nå, jeg må nok også hellere se at komme hjem”, siger jeg. Klokken er næsten fem. Jeg har efterhånden været hos ham i lang tid. Vi har egentlig ikke talt så meget sammen. Timerne er forsvundet, selvom alt er foregået uendeligt roligt og langsomt. Han tænker længe, når jeg siger noget. Når han svarer er det velovervejet og præcist. Han satte lidt morgenmad frem, som vi sad og spiste i stilhed. Jeg har ikke prøvet før, at stilhed kan være trygt og ikke det mindste akavet. Selvom jeg ikke kender fyren. Han virker rar. Lidt speciel, men rar. Meget tænksom. ”Måske skulle jeg gøre gengæld med en kop kaffe en dag”, forsøger jeg forsigtigt, mens jeg tager min jakke på, som stadig er irriterende fugtig. Han rækker mig mit halstørklæde og ser overrasket og glad ud, ”Det lyder godt”.
Jeg spekulerer på vejen hjem, om det monstro er en date?

Fest del II: Stille og rolig start

Der er allerede kommet en del til festen, og der er ikke rigtig nogen, jeg kender. Ella kindkysser med Sabine, som er hende, der har inviteret Ella og således også mig. Ella har boet i Paris, før hun begyndte på universitetet og har lige siden forsøgt at udbrede kindkysset som almindelig hilsen. Hun har tilsyneladende haft mere succes med det på sit studie end med mig. Sabine er glad for, at vi kunne komme og kaster rundt med sin arme, så vi får en fornemmelse af, hvilket værelse, der er hendes, hvor køkkenet er placeret samt toilettet, hvis vi skulle få brug for det. At køleskabet desværre er helt fyldt, men vi kan godt bare tage en øl. Det er der nok ingen, der opdager, hvisker hun og griner højt. Flere fra Ellas studie støder til. Samtalen lander hurtigt på deres sidste forelæsning, der åbenbart endte temmelig besynderligt, og de griner alle hysterisk.

Jeg lader dem stå og kigger mig i stedet rundt. Sabine bor pænt. Der er hyggeligt og meget feminint. Der er mange billeder og puder og stearinlys. Hendes bøger er gemt væk i æsker, så der virker meget rent og opryddeligt. På hendes skrivebord står der en macbook og jeg kigger lidt på den playliste, hun lavet. Vi hører Private, næste nummer er Junior Senior og så kommer Justin Timberlake. På væggene er der indrammede plakater skudt af kendte fotografer samt nogle fine sort/hvid-billeder af Sabine med sin kæreste.

Næste gang, jeg støder ind i Ella, er hun fuld. Hun hænger i armene på sin studiekammerat Josephine, som hun forsøger at præsentere mig for, ”Josi, det her er min sambo… Annnnnaaa!!! Hun er veeeeerdeeeeens dejligste person”, råber hun og krammer mig og fniser, ”Eeeej, den sang skal vi danse til”, hviner de i kor, og så er de væk igen.

Jeg havde ind til da kun talt med folk, jeg ikke kendte. Jeg diskuterede blandt andet film med Jan, en 3. semesterstuderende på film- og medievidenskab. Vi fandt sammen om en fælles kærlighed til den tyske instruktør Tom Tykwer og blev enige om, at svævebanen i Wuppertal, hvor en af hans film er indspillet, er ret cool. Derefter fik jeg en detaljeret gennemgang af stumfilmshistoriens højdepunkter - fuldstændig blottet for ironi og med en ægte fagnørds alvorlige indlevelse. Han fortalte, at alle de stumfilm, de ser i Cinemateket i forbindelse med studiet altid er uden baggrundsmusik. Han fremhævede stolt, at han havde holdt til tre timers stilhed i sidste uge, endda med nydelse, hvor halvdelen af holdet ellers havde udvandret. Jeg prøvede at leve mig ind i hans entusiasme. Jeg spekulerede på, hvad han ville sige til, at den sidste film, jeg havde set var Aladdin sammen med Ella, fordi vi synes, Aladdin er fræk. Jeg valgte at tie. Film var ikke noget, man spøgte med, kunne jeg ligesom forstå på Jan, der stædigt fortsatte sin filmlektion med en fremhævelse af Drejers helt fantastiske brug af lys og skygge.

Jeg snakkede også med Trine, som Sabine bor sammen med. Hun læser til tandlæge og går på hold med en fra mit gymnasium, så vi talte om, hvor lille verden er. Alle kender alle i sjette led. Eller var det ottende. Det kunne vi ikke huske.

Trine introducerede mig for Anton og Camilla, der havde været kærester i fire år, men som altså ikke var blevet kedelige af den grund, som de forklarede nærmest i munden på hinanden. De gik i øvrigt hjem som nogle af de første.

Rygerne blev forvist til køkkenet, hvilket såmænd er en luksus i disse tider, hvor rygning er blevet presset udi et nyt forkromet makkerskab med frisk luft og kulde. Jeg kom ud i køkkenet på et tidspunkt, hvor fire fyre stod og pulsede løs og skubbede lidt til hinanden. De vurderede mig henkastet og spurgte så rutinemæssigt, hvordan jeg kendte Trine. Jeg nåede imidlertid knapt nok at forklare, at jeg hverken kendte Trine eller Sabine som sådan, før de fortsatte deres samtale, og jeg kom til at stå lidt for længe og lytte til dem uden at blive inkluderet. De talte om en anden fest, hvor en af deres venner, som ikke kunne komme med til denne aften, havde været stangberuset og gjort en frygtelig masse pinlige ting. De hostede af grin, og jeg spyttede i min øl.

Ella dansede med Josi og sine andre studiekammerater. Hun væltede rundt og grinte vildt. Da hun så mig, blinkede hun og sendte mig fingerkys. Derefter omfavnede hun sine to lige så fulde veninder, der overrasket mistede balancen og væltede ned på gulvet. Der lå de så og kæmpede med at komme op at stå igen, selvom et par fyre hurtigt var klar til at agere redningsmænd. De tre piger kvitterede med overdreven flirten og taknemlighed.

Omkring mig var alle gæster efterhånden enten fulde og dansede fjollet rundt eller stod fordybet i samtaler. Jeg gik ud i køkkenet og tændte en smøg. På bordet stod en halv flaske tequila sammen med udskårne citronbåde og en skål med salt. En fyr kom ud i køkkenet og stirrede på mig i ti sekeunder, så spurgte han: ”Har jeg røde øjne?”, hvorefter han drejede om og væk var han. Jeg tog et shot tequila. Jeg tog et mere. Jeg tror, jeg tog mange, før jeg bevægede mig ind i menneskemængden igen.

Fortsættelse følger.

Fest del I: På vej til fest

”Jeg er fuldstændig eksalteret hver gang, der er vikarer på P3. Så slipper jeg for alle de overgearede, kække studieværter.. Ingen navne nævnt, ingen navne glemt. Men Anna, har jeg sagt, hvor pisseirriterende Felix, den...” Ella tager hul på en af sine kæpheste.

”Vent lidt, jeg kan næsten ikke høre, hvad du siger”, råber jeg fra min cykel bag hende.

Vi drøner ned ad Vesterbrogade med vanlig dødsforagt. Selvfølgelig insisterer vi på at køre ved siden af hinanden, selvom cykelstien er smal og utålmodige cyklister ringer i klokkerne bag os for at komme forbi. Hvis vi ikke reagerer og hastigt flytter os, sniger de sig hidsigt forbi os alligevel. Ofte så snært, at jeg anser det for et under, at vi indtil videre har kunnet bevæge os helskindet gennem trafikken.

Efter de første gange på cykel gennem København overvejede jeg kraftigt at finde et kursus i citycykling. Det var i den grad et kulturchok at komme fra de tomme jyske landeveje med alverdens plads og kvidrende fuglesang og så til hvad, jeg stadig opfatter som det daglige dødsridt i det københavnske trafikinferno. Her kan et enkelt uopmærksomt øjeblik resultere i ulykker. Blot er jeg i mellemtiden selv blevet cykelkynisk og bider ikke længere mærke i farerne, men tværtimod bidrager jeg med et farligt engagement til festlighederne. Jeg skruer trodsigt op for iPod’en, så end ikke lyd og larm kan advare mig om de lurende farer omkring mig. Det afstedkommer en del flere hovsa’er og ups’er, eksempelvis når en bil pludseligt bremser hårdt op foran mig, end jeg egentlig bryder mig om. Vi lever velsagtens kun, når vi potentielt kan dø. I trafikken er jeg i høj grad i live.

”Jeg kommer lige op ved siden af dig igen”, råber jeg til Ella.

”Der var heldigvis vikarer på Rio Bravo i dag, så det var hyggeligt at høre P3 på arbejdet”, siger Ella og pointerer, at der eksisterer en hårfin balance mellem sjove og irriterende radioværter. Kæphesten bliver fremhævet med jævne mellem og jeg nøjes denne gang blot med bekræfte hende, idet jeg nervøst holder øje med vinen i hendes cykelkurv. De to flasker klirrer vel meget.

Vi skal til fest hos én af Ellas studiekammerater, som bor i Teglgårdsstræde.

”De betaler vist 7000 kroner om måneden for det”, forklarer Ella mig, da jeg spørger, hvordan man kan bo i indre by, når man er fattig studerende.

Jeg har en forestilling om, at alle studerende bor på broerne og i særdeleshed på Amager, hvis ikke man er særlig heldig og sidder indespærret på et kummerligt kollegieværelse i forstæderne. Ella fortæller mig, at de to piger, som deler lejligheden tilsyneladende havde været heldige, ”Det er ikke et forældrekøb eller noget. De fandt den vist bare i den blå avis, men de betaler jo altså en del mere end os”, siger hun, da vi svinger ind ad Bagerstræde og ud på Gammel Kongevej og fortsætter ned forbi Vesterport.

Fortsættelse følger