Thorkild har ordet

I dag giver jeg ordet til Thorkild på 20 år:

”Det var lidt en steneren fest i går.. Vi røg noget hash, som vi havde splejset om. Det var billigt - noget møg egentligt. Vi så Simpsons og faldt i søvn til noget syret, psykedelisk musik, vi dyrker, når vi er skæve. Kun når vi er skæve. Ellers lyder det bare for mærkeligt.

Det plejer næsten altid at slutte sådan. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har mødtes, hvor vi ikke røg hash og drak os for fulde til at snakke om noget vigtigt. Vi skal vel tilbage til sidste år, mens vi stadig gik i gymnasiet, hvad ved jeg. Nu er vi medlemmer af arbejderklassen. Så hører der bajer til. Bottom line, ingen af os har et liv. Vi har de ugentlige fester, hvor vi mødes med kliken.

Kliken er vel en seks-syv faste, som bliver udvidet fra gang til gang med venner fra gymnasieårgangen. Nogen reel udskiftning kan man ikke tale om. Vi er også ligeglade. Vi har det godt sammen. Vi har vores eget sprog, hvad ved jeg, koder og traditioner og sådan. Andre mennesker ville bare komplicere ting. De gange nogen har slæbt en kæreste med, har ingen rigtig gidet snakke med hende. Hun er endt fornærmet i et hjørne, hvor hun har kigget på klokken hvert tredje minut og spyttet i sin øl. Jeg ved det, fordi jeg blev gjort opmærksom på det af min ekskæreste. Hun var intelligent på den der boglige måde. Hun elskede at tolke ting og finde mønstre. I mig fandt hun et håbløst mislykket mønster, hvad ved jeg. Hun skred fra mig hurtigt. Hun sagde, hun var træt af, at jeg altid hang ud med kliken. Det er hendes betegnelse, jeg bruger nu. Før hang jeg ud med vennerne. Nu er det kliken.

Jeg kunne godt lide hende. Hun sagde tit ting, som var rigtige, men som jeg ikke lige havde tænkt på. Ting jeg stadig tænker på i dag. Det er et halvt år siden nu. Jeg ser hende nogle gange i byen. Jeg kan godt lide at kigge på hende, når hun taler med andre. Måske er det måden, hun bevæger sine læber, når hun snakker eller bruger hele kroppen, når hun skal forklare noget spændende, hvad ved jeg. Jeg har været sammen med andre siden, men det har ikke rigtig været noget særligt. Jeg falder nemt for en flot pige og mister lige så hurtigt interessen. Hvad der skal til, før jeg bibeholder interessen, ved jeg ikke. Skal jeg være oprigtig, er det heller ikke en kæreste, jeg leder efter lige nu.

Jeg arbejder på en fabrik, hvor jeg sorterer vasketøj. Det er for hotelkæder og restauranter, der skal have vasket due og sengetøj, hvad ved jeg. Jeg kan høre musik og forsvinde ind i mig selv, mens jeg mekanisk udfører sorteringen. Jeg bor hjemme, men betaler et lille beløb i husleje, hvilket til gengæld gør, at jeg ikke er forpligtet til at være social med de gamle. For det meste lukker jeg mig inde på værelset og ser fjernsyn. Tegneserier eller amerikanske komedieserier, jeg er ligeglad. Jeg ser også gerne programmer om alt for fede børn eller folk, der skærer i sig selv i skønhedens navn, så længe jeg bare kan flade. Jeg plejede at spille guitar førhen, men det er sjældent, jeg gider efterhånden. Min playstation er smadret, men heldigvis kommer min nabo Anders nogle gange over og tager sin med. Vi spiller Fifa eller noget i den dur og drikker et par øl. Så går han igen.

Kliken er helt fast. Rasmus, Lasse, Rune, Lisbeth og Helene. Nogle gange Esben. Og mig selvfølgelig. Jeg er kommet sammen med begge piger i gymnasiet i korte perioder. Rune kommer sammen med Helene nu. Lisbeth har været sammen med både Rasmus og Lasse til fester. Det var blandt andet det, hun pointerede var et problem, min ekskæreste. Vi er for indspiste, sagde hun. Pigerne er ikke helt vildt lækre, men de hører til. Det er betingelsen, hvis man vil komme sammen med mig. Jeg kan godt være venner med mine ekskærester.

Vi hørte Malk de Koijn, da vi vågnede i morges. Det er en fast regel at høre hip hop om morgenen efter en fest. Ingen af os hører normalt rap, så det ender 8 ud af 10 gange med at være Malk de Koijn. Vi kan alle teksterne udenad. Lasse kan Fågt op i Skalle bagfra. Rune, som er halvt svensker, rapper Å mææ åå i en sindssyg svensk udgave, hvad ved jeg. Det er herre grineren. Jeg kan ikke rigtig noget. Især ikke efter guitaren blev droppet, men jeg godt lide Malk de Koijn, og det hører vi så. Vi hører det, mens vi vader rundt og rydder op, fjerner dåser og flasker, støvsuger, pakker vores tøj og sætter møbler tilbage på plads. Når vi er hos Lisbeth og Helene, sover vi der altid. De bor sammen. Venner uden for kliken tager hjem om natten, men vi sover der. Vi siger ikke noget om morgenen. Vi går bare hjem, når vi er færdige med at rydde op. Det passer mig fint. Jeg gider ikke være social efter en fest. Jeg køber måske en hamburger fra McDonalds på vejen, før jeg går hjem og sover videre. Der skal søvn til...”

Hvem er Bill?

For tiden bor Ella og jeg ikke alene i vores lille toværelses hummer på Vesterbro (- jeg vil gerne betone lille her: Jeg måtte blandt andet investere i en smal boksmadras, da vi rykkede ind i hytten, da min forhenværende seng simpelthen ikke kunne være på mit mikroskopiske værelse).
Nej, for tiden er vi ydmyge indlogerende hos vores lejeherres søn, idet sønnikes officielle bopæl i øjeblikket er her på matriklen. Ganske uden varsel fik vi således ham som vores tredje og i øvrigt ganske fraværende sambo, hvis navn oven i købet alene pryder dørtelefonen, og hvis post i anselige mængder dumper (med et brag, må tilføjes) ind ad dørsprækken hver eneste dag.

Bill er tilsyneladende storbytrotter i det europæiske, hvor han ifølge vores kilder på det seneste udgiver sig som værende studerende i London. Hvorvidt denne identitet er vedvarende, kan vi kun gisne om, hvilket vi så for øvrigt i høj grad fordriver vores ellers sparsomme tid med. At vi dagligt mindes om vores tredje roomies eksistens uden at kende til dennes karakter, styrker blot vores spekulationer omkring Bills gøren og laden. Lejeherre Mogi dropper små hints om sønnike i ny og næ, hvorfor vi lige så langsomt har kunnet tegne en profil af Bill. Men hvem er Bill - egentlig?

Han tilhører først og fremmest en liga i en helt anden sfære, end hvad vi kender til, thi han qua farmands status som velbjerget europæisk topforretningsmand er selvskrevet som medlem af den eksklusive ungdomsklub af boheme jetsettere. Deres gunstige baggrund tillader dem at give sig i kast med kreative uddannelser uden frygt for at falde igennem økonomisk, når talentet ikke rækker, eller de kreative sysler ikke afstedkommer et økonomisk afkast i første forsøg. Derudover giver ungdomsklubben adgang til et omfattende netværk af prominente topnavne i det kunstneriske miljø, som andre håbefulde og knapt så pamperede kunstnerspirer ville ofre både arme og ben for.

Bill indskriver sig ikke bare på økonomistudiet og forbereder sig på en skæbne i farmands fodspor med det mål at overtage biksen, titlerne samt det stride ansvar i forbindelse med ledelse og den økonomiske forvaltning af faders millionforretning, for Bill gider ikke stå i skyggen af nogen. Han er blevet rost livet igennem for sin unikhed og charme, så giv pokker i ansvar, han skal fejre sin charme og dyrke unikheden. I stedet lader han de rødglødende lokker gro, piercer ørerne, trækker i neonkludene og giver den gas som artsy citypunker. Han med stor sandsynlighed er den forkælede lillebror i søskendeflokken. Der er intet, der tyder på, at den valgte livsførelse er udtryk for et oprør mod forvetningen om en akademisk baseret karriereskæbne, eller mor og fars tilsidesættelse af sønnikes generelle livskvalitet til fordel for ambitioner på hans vegne. Nej, Bill har fået støtte galore hjemmefra (og er for øvrigt også i sit voksne liv forblevet stærkt økonomisk afhængig af mor og far, hvilket vi faktisk har dokumentation for, idet vi uforvarende blev del af en mailkorrespondance mellem Bill og Mogi: ”Far, send flere penge”). Farmand er tværtimod stolt af sønnike. Et kunstnerbarn er statusmæssigt slet ikke sådan at kimse af, og det giver farmand en god selvfølelse at agere mæcen for sit eget afkom.

Bill passer slet ikke i det slumromantiske billede af en forhutlet kunstner, der hustler sig gennem tilværelsen. Han er ikke i konstant risiko for ikke at kunne betale husleje for det i øvrigt kummerlige, lavloftetede lille studio med den utætte tagkonstruktion og de voldelige naboer i et afsidesliggende usselt kvarter. Bill behøver ikke at droppe søvnen for at kunne servere på et tarveligt værtshus i de sene nattetimer for lige nøjagtig at kunne skrabe kontanter nok sammen til erhvervelse af den kostbare maling, som kaldet som kunstner kræver.

Nej, Bill residerer på eksklusive adresser i storbyernes kreative kerner, hvor det ikke skorter på perlende pagne, sushi og leg med de unge og attraktive. Når elektromusikken blander sig med avantgarde jazzen og de prætentiøse samtaler bestående af en konstant namedropping af kunstnerkoryfæer og undergrundsikoner udfoldes, er det blot udtryk for iscenesættelsen af en livsstil, som den superbevidste identitetsshopper Bill har valgt at abonnere på i øjeblikket. Det er mere formen end indholdet, der er vigtig i denne indgang til kunstnerlivet. Det betyder ikke så meget, om det er film, billeder, performance eller design, der arbejdes med. Det er godt det samme. Det er selskabet, miljøet, oplevelserne, ja livsstilen, der betyder noget. Om et stykke tid køber han sig ind på et nyt område, hvor nye sociale koder og smagspræferencer gør sig gældende. Det er let, når man har råd. Og det er sjovt, når man rig.

Jaja, vi er stadig i gætteland. Hvem Bill i virkeligheden er, ved vi ikke. Bill er en myte, der lever i bedste velgående. Måske er han en sød, oprigtig dreng, der brænder for kunsten og besidder et stort talent? Det kunne være et andet godt gæt!

Novemberleden midlertidig afværget

Jeg var forleden indkaldt til akut krisemøde, idet tre veninder mente at mæsken sig i dyrt cafémad på Bang & Jensen måtte hjælpe på humøret. Her skal krisemøde således ikke forstås som egentlig krise, men blot lidt vinterlede og begyndende surhed, der måtte afhjælpes i venners lag. Jeg var naturligvis beæret over at blive indviet i deres efterårstristesse, selvom jeg var lidt skeptisk over konceptet som følger: Dagens program var at være max ynkelige! Der var ingen øvre eller nedre grænse for, hvor meget vi måtte trashe os selv, og vi måtte hellere end gerne tage andre med i møgfaldet. Jeg var ikke sikker på, hvor konstruktiv den strategi var, men de beroligede mig. Det var en årlig tradition, og det var en stensikker vinder. Og man må give dem ret, vi endte stopmætte med at trille ud fra caféen med et smørret grin, humørdepoterne fyldt og klar til at gå i krig mod novembers kolde mørke. Men før vi kom så langt blev der i den grad hældt galde ud. Meget af det fortjener ikke at blive gentaget, men lad mig alligevel inkludere et par udtalelser fra de fine piger:

Marie: ”For helvede, mit liv er jo bundsygt. Mit liv er totalt tappet for drama… Jeg er en af dem, der føler, jeg har oplevet noget i løbet af en dag, fordi jeg har set en kvasi-kändis på Istedgade… Hende fra Boogie sidder i øvrigt lige der ovre [peger]… AGH… Hvorfor hedder jeg ikke Petra og går på kunstakademiet og drikker pagne hver fredag til fancy ferniceringer? Dater Silas som er sex on legs og bassist i et hypet undergrundsband? Hvorfor hænger jeg ikke ud med mine fyrre tætte venner – også omtalt rødderne - hver aften, hvor vi enten spiller pool og bunder øl eller bæller rødvin, mens vi dissekerer eksistentialisme og humanisme eller alternativt raver løs til Berliner elektro? Hvorfor smutter jeg ikke lige til Argentina og besøger Alfonzo – ham jeg mødte sidste sommer i Barcelona? Hvorfor har jeg ikke en sjælemate, der hedder Knud og er herrerar og har store briller uden glas og oversize sweatere til 2000 kroner stykket? Hvorfor er mine bedste veninder ikke tre modellapiger, der designer nøgleringe og laver illustrationer for internationalt anerkendte livsstilsmagasiner og som hedder Terne, Vibe og Neel? Kan i sige mig det? Åhh…. Mit liv er sååååå keeeedeligt….”

--

Ellen: ”… Åh, jeg ville ønske, jeg kunne se noget godt i hende, for jeg kan godt lide at bilde mig selv ind, at jeg er et åbent, tolerant menneske. Det er jeg bare ikke. Jeg kan bedst lide, når folk er ligesom mig. Jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem at være som mig og ikke være som mig, men groft sagt, så er jeg ikke specielt tolerant over for andre mennesker. Grundlæggende vil jeg hellere være alene end at være sammen med folk, der ikke siger mig noget. Det lyder måske indlysende, men der bare ret mange, der ikke siger mig noget”.

--

Albertine: ”… Jeg er absolut ikke en hellig hippie. Jeg er mindst lige så forfængelig som I andre. Jeg har et meningsløst behov for at passe ind, købe ting og blive en bestemt person. Den eneste grund til, at jeg konstant modsætter mig det behov og i stedet forfægter alle de her ”ægte værdier” er sgu da ren og skær resignation. Fordi jeg i virkeligheden aldrig kan blive den person… Det er en evig kamp ikke at hade mig selv for ikke at være den, som jeg synes, jeg burde være, og ikke se ud, som jeg synes, jeg burde se ud!”

Så blev november skudt i gang!

Spyt og kys i skøn forening

Jeg faldt over en vældig interessant artikel i ugens løb, som nu desværre viste sig slet ikke at være særlig interessant endsige revolutionerende i sine påstande. Den handlede om kyssets egenskaber i forhold til romantiske relationer. Den havde blandt andet den ufattelige påstand, at et kys kan afgøre, hvorvidt en flirt udvikler sig til en romance, og at vi lægger større betydning i kys udvekslet med en længerevarende partner end en kort flamme. Tænk, virkelig!

Lad mig alligevel elaborere. Der var nemlig et par interessante oplysninger at hente med hensyn til kønsforskelle udi kysseriet, som forskerne havde indfanget. De betragtede kysset ud fra evolutions- og selektionsopfattelsen, hvor reproduktion spiller en helt central rolle.

Mænd synes, at de bedste kys er dem, der leder til andet og mere. Det giver sådan set intuitiv mening, skulle man mene. Mænd er til heftig og saftig - tenderende det dryppende - tungeslasken, hvor vi tilsyneladende snakker om et stort åbent gab, hvor der graves og gnaves og kraniets indmad pligtskyldigt og lystfuldt undersøges, mens kvinder modsat foretrækker det saftfrie klem tilsat lidt kram. Hvilket, kunne man formode, ville give lidt uro i parforholdet, for så vidt denne dikotomi blev ført helt igennem.

Det hævdes imidlertid, at også kvinder finder kyssen yderst tilfredsstillende. Desværre svækkes mænds lyst til de våde mundfornøjelser med tiden, mens kvindes trang til snav vedligeholdes livet igennem.

Kvinders aldrig svækkede kyssebehov kan måske ses i lyset af artiklens mest bemærkelsesværdige påstand, som også er den, jeg ønsker at fremhæve og understrege – nemlig at kvinder vælger deres loverboy indirekte på baggrund af kysset, thi spyt (mmm, spyt!) er en topfin indikator på partnerens aktuelle sundhedstilstand og hormonelle status. Spyttet kan således ubevidst medvirke til udelukkelse af en potentiel konstellation.

Jeg spekulerer på, om grunden til, at kvinder i første omgang foretrækker kram før kys, er fordi det er for hårdt hele tiden at skulle indoptage så mange mængder information (dvs. spyt) fra saftige snav, for derefter (ubevidst) at skulle overveje deres partners aktuelle kvalitet af gener? Så er det måske rart med en lille tænkepause, hvor der blot klemmes, nusses og holdes om?

Men selektion gennem spyt? Det er slet ikke en dårlig information at have med sig. Jeg vil således slutte af med en lille hypotetisk situation, hvor denne information kunne komme til gode. Næste gang man står og skal afvise en fyr, hvor begrundelsen: ”Det er ikke dig, det er mig..”, virker lidt slidt, så kan man jo forsøge sig med alternativet, ”Sorry sugar, men dit spyt dur sgu ikke”. Det er jo sikkert med rette. Det er ren biologi og ikke noget personligt. Skulle gutten være så afsindig flabet at spørge, hvorfor du lukker den slags lort ud (den afviste kan hurtigt blive lidt følelsesmæssigt presset og overgive sig til et ufint sprog – sikkert også med rette), kan du elegant henvise til ”Journal of Evolutionary Psychology, Volume 5(3), 2007”. Så skulle den sag vist være ude af verden!

Ugens overskrift: Alder

Begrebet alder har på forunderligste vis indlusket sig snart alle steder i ugens løb, så jeg til sidst er blevet helt kulret. Hvorfor al den alderspolemik lige pludseligt?

Alder har vitterlig gjort opmærksom på sig selv i alle tænkelige udgaver. Fra veninder, der beklager sig over begyndende aldringstegn, (Inge 23 år: ”Anna, hænger mine øjne ikke helt vildt? Jeg ligner en gammel dame”) til hvornår alder ophører med at skille de enkelte årgange ad og bliver til generationer i stedet. (Nynne 21 år: ”En af mine veninders storesøster er tre år ældre end os – i gymnasiet syntes jeg altid, hun var vildt voksen og gammel. Nu er min tætteste veninde på studiet 24 år, og jeg tænker aldrig over aldersforskellen”.)

Så rullede snebolden.. Spiller alder overhovedet en rolle, kunne man spørge? Er det blot en konstruktion? Bliver vi socialiseret til at opfatte alderskonventioner som krav, eller vælger man frivilligt, om man vil abonnere på alderskonceptet som blot et hjælpsomt pejlemærke (Mor 59 år: Jeg har taget et par kilo eller flere på, for jeg har besluttet mig, at det ikke klæder en kvinde på min alder at være så mager)? Har alder mistet sin hierarkiske position? Tæller nye fællesskaber mere end aldersmæssig livserfaring? Alle har været rygende uenige om alders magt og mening og har gavmildt kastet alskens eksempler efter mig. Selv de vægelsindede deltog ivrigt.

Enkelte ville hellere diskutere konkrete ting, såsom hvornår aldersforskelle mellem kærester bliver for stor (Solvejg 26 år: ”Undskyld min damebladsformulering, men er kuvøseguf hot eller not?), eller om der monstro er forskel på, om det er manden eller kvinden, der er ældst? Derudover frygtede samtlige ugens fødselsdagsbørn aldersakkumuleringen og forbandede tiden, der bare går og går, uden de selv syntes at opnå andet end ucharmerende ølmaver og større gæld. Alder var ugens overskrift, uden tvivl.

Jeg er kommet fint rundt om emnet, kan man sige – omend ikke fyldestgørende, thi jeg tilsyneladende blot er et lille fnug i alderssammenhænge, og, bevares, der er så meget jeg ikke forstår.
Sidstnævnte standpunkt stammer fra en samtale med en mandlig repræsentant for årgang 1980, hvor jeg repræsenterer kvinderne årgang 1985. Han lagde betydelig mere vægt på alder end jeg. Om det skal ses i lyset af, at jeg er i starten af de ”bekymringsløse” 20’ere, mens han med hastige skridt nærmer sig de mere ”alvorstunge” 30’ere, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Udklip fra vores samtale:

Anna: ”..Du mener altså, at alle + 25 år i ånden pludseligt har samme alder, hvilket altså må betyde at små yndlinge som mig således udelukkes dette festlige selskab. Det er da umiddelbart – undskyld mig - noget fjol. Ja, det er så. For at komme med en vældig begavet betragtning.. eller det vil sige.. så poppet, at det faktisk er pinligt, så må det være livsstilen mere end alderen, der binder folk sammen…Eller hvad?”

Mand: ”Aldersdiskussion er jo en gammel traver.. Jeg har såmænd blot ladet mig fortælle, at os over 25 år mister vores specifikke alder og bliver, hvad kan man sige, ligeværdige.. ”

Anna: ”Jaja, men det er jo fjollet.. man kan sige, at jeg grundet min unge alder selvfølgelig ikke kan vide, hvad det er for et hemmeligt fællesskab jer +25-årige har sammen. Bunker af livserfaring? At vinteren altid var hvidere, da I var børn? At I kan huske, hvor I var, da Kennedy blev skudt?”

Mand: ”Tja.. alder er klart en fjollet kategori.. burde ikke være determinerende for noget som helst, der kommer i nærheden af menneskelige relationer.. Alt det her med hvor man er i sit liv er jo blot konnotation, og i den forstand er din - hvad kaldte du den… poppede? - betragtning jo god nok”.

Anna: ”Ja, poppede. Præcis.. Men nu fornemmer jeg et men! Det er nu, du slår igen med dit modargument, ikke? Alder er alligevel determinerende eller hvad?”

Mand: ”Det vil jeg ikke sige, men mon ikke der er tale om en dialektik her.. jeg mener, det er der jo altid, for pokker.. Konnotationerne vokser jo ikke ud af intet, lige så vel som de jo også kommer til at antage en virkelig karakter.. ja, og derfor er struktureret af, men samtidig strukturerende for det levede liv”.

Anna: ”Hehe.. din akademiske uddannelse fornægter sig ikke! Men hør, det der alder lyder sørme ikke til at komme uden om… Konnotationer? Struktureret af og strukturerende for… Hvad med lidt pionerånd? Er det så slemt? Arh, jeg opgiver sgu, før jeg får mig rodet ud, hvor jeg ikke kan bunde. Var det noget med en øl, eller er I gamle drenge allerede færdige med den slags useriøst pjat?”.

Mand: ”Så så, ikke helt, lille De.. Og hey, for lige at slå det helt fast.. os på +25 har altså ikke alle oplevet Kennedy blive skudt.. det skete en god bunke år før vi ”unge, men dog +25” kom til verden.. Men Oluf Palme er en anden sag… Måske primært fordi det er en anden person fra et andet land, men ja..”.

Aldersdiskussionerne sluttede dog ikke her.
Jeg talte forleden i telefon med en gammel veninde Mie på 22 år, som overvejede, om hendes nye flirt på 29 år var for gammel, selvom han på alle andre områder var lige i øjet :

”Jeg har faktisk fundet fine eksempler på særdeles vellykket matchmaking mellem ældre mænd og yngre kvinder. Er du klar? Okay, klassikeren - for sådan én skal man altid starte med.. Profeten Muhammed giftede sig med 8-årige Aisha.. Jeg er sikker på, hun følte sig som en heldig banan... ! Den næste er den vovede.. Woody Allen giftede sig med sin egen unge adoptivdatter.. det kan man da kalde pionerånd, ikke sandt.. og så er der ikke mindst Cathrine Zeta-Jones og Michael Douglas, som uden tvivl er mit yndlings celebrity par, og det mener jeg, Anna… Omend det udelukkende er en mavefornemmelse, så jeg ville ikke kunne begrunde hvorfor..”.

”Jeg er helt med, Mie! Du har fat i den lange ende.. ja, du har yderst videnskabeligt påvist, at alder ikke er en hindring. Du kan derfor ikke lade den gamle gut, du kysser på for tiden, slippe væk, hvis han ellers er det værd.."

--

I går læste jeg så Erlend Loes Naiv.Super, hvor hovedpersonen bryder sammen på sin 25-års fødselsdag og får sig en heftig omgang eksistentiel krise, som blandt andet resulterer i lister over, hvad han mangler i livet, samt dyrkelsen af en bold, et hammerbræt, en ny lille ven, der går i børnehave samt en bog, der beskæftiger sig med tid – blandt andet med en hypotese om, at tid slet ikke eksisterer. På en eller anden måde fungerede den tynde, lille bog som fin afslutning på en lang uge præget af alderssnak i alle mulige og umulige former. Og i stedet for at spinne mere over alder, så vil jeg i stedet anbefale Naiv.Super til alle, der trænger til lidt rar underholdning og en bekræftelse af, at det nok går, selvom tiden også gør det.

Droppet

Jeg har i en periode set (knapt så formelt som at date; mindre ekspliciteret end et forhold; og helt og aldeles skrøbeligt i ordets bredeste forstand) en fyr i ny og næ, uden at det på noget tidspunkt har stået helt klart, hvad vi lå og rodede rundt med. Jeg gør her en art undtagelse og indfører jer i en aften, som egentlig er for privat til at dele, men lad os sige, at vi leger lidt navlepilleri i Annas kærlighedsliv for en enkelt gangs skyld, og derefter vender vi fluks tilbage til tullelivet, idealtyperne, Inge og Ellas fikse ideer, Anne og Theis’ økoliv, Vesterbro, nattelivets adskillige mere eller mindre succesfulde barlege, de kølige vinterbriser ved havnefronten med dertil hørende tanker om livets tilsyneladende meningsløshed, fjollede betragtninger af byfolket omkring os og deslige. Lad først selvterapien begynde.

Føromtalte fyr var rigtig uoplagt og åndsfraværende, da jeg kom hjem til ham i går, sammenlignet med hans vanligvis høje humør og evne til at underholde, og han krævede tilsyneladende efter et par glas vin og temmelig forvirrende adfærd snakken - der hvor han fik det slået fast, at jeg var et herligt væsen (selvom han ikke fattede min ironi - den har jeg hørt før!) – at jeg var en vældig fin person, som han mægtig godt kunne lide, jep, det var med den på, men vi skulle ikke være kærester, og det havde han ligesom på fornemmeren, at jeg gik og regnede med slash håbede på. (han kaldte mig tilmed det famøse adjektiv: "offensiv", som fik mig til at syde og koge resten af aftenen, og som jeg brugte adskillige gange på at gendrive – hvilket næsten lykkedes mig). Jeg er jo ikke dum (skulle nok aldrig have pillet så meget i mine lange lokker og tygget så koncentreret i mit tyggegummi?) - jeg kan godt læse en situation, så jeg regnede ikke med, at vi skulle være kærester (hvem satser i øvrigt på fyre, der lige om lidt forlader landet i alt for mange måneder?). Snakke er altid nederen (læs: dræbende!!). I hvert fald blev det temmelig håbløst at fortsætte denne lettere vilkårlige uge til uge planlagte hængen ud. Reglerne for sådan noget fjol må forblive indforstået, ellers bliver det for mærkeligt, selvom det er unfair i længden. På et tidspunkt skal man videre. Det blev i går.

Hvis følelser, han egentlig frygtede i klemme, var lettere forvirrende. Det var såmænd nok mine, selvom det virker frygtelig indbildsk at tage hensyn til mine for ham ukendte følelser.. Jeg bevarede trodsigt fatningen og var cool snakken igennem, selvom jeg sydede indvendigt.. (Offensiv? Hvad mig?!! Som om... brilleabe!!) Jeg var jo ikke overrasket, og derfor ikke synderligt skuffet. Blev sendt hjem med et meget overraskende lad-os-ses-i-næste-uge. Jeg er sikker på, at det var et påskud for at få mig til gå, uden at vi skulle igennem et akavet farvel (good thinking!). Jeg fik mumlet, at han selv måtte tage initiativet denne gang (jf. mine problemer med mærkatet ”offensiv”), men det gør han ikke. Det var simpelthen for sindssvagt mærkeligt i går, og det ville man ikke gide beskæftige sig med igen, hvis man ikke har et mål med besværet.
Godt det samme. Jeg har været forberedt fra starten på en brat afslutning. Det er bare aldrig superfedt at blive droppet (for det var det, jeg blev!), selvom det er begrænset hvor meget sympati, jeg havde nået (og tilladt mig) at smide efter den ellers temmelig charmerende unge herre. Det værste er tanken om, at skulle tilbage til det udramatiske aleneliv igen med trættende byture, hvor mangel på flirten klokken alt for sent om natten beklages til veninderne over en søbet kebab med salte tårer og øjenomgivelser som en vaskebjørn - toppet med et ynkeligt selvmedlidenshedniveau, der formår at tangere sig selv hver eneste gang. Desuden skal aftenen i går såmænd nok kaste en masse dræbende tankespind af sig, hvilket er helt unødvendigt tidsspilde, som ingen drenge, der dropper mig, fortjener (det er tidens mantra – det virker svært trøstende på en skøn oprejst pandeagtig måde: De fortjener det ikke!).

Og det var det. Halvanden måned varede det pø om pø, men jeg kommer over det lige om lidt. Og jeg vender stærkt tilbage med mere opmuntrende sager: ideerne er mange!

Asymmetrisk tiltrækning

Romantisk tiltrækning forekommer mig oftest – desværre - at være asymmetrisk. Inden for det seneste år har jeg udelukkende oplevet at blive kurtiseret af fyre, hvis beundring jeg på ingen måde kunne gengælde, mens jeg selv har kastet følelser efter vilkårlige fyre, som ikke interesserede sig synderligt for mig endsige retroperspektivt fortjente min sympati. Det er bundsygt, faktisk!

Well, det er nu en gang et vilkår, livet byder mig, og som jeg lever med. Jeg har naturligvis en smule dårlig samvittighed over for de pågældende fyre, jeg mere eller mindre klodset afviser, før jeg dog stille og roligt glemmer dem igen..

Med undtagelse af en enkel gut, Jon, som jeg har haft det fantastisk sjovt og behageligt sammen med, men som i øjeblikket boykotter mig på allergrusomste vis.

Det var ikke en gang min afvisning af ham, der gjorde udslaget. Alligevel er grunden dertil ganske reel. Endnu en gang har jeg ufortjent valgt at kaste noget der ligner følelser efter en lille bølle, der desværre tilfældigvis befinder sig i Jons tætte inderkreds. Uden at kende Jons reelle grund til de pludselige undvigelsesmanøvrer, så gætter jeg på, at han ikke just finder den potentielle konstellation ven og undertegnede særlig fin.

Om han blot er såret og holder sig væk fra mig for at beskytte sig selv og komme videre, eller om han tilmed har mistet alt sympati for mig, fordi jeg vælger at afvise ham til fordel for hans helt igennem følelsesresistente og bindingsangste, men ikke helt grimme ven ja, det ved jeg ikke. Jeg kan ikke lide muligheden af det sidste. Det hele irriterer mig i det hele taget voldsomt.

Fra hans side er situationen indlysende ærgerlig, hvis min tolkning ellers er korrekt. Fra mit standpunkt er situationen imidlertid heller ikke specielt top dollar.

Jeg har ikke selv bestemt, at jeg dumme, lille pige uberettiget skulle placeres på en piedestal og tilbedes som ufejlbarlig med dertil hørende plusord. Den må på hans kappe. Og selvom jeg ikke kunne gengælde det som var udover venskab, betød det på ingen måde, at jeg ikke behøvede og ønskede netop hans venskab. Det er frustrerende, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Det er for den sårede part (ham, forstås) helt legitimt at droppe et ellers spirende venskab, fordi det er for hårdt, mens den anden (mig) reduceres til syndebukken, der strengt og ondskabsfuldt ikke kunne gengælde de pokkers følelser. Jeg må bare acceptere vilkårene, må jeg!! Men selvom knust kærlighed er noget hø, bevares, så har jeg faktisk mistet en alle tiders skøn ven. Det er da også ulykkeligt, for pokker!

Nu skal jeg i stedet flere gange ugentlig konfronteres med Jons afvigende blikke, fyldes med dårlig samvittighed, trist tristhed samt affinde mig med endnu en negativ erfaring udi forsøget med platoniske drengevenner. Skal jeg græde eller bare være godt gal i skralden?

Godt gal, vælger jeg. Nu må det da for pokker snart være tur til symmetrisk tiltrækning, skulle man mene. Slut med alt det bøvl. Det er kedeligt for alle!